27. juli, 2024

Bornholm, Bornholm, Bornholm: »Ubehageligt fis« og »velfriseret had«

Bornholm er en dejlig ferieø. Billede: Pixabay.com.

Christian Mogensen og Kirstine Holst raser over meningsmodstanderes debatter ved Folkemødet på Bornholm. Det er der ingen grund til.

Når årets Folkemøde på Bornholm løber af stablen fra 16. til 19. juni, kan man i et telt ved standplads A18 finde foreningen Dansk Ligestilling, som i samarbejde med Manderådet, debattøren Jaleh Tavakoli og Trykkefrihedsselskabet afholder debatter om blandt andet islamofobi, social kontrol og partnervold mod mænd.

Det er der ikke noget odiøst ved. Folkemødet består af et utal af debatter, som arrangeres af mennesker og organisationer med noget på hjerte. Er man ikke interesseret i en debat, kan man finde en anden og følge den i stedet. Det er næsten ligesom på sociale medier, hvor det er muligt at scrolle videre, hvis man ikke bryder sig om det, man læser.

Helt så simpelt er det dog ikke alle, der ser på sagen. Specialkonsulent hos Center for Digital Pædagogik og medstifter af Dansk Mandesamfund Christian Mogensen fløj på Twitter, da han opdagede, hvad der skulle foregå i det omtalte telt.

»Jeg er ked af, at Folkemødet lægger hus til debatter som de her. Velfriseret had og kæk fascisme er stadig angreb på rettigheder og demokrati. Det her er, mildest talt, beskæmmende. (Jeg opfordrer i øvrigt til at forbigå teltet i stilhed. De jagter polemikken.),« skrev Mogensen.

Han tilføjede, at han ærgrede sig over, at det radikale folketingsmedlem Samira Nawa deltager i en teltets debatter.

»Det er i øvrigt synd at Samira Nawa lægger navn til at optræde på sådan en scene. Mit gæt er, at hun nok ikke har fået forelagt hele sceneprogrammet,« skrev Mogensen.

Selv så Samira Nawa dog anderledes på sagen.

»Nej, jeg har ikke fået forelagt hele programmet. Men jeg trækker mig heller ikke nu hvor jeg ser det – tværtimod tænker jeg faktisk det er så meget desto vigtigere at jeg kommer og giver mit syn på sagerne,« skrev hun.

Også forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår Kirstine Holst reagerede på teltets planlagte debatter, særligt en med titlen ‘Er feminismen en hadideologogi?’, som finder sted fredag den 17. juni og har deltagelse af dr. phil. Marianne Stidsen, ordfører for Manderådet, Daniel Pinderup, formand for Dansk Ligestilling, Karen West, og folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl.

»Folkemødet er godt nok ikke helt, hvad det har været. Hvad fu.. er det her for noget hadskabende og ubehageligt fis ?!« skrev Holst.

Til Berlingske har Christian Mogensen uddybet sin kritik.

»Når man ikke tør invitere nogen, som kan udfordre et så cementeret synspunkt, så vil man ikke dialogen – så vil man bare fremføre sin enetale i trygge rammer. Når en debat indrammes som en så ensporet kritik af religiøse grupper eller kampagner som #metoo, så falmer Folkemødets værdier,« skriver han i et svar til Berlingske.

»Der er nogle helt fundamentale demokratiske værdier og forhold, som vi aldrig må give illusionen af kan være til debat,« tilføjer Christian Mogensen.

Påstanden om, at man ikke tør inviteret nogen, der mener noget andet, giver Dansk Ligestillings formand, Karen West, dog ikke noget for. For det har man skam forsøgt, forklarer hun, ligeledes til Berlingske.

»Kritikken er ikke underbygget. Vi har inviteret KVINFO til de her debatter, som ikke engang har svaret os. Vi vil meget gerne have folk med, men de vil ikke diskutere med os. De sidder i deres små elitære grupper og definerer, hvad feminisme er, og hvis man så ikke er enig i deres snævre definition, er man åbenbart fascister,« siger Karen West.

Jeg deltog selv i debatten, da Mogensen skrev sit tweet i onsdags.

»Det er altså heller ikke i orden, at nogen ser anderledes på verden end dig. Heller ikke, selv om det kun er ved et enkelt telt til Folkemødet. Det burde forbydes! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frustrerende det må være,« skrev jeg.

Den drillende tone følte jeg, jeg kunne tillade mig, da jeg har diskuteret med Mogensen mange gange før. Humor er en vanskelig størrelse på sociale medier, men det nytter jo ikke noget helt at give op. Noget, jeg tror, Mogensen vil give mig ret i.

Men nu var det naturligvis ikke kun for sjov. Der var også en pointe, nemlig den, at det virker barokt at se en feminist brokke sig over, at nogen kan finde på at afholde en debat om feminisme mellem debattører, der ikke er feminister.

For det er jo ikke ligefrem sådan, at ligestillingsdebatten skorter på debatter, som udelukkende har deltagelse af feminister. Mogensen har selv flere gange deltaget i den slags ensidige forestillinger, for eksempel i forbindelse med den internationale mandedag 19. november, hvor Mogensens feministiske forening Dansk Mandesamfund og ligeledes feministiske DareGender samarbejdede med KVINFO om en række arrangementer.

Mogensen medvirker ligeledes løbende i diverse podcasts, som stort set aldrig giver ordet til nogen, der ikke bekender sig til den feministiske ideologi. Et eksempel er Videnskab.dk-podcasten ‘Brainstorm’, som Mogensen deltog i under overskriften ‘Kvindehadets historie strækker sig fra Aristoteles til incels – hvordan gør vi misogynien til fortid?’. Podcasten – eller podcastserien, der er i alt tre afsnit – er udmærket, men ideologisk divers, det er den bestemt ikke.

Når jeg synes, Mogensens reaktion fortjener lidt drilleri, er det derfor.

Feminister afholder sig ikke fra at afholde arrangementer, hvor ingen med andre holdninger end deres kan komme til orde. Ofte endda med offentlig støtte, som det sker på årlig basis, når den feministiske festival ‘Talk Town’ afholdes med venlig finansiering af blandt andre Københavns Kommune og Statens Kunstfond.

I det lys er det grinagtigt, at de tager sådan på vej, fordi nogen formaster sig til at afholde en enkelt debat af en times varighed i et telt på Bornholm. Mogensen pryder sin Twitter-profil med en collage af kommentarer og ordene »Slap nu af!« Det råd burde han overveje selv at følge.

Selv skal jeg heller ikke i år til Folkemødet på Bornholm. Men jeg forstår, at arrangørerne bag teltet ved standplads A18 arbejder på at kunne streame debatterne, så de kan følges af andre end Folkemødets gæster.

Lykkes det, vil jeg være blandt seerne, når den omdiskuterede feminismedebat finder sted. Ligesom jeg ville have været det, hvis et tilsvarende arrangement med modsat fortegn havde stillet det modsatte spørgsmål.

Det er nemlig ikke spor farligt at lytte til, hvad andre mener. Nogle gange bliver man ligefrem klogere af det.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview