Feministiske strateger kaprer den internationale mandedag

Et kødben. Billede: Pixabay.com.

Heller ikke den 19. november kommer mænd til at blive hørt. Det sørger feministiske organisationer for.

Indtil for få år siden var den internationale mandedag – som nu oftere og oftere omtales som Mændenes Internationale Kampdag – et helle for mænd. Én dag om året, hvor mænd kunne komme til orde i debatten om køn og ligestilling og præsentere deres tanker, idéer og bekymringer.

Kvindeorganisationerne var ligeglade med dagen. Selv KVINFO trak så meget på skulderen over den, at de ikke markerede den. »De færreste kender til 19. november«, lød KVINFO’s forklaring så sent som i 2017, når man spurgte hvorfor.

Sådan er det ikke mere.

Først besluttede KVINFO sig for at markere dagen. Det skete i 2019. Siden er interessen for den internationale mandedag vokset blandt feministiske aktivister. Den var et hul i den feministiske mur, opdagede de. En oase i den feministiske ørken.

Den foreløbige kulmination på den feministiske interesse for dagen ses i år. I samarbejde med KVINFO arrangerer de feministiske mandeorganisationer DareGender og Dansk Mandesamfund en række arrangementer for at sætte sig på dagen.

Det sker med det fælles projekt ‘Mandesager 2021’, der på Facebook præsenteres som en officiel fejring af 19. november i Danmark.

»Mandesager 2021 er dette års fejring af Mændenes internationale Dag. En hel dag med arrangementer om mænd og maskulinitet anno 2021, præsenteret af DareGender, Dansk Mandesamfund og KVINFO,« står der at læse på Mandesager 2021’s Facebook-side.

Trekløveret KVINFO, DareGender og Dansk Mandesamfund er ikke et udspring af tilfældigheder. Dansk Mandesamfund har medlemmer placeret såvel i ligestillingsministeriet som i KVINFO. Det var et spørgsmål om tid, før denne konstruktion blev brugt aktivistisk.

For KVINFO er sagen pinlig. KVINFO er statsfinansieret og bør være ligestillingscenter for alle. Derfor bør KVINFO ikke vælge side og medvirke til at skævvride debatten om køn og ligestilling, heller ikke den del af debatten, der handler om mænd.

Men det gør KVINFO.

KVINFO samarbejder ensidigt med personer og organisationer, der har en feministisk tilgang til køn og ligestilling, også på mandesiden af debatten. Derfor omfavner KVINFO organisationer som DareGender og Dansk Mandesamfund, mens KVINFO fuldstændig ignorerer organisationer som Manderådet.

Det er ikke i orden, men det får lov til at passere år efter år, fordi ingen interesser sig for det. De medier, der beskæftiger sig mest med køn og ligestilling, er alle positivt stemte over for den feministiske aktivisme. Flere af dem, som damebladene ALT for damerne og Femina, praler ligefrem med det.

Derfor finder ingen det odiøst, at en politisk interesseorganisation har medlemmer placeret i såvel statsadministrationen som i landets eneste videnscenter. Noget, som inden for snart sagt alle andre områder ville vække opsigt og føre til mistanke om inhabilitet og magtmisbrug.

I stedet tiljubles de feministiske mandeorganisationer. Dansk Mandesamfund var knap nok stiftet, før foreningen blev knuselsket af de feministiske kvindeorganisationer, og medie efter medie bragte artikler og indlæg om Dansk Mandesamfunds visioner og tanker om mænd.

Noget lignende skete, da DareGender nogle år tidligere kom til verden. Også her strøg den nyskabte mandeorganisation direkte forbi alle andre, der interesserer sig for køn og ligestilling fra et mandligt perspektiv. Uden på nogen måde at have gjort sig fortjent til det fik DareGender straks en solplads i medierne.

På den internationale mandedag den 19. november og i dagene op til den vil vi se denne kinddans gentage sig. DareGender og især organisatorisk stærkere Dansk Mandesamfund vil blive interviewet af medie efter medie og få bragt indlæg efter indlæg under dække af at repræsentere mænd.

Intet medie vil i den forbindelse interessere sig for, at DareGender og Dansk Mandesamfund ikke repræsenterer mænd. Deres navne lyder, som om de gør, og de siger alt det, man som feminismepositivt medie gerne vil have mænd til at sige om køn og ligestilling.

Det giver de feminismepositive medier og de feministiske mandeorganisationer en fælles interesse.

Medierne vil gerne give det indtryk, at de tager mænds problemer alvorligt, selv om de ikke gør det. Det kan de bruge DareGender og Dansk Mandesamfund til.

DareGender og Dansk Mandesamfund vil gerne give det indtryk, at de tager mænds problemer alvorligt, selv om de ikke gør det. Det kan de bruge medierne til.

Derfor giver dansen mening for begge parter.

De feministiske mandeorganisationer giver medierne en undskyldning for ikke at præsentere mænds tanker om køn og ligestilling, og medierne giver de feministiske mandeorganisationer omtale og legitimitet. Det er så enkelt og smart, at det næsten er smukt.

Taberne af denne studehandel er dem, det hele burde dreje sig om. På deres egen dag bliver mændene dem, der får mindst at sige. I hvert fald det store flertal af dem, der ser anderledes på verden, end man gør i de feministiske saloner.

Ikke at mænd ikke vil blive nævnt. Selvfølgelig vil de det. Men de vil ikke blive nævnt på deres egne præmisser. De vil blive nævnt udefra. Som nogen, der er forkerte. Som nogen, der ikke er, som de skal være. Som nogen, der skal ændre adfærd.

For sådan er det feministiske blik. Når kvinder har problemer, skal samfundet laves om. Når mænd har problemer, skal mænd laves om.

Det vil muligvis ske med dækbegreber som »toksisk maskulinitet«, »stereotype kønsopfattelser«, »forældede kønsnormer« og »patriarkalske strukturer«, men budskabet vil ikke være til at tage fejl af. Trods den feministiske kreativitet er man aldrig i tvivl om, hvem det drejer sig om. Hvem synderen er.

Skal man finde nogen glæde i affæren, er det, at den internationale mandedag er blevet tilstrækkeligt interessant til, at de feministiske organisationer finder det værd at bruge tid på at kapre den.

Det er irriterende, når den store hund tager kødbenet, men det viser i det mindste, at der var et kødben at tage.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.