Anmeldelse af Henrik Marstals debatbog Breve fra en kønsforræder.
Henrik Marstals nye bog Breve fra en kønsforræder er en 258 sider lang indføring i Marstals syn på de vigtigste problematikker i kønsdebatten anno 2015. Bogen tager fat i centrale begreber i den moderne diskussion om køn og ligestilling, men gør det med en bias: Marstal er feminist med stort F, og hans udgangspunkt i den feministiske åndsverden styrer såvel bogens emnevalg som dens konklusioner.
De ni breve
Formmæssigt er Breve fra en kønsforræder inddelt i ni breve, som Marstal skriver til andre hvide, heteroseksuelle mænd. Desværre lykkes Marstal ikke rigtig med brevformen. Brevene fremstår mere som traditionelle kapitler end som egentlig breve, og det er en skam.
Brevet rummer muligheden for at være personlig; for at komme tæt på, være fortrolig, dele hemmeligheder. Men det gør Marstal kun i yderst begrænset omfang. Derfor forløses potentialet ved brevformen ikke, og brevene reduceres til at være en måde at inddele bogens temaer på.
Feministiske teorier og anekdotiske hverdagserfaringer
Metodisk bygger Marstal sine synspunkter op omkring hovedsageligt feministiske forskere og tænkere, hvis begreber og teorier han søger at understøtte med henvisninger til reklamer, populærkultur samt en lang række anekdotiske kvindehverdagserfaringer.
Breve fra en kønsforræder er ingen videnskabelig afhandling og skal derfor ikke bedømmes som sådan. Alligevel må man bemærke, at Marstal er yderst selektiv i forhold til sine kildevalg. Læseren præsenteres stort set aldrig for en kilde, der modsiger Marstals synspunkter. Visse steder er dette fravalg decideret påfaldende, hvis man kender til ligestillingsdebatten og derfor er klar over, hvad Marstal med vilje ikke fortæller.
Eksempelvis er det bemærkelsesværdigt, at Marstal henviser til feministen Andrea Dworkin – som Marstal i øvrigt ikke kalder feminist, men aktivist – i sin diskussion af kvindehad og mænds vold i film (Breve fra en kønsforræder, p. 242f.). Dworkin er blandt andet kendt for udsagnet: »I want to see a man beaten to a bloody pulp with a high-heel shoved in his mouth, like an apple in the mouth of a pig« og er således næppe den mest oplagte at henvise til en i diskussion om kvindehad – om end man selvfølgelig kan sige, at hun har førstehåndskendskab til emnets modsætning.
Velkendte tematikker
Indholdsmæssigt kredser Breve fra en kønsforræder om de temaer, Marstal i de senere år flittigt har taget op i sine debatindlæg på Politiken og andre steder: Kvindehad, voldtægter og undertrykkelse af kvinder gennem heteronormative strukturer (som dog i Breve fra en kønsforræder oftest kaldes patriarkatet eller patriarkalske strukturer).
Bogens ni breve henvender sig til hvide, heteroseksuelle mænd, og det er ingen tilfældighed, for det er dem, Marstal vil have i tale. Bogens overordnede argument er, at hvide, heteroseksuelle mænd fortsat nyder godt af en lang række privilegier, som de selv er blinde over for, og som skader kvinders muligheder og rettigheder. Vi lever, ifølge Marstal, stadig i en patriarkalsk verden, og den kan kun nedbrydes, hvis heteroseksuelle, hvide mænd påtager sig det fornødne ansvar for at bidrage til at bekæmpe patriarkatet og alle dets afledte effekter.
Selvrefleksion og ideologiblindhed
Stedvis, men alt for sjældent, reflekterer Marstal over sin egen position. Læseren inviteres med i nogle barndoms- og ungdomsminder, og det er her, man kommer en smule tættere på forfatteren, feministen og kønsdebattøren Henrik Marstal. Det er også her, brevformen fungerer bedst.
Det er ærgerligt, at selvrefleksionen er så begrænset. Man kommer kun meget lidt tættere på mennesket Henrik Marstal, og man finder ikke for alvor ud af, hvorfor kønsspørgsmålene optager ham, eller hvorfor han har valgt den feministiske ideologi som sit udgangspunkt.
Den manglende selvrefleksion står samtidig i skærende kontrast til en af bogens hovedpointer. Marstal fortæller, at heteroseksuelle, hvide mænd lider af privilegieblindhed (Breve fra en kønsforræder, p. 62ff.). Netop fordi hvide, heteroseksuelle mænd sidder på magten, kan de ikke se den. Verden er indrettet efter deres værdier og normer, og det betyder, at heteroseksuelle, hvide mænd ikke oplever den undertrykkelse, de gennem deres adfærd påfører andre. Det, der er deres privilegier, oplever de som det normale. Deri privilegieblindheden.
En ganske fin model, som givetvis har en vist forklaringspotentiale. Men det er svært at forstå, hvorfor Marstal ikke vender ideen om privilegieblindhed mod sig selv og sit eget udgangspunkt: den i den danske ligestillingsdebat og kønsforskning totalt dominerende feminisme. Breve fra en kønsforræder baserer sig på et helstøbt feministisk fundament, men det forholder Marstal sig intetsteds kritisk til. Sit eget ideologiske grundlag og dets indbyggede begrænsninger ænser han ikke. Marstal må derfor med et passende udtryk siges at lide af ideologiblindhed.
Frihed eller regulering
Breve fra en kønsforræder er en debatbog, og Marstal gentager bogen igennem sit ønske om, at heteroseksuelle, hvide mænd påtager sig et ansvar for at medvirke til de samfundsændringer, han finder ønskværdige. Visse steder flirter han desuden med ideen om, at staten gennem lovgivning skal gøre visse typer handlinger strafbare, ligesom han opfordrer til, at uddannelsessystemet skal påtage sig en opdragende rolle i forhold til sexisme. Marstal vil formentlig i disse passager skræmme en del liberalt sindede læsere væk.
I det hele taget er balancen mellem frihed og regulering bogens kernekonflikt. Marstals analyser er mange steder ganske rimelige, men hans løsningsforslag er – i hvert fald i denne anmelders øjne – højst problematiske. Det gælder de allerede nævnte forslag om adfærdsregulerende lovgivning og påvirkning gennem uddannelsessystemet, men også Marstals synspunkter på områder som pornografi, populærkultur og humor (Breve fra en kønsforræder, p. 218ff. og bogen igennem).
Selv hvis man godtager Marstals tankemodel – at porno, voldelige film og sexistiske vittigheder er en del af et kontinuum, hvor voldtægter og drab på kvinder befinder sig i den anden ende – sidder man med den fornemmelse, at noget er galt; at filmen et eller andet sted er knækket, når konklusionen er, at færre kvinder vil blive voldtaget, hvis kvinder bliver en særkategori, man ikke må gøre grin med, og hvis bestemte typer porno og (anden) kunst forbydes eller begrænses.
En bog med begrænsninger
Dermed på én og samme tid kvaliteten og begrænsningen ved Breve fra en kønsforræder. Bogen påpeger en række relevante emner i køns- og ligestillingsdebatten, men ved kun at anskue dem fra et feministisk udgangspunkt bliver løsningsforslagene selvrefererende og i sidste ende tvivlsomme.
Bogens modus operandi er dette: 1. Sådan ser verden ud nu gennem feministiske briller, 2. sådan skal verden se ud i fremtiden, og 3. sådan når vi derhen med feministiske værktøjer. På den måde løsriver bogens anbefalinger sig fra virkeligheden og opererer i en slags feministisk parallelunivers. Hvis man ikke er enig i bogens præmisser, fx at vi lever i et patriarkat, eller at alle mænd har et medansvar for nogle mænds voldtægter, er det svært at lade sig overbevise om dens konklusioner og anbefalinger.
Omvendt vil bogen være kærkommen læsning for dem, der tilslutter sig Marstals virkelighedsopfattelse og idealer. De tilbydes i Breve fra en kønsforræder en velskrevet gennemgang af den feministiske begrebsverden anno 2015.
Breve fra en kønsforræder udkom den 27. maj på forlaget Tiderne Skifter og kan købes på nettet samt i boghandlere landet over.