26. maj, 2024

Dansk Kvindesamfund Odense: Nogle mænd menstruerer også

Menstruation er ikke forbeholdt kvinder, fastslår Dansk Kvindesamfund Odense. Billede: Arkivfoto.

Ifølge Dansk Kvindesamfund Odense er menstruation ikke forbeholdt kvinder. Også mænd menstruerer, og det skal der mere fokus på, mener foreningen.

Kan mænd have menstruation?

Ja, mener Dansk Kvindesamfund Odense, som i et opslag på Facebook tager emnet op.

– Menstruation er ikke et fænomen, der er forbeholdt kvinder, indleder foreningen.

– Nogle mænd og ikke-binære personer menstruerer også, og det er vigtigt, at deres oplevelser bliver delt, så de ikke usynliggøres i en diskurs, som udelukkende fokuserer på kvinders oplevelser med menstruation, fortsætter Dansk Kvindesamfund Odense.

I en kommentar under opslaget uddyber foreningen sit standpunkt.

– At det ikke udelukkende er en kvindelig oplevelse skal forstås i den kontekst, at nogle mænd også menstruerer. Vi mener, at folk selv skal have lov til at definere hvem de er, og derfor begrænser vores forståelse af kvinder sig ikke til, hvem der er født med en vagina, skriver Dansk Kvindesamfund Odense.

Skarpe reaktioner

I kommentarsporet reagerer flere kvinder skarpt mod foreningens udsagn.

– Nå da… eksisterer kvindens anatomi ikke længere?, skriver en.

–  Pas på I ikke undergraver kvindesagen fuldstændig, Dansk Kvindesamfund Odense, skriver en anden.

– Er I gået fra forstanden? Kvinder har menstruation, indtil overgangsalderen hvor den ophører. Mænd har ikke menstruation. Dette er vores arts biologiske realitet. Hvad er det for en avidenskabelig tilgang I lægger for dagen? Hvordan skal man kunne tage Dansk Kvindesamfund alvorligt når I kommer med den slags vanvittige udmeldinger? Hvad bliver det næste? At Månen er lavet af grøn ost?, skriver en tredje.

Opslaget blev oprindeligt postet i maj, men debatten er først for alvor blusset op i forgårs og i går. Efter et antal kritiske indlæg valgte Dansk Kvindesamfund Odense i går eftermiddag at lukke debatten, men kommentarerne kan fortsat læses under opslaget.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview