5. december, 2025

Mændenes internationale dag 2025

To mænd ved havnen i København. Billede: Pixabay.com.

En kort statusrapport

Mændenes internationale dag – også kaldet den internationale mandedag – fortæller hvert år en historie om, hvor stor interessen er for drenge og mænds problemer.

Tag for eksempel året 2017, hvor Danmarks nationale ligestillingscenter, KVINFO, afviste at markere dagen med den begrundelse, at »de færreste kender til 19. november«. To år senere ændrede KVINFO kurs, og siden har KVINFO hvert år markeret dagen.

Fylder ikke meget i medierne

Kigger man ud over aviserne i dag, kan man konstatere, at opmærksomheden er begrænset. Flere medier skriver slet intet om dagen, i hvert fald ikke indtil nu, hvor klokken er omkring 12.

Andre nævner den, men dominerende er den ingen steder. Indtil nu fylder den mest hos Kristeligt Dagblad, der har bragt en leder og en kommentar om dagen. Berlingske bragte i går en kronik om dagen af kønsforsker Kenneth Reinicke.

Den sparsomme interesse for mændenes internationale dag kan delvis forklares med gårsdagens kommunal- og regionalvalg, som naturligt fylder meget dagen derpå. Var valget blevet afholdt på en anden dato, ville flere journalister have haft tid til at beskæftige sig med dagen, ligesom der ville have været bedre tid til at diskutere den i radiodebatter og tilsvarende formater.

Biblioteker interesserer sig for dagen

Som noget nyt – i hvert fald for mig – har flere biblioteker brugt mændenes internationale dag som anledning til at samle et udvalg af bøger om mænd. Ingen af dem har taget min bog med, men det er retfærdigvis heller ikke en bog, som ensidigt handler om mænd.

De fem biblioteker, jeg er faldet over, er Sorø Bibliotek, Brøndby-Bibliotekerne, Aarhus Bibliotekerne, Horsens Kommunes Biblioteker og Vejle Bibliotekerne. Der findes muligvis flere.

Tre arrangementer, to af dem åbne for alle

Vil man ud og markere dagen ved et arrangement, er der flere at vælge imellem.

I Aarhus markeres dagen på Køn – Gender Museum Denmark, hvor man blandt andet kan høre om 1970’ernes mandebevægelser og møde Jørgen Skouboe, som mange kender fra ‘Nak og æd’.

I København afholder KVINFO sit årlige arrangement på Arbejdermuseet. Det er en kort affære på to timer, som undervejs blandt andet byder på en tale af ligestillingsminister Magnus Heunicke (S).

Ligestillingsministeren deltager også, når Manderådet markerer dagen med en konference, hvor borgerlige stemmer som Steffen Larsen (LA) og den nationalkonservative forfatter og debattør Kasper Støvring er blandt talerne. Konferencen er kun åben for medlemmer.

Ikke ukendt længere

Samlet set er årets markering af mændenes internationale dag noget lunken. Betragter man kvindernes internationale kampdag den 8. marts som et festfyrværkeri i Tivoli, ligner den 19. november 2025 en faldskærmsraket på villavejen, der ikke rigtig imponerer nogen.

Værd er det dog at glæde sig over, hvor udbredt kendskabet til mændenes internationale dag er blevet. For otte år siden havde meget få hørt om den. Nu er vi der, hvor lokale bibliotekarer bruger dagen i deres arbejde. Den 19. november ikke længere en dag, de færreste kender til.

Læs også

Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview