Danske medier har et medansvar for udviklingen af kvindehad på sociale medier.
De danske mediers tilgang til kvindehad er paradoksal. På den ene side undrer medierne med Politiken i spidsen sig over, at mænd i lukkede Facebook-grupper skriver grove, nedsættende og undertiden voldsforherligende kommentarer om kvinder. På den anden side fodrer medierne ustandseligt en frustration, som i hvert fald en del af kvindehadet næres af.
Det er en frustration, jeg selv oplever, og som jeg ved, andre deler. Det sidste, fordi jeg jævnligt modtager beskeder fra folk, der skriver til mig i forskellige afskygninger af afmagt og vrede. Frustrationen angår både for mit eget og deres vedkommende den dækning af køn og ligestilling, der finder sted i de danske medier. En dækning, som er pilskæv på mindst to måder.
For det første sætter dækningen kvinders problemer over mænds og kommunikerer dermed det synspunkt, at kvinder er vigtigere end mænd. Har nogen på en arbejdsplads sagt noget sjovt, som en kvinde ikke brød sig om, er det en artikel værdigt med fokus på den tonstunge sexisme, som gør det nærmest umuligt for kvinder at være på arbejdsmarkedet. Dør en mand i en arbejdsulykke, nævnes det i bedste fald i en notits på fire linjer. Kvinders ubehag ved visse former for vittigheder er et stort problem, må vi forstå. At mænd rutinemæssigt dør på deres arbejde er ikke.
Det sidste kan sammenholdes med den aktuelle diskussion om kvindemord. I gennemsnit slås 12 kvinder ihjel om året i Danmark af deres nuværende eller tidligere partnere. Det er naturligvis 12 for mange og noget, vi som samfund skal gå langt for at forhindre. Men omkring fire gange så mange dør hvert år på deres arbejde, og mere end ni ud af ti af dem er mænd. Fra 2010 til 2015 døde 219 danskere i arbejdsrelaterede ulykker. Heraf var 200 mænd og 15 kvinder, hvortil skal lægges fire sager, som ikke er opgjort efter køn. Det er 40 mænd (og tre kvinder) om året i gennemsnit. Er deres liv mindre værd end de 12 kvindelige mordofres?
For det andet baserer dækningen sig på en ideologisk skævhed i kildevalget, som står i nærmest pervers modsætning til holdningerne i befolkningen. I runde tal er hver femte dansker feminist, mens fire ud af fem ikke er. I mediernes dækning af køn og ligestilling er forholdet omtrent det modsatte. Ikke sjældent kan man læse artikler, hvor alle kilder er feminister, og samme ideologiske ensidighed kan ofte opleves i radioprogrammer og podcasts. Den ikke-feministiske tilgang til køn og ligestilling, som er den normale i den danske befolkning, ekskluderes i vidt omfang fra dækningen, mens den feministiske tilgang, som er en minoritetsopfattelse, overeksponeres.
Dette omvendt proportionale forhold mellem holdningerne i befolkningen og holdningerne i medierne har jeg påpeget adskillige gange i årenes løb, og ofte er jeg blevet beskyldt for kun at gøre det for at fremme mine egne muligheder for at komme til orde. Det er sket flere steder, blandt andet på Reddit, hvor jeg på et tidspunkt faldt over en tråd, hvor det blev diskuteret. Her var konsensus, at jeg i princippet havde ret, men at jeg skulle holde op med at tude så meget.
Det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Derfor skal dette indlæg heller ikke tolkes som endnu en omgang brok over, at aviserne ikke ringer og spørger, hvad jeg synes. Det behøver på ingen måde være mig, og det ville i praksis heller ikke være muligt for mig at medvirke så ofte, som det ville være nødvendigt, hvis medierne besluttede sig for at korrigere den nuværende ideologiske skævhed i dækningen. Tænk på, hvor mange artikler, der skrives, og hvor mange debatprogrammer, podcasts og så videre, der produceres. Det er ikke en opgave, nogen enkeltperson kan løse, og det ville heller ikke være ønskværdigt, selv hvis det var muligt, for selvfølgelig er det ikke sådan, at blot fordi man ikke er feminist, så har man det samme syn på alle spørgsmål som alle andre ikke-feminister.
Det, jeg efterlyser, er ideologisk diversitet. En situation, hvor flere ikke-feministiske stemmer får plads i medierne. Ikke en, to eller tre personer, men mange flere, som kan skabe et modspil til den overflod af feministiske stemmer, som alt for længe har fået lov til at stå uimodsagte i de danske mediers dækning af køn og ligestilling. Det centrale for mig er, at det skifte sker. Ikke at jeg personligt får lov til at udbrede mig om løst og fast i tide og utide. Det første er langt vigtigere.
Det skal være sådan, at når et debatprogram inviterer gæster i studiet til en debat om køn og ligestilling, så sidder der ikke tre feminister og giver hinanden ret i, at vi lever i et patriarkat, men mindst én ikke-feminist, som påpeger, at idéen om, at Danmark er et patriarkat, er tvivlsom. Det skal være sådan, at når aviser skriver artikler om sexisme og overgreb, så spørger de ikke kun feminister, der bekræfter hinanden i, at vi lever i en voldtægtskultur, men også ikke-feminister, der påpeger, at voldtægtskulturpåstanden er absurd og forkert, og at problemerne har andre årsager. Det skal være sådan, at når nogen siger, at vi har uligeløn i Danmark, så er der en ikke-feminist, der rækker hånden op og redegør for Lønkommissionens rapport, lovgivningen på området, klagemulighederne og antallet af sager, som alt sammen tyder på, at påstanden om uligeløn er falsk. Det er sådan, ideologisk diversitet vil styrke debatten om køn og ligestilling.
Samtidig vil det medvirke til at reducere det kvindehad, medierne rapporterer om. Ikke fjerne det, for det er der næppe noget, der kan, men gøre det mindre udbredt. Sådan lyder i hvert fald min påstand. Jeg er sikker på, at en del af den vrede, der kommer til udtryk på sociale medier, skyldes den afmagt, jeg nævnte indledningsvis. En afmagt, man ikke kan undgå at føle, hvis man ikke er feminist. Og i særlig grad, hvis man samtidig er mand.
For lad os nu være ærlige: Feminisme er mange ting, og der findes mange slags feminister og feministiske retninger, men det gennemgående feministiske budskab er ikke et, der hylder mænd eller er orienteret mod deres vanskeligheder. Tværtimod handler feminisme i overvejende grad om kvinder og kvinders problemer. Manden er for feminismen en undertrykker, der holder kvinder nede. Det er det feministiske budskab, skåret ind til benet. Feminismen er en stående anklage mod mænd, som holder mænd ansvarlige for kvinders problemer.
Er det i det lys utænkeligt, at mediernes parodisk skæve tildeling af plads til feministiske og ikke-feministiske stemmer skaber en vrede mod feminisme og i nogle tilfælde mod kvinder blandt nogle mænd? Er det på månen at forestille sig, at når disse mænds synspunkter konsekvent ekskluderes fra dækningen, så motiverer det dem ikke til større forståelse for den modpart, der har monopol på at udtale sig, men til en modstand mod denne modpart, som finder sted på en mindre velfriseret og mere vred måde, end den ville have gjort under andre omstændigheder? Jeg tror det ikke.
Ikke dermed sagt, at større ideologisk diversitet i dækningen af køn og ligestilling løser alle problemer med kvindehad på sociale medier. Da jeg på et tidspunkt interviewede Emma Holten og bragte den skæve adgang til medierne op, påpegede hun, at de færreste læser debatindlæg i Politiken. Hvilket indiskutabelt er sandt. Derfor er det heller ikke sådan, at hvis Politiken og andre medier i højere grad tillader ikke-feministiske stemmer at komme til orde, så vil enhver form for kvindehad fordufte som dug for solen. Selvfølgelig ikke. Men mindre kan også gøre det.
Hvis mænd – og kvinder, for den sags skyld – der ikke er feminister, i højere grad ser deres holdninger repræsenteret i medierne, vil de i højere grad føle sig inkluderet i diskussionen og i ringere grad blive opfyldt af den frustration, som i nogle tilfælde er årsagen til de vrede kommentarer på sociale medier. Bare det at vide, at der findes andre derude, der tænker det samme, som man selv gør, kan få blodtrykket til at falde.
Derfor har de danske medier et medansvar for kvindehadet på sociale medier. De kan bidrage til at reducere det ved at gøre plads til ikke-feministiske stemmer, både i den journalistiske dækning og på debatsiderne. Så længe de undlader at gøre det, må de tage en del af regningen for konsekvenserne af den frustration, deres ideologiske ensidighed skaber.