19. marts, 2024

Det var såmænd Ib Knudsen

Jens Vejmand-udstilling på Glud Museum, 1958. Billede: Wikimedia Commons, Børge Askholm.

En feministisk ukorrekt udtalelse om ligestilling har tvunget lokalformand for Socialdemokratiet i Kerteminde, Ib Knudsen, til at trække sig.

Indtil for få dage siden havde de færreste uden for Kerteminde og omegn hørt om Ib Knudsen. Men det ændrede sig på et øjeblik, da den socialdemokratiske lokalformand i en artikel på Fyens.dk den 25. januar udtalte sig om ligestilling i lokalpolitik.

Ib Knudsen blev ligesom lokalformænd for andre partier interviewet om, hvad Socialdemokratiet i Kerteminde gør for at få flere kvinder i partiet. Men modsat dem svarede Ib Knudsen ærligt på spørgsmålet. Han forklarede, at Socialdemokratiet i Kerteminde gerne vil have flere kvinder i partiet, men at det kræver, at flere kvinder er villige til at melde sig ind og stille op.

Interviewet på Fyens.dk, som er blevet heftigt delt på sociale medier, forløb som følger:

»Socialdemokratiet har i øjeblikket kun en enkelt kvinde i deres gruppe på syv medlemmer af byrådet, og de vil gerne have flere unge kvinder på opstillingslisten.

– Jeg ved ikke, om unge kvinder er det mest eftertragtede lige nu, men det er vigtigt med ligestilling, og at vi har lige mange mænd og kvinder i byrådet, siger formand for Socialdemokratiet i Kerteminde, Ib Knudsen.

– Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.

Hvorfor er det så svært at få unge kvinder til at stille op?

– Med børn, karriere og familie, så tror jeg, de har nok. Det har meget at sige, det der med karrieren først og så byrådet senere.

I har jo faktisk en byrådsgruppe, der gør det godt, så har I overhovedet behov for unge kvinder?

– Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt, synes jeg, siger Ib Knudsen.

Har I fundet nogle unge kvinder til jeres liste?

– Nej, vi render også rundt og leder.«

Efter Fyens.dk havde bragt artiklen, startede den shitstorm, som 48 timer senere, den 27. januar, tvang Ib Knudsen til at trække sig som lokalformand. En shitstorm, som både involverede kritik fra Ib Knudsens kolleger i Socialdemokratiet i Kerteminde, fra den fynske DSU-formand, fra de aktivistiske dameblade Femina og ALT for damerne, fra Danmarks center for ligestilling, KVINFO og fra diverse feministiske organisationer og aktivister, ikke mindst på deres foretrukne sociale medie, Twitter.

Hvorfor skete det? Og hvad var det overhovedet der skete?

Ifølge socialdemokrat og chefredaktør for det socialdemokratiske netmedie Pio, Niels Jespersen, er sagen et eksempel på, at der ikke længere er plads til politikere i Socialdemokratiet, som ikke har akademisk baggrund og ikke har lært at udtrykke sig feministisk korrekt om køn og ligestilling. En udvikling, Niels Jespersen ser på med bekymring. På Facebook udtrykker han sin opfattelse i sarkastiske toner:

– Stort tillykke til Socialdemokraterne på Fyn, der nu slipper for onde, onde sexistiske pensionerede smede, der ønsker flere kvinder i lokalpolitik, men som ikke lige har fået læst op på, hvordan man taler om ligestilling på den helt rette woke facon, indleder Niels Jespersen.

– Jeg er sikker på det vil betyde et kæmpe fremskridt for ligestillingen i lokalpolitik, og at alle dem der skælder ud på Ib, nu vil myldre ud i de »hårde« politiske udvalg og dermed gøre hans udtalelse til skamme, fortsætter han.

– Samtidig forventer jeg en vettingproces, så man sikrer sig, at ikke-medietrænede danskere uden hverken akademisk eller kommunikationsmæssig uddannelse, ikke atter kommer til at indtage tillidsposter, uddyber Niels Jespersen.

– Helt ærligt: Fint at Enhedslisten og de radikale vil grave sig ned i kønsekstremisme, men hvis Socialdemokratiet skal være et bredt folkeparti, så skal der altså være plads til, at man kan tale et sprog, som de fleste danskere benytter og forstår, afslutter han.

Niels Jespersens analyse baserer sig på den præmis, at Ib Knudsen faktisk går ind for ligestilling, men bare ikke udtrykker det på den rigtige måde. Det er langt hen ad vejen rigtigt. For Ib Knudsens udtalelser flugter fuldstændig med de faktiske forhold i jernindustrien. I dansk politik er der næsten perfekt overensstemmelse mellem, hvor mange kvinder der melder sig ind i partier, hvor mange kvinder partierne stiller op, og hvor mange kvinder der vælges. Det fremgår blandt andet af en gennemgang af de relevante tal for medlemmer, opstillede og valgte foretaget af centerleder, ph.d. og cand.scient.pol. ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Roger Buch.

Når Ib Knudsen siger: »Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel«, så har han ret. Kvinder, der der melder sig ind i partier, har præcis samme sandsynlighed for at blive stillet op og præcis samme sandsynlighed for at blive valgt. Hverken partierne eller vælgerne diskriminerer dem. Eller diskriminerer de mandlige politikere, for den sags skyld. Ligestillingen fungerer perfekt. Det viser Roger Buchs gennemgang: En tredjedel af medlemmerne er kvinder, en tredjedel af de opstillede er kvinder, og en tredjedel af de valgte er kvinder.

Det er altså ikke substansen, den er gal med. Det er måden, Ib Knudsen udtrykker sig på. Blandt feminister har især verbet »skrige« vakt harme, fordi det opfattes som en henvisning til, at kvinder er hysteriske. Et kvindesyn, feminister – ofte ret hysterisk – bekæmper med næb og klør.

Den samme analyse kan gennemføres i forhold til Ib Knudsens udtalelser om »bløde« og »hårde« politikområder. Ib Knudsen spørges, om Socialdemokratiet overhovedet har brug for kvinder, og til det svarer han: »Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt.«

Hvad er det, Ib Knudsen siger her? Han siger, at kvinder har mere indsigt inden for nogle politikområder end mænd. Hvorvidt det er korrekt eller ej, er et empirisk spørgsmål. Det er noget, man kan måle, og hvis man gjorde det, ville man formentlig finde, at Ib Knudsen har ret. Jeg kender ikke tallene, men jeg finder det overvejende sandsynligt, at flere kvinder end mænd bruger tid på skole- og ældreområdet.

Men igen handler det ikke om substansen. Ib Knudsen forbryder sig ikke mod virkeligheden, men mod den feministiske idealforestilling om virkeligheden, når han siger, at kvinder i højere grad har »fingeren på pulsen med skole og ældre«. Det er meget muligt, det er sådan, det er, men det er bestemt ikke sådan, det ifølge feministerne bør være. Kvinder kan præcis det samme som mænd, og derfor er det en fornærmelse overhovedet at antyde, at kvinder skulle være mere interesserede i børn og ældre end mænd. Det er et reaktionært, sexistisk kønssyn, der begrænser kvinder til at være nogen, der laver mad og passer børn. 1950’erne har ringet, Ib Knudsen, og de vil gerne have deres kvindeopfattelse tilbage!

Derfor har Niels Jespersen ret. Ib Knudsens store forbrydelse er, at han ikke i tilstrækkelig grad forstår den kønskamp, han gør sig til deltager i, når han udtaler sig om kvinder i lokalpolitik. Det ville Ib Knudsen have gjort, hvis han havde været cand.mag. fra RUC med speciale i kønsstudier, men det er han ikke, og derfor gik det, som det gik.

Sagen blotlægger også en anden interessant pointe, nemlig den, at lokalmedier ikke længere er lokale. Havde Ib Knudsen udtalt sig til sin lokalavis for tyve år siden, ville hans udtalelser kun være blevet læst af befolkningen i Kerteminde og omegn. Hvis nogen havde været uenige, ville de have sat sig ned og skrevet et læserbrev, som måske ville være blevet bragt en uge senere. Når det var sket, ville Ib Knudsen i ro og mag have kunnet skrive et svar, der forklarede hans synspunkter og undskyldte for de dele af den oprindelige udtalelse, Ib Knudsen fortrød eller efter nærmere eftertanke ønskede at formulere på en anden måde.

Men det var dengang. I dag er situationen mildt sagt en anden. Når en lokalpolitiker udtaler sig til et hvilket som helst medie, selv det mindste og mest lokale, skal han tænke på, at han potentielt udtaler sig til hele verden. Lokalmedier findes i en vis forstand slet ikke mere, da indhold lynhurtigt kan spredes på sociale medier. Det, nogen siger i Kerteminde, kan på få timer nå hele Danmark og i princippet hele verden.

Det er den anden lære, politikere bør drage af Ib Knudsen skæbne. Det, der den 25. januar var en lille artikel på Kertemindes underside på Fyens.dk, blev i løbet af et døgn delt og kommenteret i hele Danmark. Som allerede nævnt skrev Femina den 26. januar om sagen, og den 27. gjorde ALT for damerne det samme. Hertil skal lægges den massive omtale blandt feminister og feministiske organisationer på sociale medier, som gik i gang, så snart artiklen fra Fyens.dk blev bragt.

Politikere, også lokalpolitikere, ja, måske især lokalpolitikere, er nødt til at forstå, at det er sådan, de sociale medier fungerer. Der sidder mennesker derude og leder efter hvert eneste fejltrin, nogen laver. Det gælder ikke mindst i forhold til køn og ligestilling. Ingen sag er for lille for de feministiske aktivister, der dag og nat leder efter nogen at kaste sig over. Det gælder i mindre grad også den anden vej. Der findes sider som denne, hvor feministiske udsagn bliver bemærket, omtalt og kritiseret, sådan som det for eksempel skete, da det radikale EU-parlamentsmedlem Karen Melchior i sommer udtrykte sympati for det synspunkt, at kvinder bør behandle alle mænd som rovdyr.

På den måde er ikke-feministerne ikke bedre end feministerne. Alle er på udkig efter nogen, der træder over stregen. Forskellen er dog, at feministerne har langt flere kræfter. De er flere og har store organisationer, nogle med lønnede ansatte, som tilsammen udgør et stærkt netværk, hvor informationer lynhurtigt deles, både internt og, som det skete for Ib Knudsen, eksternt. De feministiske aktivister og organisationer kan på få timer iværksætte massive kampagner, som fylder de sociale medier med vrede, får aktivistiske dameblade til at skrive om sagen og hurtigt gør sagen interessant for også de store, traditionelle medier. De feministiske aktivister kan sætte en dagsorden, og det gør de. Det samme gælder ikke den anden vej. For nuværende er den feministiske aktivisme klart sin ikke-feministiske modpart overlegen, hvad det angår.

Ib Knudsen blev altså ikke kun et offer for sin manglende evne til at udtale sig feministisk korrekt om køn og ligestilling. Det var ikke kun ikke-akademikeren, der blev fældet af akademikerne, sådan som Niels Jespersen rigtigt påpeger. Ib Knudsen blev også et offer for, at lokalmedier ikke længere er lokale, og at køn og ligestilling er et område, hvor selv den mindste fodfejl opdages og på timer gøres til genstand for en debat, som rækker langt ud over, hvad udtalelsen var tiltænkt.

Begge dele bør denne verdens Ib Knudsen’er skrive sig bag øret, hvis de ikke vil ende det samme sted: som denne tids Jens Vejmand.

Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav — i Døden,
man gav ham aldrig én.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview