Enhedslisten vil med nyt udspil forbedre kvindelige samlivsvoldsofres vilkår. De mandlige? De kan fortsætte med at sejle deres egen sø.
Først undskyld ordvalget, men nogle gange må man kalde en spade for en spade, og det her er en af de gange.
Udtrykket skal jeg vende tilbage til, men først et oprids af, hvad sagen drejer sig om.
Ifølge et Ritzau-telegram vil Enhedslisten ændre i serviceloven, så voldsramte kvinder garanteres fuld kontanthjælp eller integrationsydelse, så snart de henvender sig på et kvindekrisecenter.
Som det er nu, kan voldsramte kvinder på grund af reglen om gensidig forsøgerpligt risikere at stå uden økonomiske midler til at etablere sig alene i et nyt liv, og det er et problem, mener partiet.
– Det er jo fuldstændig hul i hovedet, fordi så kan de jo ikke finde et sted at bo, få mad til deres børn, få købt de ting og ejendele, de måske har måttet forlade, fordi det skulle gå så hurtigt, da de skulle af sted. Og så er det umuligt at tro, at de kan etablere deres eget liv, siger Pernille Skipper.
– Derfor vil vi have serviceloven indrettet, så voldsramte kvinder har ret til kontanthjælp eller integrationsydelse fra første dag, de henvender sig på et krisecenter eller et ambulant tilbud til voldsramte, fastslår hun.
Se, det er jo som udgangspunkt et sympatisk ønske. Bevares, man kan have forskellige holdninger til omfordeling og sociale ydelser generelt, men man skal være specielt indrettet for at mene, at det er godt, at kvinder fastholdes i voldelige parforhold af økonomiske årsager.
Men bemærk her ordet »kvinder«. Enhedslisten vil stille voldsramte kvinder bedre, mens partiet intet vil gøre for voldsramte mænd. Partiets ønske om at ændre serviceloven er derfor ikke et ønske om mere ligestilling. Det er et ønske om mindre.
Voldsramte mænd udsættes i forvejen for diskrimination i serviceloven. Det er et problem, jeg har beskrevet adskillige gange – mest udførligt her – og som enhver kan forvisse sig om ved at læse servicelovens § 109.
I paragraffen anvendes konsekvent ordene »kvinde« og »moder« og deres afledte former. Det betyder helt konkret, at loven er kønsdiskriminerende. En mand og en kvinde, der har været udsat for det samme, har som konsekvens af serviceloven ikke krav på den samme hjælp. Det er den voldsramtes køn, der afgør, hvilke rettigheder han eller hun har.
Servicelovens § 109, mine fremhævninger
§ 109. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold
i boformer til kvinder, som har været udsat for vold,
trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller
samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn,
og de modtager under opholdet omsorg og støtte.
Stk. 2. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen
henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.
Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning
fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer
efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i forhold
til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner,
sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i
kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes,
når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes,
og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde psykologbehandling
til alle børn, som ledsager moderen under dennes
ophold i boformer efter denne bestemmelse. Behandling
skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer
afhængigt af barnets behov. Behandlingen skal udføres af en
autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling
gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes
under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse
heraf.
En lov, der diskriminerer på køn i samme omfang, findes ikke i Danmark, og man må spørge sig selv, hvorfor vi i 2016 har en lov, der så klart stiller mennesker forskelligt baseret på køn. Det skriger til himlen og strider mod ethvert meningsfuldt ideal om ligestilling.
Ifølge Socialstyrelsen udsættes 10.000 mænd årligt for vold i parforhold. Til sammenligning vurderer Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, at tallet er 28.000 for kvinder.
Der er altså tale om et problem, som rammer flere kvinder end mænd, men ikke et problem, som kun – og heller ikke næsten kun – rammer kvinder. Mere end hver fjerde knytnæve rammer en mand.
Og det er kun de danske tal. Internationale undersøgelser peger på, at »ligestillingen« blandt samlivsvoldsofre er endnu større, og at skævheden i tallene kan skyldes, at det fortsat er tabubelagt for mænd at indrømme, at de udsættes for vold af deres partner. Eksempelvis fastslog et stort, sammenlignende studie af 1.700 forskningsrapporter i 2015, at kvinder står for mindst halvdelen af volden i nære relationer.
I efteråret 2015 kontaktede jeg ligestillingsminister Ellen Trane Nørby og spurgte, om hun anerkender, at servicelovens § 109 er kønsdiskriminerende, og om hun vil arbejde for at ændre den, for eksempel ved at ændre ordene »kvinde« og »moder« til »borger« og »forælder«.
Desværre fik jeg aldrig et svar fra ministeren, og loven eksisterer fortsat i bedste velgående og danner hver eneste dag baggrund for kønsdiskrimination af samlivsvoldsramte danskere. Kvindelige ofre for samlivsvold har krav på diverse former for hjælp, mens mandlige ofre for samlivsvold er overladt til sig selv.
Det er på denne baggrund, Enhedslistens ønske om flere rettigheder til samlivsvoldsramte kvinder fremstår som rendyrket kønsarrogance.
Ønsket om at hjælpe samlivsvoldsramte er positivt, men hvorfor skal kun de kvindelige ofre for samlivsvold garanteres flere rettigheder?
Og hvorfor tager man fat i den mest kønsdiskriminerende lov i Danmark med et ønske om yderligere kønsdiskrimination?
Går man ikke normalvis ind for ligestilling i Enhedslisten?
Og dermed tilbage til det med at kalde en spade for en spade.
For jeg står ved min overskrift.
Det er at pisse på de 10.000 mænd, der hvert år udsættes for samlivsvold, at foreslå ændringer, som ignorerer deres eksistens, og som øger den diskrimination, de i forvejen udsættes for.
Meget få taler deres sag, og intet politisk parti har en revision af servicelovens åbenlyst kønsdiskriminerende § 109 øverst på dagsordenen. Også politisk er de samlivsvoldsramte mænd overladt til sig selv.
Enhedslistens nye udspil er en syngende lussing til en gruppe af mænd, som i forvejen ingen rettigheder har. I stedet for at sikre, at mænd og kvinder i serviceloven sikres de samme rettigheder, ønsker Enhedslisten at udbygge forskellene mellem mænd og kvinders rettigheder.
Det har ikke det fjerneste med ligestilling at gøre, og selv om Enhedslistens udspil formentlig vil have positive effekter for nogle af landets samlivsvoldsramte kvinder, må man vende tommelfingeren nedad over for det – og måske hæve en anden finger i stedet – på vegne af de mænd, som hver dag bankes gule og blå, men som ikke har krav på skyggen af hjælp i et land, som normalt praler af at være et ligestillet samfund.
Det kan siges meget klart: Nogen som helst ændring af servicelovens dele om samlivsvold andet end en fuldstændig ligestilling af mænd og kvinder er en hån over for de mandlige samlivsvoldsofre og vidner om total ligegyldighed over for ideen om, at mennesker skal stilles lige uanset køn.
Enhver 50-øre, der kan findes til området, skal gå til at ligestille mandlige og kvindelige ofre. Når det er sket, kan vi diskutere, om der er andet, man kan gøre. Indtil da må ligestillingen være den første og eneste prioritet.