»Mandekulturen« er skyld i, at kvinder voldtages, mener sognepræst. Men det må han længere op i tårnet med, hvis du spørger mig.
I en kommentar i Berlingske 27/6 retter sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen en anklage mod den mandlige del af befolkningen.
Ifølge Roar Pedersen er danske mænds »mandekultur« nemlig skyld i de 4.200 tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer, som årligt anslås at finde sted i Danmark.
Roar Pedersen kommer ikke ind på, at estimatet på 4.200 er behæftet med høj usikkerhed, og at 47 procent af de kvinder, der rapporterer at være blevet udsat for tvangssamleje eller forsøg på tvangssamleje, ikke selv mener, at de har været udsat for noget kriminelt.
Begge dele fremgår af den rapport fra Det Kriminalpræventive Råd, estimatet stammer fra, men lad det ligge. Hver eneste voldtægt er under alle omstændigheder én for mange.
Roar Pedersen argumenterer ikke i sin kommentar for, hvordan den ifølge ham anløbne »mandekultur« skulle have sammenhæng med antallet af voldtægter i Danmark.
Den gode præst fortæller, at han ikke bryder sig om »mandekulturen«, og at han »får kvalme« af de voldtægtssager, der har været i medierne i foråret, men nogen forklaring på, hvad »ældre James Bond-film« og voldtægt har med hinanden at gøre, får læseren ikke.
Det forhindrer imidlertid ikke Roar Pedersen i at pålægge alle mænd ansvar for nogle mænds voldtægter. »Vi må spørge: Hvorfor voldtager vi mænd?«, skriver han og afslutter lidt efter: »Vi skylder ofrene at sige: Det er aldrig din skyld. Aldrig. Det er os mænd«.
Se, nu er jeg ikke præst, men sociolog. Jeg holder derfor mere af statistik, logik og argumenter end lignelser, fornemmelser og overbevisninger, og efter min vurdering er der intet, der tyder på, at Roar Pedersen har ret i, at der eksisterer »mandekultur« blandt danske mænd, som legitimerer voldtægt.
Jeg kunne her ønske, at jeg besad råderetten over et analyseinstitut. Hvis jeg gjorde, ville jeg bede medarbejderne stille et repræsentativt udsnit af den mandlige del af den danske befolkning følgende spørgsmål: »Har mænd ret til at voldtage kvinder?«. Spørgsmålet ville jeg stille med den forventning, at dersom der eksisterer en »mandekultur«, som legitimerer det synspunkt, at det er ok at voldtage, ville det kunne aflæses i svarene. Et betydeligt antal mænd ville i så fald svare ”ja”.
Sådan kunne Roar Pedersens tese om »mandekulturen« afprøves mod virkeligheden, men det har jeg ikke mulighed for at gøre.
Mulighed har jeg til gengæld for at gøre Roar Pedersen opmærksom på eksisterende viden, som modsiger påstanden om »mandekulturen« og »vi mænd«. Det er viden, som fremgår af tidligere omtalte rapport og anden forskning på området.
Overordnet kan den viden, vi har, formuleres således: Det er ikke Hr. Jensen, der voldtager, og det er ikke Fru Jensen, der voldtages. Eller sagt på en anden måde: Mænd, der voldtager, adskiller sig på en række parametre fra gennemsnitsmanden, og kvinder, der voldtages, adskiller sig på en række parametre fra gennemsnitskvinden.
For kvinder gælder, at der er sammenhæng mellem risikoen for voldtægt og alder, tilknytning til arbejdsmarkedet og ægteskabelig status. En ung (16-39), ugift, arbejdsløs kvinde har større risiko for at blive voldtaget end en ældre (40+), gift, erhvervsaktiv kvinde. Alle tre sammenhænge er statistisk signifikante.
Ser man på mænd, der voldtager, opdager man tilsvarende, at voldtægtsmanden ikke er hvem som helst. 53 procent af de mænd, der voldtager, er i forvejen sigtede eller dømt for alvorlig kriminalitet. Hyppigheden af voldskriminalitet blandt mænd, der voldtager, er 18 gange højere end blandt gennemsnitsmænd. Mænd, der voldtager, lider mere end seks gange så hyppigt som gennemsnitsmanden af skizofreni, har seks gange så ofte være i kontakt med en psykiatrisk afdeling og har fem gange så ofte været indlagt med alkoholforgiftning. Hertil kommer, at mænd, der voldtager, markant oftere end gennemsnitsmanden er indvandrere, markant oftere er arbejdsløse og markant oftere ikke har anden uddannelse end grundskolen. Endelig er det værd at notere sig, at mænd, der voldtager, kun i 10 procent af tilfældene er 45 år eller ældre og kun i én procent af tilfældene er 65 år eller ældre.
Forskningen på området er mangelfuld, og man kan kun opfordre beslutningsdygtige politikere til at afsætte ressourcer til yderligere forskning i voldtægtsforbryderes profiler. Men på basis af det, vi ved, kan vi fastslå, at der er forskel på voldtægtsmanden og den almindelige mand.
Ville der være det, hvis Roar Pedersens påstand om, at »mandekulturen« legitimerer voldtægt, var rigtig? Nej, hvordan det? Hvis James Bond-film med videre var årsag til mænds voldtægter, så ville det vel ramme alle mænd? For alle mænd ser jo James Bond. Hvis »mandekulturen« var så udbredt og effektfuld, som Roar Pedersen hævder, ville mange gennemsnitlige mænd voldtage. Men det gør de ikke.
Problemet med Roar Pedersens anklage mod alle mænd for noget, bestemte mænd gør, er ikke så meget, at den er urimelig. For jo, det er da trættende blive bedt om at undskylde for noget, man hverken støtter eller har indflydelse på, men hvis det var det hele, gik det nok endda.
Problemet er, at Roar Pedersens tanker om en »mandekultur«, som går igen i mange feministers tanker om en »voldtægtskultur«, står i vejen for, at vi får gjort noget ved det, det hele handler om: voldtægterne.
Det er meget let at forstå hvorfor. Den tilgang til bekæmpelse af voldtægt, som har domineret og fortsat dominerer i Danmark takket være tanker som Roar Pedersens, virker ikke, fordi den retter sig mod alle mænd i stedet for at rette sig mod mænd, der voldtager. Tilgangen kan sammenlignes med at sætte valgplakater op i hele Danmark, når man stiller op til kommunalvalget på Bornholm; de fleste af ressourcerne spildes, fordi kun en brøddel af kommunikationen når frem til dem, det handler om.
Derfor, ikke på grund af urimeligheden, er Roar Pedersen og feministernes fastholdelse af mænds fælles ansvar et problem. Det, Roar Pedersen i sin kommentar gør sig til talsmand for, er en forfejlet kurs, som ikke kommer til at ændre det mindste på antallet af voldtægter i Danmark. Ideen om, at mænd, der voldtager, holder op med at gøre det, fordi velmenende mennesker ændrer opfattelse af James Bond eller begynder at flirte på en anden måde, er absurd.
Hvis vi ønsker at mindske antallet i voldtægter i Danmark, skal vi starte med at forkaste Roar Pedersen og feministernes teser om »mandekulturen« og »voldtægtskulturen«.
Vi skal erkende, at voldtægtsmænd ikke er hvem som helst og som konsekvens ophøre med at bruge vores forebyggelsesmidler på at henvende os til alle. Vi skal skabe mere og bedre viden om, hvilke mænd der voldtager, og målrette den forebyggende indsats mod dem.
Imens kan »vi mænd« roligt fortsætte med at se James Bond. Det får os lige så lidt til at begå voldtægt, som krimier får os til at begå mord.