Boganmeldelse: Who’s afraid of gender? af Judith Butler.
Det var ikke uden en vis fornøjethed, at jeg i foråret opdagede, at Judith Butler havde udgivet en ny bog. For selv om vi læste uddrag af Butlers værker, da jeg for godt tyve år siden studerede sociologi på universitetet, har jeg aldrig læst en eneste af hendes bøger fra ende til anden. Udgivelsen af Who’s afraid of gender? var en mulighed for at lave om på det, og det så jeg frem til at gøre.
Som det så ofte er tilfældet, skulle det dog vise sig, at forventningens glæde var den største. Jeg gik til bogen med et åbent sind, velvidende, at jeg næppe ville være enig med forfatteren i alt, men det forhindrede mig ikke i at stå skuffet tilbage. Who’s afraid of gender? er skolegårdslogik for voksne og ikke ret meget andet end det: ”De andre er dumme,” og ”du tør ikke.”
De andre er dumme
Butler pakker som altid sin analyse ind i vanskelige ord, i dette tilfælde ikke mindst begrebet ’fantasme’ (phantasm), som optræder ikke færre end 149 gange i løbet af bogens 264 sider. En fantasme er en indbildning eller et optisk bedrag, og Butler bruger begrebet til at beskrive sine holdningsmodstanderes position. Det er ærgerligt, for det svækker resten af analysen. Når man starter med at vedtage, at modpartens opfattelse af virkeligheden er en illusion, er der ikke så meget tilbage at diskutere.
Butlers mål synes at være fredelig sameksistens, men hvorfor søger hun så ikke at bygge bro? Bogen igennem stempler hun sine meningsmodstandere som ”fascister,” ”neoliberale,” ”totalitære,” ”kapitalister,” ”racister” med meget mere. Hvornår har en sådan fremfærd overbevist nogen om, at de tager fejl? I Information skriver avisens chefredaktør, Rune Lykkeberg, at Who’s afraid of gender? er ”en invitation til skeptikere og tvivlere.” En helt igennem uforståelig kommentar, for bogen er det diametralt modsatte. De eneste, den inviterer, er dem, der allerede sidder ved bordet.
Kunne man så i det mindste glæde sig over bogens argumentation. Men også det er svært. Stedvis indeholder Who’s afraid of gender? gode refleksioner, men alt for ofte er man vidne til en tænkning, der bringer mindelser om Holbergs Erasmus Montanus. Eksempelvis kan man ikke fastslå, at en person, der kan føde, er en kvinde, forklarer Butler, for det er ikke alle kvinder, der kan føde. ”Det kan ikke passe,” tænker du måske, så lad mig citere:
”Women cannot be defined by their reproductive capacity for all the reasons that feminists have taught us over the years. Frankly put, not all women have reproductive capacity, and it would be foolish and cruel to say that these women are, therefore, not really women, especially if they understand themselves that way,” p. 171.
Det burde ikke være svært at rumme de to tanker på én gang. 1. Det er et karakteristikum ved kvinder, at de kan føde. 2. Der findes kvinder, som af forskellige årsager ikke kan føde. Men for Butler bliver det til et endnu et ”bevis” på, at køn ikke kan fastslås med udgangspunkt i biologi.
Du tør ikke
Skolegårdslogikkens andet ben er påstanden om frygt. Når mange er skeptiske over for nye idéer om køn, skyldes det ifølge Butler ikke kun, at deres opfattelser af virkeligheden er falske (fantasmer), men også at de er bange. De to ting hænger sammen, må vi forstå, og Butler bruger undervejs ganske meget plads på at beskrive, hvordan mørke kræfter målrettet udnytter folks frygt for det ukendte til at mobilisere had og modstand mod transkønnede, kønsforskning med videre.
Analysen synes her at give perifer mening. Ser man eksempelvis på de vrede reaktioner i forbindelse med sagen om fiktionsfiguren Onkel Reje, er det svært at afvise, at der findes et had derude, som aktiveres af personer, endda åbenbart også fiktionspersoner, der afviger fra normen. Men, og det men ignorerer Butler desværre, hvad den slags sager også viser, er, at det er de færreste, der reagerer sådan. Vanviddet trives i snævre kredse. Det kendetegner ikke de fleste. I det omfang, Butlers analyse her har en forklaringskraft, begrænser den sig til de få.
Who’s afraid of gender? siger meget om den tid, den er skrevet i. Hvis nogen om et par årtier læser den igen, vil de få et fint indblik i, hvordan det stod til med forståelsen af køn midt i 2020’erne. For selv om Butler iscenesætter sig selv og sine ligesindede som de undertrykte, er det deres perspektiver, der dominerer kønsforskningen og har rækkevidde langt ind i væsentlige samfundsinstitutioner, herunder medierne, sundhedssystemet og det politiske system.
I Danmark er det eksempelvis Butlers kønsopfattelse, der er gældende på Rigshospitalet og i Sundhedsstyrelsen, hvor man mener, at køn er noget, børn tildeles, ikke noget, de fødes med. Ligeledes var det Butlers syn på køn, som slog igennem, da et politisk flertal på Christiansborg i december 2021 valgte at justere paragrafferne omhandlende hadforbrydelser og hadefulde ytringer med udgangspunkt i kategorier som kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, således at transkønnede og interkønnede – men ikke køn i almindelighed – blev inkluderet.
To stjerner
Butlers insisteren på at fremstille modparten på den værst tænkelige måde er ødelæggende for bogen. Det er ikke forkert, at der findes kræfter, religiøse såvel som politiske, som af forskellige årsager angriber den butlerske forståelse af køn og søger at skabe og udnytte en modstand mod den. Butler peger gentagne gange på den katolske kirke og diverse politiske højrefløjsfigurer og dokumenterer med en lang række eksempler, hvordan køn er blevet et våben for dem. Men hvad med alle os andre? Hvad med det store flertal i midten, som hverken er Butler eller Meloni? De spørgsmål har Butler ingen svar på, fordi hun ikke forholder sig til dem.
Det er en skam, at Butler har valgt den sorthvide konflikt frem for nuancerne. De fleste er tolerante, men tolerancen har en grænse. Formentlig går den der, hvor den enes frihed bliver den andens ufrihed. Det vanskelige i forhold til køn og identitet er at kortlægge denne grænse, overalt hvor den bevæger sig gennem landskabet. Butlers analyse ville have været rigere og langt mere anvendelig, hvis den nysgerrigt havde undersøgt dette grænseland. Det er let at sige, at vi alle skal være her. Det svære er at anvise, hvordan vi kan være det på en måde, som alle er glade for.
Bedømmelse: To af seks stjerner.
Judith Butler, f. 1956, er filosof, queerteoretiker og professor ved University of California, Berkeley.
Who’s afraid of gender? udkom den 19. marts 2024. Bogen er ligeledes udkommet på dansk på forlaget Klim under titlen Hvem er bange for køn?