Et kontrolleret vredesudbrud

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede af Henrik Dahl. Billede: Coverfoto/Grønningen 1/egen grafik.

Boganmeldelse: Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede af Henrik Dahl.

Medmindre man indtager en ekstrem position, vil man altid stå over for en udfordring, når man ytrer sin holdning til noget: Nogle vil synes, man går for langt, og andre vil synes, man ikke går langt nok. Det gælder ikke kun for politiske partier, men for enhver, der giver sin mening til kende.

At det er sådan, skal man være glad for. Det viser, at det, man siger, har betydning for nogen. At ordene ikke er ligegyldige. Men det skaber samtidig en situation, hvor man kan føle, at man må vælge: Skal man tilfredsstille dem, der vil have mere, eller dem, der vil have mindre?

Svaret på det spørgsmål er naturligvis: ingen af dem. I sidste ende må man være tro mod sig selv og stole på, at de mennesker, der lytter til en, gør det, fordi de ønsker at høre, hvad man mener. Ikke fordi de ønsker, at man skal mene noget andet.

Om Henrik Dahl tænkte over det, da han skrev Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede, ved jeg ikke. Men bogen forekommer mig på mange måder at befinde sig i midten, og dermed stiller den sig i den farligste af alle positioner, nemlig den, hvor man kan blive kritiseret fra alle sider.

På den ene side vil Henrik Dahls modstandere, hvoraf mange formentlig ikke vil læse bogen, beskylde Henrik Dahl for at overdrive i sin frygt for identitetspolitikkens konsekvenser. Denne gruppe, som tæller flere vokale Twitter-akademikere, vil på forhånd udelukke, at Henrik Dahl kan have ret i noget som helst.

På den anden side vil nogle af Henrik Dahls allierede muligvis synes, at den 60-årige sociolog kunne have været endnu mere kontant i sit opgør med det, mange af dem i lighed med Henrik Dahl regner for at være en af samtidens alvorligste trusler mod det liberale demokrati.

Selv synes jeg, Henrik Dahl lander et godt sted. Hvis man af min indledning har fået det indtryk, at Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er en blød omgang, kan man godt tro om igen. Bogen kan udmærket betragtes som en boksekamp i 12 runder, hvor der bliver slået igennem fra første til sidste sekund.

Når jeg skriver, at Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede befinder sig i midten, handler det altså ikke en slaphed, men om bogens position midt mellem forskellige yderpunkter.

Et af disse midterpunkter er bogens genre. For nok er Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede en debatbog, men fordi Henrik er sociologisk i sin tilgang til verden, er bogen lige så meget en analyse, som den er en kritik.

Et andet er kritikkens form. Henrik Dahl udviser undervejs flere steder en for mig overraskende respekt og følsomhed over for nogle af de intellektuelle personer og positioner, han kritiserer. Det sker for eksempel, når han roser Michel Foucault for at skrive klarere end andre franske postmodernister, eller når han kalder Roland Barthes et geni.

I det hele taget forsøger Henrik Dahl at undgå at forfladige sin kritik. I et afsnit om postmodernisternes betydning for udviklingen af identitetspolitikken skriver han, at man skal være varsom med blankt at afskrive de personer, identitetspolitikken har helgengjort, men i stedet rette sit fokus mod, hvordan deres tanker bruges i dag.

»Jeg tror dog, det er nødvendigt med en imødekommelse af kendere af fx Derrida, Lyotard og Foucault her«, skriver Henrik Dahl på side 48 og fortsætter:

»Det er en kendt sag, at der er stor forskel på Marx og marxisme. Fordyber man sig i Marx, opdager man uvægerligt, at han er langt mere nuanceret og kompleks, end han forekommer, når man lytter til den gennemsnitlige marxist. Det samme gælder for Freud: Han er betydeligt mere interessant end en tilfældig freudianer, der går tretten på dusinet af. Hvad Pluckrose siger om Derrida, Lyotard og Foucault bør nok læses som en kritik af derrida-isme, lyotard-isme og foucault-isme. Ligesom Douglas Murrays kritik af Judith Butler – ud over kritikken af hendes sprog – formentlig primært er en kritik af butler-isme. Med det generelle forbehold, at når navnene er nævnt, er det ismerne, snarere end deres ophavsmænd og -kvinder, vi taler om, kan vi gå videre.«

Har man fulgt den internationale kritik af identitetspolitik, der i de seneste år ikke mindst har udfoldet sig på sociale medier, herunder på YouTube, vil man undervejs i Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede støde på flere kendte skikkelser.

Foruden allerede nævnte Douglas Murray og Helen Pluckrose således blandt andre den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson, der på kort tid gik fra at leve en forholdsvis anonym tilværelse i Toronto til at blive et verdensnavn på den intellektuelle scene.

Henrik Dahl bruger ikke voldsomt mange kræfter på at forholde sig til deres tanker, og Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er ikke en analyse af deres idéer.

Men man skal ikke tage fejl. Flere steder er Pluckrose, Murray og Peterson til stede mellem linjerne, og der er kun nuancer til forskel mellem det, Henrik Dahl kalder »den moderne, anti-liberale identitetspolitik«, og det, Jordan Peterson kalder »postmoderne neomarxisme.«

Inspirationen – eller sammenfaldet – går igen i selve analysen. Bogens udmærkede tredje kapitel, Jagten på en erstatning for arbejderklassen, som er interessant læsning og bør nærstuderes af ikke mindst personer på og i nærheden af venstrefløjen, adskiller sig ikke i sine tanker og konklusioner væsentligt fra Jordan Petersons påpegning af samme fænomen: dette, at venstrefløjen i takt med socialismens deroute var nødt til at genopfinde sig selv og lede efter nye grupper at repræsentere.

Henrik Dahls analyse adskiller sig dog fra Petersons på flere måder. Dels er den mere detaljeret og nuanceret, dels griber den også fat i danske forhold. Socialdemokratiet, SF og Enhedslistens ageren analyseres, ligesom Henrik Dahl vender tilbage til en af sine personlige favoritter, økonomen Jørgen S. Dich, og dennes bog Den herskende klasse: En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den fra 1973.

Kapitlet, som også runder marxistiske tænkere som Ernesto Laclau, Chantal Mouffe og Antonio Gramsci og danske venstrefløjspartier som DKP og Venstresocialisterne, er bogens mest interessante for politiske nørder.

Er du kommet hertil, og tænker du: »Alt det er meget godt, men handler bogen slet ikke om identitetspolitikkens absurde begreber og praksisser?«, er svaret: Jo, det gør den.

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er fyldt med eksempler på, hvad identitetspolitik udarter sig til, og hvorfor det er nødvendigt at sige fra. I en vis forstand er det sidste bogens bærende pointe: Det, der på overfladen kan ligne løjerlige påfund og barnlige gøglerier, er hamrende alvorligt og kan udvikle sig til at true selve grundlaget for det samfund, vi lever i.

Det handler ikke mindst bogens fjerde kapitel, Det anti-liberale program, om. Her diskuterer Henrik Dahl identitetspolitikkens konsekvenser i forhold til ytringsfrihed, censur, indoktrinering, kollektive rettigheder, udhuling af retssikkerheden, racisme, segregering, nysprog, redigering af historien og legalisme.

Her, ligesom andre steder i bogen, kommer Henrik Dahl i sine eksempler og analyser ind på fænomener, der har med køn og ligestilling at gøre.

»Desværre har feminismen gennem en årrække udviklet sig væk fra ligestillingsfeminisme (equity feminisme) og hen imod kønsfeminisme (gender feminism). Jeg er tilhænger af den førstnævnte, men stærkt skeptisk over for den sidstnævnte«, skriver Henrik Dahl på side 116 og fortsætter lidt efter:

»Med en absurditet og manglende konsekvens, der er karakteristisk for identitetspolitikken, er det naturligvis ikke inden for de – for kvinder – uattraktive mandejob som for eksempel renovationsarbejder, landbrugsmedhjælper eller langturschauffør, der skal indføres kvoter. Dem må mændene hellere end gerne beholde for sig selv.«

To sider senere skærper Henrik Dahl retorikken yderligere.

»Der findes i Danmark næppe nogen saglige argumenter for at tildele kollektive rettigheder til kvinder. Deres odds for at få en attraktiv stilling fx på universiteterne er allerede marginalt bedre end mænds.«

I sin analyse af identitetspolitikkens fremkomst – og det er i høj grad netop den analyse, Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er – peger Henrik Dahl ikke mindst på udviklingen på universiteterne som årsag.

Det er her, først i USA, men siden også andre steder i den angelsaksiske verden, det er gået galt, og problemerne er så småt også ved at vise sig sig i Danmark, sådan som amerikanske fænomener så ofte gør det med nogle års forsinkelse.

I den forbindelse holder Henrik Dahl ikke hånden over de borgerlige partier. De har haft magten til at forhindre udviklingen, og de bærer ansvaret for, at det ikke er sket. Årsagen er, mener Henrik Dahl, at de borgerlige partier ikke i tide forstod, hvad de stod over for. De sov i timen, mens tilstanden blev forværret.

Med det som udgangspunkt løfter Henrik Dahl en pegefinger over for sine borgerlige kolleger og advarer dem om, at der ikke er tid til mere sløvsind og naivitet. Hvis de borgerlige partier bliver hængende i fortidens støvede paroler og ikke forstår, hvor nutidens politiske kampe står, kan det få alvorlige konsekvenser, mener han.

»Hvis vore dages borgerlige bliver ved med at fokusere på arbejdsudbud og marginalskat, og ikke driver det videre på det værdipolitiske område end at lade Davosborgerlige snakke venstrefløjen efter munden, kan det ende galt. Så kan identitetspolitiske tankegange stille og roligt vinde indpas, uden at der ydes væsentlig modstand fra borgerlig side.« (Side 172-173).

I bogens sjette og sidste kapitel, Hvad må der gøres?, oplister Henrik Dahl en række konkrete forslag til, hvordan identitetspolitikkens udbredelse kan bremses. Jeg skal her nøjes med et enkelt eksempel, nemlig det af forslagene, jeg finder mest opsigtvækkende og i øvrigt mest relevant i forhold til min personlige interesse for køn og ligestilling: De-funding af alle forurettelsesstudier.

Med forurettelsesstudier mener Henrik Dahl det samme, som Helen Pluckrose kalder grievance studies. »Det er nye fag, der har til formål at studere et omhyggeligt defineret udsnit af verden på den præmis, at der er blevet begået uret – typisk af hvide mænd. Postkoloniale studier. Kønsstudier, Kritisk raceteori. Intersektionel teori. Tykstudier. Hvidhedsstudier«, skriver Henrik Dahl på side 33.

Alle disse fag – og dermed hele den danske kønsforskning – skal altså fratages deres offentlige midler, hvis det står til Henrik Dahl.

»De lever hverken op til grundlæggende videnskabelighed, som den er beskrevet ovenfor, eller til adskillelsen mellem videnskab og politik. Derfor skal den ikke sponsoreres af statslige forsknings- og undervisningsbudgetter«, skriver han på side 186 og tilføjer siden efter:

»I videre forstand er det nødvendigt at tage et opgør med institutionaliseringen af pseudovidenskab. Vi har allerede i kapitel 2 beskrevet, hvordan pseudovidenskab institutionaliseres på den måde, at man først skriver speciale og ph.d. i nonsens. Derpå bliver man adjunkt, lektor og professor i nonsens. Og som kronen på værket får man lov til at oprette et institut for nonsens og redigere tidsskrifter, hvor fagfæller, der også har en ph.d. i nonsens, bedømmer de indsendte artikler. At en sådan mekanisme kan trives på universiteterne, understreger blot behovet for de-funding en ekstra gang.«

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er en bog for alle, der interesserer sig for politik, og i særdeleshed for dem, der interesserer sig for identitetspolitik. Bogen spænder mellem interessante analyser og tydelig irritation og fremstår samlet set som et kontrolleret vredesudbrud.

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er skrevet af en midaldrende, hvid mand, der ikke bare er træt af at få at vide, at han skal holde mund, fordi han er det, men som slet og ret ikke vil acceptere præmissen.

Ikke fordi, som identitetspolitikkens forkæmpere ynder at hævde, det tvinger ham til at tie stille og »give plads til andre stemmer«, men fordi den idé, denne forrykte idé, at et menneskes identitet spiller nogen som helst rolle for sandheden af de udsagn, det fremsiger, står i direkte modsætning til alt, hvad den vestlige verden har baseret sig på siden oplysningstiden.

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede er Henrik Dahls bud på en analyse af identitetspolitikkens fremkomst og konsekvenser. Den er samtidig en meget klar opfordring til alle om at tage identitetspolitikken alvorligt.

Den gruppetænkning, identitetspolitikken udbreder, kan skabe yderligere polarisering mellem det ekstreme venstre og det ekstreme højre, der begge nærer sig ved identitetspolitikkens flamme. Er vi ikke opmærksomme på det, og begynder vi ikke nu at bekæmpe identitetspolitikken, tillader vi en udvikling, som vil føre os ned ad veje, der ikke kun ender blindt, men også mørkt.

Jeg giver Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede fire af seks mulige stjerner. Den er velskrevet, oplysende og værd at læse.

Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede udkommer i dag på forlaget Grønningen 1 og kan købes hos de fleste boghandlere.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *