Hvis Liberal Alliance takker ja til Lars Løkkes tilbud om regeringsdeltagelse, bør partiet gå efter Ligestillingsministeriet, hvis muligheden byder sig.
Den store snak om stålsatte øjne og høje træer, som det er svært at komme ned fra, uanset hvor mange Audier, der holder og venter, overlader jeg trygt til landets politiske kommentatorer.
Men hvis Anders Samuelsen og Liberal Alliance vælger at sige ja tak til Lars Løkkes tilbud om ministerposter, og hvis der bliver mulighed for at gå efter det, så bør partiet pege på Ligestillingsministeriet og sige: »Det snupper vi.«
Det er der to årsager til.
Dels har den nuværende ligestillingsminister, Ellen Trane Nørby, som har været på posten siden sommeren 2015, ikke gjort meget væsen af sig i retning af at skabe mere ligestilling i Danmark.
De tre juridiske knaster på ligestillingsområdet – værnepligt, partnervold og omskæring – har den i øvrigt sympatiske Nørby intet gjort ved.
Sideløbende hermed har ministeren ved flere lejligheder inviteret stærkt ideologiske grupperinger ind, hvor stærkt ideologiske grupperinger ikke hører hjemme. Et eksempel på det er Everyday Sexism Project, som Nørby i flere omgange har inviteret til at deltage i møder og anden aktivitet i ministeriet.
Dels har Liberal Alliance ikke bare et, men to stærke kort på hånden, når det gælder posten som ligestillingsminister.
Det umiddelbart oplagte valg er partiets nuværende ligestillingsordfører, Merete Riisager, som i de seneste år med klar stemme igen og igen har markeret sine synspunkter i den offentlige debat.
Riisager afviser al snak om, at kvinder er en slags andenrangsmennesker, som skal beskyttes af kvoter og andre former for favorisering. Kvinder både kan og skal konkurrere på lige fod med mænd, og kvinder bør tage ansvar for egne resultater, er Riisagers holdning.
– Vi skal lære, at hvis man vil have magten, så skal man tage magten. Og hvis man vil tjene penge, skal man interessere sig for penge. Man kan ikke regne med at komme til at tjene mange penge, hvis man læser litteraturvidenskab. Man kan ikke få begge dele, udtalte hun eksempelvis for nylig i forbindelse med diskussionen om ligeløn.
Spørgsmålet er imidlertid, om Riisager er interesseret i posten.
Liberal Alliances ligestillingsordfører har tidligere foreslået, at man nedlægger Ligestillingsministeriet, og det er under en måned siden, hun sidst bekræftede, at hun står ved den opfattelse.
Gør Riisager stadig det, kan hun naturligvis ikke blive ligestillingsminister.
Men skulle det være tilfældet, har Liberal Alliance i Laura Lindahl en anden stærk kvinde, der er egnet til jobbet.
Lindahl hører ganske vist til blandt de yngre ansigter på Christiansborg, men det ville ikke være første gang, at en ung politiker gik hen og viste sig at være en glimrende minister.
Samtidig er der ingen tvivl om, hvor Lindahl står ligestillingspolitisk.
Seneste markerede hun sig i spørgsmålet om omskæring af raske drengebørn, da hun var en medvirkende årsag til, at sygeforsikringen Danmark ændrede politik på området.
Hertil kommer, at Lindahl, som er beskæftigelses- og socialordfører for Liberal Alliance, allerede er medlem af Folketingets 29 personer store ligestillingsudvalg sammen med Riisager.
I Riisager og Lindahl har Liberal Alliance to stærke kandidater til ligestillingsministerposten, og det vil være godt for ligestillingen i Danmark, hvis en af dem bliver minister på området.
Hyggemøder med udvalgte veninder har vi set rigeligt af i Ligestillingsministeriet. Det bringer os ingen vegne. Vi har brug for en minister, der vil andet og mere end at drikke kaffe med kvindeorganisationerne.
En sådan minister vil både Riisager og Lindahl være.
Derfor er opfordringen herfra ganske klar: Peg på Ligestillingsministeriet, og sæt Riisager eller Lindahl i stolen. Det vil føre ligestillingspolitikken i den rigtige retning og skabe et mere ligestillet Danmark til gavn for alle.