International Men’s Day fejres i dag i mere end 80 lande verden over. Mænd har mange udfordringer foran sig, men også meget at være glade for.
Vi skriver 19. november, og International Men’s Day fejres verden over.
Årets tema er »celebrate men and boys«, og på en måde er det rart, at folkene bag dagen i år har valgt så positiv en tilgang. Sidste år var temaet mænds selvmord, og hvis man ville, kunne man de næste 20 år i træk bruge dagen til at markere negative statistikker, hvor mænd klarer sig »bedre« end kvinder, herunder levealder, hjemløshed, misbrug, arbejdsulykker, barnløshed og ensomhed. Et positivt blik kan være nødvendigt af og til, hvis man skal kunne holde virkeligheden ud.
Omvendt er det nytteløst helt at lukke øjnene for de mange udfordringer, mænd står over for. Både på verdensplan og i Danmark er mænd under pres fra mange sider, blandt andet juridisk, seksuelt, politisk, forskningsmæssigt og journalistisk. Eksemplerne herpå er mange, men jeg vil forsøge at begrænse mig til et enkelt fra hvert område.
Jura
I Danmark kan man let pege på flere steder i loven, hvor mænd stilles ringere end kvinder. Det værste eksempel – et, jeg håber at være med til at få ændret i de kommende år – er servicelovens § 109, der handler om den ret til hjælp, man har, hvis man udsættes for vold af sin partner.
Paragraffen bruger konsekvent ordene »kvinden« og »moderen« i stedet for eksempelvis »borgeren« eller »den voldsramte« og »forælderen«. De rettigheder, paragraffen beskriver, gælder således kun for kvinder, ikke for mænd. Heller ikke, når de udsættes for præcis det samme. Hvis Bent og Bente får en stegepande i hovedet af deres respektive partnere, er det kun Bente, der har ret til hjælp.
Paragraffen er et grotesk eksempel på juridiske kønsdiskrimination, der rammer mænd, og selv om flere politikere, når man spørger dem, siger, at de går ind for en ændring, sker der ingenting. Det skal vi have lavet om på.
Sex
Seksuelt har manden nok aldrig været under større pres, end han er i disse år. Den globale #MeToo-kampagne er det seneste eksempel på, at grænserne for, hvad kvinder stiltiende vil finde sig i, har rykket sig. Nogle mænd rynker på næsen af kampagnen, men det er som udgangspunkt ingen grund til. Det er godt, at vi får en debat om, hvad mænd kan tillade sig.
Når det er sagt, er #MeToo ikke problemfri, og det skyldes først og fremmest mediernes dybt kritisable indsats i forbindelse med kampagnen. Kampagnen rummer åbenlyse dilemmaer, som bør tages op, men som de danske medier helt har forbigået. Lad mig nøjes med at pege på to.
Dels på dokumentations- og verifikationsproblemet. Ingen ved, hvor stor en andel af de mange, mange historier, der er skrevet under #MeToo, der faktisk passer. Alligevel opfører medierne sig, som om de alle passer, og det er ikke uden konsekvenser. I flere lande, herunder Sverige, indføres nu lovgivning som direkte konsekvens af #MeToo-kampagnen, selv om man heller ikke her har undersøgt forholdet mellem sandheder og løgne i de mange historier. Det er Kejserens Nye Klæder i 2017-udgave.
Dels på social media-aspektet af kampagnen. Vi ved, at en række mekanismer på sociale medier får historier til at udvikle sig »vildere«, end der faktisk er belæg for. Eksempelvis at vi alle er mere tilbøjelige til at like noget, når mange andre har liket før os. Emnet er i Danmark blevet solidt beskrevet af professor Vincent Hendricks, men har på magisk vis været stort set fraværende i debatten om #MeToo.
Begge dele er noget, vi har brug for at diskutere, også på et bredere grundlag end den aktuelle kampagne. Flere aviser har i de seneste år bragt historier om voldtægt, hvor den påståede gerningsmand ikke kommer til orde, og hvor der ikke føres skygges af bevis for det, der påstås. Skal dette problem udtrykkes i ét ord, er det ordet »vidnesbyrd«. Vi kommer til at bruge tid på at diskutere, hvad det betyder, og hvorfor det er et problem, at medierne så ukritisk bruger det.
Politik
Politisk lider mænd under stærke internationale organisationers indflydelse. Kampen for kvinder og kvinders rettigheder, hvad det så end konkret betyder, har udviklet sig til en global megatrend, og det går ud over arbejdet for mænds rettigheder, især i de skandinaviske lande, hvor det er mest tiltrængt. Det er simpelthen ikke politisk moderne at gøre noget for mænd, og derfor sker der kun ganske lidt.
Et kuriøst eksempel på problemet er FN’s mærkedage. I sin meget fulde kalender har FN fundet plads til seks mærkedage for piger og kvinder, men ingen for drenge og mænd. FN har en »International Toiletdag«, men en fejring af verdens drenge og mænd kan der altså ikke blive plads til.
Herhjemme gentager historien sig i miniformat i dag. Vores fælles ligestillingscenter, KVINFO, der hvert år trutter løs på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, vil ikke markere International Men’s Day. »De færreste kender 19. november«, lyder den besynderlige begrundelse.
Forskning
Når forskning er et problem for mænd, skyldes det to fænomener. Dels at kønsforskningen er nærmest 100 procent feministisk. Dels at magtfulde internationale organisationer udsender forskning om køn, der er åbenlyst indrettet til at stille mænd dårligt.
Feminismens magt over kønsforskningen har flere negative konsekvenser for mænd. Den værste er nok, at der slet og ret ikke forskes nok i de problemer, mænd står over for. Men det er også slemt, at den mandeforskning, der faktisk finder sted, ofte sker med udgangspunkt i et negativt syn på mænd. I disse år kommer det i særlig grad til udtryk ved idéen om »vrede, hvide mænd«, som stammer fra den amerikanske sociolog Michael Kimmel og sider har spredt sig som syfilis. I Danmark hører vi ekkoer af Kimmel, når mandlige kønsforskere som Christian Groes og Kenneth Reinicke udtaler sig, og blandt de kvindelige betragtes han nærmest som en Gud.
Internationale organisationer udsender i stigende grad rapporter om køn, der metodisk manipulerer med tallene for at overdrive kvinders ligestillingsproblemer og udviske mænds. Et eksempel er World Economic Forums årlige Global Gender Gap Report. Rapporten anvender en skala, der er indrettet sådan, at når mænd klarer sig dårligere end kvinder på et område, tolkes det som »fuld ligestilling«. Den groteske skala betyder blandt andet, at Danmark er blevet kåret til verdensmester i ligestillingen inden for uddannelse, selv om uddannelse vel nok er et af Danmarks største og vigtigste ligestillingsproblemer. Ifølge rapportens egne tal uddanner kvinder sig 40 procent mere end mænd, men på grund af den behændige afrundingsmetode bliver det jo til »fuld ligestilling« i rapportens terminologi. Tillykke, Danmark. Et andet på problemet er den famøse EU-rapport om vold mod kvinder fra 2014, der fortsat anvendes som argument i diverse diskussioner, senest af Fagbladet 3F. Rapporten viser, at hele 80 procent af de danske kvinder har været udsat for vold, men går man den efter i sømmene, finder man ud af at kriterierne for at været blevet udsat for vold er så brede, at tallet bliver meningsløst. Selv en kvinde, der fik et skub, da The Beatles spillede i K. B. Hallen den 4. juni 1964, tælles med i det samlede tal.
Journalistik
Journalistisk er mænd udfordrede på flere måder.
Dels er der ganske mange feminister rundt om på de danske avisredaktioner, hvilket fører til en negativ vinkling på mænd og en stilhed om mænds problemer.
Dels frasorteres mænd i stigende grad i den offentlige debat. Et eksempel på det er DR’s debatflagskib, Deadline, der de facto har indført en kvindekvote for at få flere kvindelige gæster i studiet. Et andet eksempel er avisernes debatredaktører, der i flere tilfælde åbent har bekendtgjort, at de kønsdiskriminerer i deres arbejde, blandt andet ved at give kvinder bedre betingelser og ved at prioritere indlæg skrevet af kvinder. Diskriminationen betyder ikke, at mænd ikke kommer til orde. Men den gør det vanskeligere for de mænd, der ikke i forvejen er en del af mediemøllen, at få et ord indført. Den plads, der er afsat til mænd, bruges i vidt omfang af de samme mænd, og kvotesystemerne rammer derfor først og fremmest de mænd, der står uden for eller på kanten af den offentlige debat.
God Mandedag!
Jeg vil gerne slutte positivt. Selv om mænd har mange problemer at slås med, har der aldrig været et bedre tidspunkt at være mand på end lige nu. Tænk på, hvordan det var at være mand for bare 100 år siden, i 1917, og hvordan det er i dag. Du render ikke rundt i en kulmine, og det skal du være glad for. Det samme gælder geografisk. Hvor mange steder i verden er det samlet set bedre at være mand end i Danmark? Bevares, vi skal høre på enorme mængder af feministisk sludder her i landet, men det klarer vi nok, og ser man bort fra det, kan vi glæde os over at leve i et land, der, selv om det ikke er perfekt, og selv om vi kan være uenige politisk, hører til blandt verdens rigeste og mest behagelige. Endelig hører det med til det samlede billede, at hvis man er homoseksuel, er man betydeligt bedre stillet her, end man er i hovedparten af verdens lande.
God Mandedag!