Regeringen har offentliggjort sin handlingsplan for mænd og drenges ligestilling. Få overblik over planen her.
Opdateret 30/5-2024, 14:22.
I november 2023 meddelte Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet, at fire procent af den samlede SSA-reserve – 35 mio. kr. – var blevet sat af til at udforme en handlingsplan for mænd og drenges ligestilling.
I dag kan ministeriet præsentere planen, som er 28 sider lang og indeholder 14 initiativer på tværs af fire indsatsområder.
Fire indsatsområder
De fire indsatsområder i Handlingsplan for mænd og drenges ligestilling er:
- Fædre, børn og familier
- Fysisk og mental sundhed
- Udsathed
- Uddannelse og arbejdsliv.
Nedenfor fremgår planens beskrivelser af de fire indsatsområder samt i punktform hvert indsatsområdes initiativer.
Fædre, børn og familier
Mænds lige muligheder i forhold til familielivet kan begrænses af forventninger til og forestillinger om mænds og kvinders roller bl.a. som omsorgspersoner. Faderrollen har udviklet sig markant gennem de seneste år, fædre har fået samme rettigheder til orlov som mødre, og mange mænd involverer sig aktivt i deres børns liv og familielivet. Men der er stadig mange steder i samfundet, hvor moren opfattes som den primære omsorgsperson, hvilket kan negligere fars rolle som forælder.
Initiativer:
- Opfølgning på aftale om øremærket orlov
- Ansøgningspulje til aktiviteter for udsatte fædre på orlov
- Vidensopsamling om brugen af orlov
- Ansøgningspulje om netværk og støtte til mænd i krise
Fysisk og mental sundhed
Mænd lever kortere tid end kvinder, går sjældnere til læge, dør oftere af deres sygdom, og langt flere mænd end kvinder begår selvmord. Mænd bruger markant færre sundhedstilbud end kvinder. Det kan betyde, at de ikke får den hjælp, de har brug for i tide. Ved psykiske problemer er det velkendt, at særligt mænd ikke søger hjælp. Næsten tre gange så mange kvinder som mænd får psykologhjælp henvist fra deres læge. Det er særligt lavtuddannede mænd, der halter efter i forhold til sundhed.
Initiativer:
- Forebyggelse og rehabilitering ved kronisk sygdom
- Forum for Mænds Sundhed
- Afstigmatisering af psykiske problemer og selvmordstanker
- Modvirkning af mistrivsel gennem fysiske gaming-fællesskaber
Udsathed
Udsathed
Når mænd falder, er der en tendens til, at de falder hårdt. Fx er langt de fleste hjemløse mænd, og mænd har oftere misbrugsproblemer og er kriminelle. Udsatte mænd har oftere komplekse og sammensatte problemer. Forestillinger og forventninger til mænd og drenge om, at de skal være seje og klare problemerne selv, kan betyde noget for muligheden for at række ud og anerkende problemer, men også for den måde de offentlige tilbud griber mændene.
Initiativer:
- Tidlig indgriben ved risiko for hjemløshed eller tilbagefald til ny kriminalitet
- Vredes- og konflikthåndtering i Kriminalforsorgen i Grønland
- Ligestilling af krisecentertilbud til voldsudsatte mænd
- National oplysningsindsats om vold
Uddannelse og arbejdsliv
Der er forskelle mellem drenges og pigers faglige resultater. Og færre unge mænd får en ungdomsuddannelse. Både uddannelsesvalget og arbejdsmarkedet er fortsat meget kønsopdelt, og mange arbejder inden for traditionelle kvinde- og mandefag. Mænd er fx stort set fraværende på de velfærdsrettede uddannelser. Det betyder noget for den enkeltes muligheder, men også for fleksibiliteten på
arbejdsmarkedet.
Initiativer:
- Variation og diversistet i rekruttering af elever til SOSU
- Udvikling og afprøvning af ”Boys’ Day in Care”
Yderligere information
Foruden sine 14 initiativer indeholder Handlingsplan for mænd og drenges ligestilling data om nogle af drenge og mænds problemer.
Handlingsplanens kan downloades eller læses i sin helhed på Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet hjemmeside.