Skal reklamer med halvnøgne kroppe begrænses i det offentlige rum? Det mener den socialdemokratiske debattør Mette Viktoria Pabst. Jeg er uenig.
“Drop standardsvaret om frisind. Drop påstandene om nypuritanisme. Drop påstanden om, at det også bare er de sure feminister, der ikke kan klare bare bryster, og overvej, om vi virkelig betingelsesløst skal acceptere, at sexistiske reklamer skal være fuldstændig dominerende i vores gadebillede”, skriver Mette Viktoria Pabst onsdag i et debatindlæg på sin blog på Jyllands-Posten.
Indlægget tager den velkendte diskussion om reklamer og sex op. Pabst slår til lyd for, at vi diskuterer, hvor grænsen skal gå, når reklamebureauer bruger halv- og helafklædte modeller til at fange vores opmærksomhed.
Men er reklamerne overhovedet et problem, kan Pabst ikke bare kigge den anden vej, og handler det ikke netop om manglende frisind og nypuritanisme?
Uopnåelige kvindebryster
Flere steder i indlægget lægger Pabst vægt på, at reklamebrysterne er “perfekte”, “uopnåelige” og “retoucherede”. Hun skriver:
“Der er intet galt med bare bryster. Og der er intet galt med reklamer. Men når det kun er de fuldstændige perfekte retoucherede bryster, som vi dagligt får smidt i hovedet, så skal vi i det mindste kunne tage en fordomsfri debat om, hvad det gør ved vores samfund.”
Her opstår to spørgsmål. Det ene er, hvorfor det er et problem, at brysterne er perfekte og retoucherede. Det andet er, om det passer, at vi kun får de perfekte bryster smidt i hovedet.
I forhold til det første har jeg svært ved at forstå, hvorfor det perfekte skulle være særlig problematisk. Hvorfor er det farligt at se, hvordan kroppen kan se ud, hvis alt sidder perfekt? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det virker socialdemokratisk på den dårlige måde: at man skal censurere perfektionen i middelmådighedens navn. Jeg har også svært ved at se logikken overført på andre områder. Skal man undlade at sende OL i fjernsynet, fordi stort set ingen af os kan løbe, hoppe og kaste lige så hurtigt og langt som atleterne på skærmen? Sådan for at være sikker på, at ingen af os får mindreværdskomplekser over ikke at kunne måle os med de perfekte præstationer?
I forhold til det andet har Pabst nok ret. Når kroppen anvendes til reklameformål, bruger man oftest den smukke krop. Derfor er det de perfekte bryster, vi får smidt i hovedet, ikke Moster Annas knap så perfekte par af slagsen. Det gælder i øvrigt også, når det er mandekroppen, der er i fokus. Det kan godt være, at der for tiden tales om den såkaldte ‘dadbod’, men i reklameland er det sveddryppende sixpacks og veltrænede overarme, der dominerer, når mandekroppen skal sælge varer.
Unge piger med lavt selvværd
Pabst henviser til unge piger med lavt selvværd, når hun skal argumentere for en begrænsning af de bare bryster i det offentlige rum:
“Er der virkelig ingen af de fædre, der klapper lystigt i hænderne over lummer nøgenhed, der tænker på, hvilke effekter perfekte retoucherede bryster kan have på deres 13-årige datters selvværd, når hun får dem kastet i hovedet på Strøget? Er der ingen i samfundet, der tænker på, at vi skal stoppe op, når næsten halvdelen af alle trettenårige piger tænker ofte eller hele tiden på deres vægt?”, skriver hun.
Eller som man siger på engelsk: Will somebody please think of the children?
Men spørgsmålet er, om et par reklamer i bybilledet spiller nogen væsentlig rolle for identitetsdannelsen hos unge piger (og drenge) i en tid, hvor de unge lever gennem sociale medier. Jeg har ofte tænkt det samme i forbindelse med debatten om Nygarts famøse brystreklame: Mon ikke vennerne og veninderne, diverse popidoler og 20 andre ting er mere interessante end en reklame for brystoperationer i sorthvid, hvis man er en ung pige?
Hvad naboen gør, er ikke altid det rigtige
Foruden de frygtede konsekvenser for unge pigers selvværd henviser Pabst til, at man i andre europæiske byer har indført forbud mod det, Pabst kalder sexistiske reklamer:
“I Tyskland og England har man kunnet se, at de sexistiske reklamer, har taget overhånd. I Danmark vil vi ikke engang anerkende, at der kan være et problem”, konkluderer hun.
Det er imidlertid et noget tvivlsomt argument at henvise til, hvad man gør i andre lande. For det er jo ikke sådan, at alt, hvad de foretager sig i England og Tyskland, er genialt og omgående bør efterlignes i Danmark. Hvem ønsker fx en dansk udgave af det britiske pornofilter, hvor staten bestemmer, hvad slags porno borgerne må se?
Skal vi være som Apple?
Pabsts indlæg skriver sig ind i diskussionen om kollektivt ansvar og personlig frihed. Pabst ønsker at begrænse antallet af frække reklamer i det offentlige rum, fordi de i hendes øjne udgør en risiko for en sårbar gruppe. Hvis ikke alle kan tåle at se reklamerne, skal ingen se dem, er maksimen. Men en begrænsning vil samtidig være et indgreb i reklamefolkets udfoldelsesrum og medføre et mere gråt og klinisk bybillede.
I Danmark forstår vi ikke, hvorfor Apple censurerer selv de mest uskyldige billeder, blot der er en snert af nøgenhed på dem. Men det skyldes jo netop, at vi opfatter den nøgne krop som noget ufarligt. Det er på den baggrund, at vi betragter amerikanerne som dobbeltmoralske og hysteriske, når det drejer sig om sex og nøgenhed. Skal vi sælge ud af det og blive ligesom dem?
Ondskabsfulde reklamefolk?
Pabst skriver, at der kun er tre grunde til, at reklamefolkene bruger de halvafklæde modeller i reklamerne:
“Røv-Og-Patter-markedsføring handler helt grundlæggende om 1. at få opmærksomhed (læs: man gør det kun, fordi det er over stregen), 2. at nedbryde selvværdet og 3. at opbygge et opfattet behov for et produkt (hvis kvinden med de smukke bryster bruger proteinpulver, bliver jeg nødt til også at bruge det, hvis jeg skal være attraktiv).”
Det tror jeg ikke på. Det er rigtigt, at reklamefolk gerne vil have opmærksomhed om deres reklamer, og det er også rigtigt, at de gerne vil gøre de potentielle kunder opmærksomme på produkternes fordele – sælge boremaskinen ved at pege på hullet i væggen – blandt andet ved at spille på diverse behov. Men reklamefolk måles først som sidst på, om de kan bidrage til at øge salget. Ikke på, om de kan nedbryde selvværdet hos nogen.
Måske ligger svaret et andet sted
Skal man give Pabst ret i noget, så er det, at dyrkelsen af det perfekte synes at spille en rolle for, hvad vores drømme er, og hvordan vi indretter vores liv. Men det gælder i mindst lige så høj grad blandt voksne mennesker som blandt de unge. Og mon ikke mors evige slankekure og fars 10 årlige maratonløb påvirker den unge piges kropsopfattelse mere end en reklame med en topløs model i et butiksvindue på Strøget?
For nylig lukkede en af de sidste rigtige sexbiografer på Istedgade. I dag er det blevet meddelt, at magasinet M! ophører med at udkomme. Dyrkelsen af smukke, frække kvinder er ved at forsvinde fra det offentlige rum. De få pornoblade, der er tilbage, bliver gemt væk på øverste hylde, som om de var receptpligtig medicin.
Det kan godt være, at Pabst ikke mener, at det handler om nypuritanisme. Men hvad handler det så om? Hvad er det, der er så farligt ved kvinder med perfekte bryster og mænd med perfekte sixpacks? Hvorfor skal de gemmes væk? Er det, fordi det gør det lettere for alle os andre at leve med, at vi ikke ser sådan ud?
Jeg har svært ved at se, hvordan en begrænsning i forhold til brugen af den nøgne krop i reklamer skulle føre til højere selvværd og en mere afslappet kropsopfattelse for nogen. Kald mig bare en moderne hippie, men jeg tror mere på det modsatte. Man afmystificerer ikke kroppen ved at gemme den, men ved at se på den og lære den at kende.
Det gælder også den perfekte krop. Hvis man får det dårligt af, at andre er pæne, så har man et problem, som stikker dybere og skal afhjælpes på anden vis. Og hvor skulle vi i øvrigt trække grænsen? Skulle vi også forbyde glæde i reklamerne, fordi der findes mennesker, som får det dårligt af, at andre har det godt?
Lavt selvværd skal tages alvorligt. Men løsningen er ikke at skabe en kunstig virkelighed, hvor vi gemmer de perfekte kroppe væk og glemmer, at de eksisterer. Vi er alle sammen nødt til at lære, at der findes andre, der er flottere end os.
Pointen er ikke, at vi derfor lige så godt kan give op på forhånd og sætte os til at tude. Pointen er, at præmissen er forkert: livet er ikke en modelkonkurrence. Selvværd handler ikke om at være flottere end andre, men om have det godt med sig selv. Har man det, lader man sig ikke gå på af, at andre har en mere perfekt krop, end man selv har.