Kære Adrian Hughes

Adrian Lloyd Hughes er vært for P1-programmet ‘Klog på sprog’, som i fredags havde to feminister i studiet til en snak om feminisme. Billede: Fra programsiden på dr.dk.

Fredagens udgave af ‘Klog på sprog’ på P1 var endnu et ideologisk ensidigt program på DR, hvor to feminister uimodsagt kunne agitere for den politiske ideologi, de er tilhængere af.

Lad mig indlede med at fortælle, at jeg holder meget af dig.

Jeg har set mange af dine programmer i tidens løb og har altid sat stor pris på din charmerende selvsikkerhed og oprigtige interesse for det, du beskæftiger dig med. Du er en af den slags værter, der gør programmer værd at se – og podcasts værd at høre – også selv om man ikke på forhånd er dybt optaget af det, de handler om. Det er en sjælden og prisværdig kvalitet.

Det er vigtigt for mig at slå det fast, inden stemningen bliver mere anstrengt. Jeg skriver nemlig til dig, fordi jeg i går hørte dit P1-program ’Klog på sprog’ fra i fredags og stadig i dag kan mærke de frustrationer, programmet affødte.

Til alt held undlod jeg at skrive om det i går, mens jeg var mest arrig.

Da jeg havde hørt udsendelsen til ende, gik jeg ud på min altan, satte mig ned og stirrede ud i luften. På min telefon tikkede en sms ind fra en af mine gode venner. Jeg skrev tilbage og lidt efter ringede jeg ham op. Vi endte med at tale i over en time, og det var ikke blot en fornøjelse i sig selv, men havde samtidig en beroligende virkning. Jeg er sikker på, man efter samtalen kunne have målt et betydeligt fald i mit blodtryk.

Nu er det tirsdag, og jeg har sovet på det. Det er altid en god idé og tillige en god måde at afprøve, om man oprigtigt er vred over noget, eller om ophidselsen bare skyldtes et øjebliks irritation. Samtidig mindsker det risikoen for, at det, man gerne vil sige, forsvinder i en sky af skældsord og unødvendigt hårde formuleringer. Vi skal tale pænt til hinanden, og det er sværest at leve op til, når frustrationerne er størst. At vente til dagen efter med at skrive, hvad man mener, er et godt sted at starte.

Egentlig har jeg allerede over ganske mange linjer beskrevet, hvad mit problem med fredagens udgave af ’Klog med sprog’ er. Problemet er nemlig ikke enestående, men generisk, og derfor satte jeg mig for et par måneder siden for at udfolde det i mere generel forstand. Det kan du læse, hvis du er interesseret i en grundig gennemgang.

Men nu til sagens kerne.

Du inviterede i fredagens udgave af ’Klog på sprog’ tre gæster i studiet. Den ene var Lars Trap-Jensen, redaktør Den Danske Ordbog, hvis opgave primært var at forhold sig til ords betydning og historie. De to andre var Julie Rokkjær Birch, leder af Kvindemuseet, og Birgitte Possing, forfatter og foredragsholder, og deres rolle var at tale om feminisme. Lars Trap-Jensen fik ganske vist lov til indledningsvis at sige, at han ikke er vild med at kalde sig feminist, men det markerede også enden på hans deltagelse i den del af diskussionen. Resten af samtalen om feminisme stod Julie Rokkjær Birch og Birgitte Possing for.

Når det er et problem, og det er et problem, Adrian, skyldes det flere ting.

For det første får man ikke en retvisende definition af feminisme ved at bede to feminister forklare, hvad feminisme er. Det burde egentlig sige sig selv. Men hvis du er i tvivl, kan du tænke over, om to ledende medlemmer af et ekstremt højrefløjsparti er de rette til at definere, hvad højreekstremisme er. Kan du se, hvad der er galt? Det, man præsenteres for, når man lader politiske aktivister definere, hvad de står for, er aldrig sandheden, men altid et skønmaleri af den. Det kan ikke være anderledes. Hvis man inviterer to topchefer fra de største dagligvareforretninger i studiet og spørger dem, om dagligvareforretningerne har gjort det godt under coronakrisen, hvilket svar får man så? Er de de rette at stille det spørgsmål til? Kan man forvente andet, end at de fremhæver det positive og udelader det negative? Nej, selvfølgelig ikke. De vil udtale sig på den måde, der bedst fremmer deres interesser. Det samme vil politiske aktivister.

For det andet medfører den ideologiske ensidighed en lang række afledte effekter. Når man tager udgangspunkt i en glansbillededefinition, der udelader, hvad feminisme også er, bliver det svært at vende tilbage til feminismens skyggesider. De skrives ud af diskussionen på forhånd med den konsekvens, at resten af samtalen bliver forloren. Det var præcis, hvad der skete i dit program i fredags. Du tillod, qua de gæster, du havde inviteret – og ikke inviteret – at det, der kunne have været en nuanceret diskussion om feminisme, blev en uforstyrret reklame for feminisme. Julie Rokkjær Birch og Birgitte Possing boltrede sig som fisk i vandet, og det er der ikke noget at sige til, når du på forhånd havde sørget for, at det, de svømmede i, var en beskyttet dam.

For det tredje har den ideologiske ensidighed den konsekvens, at ellers åbenlyse spørgsmål ikke stilles. Havde du haft en deltager i studiet med et mere retvisende syn på feminisme, herunder feminismens ensidige fokus på kvinders udfordringer og ligegyldighed over for mænds, som har sin rod i feminismens grundlæggende opfattelse af samfundet som et patriarkat, det vil sige et samfund, der undertrykker kvinder og giver mænd fordele, ville han eller hun måske have spurgt Julie Rokkjær Birch, hvorfor hun, som hævder at være stor tilhænger af ligestilling, driver et museum, hvor 16 af 17 medarbejdere er kvinder. Julie Rokkjær Birch fremhævede i udsendelsen, at det i Danmark er lettere at finde en CEO, der hedder Lars, end det er at finde en CEO, der er kvinde. På Julie Rokkjær Birchs museum er det lettere at finde en medarbejder, der hedder Louise, end det er at finde en medarbejder, der er mand. Det er også lettere at finde en medarbejder, der hedder Ulla, end det er at finde en medarbejder, der er mand. Er det ikke relevant at spørge Julie Rokkjær Birch, hvorfor hun siger ét, men gør noget andet, Adrian? Det, synes jeg, det er. Men det sker ikke, når man på forhånd ekskluderer dem, der ville have peget på Julie Rokkjær Birch og sagt: »Men hun har jo ikke noget på.«

For det fjerde betyder udelukkelsen af gæster med et mere nuanceret syn på feminisme, at lytterne præsenteres for et selektivt og alt andet end retvisende billede af virkeligheden. Da Birgitte Possing gentog sin ofte fremførte smøre om fordelingen af mænd og kvinder i ledelser, bestyrelser og politik, ville det så ikke, Adrian, have været relevant, at en anden kunne have rømmet sig og gennemgået fordelingen af mænd og kvinder i uddannelsessystemet, blandt hjemløse, blandt misbrugere, blandt folk, der begår selvmord, blandt folk, der dør i krige, blandt folk, der dør i ulykker på arbejdspladser, blandt folk, der mod deres egen vilje aldrig bliver forældre og fortalt lytterne, at dansk lovgivning intet sted stiller kvinder ringere end mænd, men flere steder stiller mænd ringere end kvinder, eksempelvis i forhold til retten til hjælp i tilfælde af partnervold? Hvis Julie eller Birgitte får tæsk af deres partner, har de ret til hjælp fra deres kommune. Hvis du eller jeg får tæsk af vores partner, Adrian, har vi ikke. For nylig har ministeren på området, Astrid Kragh, udbygget diskriminationen, så kvindelige samlivsvoldsofre har ret til 10 timers psykologhjælp, mens mandlige samlivsvoldsofre har ret til 0. Synes du ikke, det er relevant at påpege, når nogen påstår, at vi lever i et samfund, der undertrykker kvinder og giver mænd fordele?

Hvis du synes, min reaktion på dit ellers uskyldige program virker voldsom, kan jeg fortælle dig, at den bunder i en mere generel tendens, som du ikke har ansvar for. Dit program er kun det seneste i en lang række af artikler, programmer, udsendelser og podcasts på DR, der giver feminister mulighed for at fremme den politiske ideologi, de er tilhængere af, uden modspil fra nogen, der finder den problematisk. Dit program er blot endnu en dråbe i et efterhånden meget fyldt glas.

Når jeg bliver vred over det, skyldes det ikke, at jeg mener, at feminister skal formenes adgang fra den offentlige debat. Selvfølgelig skal de ikke det. Feminister skal have samme ret som alle andre til at tale om deres opfattelse af verden og deres ønsker om forandring. Problemet er ikke, at de gives adgang til det. Problemet er, at ikke-feminister ikke gør. Det fører til, at feministerne stort set aldrig konfronteres med alt det, feminisme også er, herunder feminismens tvivlsomme samfundsanalyse, dens heraf afledte overprioritering af kvinders problemer og underprioritering af mænds, dens meget selektive forhold til data og dens såvel implicitte som eksplicitte had til mænd.

Ifølge en nylig test på DR’s egen hjemmeside, som åbenlyst er konstrueret med det formål at få så mange som overhovedet muligt til at erklære, at de er feminister, svarer 26 procent af mere end 70.000 danskerne, at de opfatter sig som feminister. Vidste du det, Adrian? 26 procent. Andre 27 procent svarede, at de måske er det, men helst ikke siger det højt, mens hele 46 procent klart afviser DR og svarer, at de ikke opfatter sig som feminister. Er det ikke rimeligt, Adrian, at andre end de 26 procent af befolkningen, der opfatter sig som feminister, repræsenteres af gæster i programmer som dit? Eller mener du, det er fair og på sin plads, at mennesker, der repræsenterer 26 procent af befolkningen, får lov til at monopolisere diskussionen om køn og ligestilling, sådan som det var tilfældet i dit studie i fredags?

Når jeg skriver til dig her, skyldes det, at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Hvad mon du ville gøre i mit sted, Adrian? Jeg interesserer mig for køn og ligestilling, men skal acceptere, at stort set alt DR’s indhold om køn og ligestilling produceres på basis af en ideologisk opfattelse af køn og ligestilling, jeg er uenig i. Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, år efter år skal jeg se på, at mennesker, hvis grundlæggende analyse af samfundet, jeg finder forkert, uimodsagt får lov til at udbrede sig om deres syn på køn og ligestilling, mens mennesker, der deler mit kritiske blik på feminisme, stort set aldrig får mulighed for at medvirke. Kan du forstå, at det er frustrerende?

Dit program handler om sprog, og i fredagens udsendelse talte I blandt andet om, at sproget påvirker opfattelsen af virkeligheden. Det er jeg enig i, og derfor synes jeg, du og resten af DR skal tænke over, at den måde, I taler og giver andre mulighed for at tale om feminisme på, påvirker opfattelsen af feminisme. I gør det meget, meget let for tilhængerne af den feministiske ideologi at opnå indflydelse, i sidste ende også på lovgivningen, mens I gør det tæt på umuligt for kritikerne af den feministiske ideologi at kritisere den og fremsætte alternative analyser og forslag. Hvis sprog er magt, var dit valg af gæster i fredagens ’Klog på sprog’ et udtryk for magtudøvelse.

Jeg er sikker på, at du, som den kulturinteresserede mand, du er, så med, da Debatten på DR2 i torsdags havde kultur som tema. Her bidrog Peter Aalbæk Jensen med nogle for medieklassen sjældent ærlige ord og indrømmede, at man i medieklassen udøver diskrimination over for dem, der har et andet syn på verden end medieklassens eget.

Den diskrimination medvirker du til, Adrian, når du inviterer to tilhængere af den samme politiske ideologi i studiet, lader dem definere ideologiens indhold aldeles uden modspil og de facto lader dem bruge din udsendelse som en platform for udbredelse af deres politiske overbevisninger.

Jeg håber, du i fremtiden vil tænke mere over vigtigheden af ideologisk mangfoldighed.

Ingen udsendelse, som foregiver at rumme en reel diskussion, bør tillade en ideologisk ensidig sammensætning af gæster. Inviterer du en feminist i studiet, så inviter også en ikke-feminist i studiet. På den måde undgår du de problemer, jeg har opridset for dig. Og på den måde undgår jeg at skulle sidde på min altan og stirre tomt ud i luften, mens jeg prøver at hidse mig ned oven på endnu en udsendelse, hvor feminister får lov til at tie om alt det, feminisme også er, imens de hverver nye tilhængere og kører mig og resten af de 46 procent af danskerne, der ikke opfatter sig som feminister, længere ud på det sidespor, hvor vi i forvejen befinder os.

Jeg håber, for jeg kan ikke andet. På forhånd tak.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *