Social- og indenrigsminister Astrid Krag afviser at give mandlige ofre for samlivsvold samme ret til psykologhjælp som kvindelige.
Jeg og mange andre har i årevis kritiseret, at det er kønnet på den, der får en stegepande i hovedet af sin partner, der afgør, om vedkommende har ret til hjælp fra sin kommune. I et ligestillet land som Danmark burde det ikke være tilfældet.
Men det er det. Servicelovens § 109 tildeler alene kvinder og børn, der ledsager deres mor under dennes ophold på et krisecenter, ret til hjælp i tilfælde af samlivsvold. Fædre, der får tæsk, og de børn, der oplever det, må løse deres problemer selv eller søge hjælp på et af de mandekrisecentre, der opererer på andre vilkår og med andre kompetencer under den bredere og i øvrigt ikke kønsbegrænsede § 110. Det er ikke kun et problem for mænd, der udsættes for vold af deres kvindelige partnere, men også for mænd, der udsættes for vold i homoseksuelle parforhold.
I tidens løb har jeg modtaget flere positive tilkendegivelser, når jeg har henvendt mig til politikere angående den åbenlyse kønsdiskrimination i § 109. Paragraffen kunne let ligestilles ved at ændre ord som ”moderen” og ”kvinden” til ”forælderen” og ”borgeren”, og på tværs af partier svarer et flertal af de politikere, jeg har spurgt, at det ville være en god idé at gøre det. Men det er ikke sket, og derfor står mandlige ofre for samlivsvold og deres børn fortsat uden den samme ret til hjælp, som kvindelige ofre for samlivsvold og deres børn har.
Synes man, dét er beklageligt, skal man ikke sætte sig ind i, hvad regeringen med social- og indenrigsminister Astrid Krag i spidsen er i færd med at gennemføre på området. I stedet for at rette op på den eksisterende kønsdiskrimination er ministeren nemlig i færd med at udbygge den: Kvindelige ofre for samlivsvold og deres børn skal fremover have ret til 10 timers psykologhjælp, mens mandlige ofre for samlivsvold og deres børn ikke skal have ret til så meget som fem minutter.
I et samråd tirsdag, som kan ses eller genses på Folketingets hjemmeside, forsvarede Astrid Krag sit kønsdiskriminerende lovforslag med, at kvinder udsættes oftere for samlivsvold og oftere udsættes for de groveste former for samlivsvold, herunder drab. Ifølge ministeren ville det være forkert at diskutere ligestilling inden for området, når det i sin natur ikke er ligestillet. Fordi kvinder oftere er ofre, er det rimeligt, at loven diskriminerer til kvinders fordel, var Astrid Krags ræsonnement.
Det er en besynderlig og kritisabel logik. For det første fordi den reducerer mennesker til deres køn og derved berøver dem deres ret til at blive betragtet som individer. Det bør naturligvis være den handling, et menneske udsættes for, der afgør, om det har ret til hjælp. Ikke hvor ofte andre med samme køn bliver udsat for det samme. For det andet fordi det er meningsløst at tænke sådan. Ville det være i orden at give kvinder på byggepladser færre rettigheder end deres mandlige kolleger med henvisning til, at de fleste håndværkere er mænd? Selvfølgelig ikke.
I samrådet kom det frem, at det vil koste mellem seks og syv millioner kroner at fjerne kønsdiskriminationen i lovforslaget. I en coronatid, hvor vi har vænnet os til at regne i milliarder, virker det uforståeligt, at en minister stiller sig på bagbenene og forsvarer kønsdiskrimination, når det er så billigt at undgå det.
Ministeren forsvarede sig med, at lovforslaget hænger sammen med den vedtagne finanslov, som man ikke uden videre kan lave om på. Men som flere af spørgerne ved samrådet påpegede, ville det næppe være svært for Astrid Krag at opnå tilslutning fra sine støttepartier til et ændringsforslag. Hvilket af dem ville erklære, at det er modstander af ligestilling? Og hvor svært ville det være at finde midlerne, når der er tale om et i politisk sammenhæng så mikroskopisk beløb?
Nej, det ligner en principiel modvilje fra ministerens side. Hos Dansk Kvindesamfund har man tidligere advaret mod ligestilling af mænd og kvinder inden for dette område af frygt for, at det ville skygge for kønsforskellene i omfanget af volden. Et tilsvarende argument bruger foreningen mod udtrykket ”vold i nære relationer”, som den insisterer på at kalde ”mænds vold mod kvinder.” Al snak om samlivsvold skal handle om den samlivsvold, kvinder udsættes for, mener Dansk Kvindesamfund, og enhver forandring, der kan at ændre på det, er foreningen imod.
Noget tyder på, at social- og indenrigsministeren tænker det samme. Under samrådet viftede hun igen og igen med en rapport, der viser, at kvinder udsættes for mere og grovere samlivsvold end mænd, som ville hun understrege, hvem det kønsdiskriminerende lovforslag skal gennemføres for at hjælpe. Tilsvarende gentog hun flere gange, at kvinder er de store ofre for partnerdrab. Det er kvinder, der betaler den højeste pris, sagde hun i flere af sine svar.
Men alt det kan jo godt kan være rigtigt, uden at det gør kønsdiskrimination til en god idé. At give mandlige samlivsvoldsofre samme ret til hjælp som kvindelige samlivsvoldsofre fjerner ikke kvindelige samlivsvoldsofres ret til hjælp. At give børn af mandlige samlivsvoldsofre samme ret til hjælp som børn af kvindelige samlivsvoldsofre fjerner ikke børn af kvindelige samlivsvoldsofre ret til hjælp. Her er ikke tale om et nulsumsspil, hvor kun det ene køn kan hjælpes.
Desværre ser det ikke ud til, at nogen kan overbevise Astrid Krag om det. Ministeren står fast på, at diskriminationen af mænd på samlivsvoldsområdet skal udbygges til også at gælde psykologhjælp. Uagtet, at mænd og kvinder kunne ligestilles for bare syv millioner kroner.