Feminisme er en politisk ideologi, og kønspolitik er politik. Det bør journalister være bevidste om i deres valg af gæster og kilder.
Fra tid til anden havner jeg i diskussion med journalister på sociale medier, fordi jeg kritiserer deres udvælgelse af gæster eller kilder.
Det er ikke særlig konstruktivt. Journalisterne bliver ofte irriterede, og det kan man godt forstå, for min kritik implicerer, at de er dårlige til deres arbejde.
Det er uheldigt at to årsager.
Dels fører det ofte til, at diskussionen stopper, inden den er gået i gang. Dels er mit ærinde ikke at kritisere journalistens evner, men at påpege et, i mine øjne, reelt problem.
Jeg skriver dette indlæg for at undgå, at det skal fortsætte sådan i al evighed.
Mit håb er ikke, at alle journalister, jeg fremover kritiserer, vil læse disse linjer, klappe i deres hænder og med et trylleslag give mig ret i alt, hvad jeg siger.
Men mindre kan også gøre det.
Hvis blot en enkelt journalist på et tidspunkt tænker over det, han eller hun nu er i gang med at læse, vil jeg betragte det som en succes.
Og selv om det følgende således først og fremmest retter sig mod journalister, er alle andre naturligvis velkomne til at læse med.
Hvad er det, manden brokker sig over?
Af hensyn til læsevenligheden vil jeg i det følgende, med få undtagelser, skriver ”gæster” i stedet for ”gæster og kilder”. Men kritikken gælder naturligvis begge dele, ligesom den gælder, uanset om der er tale om en avisartikel, et radioprogram, et tv-program, en podcast eller noget femte. Tilsvarende skriver jeg gentagne gange ”tre gæster.” Det tager udgangspunkt i et scenarie, hvor der inviteres tre gæster til et radioprogram. Pointen er naturligvis den samme, uanset om der er tre, fem eller ni gæster eller kilder med samme ideologiske baggrund.
Når jeg skriver til journalister og klager over deres udvælgelse af gæster, går klagen stort set altid på det samme.
Jeg kritiserer, at journalisten udelukkende eller stort set udelukkende har inviteret feminister som gæster i programmet.
Det forstår journalisten som regel ikke, hvorfor jeg gør.
Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor det efter min mening er et problem, at en journalist kun eller næsten kun inviterer feminister i studiet (eller i programmet, podcasten og så videre).
For at gøre det, er jeg nødt til at begynde ved udgangspunktet. Nemlig svaret på spørgsmålet: Hvad er feminisme?
Hvad er feminisme?
Svaret er, at feminisme er mange ting. Feminisme er blandt andet en social bevægelse, en politisk bevægelse, en akademisk teori, en akademisk analysemetode og en personlig identitet.
Hertil kommer, at der findes flere bølger af feminisme, mange retninger inden for feminisme og mange måder at være feminist på.
Denne mangfoldighed gør det vanskeligt at sige noget generelt om feminisme, som passer på alle feminister.
Men én ting binder de fleste feminister sammen trods deres øvrige uenigheder, og det er troen på, at et mere feministisk samfund vil være et bedre samfund.
Og denne tro på feminismens samfundsforandrende kraft forener de fleste feminister i idéen om feminisme som politisk ideologi.
Hvad er en politisk ideologi?
Der er blevet og vil blive skrevet lange bøger om, hvad politiske ideologier er og ikke er.
For nuværende vil jeg nødtørftigt nøjes med at definere en politisk ideologi som:
1. Et sæt af idéer om, hvordan verden er.
2. Et sæt af idéer om, hvordan verden bør være.
3. En analyse af, hvordan man når fra verden, som den er, til verden, som den bør være.
For at en politisk ideologi skal eksistere, skal der desuden være en gruppe af mennesker, som er tilhængere af den og har ønsket om og viljen til arbejde for de forandringer, ideologien dikterer.
Det er ønsket om forandring, der adskiller en politisk ideologi fra filosofi og andre former for tænkning. Hvor en filosofi kan nøjes med at beskæftige sig med, hvordan verden er, beskæftiger en politisk ideologi sig altid også med, hvordan verden skal forandres.
Feminisme som politisk ideologi
I en simpel, men ikke usædvanlig, forståelse af feminisme, falder de tre punkter ud som følger:
1. Vi lever i et patriarkalsk samfund, som reproducerer kønnet ulighed ved strukturelt at undertrykke kvinder og give mænd fordele.
2. I det ideelle samfund findes ingen strukturel undertrykkelse.
3. Feminismens opgave er at identificere strukturel undertrykkelse og på baggrund heraf udvikle og anvise politikker og andre værktøjer, der kan fjerne strukturel undertrykkelse.
I forhold til det tredje punkt kan et værktøj være at udbrede feminismen og dens idéer, således at flere erkender det nuværende samfunds ifølge feminismen indbyggede problemer og bliver aktive i kampen for at forandre det.
Et andet kan være at skabe aktivistiske grupperinger, der kan bruges til at lægge pres på politikere og andre beslutningstagere.
Et tredje kan være på forskellige måder at påvirke den folkelige opinion for derigennem at opnå den ønskede forandring.
Og mange, mange flere kan lægges til.
Hvad jeg ser dig gøre
Efter denne rundtur omkring feminisme som politisk ideologi kan vi vende tilbage til udgangspunktet.
Når jeg kritiserer en journalist for at invitere tre feminister i studiet, kritiserer jeg ham eller hende for at invitere tre personer, der tilhører samme politiske ideologi.
Det handler altså hverken om gæsternes køn, gæsternes titler eller gæsternes konkrete holdninger. Det handler om det simple faktum, at de repræsenterer den samme ideologiske retning.
Hvis du ikke er vant til at tænke på feminisme som en politisk ideologi, er det klart, at du ikke ser situationen, som jeg gør.
Tillad mig derfor et par eksempler, som kan tydeliggøre, hvad jeg ser.
1. Du skal lave et program om problemer med indvandring og integration i Danmark. Du inviterer tre medlemmer af Dansk Folkeparti i studiet og annoncerer til dine lyttere, at du glæder dig til en god debat om problemer med indvandring og integration i Danmark.
Jeg tror ikke, du ville gribe det sådan an. Enten ville du invitere gæster, der repræsenterede forskellige holdninger, eller også ville du gøre klart, at der var tale om en debat om Dansk Folkepartis holdning til spørgsmålet, ikke en åben og fordomsfri debat om problemer med indvandring og integration.
2. Du skal lave et program om hooliganisme blandt Brøndby-fans, efter en gruppe Brøndby-fans har smadret et S-tog. Du inviterer tre FCK-fans i studiet til en snak om, hvordan Brøndby-fans er, og hvorfor de er det.
Igen tror jeg ikke, du ville gribe det sådan an. Jeg tror, du ville være klar over, at FCK-fans næppe er upartiske i spørgsmålet om Brøndby-fans, og jeg tror, du ville invitere nogle Brøndby-fans, der kendte miljøet indefra, eller nogle uvildige eksperter uden tilhørsforhold til de store danske klubber.
3. Et fransk venstrefløjsikon har skrevet en artikel, der hævder, at socialisme er nødvendigt, hvis de vestlige samfund skal overleve i det 21. århundrede. Du inviterer tre socialister i studiet til en diskussion om, hvorvidt artiklens påstand er sand eller falsk.
For tredje gang tror jeg ikke, du ville gå sådan til opgaven. Enten ville du invitere mindst en person med et andet politisk udgangspunkt i studiet sammen med socialisterne, eller også ville du, ligesom i eksemplet med DF’erne, gøre klart over for dine seere eller lyttere, at der var tale om en intern diskussion, i dette tilfælde blandt socialister, ikke en objektiv diskussion om påstandens rigtighed.
Jeg tror ikke, jeg behøver flere eksempler for at vise dig, hvordan jeg oplever dit program.
Det, jeg ser, er tre personer tilhørende den samme politiske ideologi, der inviteres i studiet og præsenteres, som om de var neutrale gæster.
Det er et problem af mange årsager. Jeg vil i det følgende pege på nogle af dem.
Hvad er problemet?
Det er klart, at hvis det kun skete en sjælden gang, at tre feminister blev inviteret i studiet uden deklaration og uden modspil, ville det ikke være et problem.
Man kunne betragte det som et hændeligt uheld, sørge for, at det ikke skete igen, og så ellers komme videre.
Men det sker desværre ikke kun en sjælden gang. Det sker igen og igen, på tværs af medier og formater.
Ja, man kan i danske aviser finde helt groteske eksempler, hvor ikke kun samtlige kilder er feminister, men hvor også den journalist, der har skrevet artiklen, er erklæret feminist.
Jeg kan ikke forestille mig noget andet politikområde, hvor redaktører ville lade det passere. Men når emnet er køn og ligestilling, får det lov til at ske gang på gang.
Her er 10 grunde til, at det er et problem.
10 grunde til, at ideologisk ensidighed er et problem
1. Læseren/seeren/lytteren føres bag lyses. Når aftageren af det journalistiske produkt ikke informeres om, at sammensætningen af gæsterne er ideologisk ensidig, forringes aftagerens mulighed for at afkode programmets indhold korrekt. Når aftageren kun præsenteres for et smalt udsnit af de opfattelser, der eksisterer om et emne, for eksempel kun de feministiske, bør aftageren som minimum gøres opmærksom på det.
2. Læseren/seeren/lytteren snydes for alternative synspunkter og indsigter. Når et program sammensættes ideologisk ensidigt, bliver aftageren af det journalistiske produkt kun klogere på denne ideologiske retnings opfattelse af emnet. Opfattelser og indsigter, som er upopulære blandt denne ideologis tilhængere, men som er relevante i forhold til emnet, kommer ikke ud til læseren/seeren/lytteren.
3. Det stiller individer og organisationer ulige. Når medierne ensidigt giver mere plads til tilhængere af en bestemt ideologi, fremmer medierne disse personers muligheder for at udbrede deres synspunkter yderligere på tværs af formater, herunder opnå deltagelse i flere programmer, få trykt deres holdninger i debatindlæg, blive klummeskribenter, få udgivet bøger og på anden vis få deres synspunkter ud til et større publikum. Tilsvarende forringer ideologisk ensidighed i medierne muligheden for at gøre det samme for personer, der ikke er tilhængere af denne ideologi. Det samme gælder på organisationsniveau. Når medierne ensidigt giver mere plads til tilhængere af en bestemt ideologi, gør medierne det lettere for organisationer, der repræsenterer denne ideologi, at opnå tilslutning og indflydelse. Tilsvarende gør medierne det sværere for organisationer, der ikke repræsenterer denne ideologi, at opnå det samme.
4. Det ansporer nogle til og afholder andre fra at deltage. Når medierne ensidigt giver mere plads til tilhængere af en bestemt ideologi, fremmer medierne lysten blandt tilhængere af denne ideologi til at blive aktive og deltage i debatten. Tilsvarende forringer medierne den samme lyst blandt personer, der ikke er tilhængere af denne ideologi. Når de konstaterer, at der ikke er plads til deres holdninger i medierne, kan det afholde dem fra at blive aktive og deltage i debatten.
5. Det repræsenterer ikke holdningerne i befolkningen. Kun et mindretal af danskerne er feminister. Når et medie inviterer tre feminister i studiet, ekskluderer det de synspunkter, hovedparten af befolkningen har.
6. Det svækker tilliden til medierne. Eksklusionen af hovedparten af befolkningens synspunkter kan og bør indtænkes i den større diskussion om tilliden til medierne, herunder nogle menneskers opfattelse af medierne som værktøj for og en del af en ”elite”, der ikke giver plads til de holdninger, ”almindelige mennesker” har. En nylig undersøgelse viser, at næsten halvdelen af danskerne har mistillid til medierne. Ideologisk ensidighed i tilrettelæggelsen af programmer/udvælgelsen af kilder kan meget vel være en del af årsagen til denne mistillid. Hvorfor skulle befolkningen stole på medier, der aldrig eller kun sjældent lader befolkningens opfattelser komme til orde?
7. Det svækker interessen for køn og ligestilling. Når et medie kun præsenterer sine læsere/seere/lyttere for feministiske tanker, idéer og holdninger, gør mediet det svært for hovedparten af befolkningen at interessere sig for køn og ligestilling. Hvis der skabes en fast binding mellem et emne og en bestemt ideologisk opfattelse af det, holder folk med andre opfattelser op med at interessere sig for det. Modsat kan ideologisk diversitet øge interessen, fordi flere potentielle læsere/seere/lyttere holdningsmæssigt kan identificere sig med en eller flere af deltagerne.
8. Det ekskluderer grupper, som i forvejen føler sig ekskluderede. Når et medie inviterer tre feminister i studiet, udelukker det ikke kun den generelle opfattelse i befolkning, men også de opfattelser, som findes i den anden ende af det kønspolitiske spektrum. Det er i særlig grad et problem i forhold til opfattelser af køn og ligestilling, fordi der i den ende af spektret findes en gruppe mænd, som i forvejen føler sig ekskluderet fra samfundet. Ved konsekvent ikke at give plads til nogen, de kønspolitisk kan identificere sig med, bekræfter mediet dem i, at der ikke er plads til dem i den demokratiske samtale; at de er lige præcis så uønskede, som de går og forestiller sig.
9. Det ekskluderer borgerlige synspunkter. Ikke alle feminister er venstreorienterede, men langt de fleste er. Når et medie inviterer tre feminister i studiet, inviterer det som udgangspunkt samtidig venstrefløjen i studiet. Er der en forbindelse til traditionel politik i det debatterede emne, og det er der ofte, når man beskæftiger sig med køn og ligestilling, præsenterer mediet kun sine læsere/seere/lyttere for venstrefløjens opfattelse af problemet og bud på dets løsning. Derved har den ideologiske ensidighed en konsekvens for den politiske diversitet i programmet, som rækker ud over det rent kønspolitiske.
10. Det skader den demokratiske samtale. Ideologisk ensidighed i medierne bidrager til at nedbryde den demokratiske samtale og troen på den. Præmissen for den demokratiske samtale er, at alle kan komme til orde. Det kan alle ikke, hvis medierne kun eller næsten kun giver plads til en ideologis tilhængere. Derved mistes en dyrebar del af fundamentet for demokratiet. Alternativet til den demokratiske samtale er rå vold. Hvis grundlaget for at tale sammen forsvinder, er vi henvist til at slås.
Og det er bare 10 af grundene til, at det er et problem. Listen er langt fra udtømmende.
Det er ikke sikkert, du er enig i dem alle. Men hvis du blankt afviser hele listen, tror jeg, det bliver svært at få dig til at forstå problemet.
Hvis du omvendt anerkender, at ideologisk ensidighed i valget af gæster har negative konsekvenser, kan du med fordel læse videre.
I det følgende vil jeg pege på tre af de ting, du kan gøre for at modvirke ideologisk ensidighed.
Hvad kan jeg gøre?
Hvis du gerne vil undgå ideologisk ensidighed, når du inviterer gæster til dit program om køn og ligestilling, er der særligt tre ting, du kan gøre.
1. Vær opmærksom på, at kønspolitik også er politik. Der er en tendens i de danske medier til at behandle køn og ligestilling som et område hinsides politik. Det er besynderligt, for stort set intet, der omhandler køn og ligestilling, er upolitisk. Når du inviterer en feminist i studiet, styrker du den feministiske ideologi. Det gælder også, selv om den konkrete feminist ikke virker særlig politisk. Han eller hun repræsenterer trods sin uskyldige fremtoning den samme politiske ideologi som sine politisk mere aggressive åndsfæller, og når han eller hun efter at have deltaget i dit program bliver mere populær på sociale medier, er døren åbnet for den kønspolitiske prægning, som finder sted der. Du påvirker med dine valg og fravalg styrkeforholdene i en kønspolitisk kamp, og det skal du være opmærksom på og forholde dig til. Det kan godt være, du til et specifikt program har brug for at invitere tre feminister i studiet, og så skal du naturligvis gøre det, men det skal ske, fordi det er den rigtige beslutning, ikke fordi du ikke har tænkt over de kønspolitiske konsekvenser af dine valg.
2. Vær kritisk over for dit emne og din vinkel. Den feministiske ideolog står så stærkt i Danmark, at den på nogle områder næsten har monopol. Det gør det svært at diskutere visse emne uden at gøre det på feminismens præmisser. Når alle de begreber, der anvendes i forståelsen af emnet, stammer fra den feministiske tænkning, er det vanskeligt at gå til emnet på en måde, som ikke allerede i udgangspunkt bekræfter den feministiske analyse. Men prøv! Tænk over, hvordan du kan befri et emne fra den feministiske spændetrøje, det befinder sig i, vrist det fri, så det kan få luft og blive genstand for analyser, kommentarer og påstande, der vokser andre steder end i feminismens tykmurede have.
3. Forhold dig til ideologisk diversitet allerede i researchfasen. Hvis du anerkender problemet og er opmærksom på faldgruberne, bør du drage den naturlige konsekvens og omsætte dine tanker til handling. Undersøg potentielle gæsters ideologiske tilknytning, når du researcher til dit program, og gør det til din politik ikke at invitere gæster, der alle repræsenterer den samme kønspolitiske ideologi, medmindre du har en god grund til at gøre det. I nogle tilfælde vil du opdage, at det er svært at finde en ikke-feminist, der ved eller mener noget om et emne. Brug det ikke som en undskyldning for at vælge en feministisk deltager, men som en anledning til at tænke over, hvorfor det forholder sig sådan. For eksempel vil du have svært ved at finde en kønsforsker, der ikke er feminist. Det bør få dig til at tænke over, hvordan det kan være. Hvorfor er hele kønsforskningen domineret af feminisme? Hvad er mulighederne for at blive kønsforsker, hvis man ikke er feminist? Hvem er det, der sidder i de bedømmelsesudvalg, der beslutter, hvem der får lov til at forske? Hvilken ideologi tilhører de? Hvad er deres holdning til, at personer, der ikke tilhører samme ideologi, gives plads i kønsforskningen? Hvorfor bruger den danske forening for kønsforskning et feministisk symbol som sit logo? Tilsvarende spørgsmål kan du stille i andre sammenhænge, hvor du opdager, at det er svært at finde gæster eller kilder, der ikke er forankrede i den feministiske ideologi. Tænk dem godt igennem. I nogle tilfælde vil det føre til, at disse spørgsmål og svarene på dem kan blive emner for nye programmer.
Indvendinger
Jeg er på forhånd klar over, at nogle vil have indvendinger mod det, jeg skriver her. Jeg vil i det følgende foregribe nogle af dem og forsøge at besvare dem.
Du skriver bare det her, fordi du er misundelig på feministerne.
Nej. Jeg skriver det her, fordi jeg synes, det er væsentligt, at medierne er bevidste om, at det har en række negative konsekvenser, når medier er ideologisk ensidige. Mit ønske er ikke, at journalister holder op med at tale med feminister. Mit ønske er, at de holder op med kun eller næsten kun at tale med feminister og i højere grad begynder også at tale med ikke-feminister.
Feminisme betyder ligestilling! Du skulle tage at sætte dig ind i, hvad feminisme er, før du skriver sådan noget vrøvl!
Nej. Feminisme er en politisk ideologi, som baserer sig på idéen om patriarkatet og ønsket om at bekæmpe det. Det kan du forvisse dig om med en simpel googlesøgning eller ved at besøge for eksempel Dansk Kvindesamfund, der på deres hjemmeside eksplicit skriver, at feminisme er en ideologi og i øvrigt ikke ligger fjernt fra den definition, jeg angav længere oppe:
”I Dansk Kvindesamfund anerkender vi, at der findes mange måder at være feminist på og mange forskellige strømninger indenfor feminismen. Feminisme er i sin essens en frihedsideologi. Feminisme handler nemlig om friheden til at være den man har lyst til at være, og leve det liv man gerne vil uafhængigt af ens køn. Feminisme handler om at erkende og bekæmpe de uligheder, der i dag findes mellem kønnene, både i Danmark og i resten af verden.
Feminismens mål er at bekæmpe patriarkatet, som med sine skadelige kønsstereotyper begrænser ikke kun kvinder, men alle køn. Patriarkatet har en magtstruktur, som fastholder kvinder i en underlegen position i samfundet, hvor der er bestemte forventninger om, hvad kvinder og mænd kan, må og skal, determineret ud fra deres biologiske køn. Dette giver ikke meget råderum til, at være forskellige og mangfoldige som mennesker.
At være feminist betyder i sin enkelhed, at man kæmper for at alle, uanset køn, nationalitet, etnicitet, seksualitet, religiøs overbevisning osv. skal have lige muligheder og lige rettigheder. For nogle kan det at være feminist lyde som noget farligt, radikalt og – i nogle tilfælde – at man hader mænd. Der er mange misforståelser, antagelser og såkaldte ‘stråmands-feminister’, der har det tilfælles, at de ikke har hold i virkeligheden.
Feminisme er ikke kun for kvinder, selvom mange kan have den opfattelse, fordi ordet ligger så tæt op af orden ‘feminint’. Feminisme er en ideologi, der historisk har kæmpet for kvinders rettigheder. I dag er der nok flest kvinder, der vil identificere sig som feminister, men naturligvis er der også mange mænd, der er feminister og der er en tendens til, at flere og flere åbent siger, at de er feminister. Det er vi i Dansk Kvindesamfund glade for, for hvorfor ikke kalde sig selv feminist, som jo bare betyder, at man gå ind for at mennesker skal have lige rettigheder uanset deres køn?”
At en person er feminist bør ikke udelukke personen fra at medvirke som ekspert!
Nej, naturligvis ikke. Ingen skal bandlyses af ideologiske årsager. Jeg ønsker ideologisk diversitet, ikke ideologisk udelukkelse.
Det er da ligegyldigt, om man er feminist, hvis man er ekspert i vandrør?
Enig. En feminist, der er ekspert i vandrør, påvirkes næppe i sine udtalelser om vandrør af sin ideologiske tilknytning. Omvendt forholder det sig med en feminist, der er kønsforsker eller mangfoldighedskonsulent. En tommelfingerregel kan lyde: Jo længere en feminists ekspertise ligger fra køn og ligestilling, desto mindre vægt skal hans eller hendes ideologiske tilknytning tillægges. Man kan samtidig tilføje: Jo længere det emne, der berøres, ligger fra køn og ligestilling, desto mindre vægt skal en gæsts ideologiske tilknytning tillægges. Disse regler kan også overføres til andre områder. Til en debat om jordbærkager vil det næppe være et problem, at alle gæster er medlem af Enhedslisten. Til en debat om en ny finanslovsaftales gode og dårlige sider vil det nok. Når alt det er sagt, at det vigtigt at være sig bevidst, at der er mange glidende overgange mellem emner, og det derfor kan være svært at vurdere, hvornår et emne ikke er politisk. Mere om det i det næste svar.
Jeg har inviteret tre eksperter i onlinekultur, gaming og hatespeech på nettet ind i et tech-program. Jeg ved ikke, hvad det har at gøre med feminisme, mandehad eller kønspolitik – så hus forbi…
Denne indvending er citeret direkte fra Twitter, hvor en journalist undrede sig over min kritik af, at han havde inviteret tre feminister til sit radioprogram. Hans udsagn er repræsentativt for en reaktion, man ofte møder, hvis man kritiserer den ideologiske ensidighed, nemlig at den ikke betyder noget, fordi de feministiske gæster ikke er inviteret i studiet for at diskutere køn og ligestilling. Som jeg skrev ovenfor, giver det som udgangspunkt god mening. Men som jeg også skrev, kan det være svært at vurdere, hvornår et emne har berøring med køn og ligestilling, og hvornår det ikke har. Vi lever i en tid præget af kulturkamp, og mange emner er mindre uskyldige, end de kan forekomme. I forhold til den konkrete journalists program, er der dog ingen tvivl. Onlinekultur, gaming og hatespeech er alle emner, som har stor berøring med feminisme. Tænk for eksempel på #gamergate, som ikke kan forstås uden at inddrage spændingerne mellem feministiske og ikke-feministiske miljøer. Eller tænk på debatten om kvindelige gamere, som de fleste steder bliver forstået gennem den feministiske linse med et stærkt fokus på sexisme og uden blik for ret meget andet. Hertil kommer debatten om hatespeech, som hænger tæt sammen med den bredere diskussion om køn og ligestilling. Blandt feminister er det populært at fokusere på de typer af hatespeech, kvinder udsættes for oftere end mænd, og tale mindre eller slet ikke om det forhold, at mænd generelt udsættes oftere for hatespeech end kvinder. På den måde er debatten om hatespeech et ekko af debatten om vold, hvor feminister fokuserer på de former for vold, kvinder udsættes for oftere end mænd, og nedtoner, at mænd samlet set oftere udsættes for vold end kvinder. Det er i lyset af betragtninger som disse, journalisten skal se sit program og sit valg af gæster. Det er naivt at tro, at fordi der er tale om et tech-program, så er det ideologiske tilhørsforhold ligegyldigt. Det er det ikke. Journalisten og hans lyttere vil som konsekvens af den ideologisk ensidige tilrettelæggelse blive præsenteret for data, analyser, idéer og konklusioner, som alle eksisterer inden for og følgelig er begrænset af den samme ideologiske ramme. Hvad det indebærer af problemer, har jeg skitseret ovenfor.
Hvis man inviterer ikke-feminister med i debatten, skal man starte forfra og diskutere de ting, vi allerede ved. Det er spild af tid. Vi ved, at kvinder undertrykkes. Diskussionen bør handle om, hvordan vi bekæmper patriarkatet, ikke på at diskutere, om det findes.
Det er sjældent en dårlig idé at diskutere præmisserne for sine synspunkter. Modsat er det sjældent en god idé blindt at stole på, at de er korrekte. Jeg køber ikke feminismens påstand om, at vi i Danmark i 2020 lever i et patriarkalsk samfund. Jeg skal ikke trætte dig med min argumentation her, men jeg finder det i den grad værd at diskutere, om feminismens grundlæggende antagelse er korrekt. I mine øjne holder den ikke til et møde med empirien. Det betyder ikke, at der ikke findes undertrykkelse af kvinder i Danmark, eller at vi ikke skal tale om det. Det betyder, at vi skal tale specifikt om, hvor undertrykkelsen findes, og hvordan vi målrettet kan komme den til livs.
Hvor finder jeg ikke-feministiske stemmer, der kan deltage i den offentlige debat?
Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke har et svar på. Feministiske aktivister arbejder på flere fronter på at lave databaser med kvindelige eksperter for at fremme kvinders repræsentation i medierne. Det sidste er jeg ikke tilhænger af – et menneskes køn skal hverken være en fordel eller en ulempe i forhold til dets muligheder for at komme i medierne – men idéen om at lave en database, der kan hjælpe journalister og andre med at finde relevante eksperter er ikke dårlig. Havde jeg ressourcerne, kunne jeg godt finde på at lave en eksperdatabase, der kan bidrage til ideologisk diversitet i debatten om køn og ligestilling. Det bliver dog med garanti hverken i dag eller i morgen, så foreløbig må du bruge dine sikkert udmærkede journalistiske færdigheder til at finde personer, der kan give dine feministiske gæster et ideologisk modspil.
Spørgsmål og svar
Jeg kunne blive ved i al evighed, men jeg ser ingen grund til at opfinde flere indvendinger. Til gengæld svarer jeg gerne på spørgsmål i forlængelse af indlægget. Stiller du et spørgsmål i kommentarfeltet, tilføjer jeg det sammen med mit svar herunder.