Forfatter Kristian Ditlev Jensen har fået øje på den manglende ligestilling i Danmark, og hvem der betaler prisen for den.
Sidste sommer beskrev jeg i indlægget ‘Aldrig din skyld, altid din skyld’ to underliggende fortællinger om mænd og kvinder, som den danske debat om køn og ligestilling præges af. På den ene siden fortællingen om kvinden som den passive, der aldrig er skyld i, hvad der hænder hende. På den anden side fortællingen om manden som den aktive, der altid er skyld i, hvad der hænder ham. Jeg pegede på, at de to fortællinger er vævet ind i vores sprog, således at vi ofte, uden at tænke over det, gentager dem, når vi taler om kønnene, ved at bruge passiv form om kvinder og aktiv form om mænd.
En lignende iagttagelse har forfatter Kristian Ditlev Jensen gjort sig. Eller i hvert fald en iagttagelse af de to fortællingers eksistens. I en kronik på Berlingske med titlen ‘Ulighedens tyranni har gjort prins Henrik til en nar’ opremser han en række eksempler på, hvor forskelligt vi ser på mænd og kvinder, og hvorledes mange af dem, der hævder at kæmpe for ligestilling, kun kæmper for ligestilling inden for områder, hvor mere ligestilling kommer kvinder til gavn. »På uforklarlig vis«, skriver han, »kan en ting være noget »urimeligt«, hvis det er en kvinde, der oplever det, mens det selvsamme er helt standard, når det opleves af en mand«.
Kronikken har en enkelt smutter. I et af dets første afsnit skriver Kristian Ditlev Jensen, at universiteterne giver bonusser til fakulteterne for at ansætte kvindelige professorer. »I øjeblikket belønnes de danske universiteter således økonomisk, hvis de ansætter en kvinde frem for en mand. Det skal forstås helt kontant. De ændrede regler fra 2008 betyder, at hvis et fakultet ansætter fem procent flere kvindelige professorer, så udløser det en bonus på omkring tre millioner kroner«, lyder det. Men det passer ikke. Praksissen blev stoppet for et par år siden, da det stod klart, at den var i strid med loven. Noget, ikke mindst professorerne Hans Bonde og Jens Ravnkilde gjorde opmærksom på.
Men ellers er det en lødig fremstilling af tilsyneladende paradokser, Kristian Ditlev Jensen oplister. Ønsket om kvoter i lukrative stillinger og fraværet af ønsker om kvoter i ikke-lukrative stillinger. Ønsket om kvoter i bestyrelser, fraværet af ønsker om kvoter på slagterier. Og så fremdeles. Emne efter emne demonstrerer forfatteren, hvordan vi har vidt forskellige forventninger til mænd og kvinder, både hvad angår deres adfærd, og hvad angår vores forestillinger om, hvad man med rimelighed kan kræve af de to køn. »Fri abort er efter min mening både nødvendig og også en fair nok ordning, hvis en kvinde ender i en regulær knibe. Hun må selv træffe det svære valg. Det besynderlige er bare, at det ofte opfattes som noget nær skandaløst, hvis man mener, at den samme ret – det helt frie valg – også burde gælde for en mand«, skriver han.
Undervejs gør Kristian Ditlev Jensen sig små konstateringer, som leder tilbage til de to fundamentale fortællinger om mænd og kvinder. Måske tydeligst i denne passage, hvor han er meget tæt på sagens kerne: »Under hele vores tilgang til køn ligger der nemlig nogle markante fordomme. Mødre er altid omsorgsfulde, og formentlig ofre for uretfærdigheder. Mænd er altid ligeglade med børn og kvinder, og de er altid potentielle forbrydere. Det giver en til tider nærmest grotesk forskel på, hvordan vi ser mænds og kvinders virkelighed, når vi samtidig under det hele har en fordom om, hvad der overhovedet er muligt«. Men også andre steder berører han det grundliggende problem. »Vi vil nemlig ikke rigtig se mænd som ofre. Og vi kan overhovedet ikke se kvinder som gerningsmænd«, skriver han eksempelvis i sin diskussion af hustruvold.
Kronikken er værd at læse, selv om det ikke tilbyder nogen løsning på problemet. Taget for, hvad det er, en konstatering af tingenes tilstand, er det aldeles glimrende. Dog er det et problem, at Kristian Ditlev Jensen sammenblander kvinders ønsker og holdninger med feministers ved at veksle frem og tilbage dem uden at sondre. »Kvinder vil nemlig helst have ligestilling, når det er dem selv, der får noget fedt ud af det«, skriver han et sted. »Og jo, det hedder en »gerningsmand«, for ingen feminist har nogensinde insisteret på, at lige akkurat det ord skulle ændres til gerningsperson eller gerningskvinde«, skriver han et andet. Det er en fejl at forveksle kvinder med feminister. Det store flertal af kvinder i Danmark er ikke feminister, og den feministiske minoritet repræsenterer ikke de danske kvinder.
Det sidste er vigtigt og kan ikke understreges nok. Feminisme er en politisk ideologi, som baserer sig på en forfejlet samfundsopfattelse, ud fra hvilken den foretager forfejlede analyser og opstiller forfejlede politikforslag. Den lader, som om den repræsenterer kvinders interesser, men har ingen legitimitet som ‘kvindeideologi’. Mange kvinder tager afstand fra feminismen, ligesom nogle mænd tilslutter sig den. Disse forhold bør man tydeliggøre, ikke tilsløre. Ingen skal forhindres i at tilslutte sig den feministiske ideologi. Men det skal ske som et frivilligt tilvalg. Ikke som konsekvens af en maskedans, hvor feminismen får lov til at optræde som noget andet, end den er.