Ifølge ny undersøgelse mener hver anden britiske mand mellem 18 og 24, at feminismen er gået for langt. Men undersøgelsen er behæftet med metodeproblemer.
Opdateret 10/8-2010, 11:06.
En ny undersøgelse fra aktivistorganisationen HOPE not hate har vakt stor opmærksomhed på tværs af medier som The Independent, New York Post og Evening Standard.
Ifølge undersøgelsen mener 50 procent af britiske mænd mellem 18 og 24, at »feminismen er gået for langt og gør det sværere for mænd at opnår succes«, mens blot 21 procent af de unge britiske mænd er uenige i udsagnet.
Flere medier opfatter det som et tegn på, at generation Z – personer født mellem 1995 og 2010 – måske slet ikke er så ‘woke’, som mange går og tror.
Metodeproblemer
Undersøgelsen, som ikke kun handler om feminisme, men et bredt spektrum af emner, har imidlertid flere oplagte metodeproblemer.
Antallet af respondenter er fint. HOPE not hate har stillet de samme spørgsmål til 2.076 personer, hvilket er mere end rigeligt til at gøre svarene anvendelige i den statistiske analyse.
HOPE not hate skriver desuden, at de har vægtet svarene, så de matcher den britiske befolkning.
Så langt, så godt.
Men her stopper det så også.
For når det kommer til måden, HOPE not hate stiller sine spørgsmål på, begynder problemerne at tårne sig op.
Det gælder ikke mindst i forhold til spørgsmålet om feminisme og mænds succes.
Hvad mener du med det?
Spørgsmålet, respondenterne har svaret på, lyder: »Synes du, at feminismen er gået for vidt og gør det sværere for mænd at opnå succes?«
Et spørgsmål, mange uden synderlig betænkningstid vil svare ja eller nej til.
Men det, de burde svare er: »Hvad mener du med »feminisme«? Hvad mener du med »er gået for vidt«? Og hvad mener du med »gør det sværere for mænd at opnå succes«? Fortæl mig det, og vær præcis, når du gør det, så skal jeg give dig mit svar.«
For uden klare afgrænsninger er svaret værdiløst. Udem dem ved den, der spørger, ikke, hvad den, der svarer, svarer på. Og det er et problem.
Det er eksempelvis ikke sikkert, at du opfatter »feminisme« på samme måde som din nabo. Eller at din nabo opfatter det på samme måde som sin kusine.
Det samme gælder i forhold til »er gået for vidt« og »gør det sværere for mænd at opnå succes.«
Tværtimod er det overmåde sandsynligt, at der vil være forskelle i opfattelsen af spørgsmålets bestanddele. Og hvis der er det, kan svarene ikke bruges til noget i en statistisk analyse.
Tænk for eksempel på spørgsmålet: »Synes du, vejret var godt i går?«
At vide, at 40 procent af danskerne har svaret »ja« til det, er værdiløst, hvis vi er ikke er klar over, hvad de baserer deres svar på.
Hvis vi ikke ved, hvor mange der synes, vejret var godt, fordi solen kom frem ud på eftermiddagen, og hvor mange der synes, det var godt, fordi det regnede indtil klokken 13, er der ingen værdi i at vide, hvor mange der synes, vejret var »godt.«
Tilsvarende er det ubrugeligt at vide, hvor mange der synes, »at feminismen er gået for vidt og gør det sværere for mænd at opnå succes«, hvis man ikke ved, hvordan respondenterne opfatter spørgsmålet og følgelig heller ikke, hvad de lægger til grund for deres svar.
Hertil kommer det problem, at spørgsmålet er umuligt at besvare, hvis man ikke har samme holdning til, om feminismen »er gået for vidt«, og at den »gør det sværere for mænd at opnå succes.«
Det er muligt at mene, at feminismen ikke er gået for vidt, men at den gør det sværere for mænd at opnå succes.
Det er også muligt at mene, at feminismen er gået for vidt, men ikke gør det sværere for mænd at opnå succes.
Men ingen af de to opfattelser er mulige at formidle, når spørgsmålet væver de to påstande sammen og afkræver respondenten et samlet ja eller nej.
Stærkt ideologisk rapport
Foruden de tekniske metodeproblemer har undersøgelsen den svaghed, at den indgår i en rapport, som bærer meget stærkt præg af, at den er produceret af en aktivistisk organisation.
Det viser sig eksempelvis i rapportens udlægning af feminisme og antifeminisme. Feminisme opfattes af rapporten som entydigt positivt, mens antifeminisme opfattes som entydigt negativt.
Et tilsvarende skel er der mellem feminisme og manderettighedsorganisationer.
Sidstnævnte opfatter rapporten som et problem, og flere sider bruges på at trække paralleller mellem manderettighedsorganisationer, konspirationsteorier og den yderste højrefløj.
»Men’s rights and anti-feminism are increasingly become a slip road to the far right, appealing to young men feeling emasculated in an age of changing social norms. While not all misogynists share racist views and not every white supremacist is a misogynist, our research has increasingly witnessed how online men’s rights and anti-feminist communities work to advance a racist political agenda. A backlash against feminism aligns male supremacy with white supremacy, as it plays on white male insecurities to push back against progressive values and increasingly liberal social norms«, lyder det eksempelvis på rapportens side 7.
»Young people also share more progressive views around LGBT+ issues. Yet young people have less positive attitudes of feminists, and many young men reject feminism as an ideology that displaces men. The overlay between male supremacy and white supremacy, and its pervasiveness among young people presents huge challenges as the men’s rights movement increasingly acts as a slip road to the far right. A backlash against feminism aligns male supremacy with white supremacy as it plays on white male insecurities to push back against progressive values and increasingly liberal social norms«, lyder det på side 8.
Tilsvarende er rapporten ikke i tvivl om, at manderettighedsbevægelsen og den »manosfære«, den menes at indgå i, er et værktøj for den yderste højrefløj, ikke en legitim kønspolitisk position.
»Misogyny and anti-feminism are critical areas where the far-right have spread out beyond their traditional remit, with areas within the organised men’s rights movement (MRA), pick-up artists and the so-called ‘manosphere’ acting as slip roads to more extreme parts of the far-right. While the far-right has always had a problem with misogyny, these tactics and connections are new.
The organised men’s rights movement acts to reassert men’s status and power at the expense of equality for others. Misogynistic resentment of women’s quest for equal rights as a threat to men’s power can easily move towards racist resentments among white men – and women – towards minorities and women, concerning what they see as a displacement of status and dominance.
Cloaked as protecting ‘free speech’ against liberal elites, MRAs promote the idea that feminism is an authoritative, controlling ideology to create room for sexism and misogyny to be legitimised through the undermining of feminist reform. In this way, feminists become linked directly to the idea of an out of touch ‘liberal elite’, one that has ‘gone too far’ and become repressive towards men, caught up in identity politics and political correctness.
A widespread rejection of feminism among young men reflects the potential power of these messages to penetrate into the mainstream with greater force than the far-right’s traditional message. These narratives speak to broader resentments about a lack of opportunity, the availability and quality of work, and issues that affect everyday life, like education and housing. They reassert a hierarchy, where white men remain at the top, and offer a scapegoat in the form of those attempting to disrupt this order«, lyder det på side 43 og 44.
Stigmatisering af feminismekritikken
At rapporten er ideologisk i sin tilgang implicerer ikke, at dens resultater er forkerte.
Andre undersøgelser af forholdet mellem holdninger til feminisme og holdninger til andre spørgsmål har vist samme tendens. Noget tyder på et sammenfald mellem kritiske holdninger til feminisme og kritiske holdninger til eksempelvis indvandring.
Ofte er det dog uklart, hvad sammenhængene skyldes. Og rapporterne, der peger på dem, synes mere optagede af at skabe koblingerne end at afklare deres årsager.
Det er næppe uafhængigt af, at rapporterne oftest, som også i HOPE not hates tilfælde, er udfærdiget af personer og organisationer med et udpræget feministisk udgangspunkt.
Ønsket om at påvise en lige linje fra kritik af feminisme til en strakt arm og terrorisme forekommer ofte større end ønsket om at undersøge, hvorfor højreorienterede opfattelser er mere udbredte blandt mennesker, der forholder sig kritisk til feminisme.
Desværre. For årsagerne kan være mange, og det er værd at undersøge, hvad det skyldes.
En hypotese, jeg endnu har til gode at se efterprøvet, er, at der ikke er plads til feminismekritik på venstrefløjen. Personer, der er kritiske over for feminisme, er nødt til at søge mod højre.
Fandtes der et parti, som var kritisk over for feminisme og anden venstreorientere identitetspolitik, men traditionelt venstreorienteret på andre områder, ville det formentlig tiltrække nogle af de feminismekritiske personer, der for nuværende befinder sig til højre for midten.
Det ville være et naturligt sted at være, hvis man er skeptisk over for feminisme, men ikke føler politisk hjemme på højrefløjen.
Den slags tanker gør man sig som sagt ikke i rapporter som den, HOPE not hate netop har udgivet. Formentlig fordi man først og fremmest er interesseret i at sætte feminismekritik i så dårligt et lys som overhovedet muligt.
Kan man tegne et billede af, at feminismekritik, racisme og terrorangreb på kvinder er tre sider af samme sag, slipper man for at forholde sig til feminismekritikkens substans.
Kan man brændemærke feminismekritikken så meget, at den bredt opfattes som illegitim, kan man vinde diskussionen uden at føre den.
Og det er, sådan er mit indtryk, i høj grad den strategi, man følger hos organisationer som HOPE not hate og i Danmark eksempelvis Cybernauterne.
Man er meget travlt optaget af at koble feminismekritik med højreekstremisme og meget lidt optaget af at forholde sig til feminismekritikkens indhold, hvilket skaber store begrænsninger i analyserne og forklaringerne.
Men er du ligeglad med det, og er du ligeglad med de metodiske problemer, kan du i HOPE not hates nye rapport finde inspiration til mange interessante overskrifter.
Hvilket nok mest er relevant, hvis du er journalist på et medie, der ikke tager sit indhold alt for alvorligt.
I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Center for Digital Pædagogik er et eksempel på en dansk organisation, der følger samme strategi i forhold til stigmatisering af feminismekritik som HOPE not hate. Det er ikke korrekt. Center for Digital Pædagogik er mere nuanceret i sin tilgang til køn og ligestilling end andre aktører. Det fremgår blandt andet af centrets incel-rapport ‘Vrede unge mænd – Viden om ekstreme onlinefællesskaber’, der ikke kun fordømmer, men også prøver at forstå, hvorfor nogle unge mænd ender i incelfora.