Mænd i SF oplever at blive fravalgt til fordel for mindre kvalificerede unge kvinder. Bør det overraske nogen? Nej.
”Der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver.” Sådan sagde Mette Frederiksen tilbage i 2006 i bogen ’Borgens Dronninger’.
Den nu 15 år gamle iagttagelse går stik imod det på venstrefløjen, i visse medier og blandt nogle kønsforskere yndede synspunkt, at kvinder i politik udsættes for strukturel diskrimination.
Til gengæld flugter den fuldstændig med, hvad flere borgerlige debattører har påpeget: Partierne vil meget gerne have kvindelige kandidater, og det fører til positiv særbehandling af kvinder i politik.
”Enhver, der har beskæftiget sig med politik, ved, at det er nemmere for kvinder at komme frem, end det er for mænd. Jeg har i hvert fald stadig til gode at møde nogen, der siger, at det er en ulempe at være en ung, køn kvinde i politik,” påpegede Anne Sophia Hermansen i 2015.
”Jeg har både været politisk aktiv og arbejdet professionelt med politik i mange år. Det er mit helt klare indtryk, at det generelle underskud af kvinder i politik får partierne til at gøre en aktiv indsats for at opdage kvindelige politiske talenter og hjælpe dem på vej,” skrev Amalie Lyhne i 2019.
Kompetente mænd og knap så kompetente kvinder
En ny KVINFO-rapport om seksuel chikane og forskelsbehandling i SF tyder på, at den borgerlige analyse holder stik. I hvert fald i SF. 2.838 medlemmer af partiet har deltaget i undersøgelsen, og flere af dem peger på en diskriminationskultur i SF, som begunstiger kvinder.
26 procent af de mandlige SF-medlemmer fortæller, at de har været udsat for forskelsbehandling i partiet, og flere af dem fortæller, at de bliver valgt fra til fordel for mindre kompetente kvinder.
”I denne spørgeskemaundersøgelses kommentarfelter tegner der sig et tydeligt mønster af, at mandlige respondenter har den oplevelse, at kvinder har en fordel i kampen om poster, fordi de er kvinder, hvorfor mændene bliver udsat for forskelsbehandling på grund af deres køn. En tendens, der fremgår, er oplevelsen af, at kompetente mandlige kandidater i partiet bliver fravalgt til fordel for mindre kvalificerede unge kvinder”, hedder det i rapporten.
De mandlige medlemmers oplevelse af at blive fravalgt til fordel for mindre kompetente yngre kvinder bekræftes af SF’s kvindelige medlemmer. 24 procent af dem siger, at de har oplevet forskelsbehandling, og flere af dem beretter om at have fået fordele i kraft af deres køn.
”Vi ser også et andet tydeligt mønster angående forskelsbehandling i spørgeskemaets kommentarfelter: kvinder, især yngre, beretter, at de ofte får at vide helt åbenlyst, at de bliver opstillet og/eller valgt, fordi de er kvinder, og ikke fordi de er kompetente,” skriver KVINFO i rapporten.
Resultatlighedens jernlov
Tilstanden i SF kan formentlig genfindes i andre partier. Navnlig dem, der bekender sig til resultatlighed.
I runde tal er en tredjedel af de danske partiers medlemmer kvinder. Gennemtvinger man i et parti, hvor det er tilfældet, at halvdelen af de opstillede kandidater skal være kvinder, vil det føre til diskrimination af de mandlige medlemmer. Det kan ikke være anderledes. Det er resultatlighedens jernlov: Hvis der er ulighed i udgangspunktet, kan lighed i resultatet kun opnås gennem diskrimination. En gruppe skal stilles bedre end en anden. Ellers går regnestykket ikke op.
Derfor er KVINFO-rapportens beretninger heller ikke overraskende. I partier, der baserer sig på resultatlighed, vil mænd med god grund føle sig fravalgt til fordel for mindre kompetente kvinder og kvinder med god grund føle sig tilvalgt på basis af køn, ikke kompetencer. Altså præcis, hvad SF’s mandlige og kvindelige medlemmer giver udtryk for i KVINFO-rapporten.
Det er centralt at forstå. Problemet er ikke, at SF har noget imod mænd. Problemet er, at SF dyrker en ligestillingsopfattelse, som uvægerligt fører til diskrimination. Det kan siges meget direkte og sættes på formel: Ligestilling af grupper fører til uligestilling af individer. Noget, en tidligere SF-profil udtrykte meget præcist, da jeg i en anden forbindelse spurgte hende om det for et par år siden.
Det var i 2014. Københavns Kommune havde vedtaget et måltal på 20 procent for mandlige medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, og det ansporede mig til at spørge den daværende Sundheds- og Omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, om man kan gå efter at ansætte flere medarbejdere af det ene køn i en forvaltning uden samtidig at forringe det andet køns chancer for at opnå ansættelse. Hun svarede meget klart: ”Nej, man kan ikke gå bevidst efter at ansætte mænd, uden at det går ud over de kvindelige ansøgeres chance.”
Det samme gælder i SF. Og i alle andre partier. Man kan ikke gå bevidst efter at opstille flere kvindelige kandidater, uden at det går ud over de mandlige medlemmers chance.
Diskriminationens pris
Det er interessant, at sexistiske praksisser som dem, der praktiseres i SF, eksisterer midt i en tid, som er præget af stor opmærksomhed på sexisme. Når det overhovedet kan ske, skyldes det formentlig retningen. Det var ikke gået, hvis det havde været omvendt og kompetente kvinder var blevet frasorteret til fordel for mindre kompetente mænd. Men her går det. Der er en anden tolerance over for sexisme, når det rammer mænd.
På den længere bane er det ikke indlysende, hvem der får gavn af SF’s kønsdiskrimination. I første omgang er det naturligvis en fordel for de kvindelige medlemmer, at de vælges til i kraft af deres køn, ikke deres kompetencer. Men fastholdes princippet, vil det over tid føre til lavere niveau hos SF’s kvindelige kandidater og højere niveau hos SF’s mandlige kandidater. Det er den uundgåelige konsekvens af at sænke kravene til en gruppe og øge dem til en anden.
Det er en pointe, som generelt er overset i debatten om køn og ligestilling: Når man gør noget lettere for kvinder og sværere for mænd, skaber man stærkere mænd og svagere kvinder. De mænd, der står tilbage på toppen af mange mænds kamp om få pladser, vil være langt mere duelige end de kvinder, der ikke behøvede at yde samme indsats i få kvinders kamp om mange pladser.
Fordi det forholder sig sådan, er det desværre kun et spørgsmål om tid, før nogen fremkommer med en analyse, der viser, at SF’s diskrimination af mandlige medlemmer i virkeligheden fungerer som en subtil kvindeundertrykkelsesmekanisme, der forhindrer kvinder i at udfolde deres potentiale. En absurd konklusion, som ser fuldstændig bort fra alle de mænd, der betaler prisen for få mænds succes, og som, når det sker, straks må modsiges.
Men den tid, den sorg. For nuværende kan vi læne os op ad KVINFO-rapporten om tilstanden i SF og konstatere, at det, Mette Frederiksen sagde for 15 år siden, er lige så rigtigt i dag, som det var dengang:
Det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik. De, der siger det modsatte, lyver.