Movia vaklede, Dansk Kvindesamfund triumferede og reklamen for stripklubben Mirage fjernes nu fra busserne. En sejr for mindreværdet, et nederlag for frisindet.
Kun et døgn skulle der gå, før Movia efter protester fra blandt andre Dansk Kvindesamfund måtte fjerne den reklame for stripklubben Mirage, jeg omtalte i går. Om beslutningen udtaler Movias centerchef Søren Englund til TV2:
– Der er lavet en fejlvurdering, og derfor tages reklamen ned i dag, og fortsætter:
– Den er på grænsen til at være pornografisk. Reklamen er meget stor. Man kan i hvert fald ikke undgå at se den i gadebilledet.
Adspurgt om selve teksten i reklamen, siger Englund:
– Det er også det. Det er på grænsen. Det er også det, at en nøgen numse fylder en hel bagende af bussen og budskabet i reklamen i øvrigt.
Reklamen vil nu blive fjernet fra de fem busser, hvis bagender den prydede.
Glæde i feministiske rækker
Hos Dansk Kvindesamfund og blandt andre feminister fejres beslutningen som en sejr over sexisme i det offentlige rum. For eksempel udtrykker komiker Sanne Søndergaard glæden således på sin Facebookside:
Om kritikken var decideret skinger, skal jeg lade være usagt. Men sure var de i hvert fald i går hos Dansk Kvindesamfund, da de på deres Facebookside truede med at indgive en officiel klage over reklamen:
Dansk Kvindesamfund har tidligere klaget til Movia og Forbrugerombudsmanden over Nygarts sexistiske reklamer, som eksponeres via Movias busser. Ikke overraskende fandt hverken Movia eller Forbrugerombudsmanden, at denne form for sexistisk og seksualiserende markedsføring var problematisk.
Men vi er klar til en omgang mere, for i Dansk Kvindesamfund giver vi ikke op. I morgen sender vi en ny klage afsted til Movia. Vi lægger den ud til fri afbenyttelse her på Facebooksiden. Følg med.
Det blev så ikke nødvendigt, da Movia bukkede under for presset med det samme.
En middelmådighedens logik
Men undskyld mig, hvad er det lige, der foregår her? Som jeg ser det, kan man opstille følgende to begrundelser for at fjerne reklamen:
- Reklamen generer alle, og derfor skal den væk.
- Reklamen generer nogen, og derfor skal den væk.
Den første af de to muligheder, kan man udelukke med det samme. Personligt generer reklamen mig ikke, og jeg kan konstatere rundt omkring på sociale medier, at andre har det på samme måde. Reklamen generer altså ikke alle. Nej, den skal væk, fordi den generer nogen.
Dernæst kan man se på, hvem disse nogen er, og hvorfor reklamen generer dem. Det er i de feministiske kredse man har kunnet finde den største modstand mod reklamen, og her angives problemet at være, at reklamen er sexistisk. Men det er uklart, hvad der egentlig menes med det. Er en reklame per definition sexistisk, hvis den indeholder et billede af en smuk kvinde? Af en kvinde uden ret meget tøj på? Af en kvinde overhovedet?
Det er svært ikke at komme til den konklusion, at Dansk Kvindesamfund og organisationens sympatisører hylder en slags middelmådighedens logik, hvis formål er at få alle til at glemme, at der eksisterer kvinder, der er smukkere end gennemsnittet. Hvordan det er endt sådan, er et spørgsmål for historieforskningen – og et interessant et af slagsen. For det er vanskeligt at forstå, hvorfor den bevægelse, der i anden halvdel af sidste århundrede kæmpede for kvinders seksuelle frigørelse, nu kæmper for at fjerne smukke kvinder fra det offentlige rum.
Forsmåede, puritanske kvindfolk?
Flere har i dagens løb ytret varianter af dette synspunkt på de sociale medier. Med størst indignation måske den konservative politiker Pernille Vermund, der på Facebook skrev følgende:
Selv om Vermund måske nok går lige lovlig meget efter kvinden og ikke bolden, så er det svært at være uenig i hendes overordnede kritik, nemlig at Dansk Kvindesamfund repræsenterer et puritansk syn på køn og seksualitet, der hører bedre hjemme i fortidens England end i nutidens Danmark.
Mindreværdet vandt over frisindet
På baggrund af de seneste 24 timers udvikling står to ting klart. For det første har Dansk Kvindesamfund bekendt kulør. Organisationen kan ikke længere hævde, at den hylder mangfoldighed og forskellighed. For er det smukke ikke også en del af mangfoldigheden og forskelligheden? Er den sexede kvinde med modelkrop ikke lige så meget kvinde som alle andre kvinder? Som så mange andre, der hævder at gå ind for mangfoldighed, har Dansk Kvindesamfund demonstreret, at de gør det stik modsatte.
For det andet har Movia vist, at selskabets evne til at agere i det kønspolitiske landskab er begrænset. Enhver med det mindste kendskab til ligestillingsdebatten ville på forhånd have kunnet forudsige, at Miragereklamen ville medføre kritik fra feministisk hold. Det burde Movia også have kunnet. Selskabet burde på forhånd have taget stilling og forberedt sin kommunikation, så svarene lå klar til den forudsigelige kritik. Her er noget at lære for Movia og for andre virksomheder, der opererer i kønspolitiske farvande: Forudse kritikken, forbered svarene og stå fast på beslutningerne.
Overordnet set må Movias knæfald for Dansk Kvindesamfunds protester forstås som mindreværdets sejr over frisindet. Det smukke og ekstraordinære skal fjernes fra det offentlige rum, fordi det er ubehageligt at se på for dem, der ikke er smukke og ekstraordinære. Reklamer for stripklubber skal væk, fordi der er nogen, der ikke bryder sig om stripklubber. Den unge, smukke kvinde skal af plakaten, fordi ikke alle kvinder er unge og smukke.
Jeg synes, det er trist. Jeg er født i 1979, så det vil nok være en tilsnigelse, hvis jeg påstår, at jeg kan huske 60’erne og 70’ernes frisind. Men jeg kan i hvert fald huske fortællingen om det. En fortælling om en mindre alvorlig og anstrengt holdning til køn og kroppe.
De sidste 15-20 år er der sket adskillige seksualitetsmoralske skred. Pornobladene blev pludselig gemt væk i supermarkederne, som var de livsfarlig medicin. Kvinder, som indtil da have badet topløse, begyndte at skjule deres bryster på stranden. I stedet for frigørelsen af kroppen og seksualiteten trådte undertrykkelsen.
I det lys er Movias beslutning om at fjerne Miragereklamen blot endnu et skridt på vejen væk fra det frisind, jeg ikke er gammel nok til at have oplevet. Væk fra en afslappet holdning til krop og nøgenhed og hen mod en opfattelse af det seksuelle som noget, der skal kontrolleres, begrænses og skjules.
Det skal blive spændende at se, hvad der sker, næste gang en reklame af denne karakter rammer Movias busser. Vil selskabet igen bøje sig for kønspolitiske protester, eller vil Movia næste gang optræde med professionalisme og myndighed? Det finder vi tidsnok ud af. For ligesom der altid kommer en sporvogn og en pige til, kommer der altid en busreklame til, som Dansk Kvindesamfund ikke kan lide.