Nej tak til viden fra feministiske holdningsmaskiner

Også SFI er nu inficeret af den feministiske bacille. Dermed forsvandt objektivitetens sidste højborg.

Forskningsleder på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Lisbeth Pedersen skriver følgende i et indlæg på Berlingske:

“KORT SAGT: NEJ, der er ikke ligeløn i Danmark – og der er gode grunde til, at der bør være fokus på dette: Den stærke kønsopdeling og den skæve lønfordeling er med til at reducere fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Det betyder en ringere udnyttelse af de menneskelige ressourcer og uudnyttede muligheder for at skabe velfærd for den enkelte borger og for samfundet. Derfor er der efter min mening god grund til at skele til de andre skandinaviske lande, hvor der er et langt mere fælles fokus på lønforskellen, og hvor man har modet til at tage den faglige diskussion frem for at gøre det til en politisk ligegyldig debat.”

Det er rystende. Lisbeth Pedersen skylder at forklare, om:

1) lønnen i diverse jobtyper er hemmelig (at ingen ved, at en sygeplejerske tjener mindre end en bankdirektør)
2) kvinder er ude af stand til at træffe informerede beslutninger.

For hvis ikke det er tilfældet, så vælger flere kvinder end mænd ganske frivilligt at uddanne sig og søge arbejde inden for erhverv, hvis lavere lønniveau de på forhånd er klar over.

Og det er ikke tilfældet. Det står enhver kvinde frit for at uddanne sig og søge arbejde inden for andre områder, hvor lønnen er høj. Mange steder vil hun endda have den fordel, at virksomhederne på grund af diskriminerende lovgivning vil foretrække hende frem for mandlige ansøgere, særligt når det gælder højtlønnede stillinger.

Tiraden om udnyttelse af ressourcer er ligeledes skræmmende at læse fra en forskningsleder på SFI. Den baserer sig på den opfattelse, at den ene køn rummer særlige kompetencer, som vil gavne virksomhederne. Det er ikke blot overordentlig tvivlsomt, om det er korrekt, men samtidig en nedvurdering af virksomhedernes dømmekraft. Virksomhederne ansætter altid de medarbejdere, de vurderer vil tilføre størst værdi. Lisbeth Pedersen anklager altså virksomhederne for ikke at kunne vurdere, hvad der er bedst for dem selv.

Til sidst er det samlet set bekymrende ud over alle grænser, at forskningsproduktionen ikke bare på universiteterne, men også steder som SFI, ledes af personer med så farvede holdninger. Både fordi det sår tvivl om rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere de steder, hvor en sådan ledelse har indflydelse, og fordi det sætter spørgsmålstegn ved den forskning, der produceres, ikke mindst i forhold til emnevalg og teoretisk udgangspunkt. Det sidste er særlig alvorligt, fordi forskningen ofte danner grundlag for den politiske debat og dermed er styrende for, hvad politikerne diskuterer, og hvordan de diskuterer det.

Man begynder at forstå, hvorfor en reel ligestillingsdebat i Danmark er umulig, når man erfarer, at det sted, som burde være objektivitetens højborg, nemlig SFI, også er inficeret af den feministiske ideologi.

Behovet for en uafhængig, ikke-feministisk kønsforskningsinstitution i Danmark har aldrig været større og mere åbenlyst. Vi har brug for reel viden. Ikke viden, der produceres på feministiske holdningsmaskiner.