Ny kampagne på Facebook under hashtagget #nejbetydernej skal ændre holdningen til voldtægt. #nejbetydernej handler om specifikke danske problemer, siger kvinden bag kampagnen, SF-politiker Lisbeth Bech Poulsen.
Det startede med et billede på Facebook i går, hvor Lisbeth Bech Poulsen holdt et stykke papir med teksten ‘#nejbetydernej’. Ved billedet skrev hun:
»3600 voldtægter hvert år – men kun 1 ud af 60 fører til dom. Vi har brug for en kulturændring. #nejbetydernej«.
Billedet blev hurtigt delt mange gange, og kampagnen tog fart. Flere uploadede billeder af sig selv med samme budskab, og det fortsætter i dag.
Specifikke danske issues
Kampagnen kræver en kulturændring i forhold til voldtægt. Men hvad ligger der i det? Jeg spurgte Lisbeth Bech Poulsen, hvem eller hvad det er, der skal ændre sig.
– Når jeg taler om ‘kulturændring’ kan det ikke overføres direkte til begreber ‘rape culture’ som bruges i fx Indien eller USA. Som du selvfølgelig er inde i, så er der en helt anden problemstilling i Indien og i USA har de problemer med fx klasseforskelle på colleges, hvor de visse steder er en adgangsbillet til nogle kredse eller bliver nedtonet af ledelsen hvis voldtægtsmanden er en vigtig atlet. Hvert land, sine specifikke problemer, svarede hun.
– I Danmark har vi vores egne. Ifølge Amnesty mener hver 7. dansker (hver 3. blandt de ældre!) at det er (kan være) offerets egen skyld, hvis man er gået hjem med (den senere) voldtægtsmand. Der er mange der mener at påklædning kan bidrage til at man selv er skyld i det. Dét er nogle af de issues der er, uddybede hun.
Lisbeth Bech Poulsen refererer til en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Amnesty, der tidligere i år viste, at ca. hver syvende dansker mener, at en kvinde har et medansvar for voldtægt, hvis hun frivilligt går med en mand hjem.
Både mænd og kvinder støtter kampagnen
Kampen mod voldtægt er en fælles sag på tværs af køn, og flere mænd har taget kampagnen til sig. En af dem er debattør og medlem af Liberal Alliance Rasmus Brygger, der med dette billede viser sin sympati for budskabet.
Rasmus Brygger har i sit opslag kopieret Lisbeth Bech Poulsens opfordring til en kulturændring. Derfor var det naturligt også at spørge ham, hvad det er for en kulturændring, han mener, vi har brug for.
– At en person vælger at voldtage en anden kan skyldes mange ting. Men jeg mener bestemt, at det også har noget at gøre med den enkeltes syn på køn og seksualitet. Ser man på andre (uanset om det er mænd eller kvinder), som et seksuelt objekt, som man kan forvente eller kræve sex af, så opstår problemet. Det er ikke for at sige, at den gennemsnitlige dansker har et sådant syn på andre, men der er også bestemte lag, hvor en voldtægt er mere accepteret end andre steder. Ellers var mængden af voldtægter ikke på et sådant niveau, som vi ser det i dag, svarede Rasmus Brygger.
Jeg spurgte ham samtidig, hvilke forventninger han havde til kampagnen. Ville den ændre holdningen til voldtægt, og ville den ændre antallet af voldtægter?
– Jeg tror, at der skal mere til en kampagner for at gøre en mærkbar ændring ved antallet af voldtægter. Men ja, jeg tror faktisk at den offentlige debat og sådanne kampagner kan rykke ved opfattelsen af voldtægt. Ikke fordi danskerne i forvejen ikke ser voldtægt som noget forfærdeligt, men fordi jo mere vi snakker om det, jo mere vil andre også forstå, hvordan det øvrige samfund ser det som uacceptabelt, svarede han.
»Mange antifeminister ser det som en form for angreb på dem«
På Rasmus Bryggers Facebookside opstod i forbindelse med opslaget en diskussion om grundlaget for påstanden om, at kun en ud af tres voldtægtsforbrydere dømmes.
Flere fremførte det synspunkt, at de 3.600 anslåede årlige antal voldtægter kun er et estimat, og at forskerne bag den rapport, der henvises til – Det Kriminalpræventive Råds Offerundersøgelse 2013 – selv gør opmærksom på tallenes usikkerhed i rapporten. I kommentarsporet brugte Rasmus Brygger ordet »antifeminister« om dem, der diskuterede tallenes rigtighed.
Jeg spurgte ham derfor afslutningsvis, hvorfor han reagerede så negativt på den del af diskussionen. For er det ikke, også i debatten om voldtægt, vigtigt at diskutere på det rigtige grundlag?
– Jo, selvfølgelig er det vigtigt at have de rette tal på plads i en debat. Jeg er ofte ude og kritisere andre for at bruge upræcise tal, f.eks. når der er kritik af liberal politik el.lign. Det jeg mener, at man skal bide mærke i, er at det næsten konsekvent var antifeminister, der satte spørgsmålstegn ved tallene – nøjagtig ligesom det oftest er liberale der sætter spørgsmålstegn ved socialisternes tal om liberal politik. Og det undrer mig ærligt talt, for det må betyde, at mange antifeminister ser det som et form for angreb på dem eller som noget, hvor det er meget vigtigt, om det reelle tal for årlige voldtægter er 2600, 3600 eller 4600, svarede han.
– Fra min side af, et det på ingen måde et angreb på antifeminister og jeg savner, at vi kunne tage denne debat uden at den skulle afspores om en debat om undersøgelsens validitet. Det er som alle andre undersøgelser noget, der er bygget på en hvis usikkerhed, men ærligt talt: Så vigtigt er det heller ikke om fordelingen er 1 til 60, 1 til 40 eller noget helt tredje. Nu bliver der bare brugt et relativt moderat tal (der er jo også analyser, der peger på langt højere antal voldtægter) og det er fint at tage som udgangspunkt i en debat, om det høje antal voldtægter og det lave antal anmeldelser, uddybede han.