Den seksualiserede krop er under angreb, og hvis ingen tager den i forsvar, er den dømt til at uddø. I Sverige er det tæt på at ske.

I Danmark blusser kritikken af seksualiserede kroppe i reklamer op fra tid til anden, og af og til må fx et busselskab pille en reklame ned. I Sverige har to feministiske organisationer slået sig sammen om kampagnen Reklamera, som går langt mere systematisk til værks.

Reklamera

Reklamera opfordrer alle til tage billeder af “kønsdiskriminerende” reklamer, indsende billeder til Reklamera, som derefter vil klage til de relevante myndigheder samt lave opslag om sagen på sin Facebookside. Reglerne fremgår af dette screenshot fra en video, Reklameras har lavet. Videoen kan du se længere nede i artiklen:

Reklamera består af en hjemmeside og en Facebookside. På Facebooksiden får man et godt indtryk af, hvad det er for reklamer, Reklamera kæmper for at få fjernet, og hvordan de gør det. To eksempler:

»Reklamen er objektiviserende og bidrager til seksualisering af kvinder i det offentlige rum og øget uligestilling«, skriver Reklamera altså oversat til dansk om Lancômes mascarareklame. Noget, man efter min bedste overbevisning skal have et særligt blik for at kunne se på den i mine øjne uskyldige reklame.

Objektivisering af kvinder går ud over unge piger

Argumentet om, at flotte kvindekroppe i reklamer i det offentlige rum skader unge piger, fordi det giver dem urealistiske forventninger til deres egne kroppe, er Reklameras hovedargument mod reklamerne.

For at underbygge denne påstand gennemførte Reklamera i 2013 en undersøgelse blandt unge mellem 13 og 30 år om reklamer og sundhed. Et af spørgsmålene var dette:

»Har reklamer nogensinde fået dig til at ville ændre på noget hos dig selv?«, kan det oversættes til, og minsandten om ikke store dele af de adspurgte – ca. 1.000 i alt – svarede ja til det.

Her må jeg som sociolog indskyde to ting. For det første, at man populært sagt er skidt kørende, hvis man bruger ord som “nogensinde” og “noget” i sine spørgsmål i en surveyundersøgelse. Det giver meget dårlige data. Blandt andet fordi folk ikke er klar over, hvad de specifikt svarer på. Nogle svarer “ja” ud fra én opfattelse af spørgsmålet, andre ud fra en anden.

For det andet, at det er metodisk klamphuggeri, undskyld udtrykket, at spørge folk om den sammenhæng, man søger at påvise eller afvise. Reklameras metode svarer til at spørge 1.000 unge piger, om de er vilde med Justin Bieber, fordi han synger godt. Det vil rigtig mange af dem svare ja til. Men beviser det, at unge piger er vilde med Justin Bieber, fordi han synger godt? Nej, naturligvis ikke. Der kan være mange andre årsager, og det er muligt, at pigerne end ikke er klar over, hvorfor de er vilde med ham. Årsagen kan være en anden, end de tror, den er; ja, det kan endda være, at de slet ikke er vilde med ham, men med noget andet, som han blot er en katalysator for. Det er undersøgelsens opgave at efterprøve forskellige hypoteser, og det gør man ikke ved at spørge respondenterne, om de kan bekræfte den sammenhæng, man søger at påvise.

Det, vi ikke bryder os om, skal forbydes

Men det er nok også sekundært for Reklamera, om sammenhængen mellem reklamer og unges ønske om at ændre noget ved sig selv kan påvises. Kampagnen handler givetvis mere om kønspolitik end om unges velbefindende. De unge er blot gidsler i en ideologisk kamp. En kamp, hvis formål det er at ændre samfundet, så det kommer til at afspejle de feministiske værdier, Reklamera udspringer af.

Hvorfor de feministiske organisationer i disse år har set sig så sure på den seksualiserede krop, skal jeg ikke spekulere i (selv om det er bemærkelsesværdigt, hvor langt den nuværende feministiske puritanisme ligger fra 70’ernes seksuelle frigørelsesprojekt).

Jeg vil nøjes med at kritisere den tankegang, der ligger bag, og som kan formuleres således: »Hvis vi ikke bryder os om noget, skal det ikke eksistere; vores værdier er vigtigere end andres, og derfor skal samfundet indrettes efter dem«.

For det er, hvad feministiske kampagner som Reklamera siger, og det er på det grundlag, feministerne bag dem handler. I stedet for at nøjes med at samles om ikke at bryde sig om en bestemt type reklamer – hvilket ingen kan have noget imod – går de skridtet videre og samles om at kræve, at samfundet indrettes efter deres hoved, efter deres smag.

Dér står jeg af. Denne insisteren på at bestemme, hvad andre mennesker skal og ikke skal, herunder hvilke reklamer de skal have mulighed for at se, er en af årsagerne til, at jeg aldrig kommer til at kalde mig feminist.

Snart på en Facebookside nær dig

Kender man de danske feminister ret, går der ikke længe, før konceptet bliver kopieret i Danmark. Reklamera passer fint ind i den normkrig, også danske feminister fører.

Det er en trist udvikling. Som Nima Zamani har gjort opmærksom på i en klumme, virker det, som om de ekstreme feminister, også kaldet radikalfeministerne, har overtaget hele den feministiske scene og erstattet diskussionen af reelle ligestillingspolitiske problemer med Twitter-kampagner, selviscenesættelse og førsteverdensdebatter om smag (fx som Reklamera: Sådan må en kvinde godt se ud i reklamer, sådan må hun ikke).

På et eller andet tidspunkt må man forvente en reaktion fra alle de feminister, der, når man spørger dem, siger, at de ikke deler radikalfeministernes synspunkter. Lige nu kører de ekstreme feminister bussen, mens de moderate sidder på bagsædet. Helt uden at vide, hvor de er på vej hen.

Samtidig må vi andre tage stilling. Skal vi tilslutte os radikalfeministernes ønske om en verden baseret på radikalfeministiske værdier, eller skal vi sige nej tak? Personligt er jeg ikke i tvivl. Jeg vil gerne have, at der også i fremtiden findes reklamer, jeg ikke synes om. Det er sundt at blive mindet om, at der findes andre mennesker end én selv, og at det ikke er alle, der har den samme smag. Den totale krig mod den seksualiserede krop kommer til at foregå uden min deltagelse.

Video og links

Du kan se Reklameras video nedenfor. Reklamera finder du på Facebook her og beskrevet på hjemmesiden hos Sveriges Kvinnolobby her.