Reaktionerne på Amnestys beslutning om at støtte legalisering af prostitution viser, hvad radikalfeministerne er gjort af.
På baggrund af lang diskussion og med udgangspunkt i at forbedre forholdene for prostituerede verden over besluttede Amnesty International for nogle dage siden at støtte legalisering af prostitution.
Det har affødt en interessant debat, som ikke kun rummer intern splid blandt feminister, men også udstiller, at de mest ekstreme af slagsen, radikalfeministerne, interesserer sig mere for ideologiske synspunkter end for mennesker.
Samtidig afsløres denne gruppes holdning til mænd. Radikalfeministerne, der opfatter alle andre end sig selv som “kvindehadere”, udviser i diskussionen om prostitution et mandehad, som ikke er til at tage fejl af.
Seksualdrift er vigtigere for mænd end medfølelse
Henrik Marstal, erklæret radikalfeminist, skriver følgende i et indlæg på Politiken.dk:
(…) jeg er af den opfattelse, at prostitution er og bliver en skamplet på menneskeheden, som kun har kunnet opstå, fordi især mænd verden over er blevet opdraget til at lade medfølelsen med ethvert menneske, der udnyttes seksuelt mod betaling, vige for hensynet til udfoldelsen af sin egen seksualdrift.
Han fortsætter:
Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvordan seksuel udnyttelse af et andet menneske mod betaling kan betragtes som en socialt anerkendt og normal handling.
Og fortsætter:
Prostitutionsindustrien har vundet en eklatant sejr ved at få Amnesty International til at anerkende prostitution som noget, der alligevel ikke rigtig kan stilles noget op imod (for mænd er jo mænd, ikke sandt?), og som derfor lige så godt kan afkriminaliseres én gang for alle.
Vi tager det igen. Ifølge Marstal er mænd i hele verden blevet opdraget til at lade medfølelse vige for hensynet til egen seksualdrift (tak for kaffe). En gensidig, frivillig aftale mellem to parter er ifølge Marstal udnyttelse (hvis det er rigtigt, skal Marstal ikke købe kager til kaffen, da det er udnyttelse af bageren, uanset hvad bageren selv mener). Og han runder sin opvisning i misandri af med mere end at antyde, at mænd jo i grunden er nogle perverse svin, der kun tænker på at udnytte kvinder med formuleringen: »for mænd er jo mænd, ikke sandt?« (her må man overveje at afbryde kaffemødet af hensyn til sin tåbelighedstærskel).
Intet sted i sit indlæg forholder Marstal sig til, at Amnestys støtte til legalisering af prostitution sker for at sikre især kvindelige prostituerede bedre forhold, og at Amnestys støtte baserer sig på bunke efter bunke af forskning, som viser, at legalisering stiller de prostituerede bedre i forhold til afgørende områder som sikkerhed og sundhed.
Og hvorfor ikke? Fordi det for Marstal slet ikke i første række handler om de prostitueredes vilkår, men om at gentage sine angreb på mænd og mandlig seksualitet. Marstal udviser igen det, jeg før har kaldt ideologiblindhed; han ser på verden gennem ideologiske briller og er derfor ude af stand til at se alt det, der ligger uden for radikalfeminismens synsfelt. Resultat er, som det fremgår, en skinger kritik uden substans.
Prostitution er mænds ret til seksuel vold for penge
Mindst lige så skinger – siger og skriver skinger – er retorikken fra organisationen 8. Marts Initiativet, der oprindeligt blev stiftet af Dansk Kvindesamfund, og som fortsat er tæt forbundet med Danmarks største kvindesagsorganisation.
8. Marts Initiativet meddeler, at de ikke længere opfatter Amnesty som en menneskeretsorganisation, men som en manderetsorganisation. Ligesom Marstal fokuserer 8. Marts Initiativet mere på sin egentlige modstander, manden, end på de kvinder (og mænd), der arbejder med salg af sex, og hvis vilkår diskussionen burde handle om.
I et meget langt opslag på Facebook skriver 8. Marts Initiativet blandt andet:
Amnesty har valgt sexindustriens side og forladt kampen for kvinders menneskerettigheder. Amnesty er ikke længere en fremadskuende menneskerettighedsorganisation, men en bagudskuende manderettighedsorganisation. 8. marts-initiativet anbefaler, at man melder sig ud af Amnesty Danmark, fordi
• kvinder ikke er en salgsvare
• prostitution ikke er et arbejde
• en legalisering af rufferi vil skade kvinders rettigheder
• sexkøb er vold mod kvinder og bør være strafbart.
Og:
Prostitution udtrykker manglen på ligestilling og respekt for kvinder i sin reneste form: den prostituerede kvinde reduceres til et seksuelt salgsobjekt og sættes til salg for mænd. Prostitution er en industrialiseret form for mænds seksuelle vold mod kvinder.
Og:
Man vil ikke begrænse mænds ret til at begå seksuel vold mod prostituerede for penge – drivkraften bag sexindustriens globale ekspansion og den omfattende menneskehandel til prostitution
Og:
Volden mod prostituerede kommer ikke ud af den blå luft. Den begås af mænd, der køber sex. Den kan have mange ansigter – være fx fysisk, psykisk, materiel eller af økonomisk karakter. Men kernen i volden er den selvfølgelighed, hvormed mænd køber sex: Jeg betaler dig for at have magten over dig, mens du er allermest sårbar, og jeg gør det, bare fordi jeg kan.
Og:
Dette over-underordningsforhold, som også er prostitutionsstigmaets kerne, er kulturelt betinget og kan ikke fjernes ved at omdefinere prostitution som et arbejde eller legalisere retten til at tjene på andres prostitution. Magten/retten til at fornedre kvinder seksuelt er sexkøberens turn on. Fornedrelsen af den prostituerede er kommet for at blive.
Amnesty vil ikke adressere mænds ansvar. Man påstår at arbejde for ligestilling og mod vold mod kvinder. Man beskriver, at prostituerede udsættes for vold og er sårbare. Men ignorerer voldsmanden i prostitution. Han skal gå fri, dekriminaliseres, beholde sin magtposition. Med den position lukker organisationen endegyldigt for retten til at kalde sig en menneskerettighedsorganisation.
For 8. Marts Initiativet er køb og salg af sex per definition undertrykkelse og per definition seksuel vold mod kvinder. Manden er den utvetydigt onde. Manden, der køber en seksuel ydelse, er en voldsmand. Prostitution er en industrialiseret form for mænds seksuelle vold mod kvinder. Meget mere vil jeg ikke skrive om 8. Marts Initiativet. Hvis du læser, hvad de skriver, og har svært ved at identificere deres ekstreme holdninger og deres had til mænd, kan jeg alligevel ikke hjælpe dig.
Prostitutionsdebatten udstiller radikalfeministernes ekstremisme
Det er sundt, at debatten om Amnesty har fået holdningerne trukket op. Ofte i debatter om ligestilling mødes kritik af feminisme med, at den kritiske part ikke har forstået, hvad feminisme handler om.
Nogle gange delvis med rette. For feminisme er flere ting, og det mest korrekte er at tale om feminismer i stedet for feminisme (om end det så i praksis er ganske besværligt). Fx er det langt fra alle feminister, der er enige i radikalfeministernes mandehadende ytringer.
De feminister, der ikke er det, har nu en mulighed for at tage afstand fra de mest ekstreme fortalere for den ideologi, de deler. Og det bør de gøre.
Prostitutionsdebatten har udstillet radikalfeministernes ekstremisme. Det er nu op til resten af det feministiske Danmark at tage stilling til, om den ideologiske kamp mod mænd er vigtigere end forbedringer af forholdene for prostituerede.
Når røgen har lagt sig, vil det være klart, hvem der kæmper for hvad.