Ny engelsk rapport er gladere for at konkludere end for at dokumentere.
En rapport fra University of the West of England med navnet Costing the Invisible fortæller, at lavt selvværd hos piger kan have negative samfundsøkonomiske konsekvenser og peger på, at mediernes kvindebilleder er en del af forklaringen.
Op til 200.000 kvindelige “business professionals” og 40.000 kvindelige iværksættere vil problemet ifølge rapporten koste Storbritannien i 2050, hvis der ikke gøres noget for at modvirke udviklingen.
Rapporten er 41 sider lang, hvoraf de 9 udgøres af billeder med citater fra rapporten som dette:
Makværk
Rapportens gennemgående argument er, at kvinders negative selvopfattelse koster samfundet penge. Men ingen steder i rapporten dokumenteres det, at det skulle være tilfældet. Det indrømmer forfatterne selv i det eneste afsnit, der rent faktisk forholder sig til de forventede samfundsøkonomiske omkostninger:
“There is only one piece of research that makes direct claims about the cost of low self/body-esteem in women to the UK economy. This was commissioned by Dove and conducted by the Future Foundation1. 11 to 17 year old girls in the UK with low self/body-esteem are less likely to report that they would be competent at professional occupations than do girls with high self/body-esteem. The impact of self/body-esteem on girls’ expectations for success is particular strong among high-achieving girls (The Future Foundation, 2012). Modelling the longer term consequences of this low self/body-esteem in girls, they posit that “it could deprive the country of 200,000 business professionals and 40,000 female entrepreneurs by 2050”.” (CtI, p. 17).
Vurderingen af de samfundsøkonomiske omkostninger baserer sig altså på én undersøgelse, der viser, at piger med lavt selvværd i lavere grad end piger med højt selvværd ser sig selv som kompetente i “professional occupations”. Der er således tale om et skøn – og endda et meget tvivlsomt et af slagsen.
Rapportens problemer
Rapporten konklusion er gætværk ud fra gætværk. Det kan ikke udelukkes, at pigers selvopfattelse spiller en rolle for deres muligheder på arbejdsmarkedet – ligesom det ikke kan udelukkes, at det samme gælder for drenge – men at konkludere i en videnskabelig rapport, at det er tilfældet, bør kræve mere end en henvisning til en undersøgelse, der alene forholder sig til, hvad pigerne selv tror om fremtiden.
Den manglende dokumentation er imidlertid ikke rapportens eneste problem. Et andet er, at rapporten udelukkende ser på de mulige samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med lavt selvværd hos piger, men ikke ser på de mulige samfundsøkonomiske gevinster forbundet med samme.
Man behøver næppe være Bjørn Lomborg for at regne ud, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, når det kommer til samfundsøkonomi. Lavt selvværd og fokus på kroppen må formodes at skabe efterspørgsel på varer og ydelser som fitnesscentre, slankepiller, grøntsager, selvhjælpsbøger, etc. på den ene side og is, chokolade, etc. på den anden og dermed bidrage positivt til samfundsøkonomien. Denne effekt skal naturligvis modregnes, når man ser på omkostningerne ved lavt selvværd. Det gør rapporten ikke.
Et tredje problem er, at rapporten ikke forholder sig til, hvad de 240.000 kvinder, rapporten påstår, samfundet går glip af som “business professionals” og iværksættere i 2050, vil ende med at arbejde med i stedet for. Er det et problem, hvis de bliver sygeplejersker, lærere og psykologer? Og hvad koster det i givet fald samfundet? Heller ikke det giver rapporten nogen svar på.
Feel good science
Rapportens præmisser, metoder og konklusioner er kritisable. Når man læser rapporten, får man desuden det indtryk, at forskerne har brugt mere tid på at lave flot design end på at forholde sig kritisk til genstandsfeltet; rapporten er, for nu at sige det på engelsk, i højere grad likeable end credible.
Costing the Invisible er et eksempel på, hvad man kan kalde ‘feel good science’; empirien er tvivlsom, og argumentationen er svag, men det betyder ikke så meget, når bare budskaberne og konklusionerne er rare.
Forskerne hævder at have inkluderet indsigter fra 25 empiriske studier med et samlet antal på 49.000 piger og kvinder mellem 10 og 60 år. Det lyder godt. Men når studierne enten er mangelfulde eller bliver anvendt forkert, spiller det ingen rolle, om man henviser til 25 eller 250 studier.
Ukritisk dansk læsning af rapporten
Rapporten er allerede blevet omtalt i de danske medier, blandt andet i Information, hvor rapportens problematiseringer af krop og selvværd gennemgås med større interesse end her. Til gengæld forholder Information sig aldeles ukritisk til påstandene om de samfundsøkonomiske konsekvenser:
“Deres skøn er, at det britiske erhvervsliv vil være blevet snydt for 200.000 højt placerede ansatte i 2050. Det store tal beror blandt andet på, at de piger, der føler sig mest tynget af deres selvbillede, oftest er piger, som klarer sig meget godt i skolen. Deres manglende ambitioner på egne vegne bliver en enorm stopklods. De får aldrig realiseret deres sande potentiale.
Hvad man kan gøre ved så omfattende et problem er stadig svært at sige, konkluderer forfatterne. Problemerne befinder sig både på sociale, samfundsmæssige og kommercielle niveauer og har mange år på bagen. Den manglende opmærksomhed om de faktiske konsekvenser af kvinders dårlige selvbillede har gjort, at dette er et overset område. De håber, at rapporten vil skabe grobund for nye større undersøgelser, der sætter fokus på emnet.”
Rapporten har også nået de sociale medier. Fx skriver feminist og debattør Rasmus Brygger på Facebook:
“Det her er rigtigt interessant – og uanset om vi taler om drenge eller piger, så er det tydeligvis nødvendigt, at vi er opmærksomme på de unges selvopfattelse.”
Ligesom Information forholder Brygger sig ikke til rapportens tvivlsomme kvalitet.
Et nyt lavpunkt
Costing the Invisible markerer et nyt lavpunkt i ligestillingsdebatten. Rapportens bedste afsnit er dens sidste, hvori forskerne opfordrer til, at problematikkerne bliver nærmere undersøgt. Meget gerne af andre forskere, må man tilføje.
Costing the Invisible bidrager ikke konstruktivt til en diskussion af krop, selvopfattelse og samfundsøkonomi i det senmoderne samfund. Rapporten er intet andet end en opsummering af andres forskning, og forskerne bag rapporten virker mere interesserede i at præsentere deres budskab end at dokumentere de sammenhænge, det burde hvile på.
Costing the Invisible berører nogle interessante områder, som forskningen bør undersøge nærmere i fremtiden, herunder ikke mindst hvad nye medier og nye teknologier betyder for menneskers sociale interaktion. Mulighederne for hele tiden at spejle sig i andre og lade sig vurdere af omverdenen rummer formentlig både potentialer og faldgruber, som de humanvidenskabelige forskere endnu ikke har identificeret.
Der er derfor god grund til at undersøge de områder, Costing the Invisible beskæftiger sig med. Men det skal ske ud fra almindelige videnskabelige kriterier. Forskerens opgave er at undersøge, hvordan verden er; ikke at argumentere for, hvordan forskeren synes, verden burde være.