Kønsrollerne udfordres i julens legetøjskataloger. Det må du godt have mening om. Men det bør en kønsforsker ikke have.
Politiken fortæller i en artikel, at legetøjskæderne i denne juls legetøjskataloger har taget et skridt væk fra de traditionelle kønsroller. Derfor leger pigerne med traditionelt drengelegetøj og drengene med traditionelt pigelegetøj på de glitrede sider, fortæller salgsdirektør Jan Nyberg til avisen:
– Vi har mærket, at forbrugerne forventer, at vi gør op med den gammeldags opfattelse af legetøj, og derfor har vi mange billeder, hvor pigerne også leger med softguns, og drengene leger med dukker.
Artiklen fortæller samtidig, at mens legetøjskæderne således fremstiller drenge og piger anno 2014 anderledes, holder de store supermarkedskæder fast i de traditionelle kønsroller. Som pressechef for Dansk Supermarked Mads Hvidtved Grand udtrykker det:
– Der er flere piger, der leger med Barbie, end drenge. Og der er flere drenge, der leger med Ninja, så vores kataloger afspejler virkeligheden på drenge- og pigeværelserne
Kønsforsker gør indsigelser
Politiken har foruden aktørerne i legetøjsbranchen også talt med kønsforsker Dorte Marie Søndergaard, der er professor i socialpsykologi ved Aarhus Universitet. Professoren, der burde kunne forventes at være den objektive analytiker i forhold til udviklingen, er skuffet over, hvor lidt der er sket i forhold til at ændre på kønsrollemønstrene i katalogerne.
– Legetøjskæderne tager kun et lille skridt, for den verden, børnene stilles i udsigt at lege med, bearbejde, håndtere og underholde sig med, bekræfter stadig kønsstereotyperne. Barbieuniverset er lyserødt hele vejen igennem og fortæller historien om kvinders udseende som storbarmede og gennemført anorektiske. Det samme med dukkerne til drenge. De ligner heller ikke almindelige mænd, siger Søndergaard til Politiken.
Hun fortsætter:
– Supermarkederne har åbenbaret ikke orket at lytte til kunderne, og det synes jeg er ærgerligt.
Objektiv eller normativ forskning?
Det er et klassisk videnskabeligt ideal, at forskeren skal være objektiv i forhold til sit genstandsfelt. Forskerens opgave er at undersøge, hvad der sker og forklare, hvorfor det sker, men overlade værdibaserede vurderinger til andre. Det er et ideal, der er i særdeleshed er vigtigt i samfundsvidenskaberne, hvor genstandsfelterne ofte er lettere at få sympati for end i naturvidenskaberne, fordi de udgøres af mennesker.
Den indlysende årsag til dette videnskabelige ideal er, at et forskningens troværdighed risikerer at lide skade, hvis forskeren har et normativt udgangspunkt i stedet for et objektivt. Personlige, politiske eller andre sympatier, som forskeren har for det, han eller hun studerer, opfattes derfor som et problem.
Når tandpastaproducenter får lavet undersøgelser af deres mærkes fortræffeligheder, kan de fleste gennemskue, at undersøgelsen skal tages med et gran salt, da en sådan undersøgelse aldrig vil nå til nogen anden konklusion, end at det pågældende mærke er bedst – og at den, hvis den skulle gøre det, aldrig vil blive offentliggjort.
Samme troværdighedsproblem får samfundsforskningen, hvis ikke samfundsforskerne entydigt tilgår deres forskning objektivt.
“Det synes jeg er ærgerligt”
Det er et problem, at professor Dorte Marie Søndergaard ikke fastholder dette ideal i sine udtalelser til Politiken. Tag fx denne del af den ovenfor citerede udtalelse:
“Legetøjskæderne tager kun et lille skridt, for den verden, børnene stilles i udsigt at lege med, bearbejde, håndtere og underholde sig med, bekræfter stadig kønsstereotyperne.”
Sætningen kan ikke læses anderledes, end at:
- Kønsstereotyperne er et problem og noget, legetøjskæderne skal væk fra
- Legetøjskædernes ‘lille skridt’ er for lille (hvad understreges af ordet “kun”).
Men er det professorens opgave som forsker at forholde sig til, om udviklingen går i “den rigtige retning”, og om den gør det hurtigt nok? Nej. Det hører til andre sfærer at diskutere, hvilken udvikling der er ønskværdig. Søndergaard bør alene dokumentere, hvad der sker, ikke forholde sig til, om det, der sker, er positivt eller negativt. Gør hun det – og det gør hun – bryder hun med idealet om forskningens objektivitet.
Endnu mere tydeligt bliver det i Søndergaards konkluderende udtalelse:
“Supermarkederne har åbenbaret ikke orket at lytte til kunderne, og det synes jeg er ærgerligt.”
Havde Søndergaard været politiker eller debattør, havde hun fint kunnet udtale sig, som hun gør. Men som forsker – og endda professor – bør Søndergaard fuldstændig afholde sig fra vurderende udsagn om det genstandsfelt, hun arbejder med.
Når en forsker synes, at en bestemt udvikling er ‘ærgerlig’, så rejser det en lang række spørgsmål til forskerens fremtidige troværdighed:
- Vil forskeren være selektiv i sin tilgang til empirien for at skabe resultater, der bekræfter og styrker forskerens normative synspunkter?
- Vil forskeren tilrettelægge sine undersøgelser på måder, der fremmer de resultater, forskeren anser for at være ønskværdige?
- Vil forskeren i sit arbejde henvise til andre forskere, der peger på konklusioner, forskeren ikke ønsker, eller vil forskeren udføre ‘cherry picking’ og alene henvise til forskere, der har det samme normative syn på genstandsfeltet som forskeren selv?
Spørgsmål, som kan opsummeres til dette ene: Kan man regne med de resultater, forskeren fremviser, når forskeren på forhånd har tilkendegivet en sympati for bestemte udfald?
Et alvorligt problem
For få dage siden skrev vi om Foreningen for Kønsforskning, der på trods af en påstået insisteren på at arbejde for midler til alle former for kønsforskning, herunder også ikke-feministisk kønsforskning, på sin hjemmeside fortæller om sig selv under et billede af det mest kendte feministiske ikon. Foreningen gav i 1999 Dorte Marie Søndergaard sin ‘Kraka-pris’ for bogen ‘Tegnet på kroppen: Køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia’.
Professor Dorte Marie Søndergaard er blandt andet medlem af Akademisk Råd på Danmarks Pædagogiske Universitet og medlem af styringsgruppen for ph.d.-uddannelsen i Kvinde- og Kønsstudier i Danmark.
En magtfuld kvinde
Det er med andre ord ikke en hvilken som helst forsker, der i dagens artikel i Politiken gør sig til talsmand for, at en bestemt udvikling i legetøjskatalogernes indhold er bedre end andre. Tværtimod er det en forsker, der er med til at afgøre andre forskeres skæbner.
Det er dybt problematisk, at en magtfuld professor udtaler sig, som Søndergaard gør. En ting er, hvad det betyder for opfattelsen af Søndergaards fremtidige forskning. Men en anden er, hvad det betyder for kommende kønsforskeres muligheder, at der på toppen af hierarkiet eksisterer og udbredes et normativt syn på forskningens genstandsfelt.
Hvis en ph.d-ansøger har to projekter, han eller hun overvejer at søge midler til, hvilket vælger han eller hun så fra? Det, som vil undersøge børns kønsroller fra et objektivt synspunkt, eller det, som anlægger et kritisk syn på de traditionelle kønsroller? Det skal man næppe være professor for at regne ud.
Dorte Marie Søndergaards normative tilgang berører således ikke kun hendes egen forskning, men også andre forskeres valg af genstandsfelter, metoder og i sidste ende resultater. Det er et alvorligt problem.
Reelligestilling.dk vil på baggrund af professorens udtalelser til Politiken tage kontakt til Aarhus Universitet for at spørge om universitetets holdning til, at dets ansatte forholder sig normativt til genstandsfelterne for deres forskning.