Udviklingen af den perfekte krop i den vestlige verden
Lad ikke titlen vildlede dig. Den perfekte krop findes ikke, og beviset er her.
Problemer med kropsbilleder er et fænomen, som vi hører meget om i nutidens medier. Problemet har nok fundet sted i lang tid, men siden internettet gav en stemme til alle, hører vi om det hver dag. Og det er faktisk et seriøst problem, fordi det kan påvirke vores mentale sundhed såvel som vores fysiske helbred på negativ vis.
De seneste diskussioner omkring emnet har dog særligt haft stort fokus på kvinder. For eksempel har mange talt om Londons borgmester og hans initiativ til at forbyde reklamer i metroen, som lægger »unødigt pres på kvinder til at tilpasse sig til næsten umulige kropsidealer«.
Men oftest bliver mænd ikke en gang nævnt i artiklerne, ligesom de heller ikke bliver nævnes af borgmesteren.
Misforstå mig ikke. Der er et enormt pres på kvinder i dag til at stræbe efter den »perfekte« krop, men der er også meget pres på mænd.
Der er dog nogle få artikler derude, som mænd kan få godt af, men de fokuserer for det meste på, hvor stort et problem det er, og at vi bliver glemt i forhold til kvinder – men sjældent om hvad vi skal gøre ved det.
Hvorfor er det sådan?
Jeg tror ikke, det er fordi, folk er ligeglade, eller fordi de er overbeviste om, at det kun er et alvorligt problem for kvinder. Nej, jeg tror, det er fordi, mænd ikke er opsat på at snakke om det. Kvinder har, til min erfaring, større tendens til at tale med hinanden om deres kroppe og følelser og give hinanden komplimenter, hvilket, jeg tror, hjælper meget på problemet. Hvis du for eksempel spørger din far, hvad han synes om sin ølmave, svarer han nok: »Det er bedre at have en hel kasse, end en sixpack«, eller noget lignende.
Problemet er, at den moderne kultur stadig ikke har fuldt ud accepteret mænd, der åbner op for deres følelser. Og jeg mener, at den bedste måde at løse problemet på er at dele sine meninger, oplevelser og viden om emnet. Det giver perspektiv og forståelse for, hvad kropsidealer er, og hvem eller hvad der vedligeholder dem.
Derfor har jeg valgt at lave en infografik, der viser de vestlige kropsidealer gennem de sidste 200 år for begge køn. Forhåbentlig kan det hjælpe både mænd og kvinder, der har svært ved at acceptere sig selv, til at se, hvor falske og opfundne de moderne kropsidealer er, og hvor tilbøjelige de er til forandring.
Og lad ikke titlen vildlede dig. Den perfekte krop findes ikke, og beviset er her.
Denne artikel er skrevet af Frederik Drost, som også står bag infografikken. Frederik er grafisk designer og arbejder for Katoni.
Det er en sjov ide, men man får mistanke om, at der er plagieret kritikløst fra en udenlandsk kilde. Prøv fx at billed-google “gibson girl” og sammenlign resultatet med ovenstående infografik.
Rubenesque er ikke et ord på dansk. Og hulemennesket levede for 200 år siden? Come on!
Pointen er god, men materialet er sløjt.
Hej Enrik (Henrik?)
Jeg håber, at Frederik får tid til at se på din kommentar, så han kan forholde sig til hele din kritik.
I mellemtiden tror jeg dog godt, at jeg kan forklare den del, der handler om hulemennesket.
I infografikken står »For længe siden« ud for hulemennesket. Det er først ved de næste kropsidealer i infografikken, ‘rubenesque kvinden’ og ‘den tykke mand’, at der står »1800-tallet«.
Infografikken påstår altså ikke – hvilket ganske rigtigt ville være vanvittigt – at der levede hulemennesker i den vestlige verden for 200 år siden. 🙂
Hej Enrik.
Du har helt ret i at jeg kunne være mere kritisk 🙂
Ideen med infografikken var dog at tage eksisterende information og gøre den let fordøjelig for alle. Det giver et godt perspektiv som kan hjælpe nogen med at acceptere deres krop.
Dybtgående research havde nok ikke gjort den mere tilbøjelig til at hjælpe folk, så det lod jeg være med.
Angående gibson pigerne har mine kilder vist mig at de var lidt “store”. Prøv fx at google Lillian Russel som var en slags model dengang. Men der har nok været andre gibson piger som var mindre.
Mvh Frederik
Tak for din kommentar, Frederik.
Jeg skrev fordi jeg interesserer mig for både kønsspørgsmål og perioden omkring forrige århundredeskifte – og fordi jeg mener, at din pointe kunne stå endnu skarpere; en lidt mere dybdegående research kunne faktisk have understreget din pointe om de skiftende kropsidealer *meget* tydeligere. Det fremgik ikke af min kommentar, som måske var lidt uklart formuleret.
Lad os nøjes med damerne. Hvis vi begynder med “hulekvinden” og så ellers ser på hovedtrends fra ca. 1800 og op til 1920’erne, så skifter idealet faktisk mere voldsomt end i din infografik og det viser netop hvor flygtigt begrebet “den perfekte krop” egentlig er.
Tillad mig at vise hvad jeg mener:
Hulekvinden – Venus fra Willendorf:
Frugtbarhed symboliseret ved fedme.
https://da.wikipedia.org/wiki/Venus_fra_Willendorf
Regency (nyklassicisme) ca. 1810-1830:
Høj, stram barm og en langstrakt, delvis slank og let udflydende krop med antydningen af fyldige hofter.
http://book-collecting.com/wp-content/uploads/2012/06/rouget.jpg
Victoriatiden (1837-1901, Dronning Victorias regeringstid):
Tilbagevenden til 1700-tallets enorme skørter og overlæssede kjoler; idealet er “matronen” Dronning Victoria, den store, engelske moderfigur med rigeligt til både gården og gaden. http://www.sciencemuseum.org.uk/hommedia.ashx?id=10060&size=Medium
Tidens ideal svarer nogenlunde til din “rubenesque”, der for øvrigt er opkaldt efter renæssancemaleren Peter Paul Rubens (1577-1640), som er berømt for at have malet nogle *meget* kødfulde kvindekroppe. Spørg evt. Google 🙂
Der er flere stilskifter i perioden, men kropsidealet er nogenlunde konstant. Lillian Russell havde for øvrigt en viktoriansk idealkrop.
Ca. 1900-1915 – Gibson Girl:
Opkaldt efter Charles Dana Gibson, der tegnede unge kvinder med ekstremt smal talje og den for perioden typiske S-silhouet: http://image.glamourdaze.com/2013/03/ibson-Girl-mealtime.jpg
Gibsons piger var bestemt ikke tykke. Basta!
Første Verdenskrig og 1920’erne:
Gibson-pigen mister i årene 1908-1918 op til og under Verdenskrigen sine fyldige hofter og barm og bliver til en streg i luften, 1920’ernes “flapper girl”, eller hvad man på dansk ville kalde en backfisch. Populært sagt “to Gajoler på et strygebræt”; den teenagekrop, der bliver populær igen i 1960’erne med Twiggy og igen i 90’erne med “Heroin Chic”.
Kropsidealer er ekstremt flygtige og svinger hele tiden – og den pointe fik du frem. Jeg håber mit input har inspireret dig til at researche endnu dybere en anden gang. Frygt ikke fakta!
Lidt nørdet måske, men 90’erne var mere præget af Patrick Swayze og Keanau Reeves, f.eks. i Point Break og Road House. “Brad Pitt kroppen” kom først rigtigt i focus med “Fight Club” og “Snatch” ved millenium skiftet
Nej, det er en god pointe!
Dog vil jeg påstå at sige det var deres udseende (ansigt) som spillede den største rolle.
Og så kan jeg også huske Brad Pitt som fik en lille rolle i Thelma and Louise, hvor hans krop var rimelige vist i forhold til hans korte rolle 🙂 Det har nok startet der.