14. juli, 2024

Undervisningsministeren bør ikke trække på skuldrene

Uddannelsessystemet producerer markant dårligere resultater for drenge end for piger. Det skal uddannelsesministeren tage alvorligt. Billede: AI-genereret, Pixabay.com.

Hvis ikke uddannelsesministeren skal beskæftige sig med uddannelsessystemets svigt af drenge og mænd, hvem skal så?

Opdateret 18/4-2024, 11:22.

”Jeg er skeptisk over for at gøre skolen til en kønspolitisk kampplads, som jeg tror, den vil blive, hvis man begynder at åbne paragrafferne.”

Sådan sagde børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye (S) torsdag i en kommentar til den rodede og ukonkrete rapport om faglige forskelle mellem drenge og piger, regeringens ekspertgruppe forsinket leverede i sidste uge. Rapporten indeholder 21 anbefalinger, men de fleste af dem er indholdsløse markeringer af ekspertgruppens idéer om køn og ligestilling. Eksempelvis ønskes ”kønsperspektiver” indarbejdet i læreruddannelsen, ligesom det pædagogiske personale skal ”arbejde for at fremme ligestilling og modvirke kønsstereotyp praksis.” Det nærmeste man kommer et håndgribeligt forslag er en fornuftig anbefaling om flere mænd i dagtilbud.

Den pauvre rapport kommer ikke som en overraskelse. Dels var ekspertgruppen et roderi af elever, fagpersoner, NGO’er og forskere. Dels var det tydeligt fra start, at gruppen ikke havde tænkt sig at stille de rigtige spørgsmål. Det, der var brug for, var en konfrontation med det uddannelsessystem, som i årtier har svigtet drenge og mænd. En bevidsthed om, at fejlen ligger i systemet, ikke hos drengene og mændene. Det man fik, var en sludder for en sladder, som lige så godt kunne være skrevet af en feministisk studiekreds på en højskole i Ævle Bævlum.

Undervisningsministerens afmålte tilfredshed med rapporten er derfor til at forstå. Kun høflighed afholdt Tesfaye fra at sige, at han allerede har krøllet de 41 sider sammen og smidt dem ud. Men problemerne forsvinder ikke i ministerkontorets skraldespand. Det danske uddannelsessystem skaber konsekvent dårligere resultater for drenge og mænd end for piger og kvinder. Det har vidtrækkende konsekvenser, som både Tesfaye og regeringen skal tage alvorligt.

Uddannelsessystemet er en problemproducent

Rockwool Fonden dokumenterede for nylig, at drenge og mænd klarer sig dårligere end piger og kvinder på 17 ud af 23 livsbegivenheder fra fødsel til død. I en opfølgende podcast forklarede forskeren bag tallene, ph.d.-studerende Nadja Eifler, hvorfor uddannelsessystemets svigt ikke kan betragtes som et isoleret problem. ”Hvis den her kønsforskel på uddannelse kommer til at bide sig fast, så vil min formodning være, at vi også ser en vedvarende ulighed i sundhed for eksempel, og vi vil komme til at se en ulighed på arbejdsmarkedet og måske også i familiedannelse,” sagde hun.

Eiflers formodning står ikke alene. Når uddannelsessystemet ikke fungerer for drenge og mænd, er konsekvensen ikke bare, at mænd ender med mindre uddannelse end kvinder. Uddannelsessystemet er en problemproducent, hvis dysfunktioner skaber sygdom, arbejdsløshed, ensomhed, barnløshed og kortere liv blandt de mænd, det svigter. Et problemkompleks, mandeforsker og forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen har beskrevet betydningen af i mere end et årti. ”De faktorer, som påvirker trivsel og helbred negativt, samles hos denne gruppe i en giftig cocktail. Denne består af økonomiske, samlivsmæssige, uddannelsesmæssige og geografiske forhold,” skrev han allerede i 2014 og tilføjede lidt efter: ”Her har vi den gruppe i samfundet, som ser ud til at være mest sårbare i, hvad angår til trivsel og helbred. Og det er dem, som samfundets tilbud sjældent når.”

Drenge og mænds problemer kan naturligvis ikke reduceres til uddannelsessystemets svigt. Men det spiller en afgørende rolle. Det er derfor en fejl, hvis undervisningsministeren bruger den tynde rapport som en undskyldning for at trække på skuldrene og se den anden vej. I stedet bør han arbejde for en række nødvendige forandringer. Tre af dem følger her.

Tre forslag til ministeren

For det første bør drenge starte senere i skole. Drenges hjerner har i barn- og ungdommen et efterslæb i forhold til pigers på mere end et år. Det starter i børnehaven, topper midt i teenageårene omkring 16-17-årsalderen og angår blandt andet den del af hjernen, som regulerer impulskontrol, planlægning og orientering mod fremtiden, den præfrontale cortex. Den britiske forfatter Richard Reeves, som redegør for disse forhold i sin udmærkede bog Of Boys and Men, argumenterer for, at drenge starter et år senere i skole end piger. Vil ministeren ikke gå så langt i første omgang, kan han i en forsøgsperiode nøjes med at udsætte skolestart for drenge født i efterårshalvåret.

Senere skolestart for drenge vil ikke kun gøre det lettere for drengene at følge med. Det vil også gøre det rarere for pigerne at gå i skole med dem. Reeves ynder at henvise til feminist og antropolog Margaret Meads ord om, at et klasseværelse i 7-8. klasse synes at bestå af små drenge og unge kvinder. Senere skolestart for drenge vil bidrage til at udligne den forskel til gavn for begge køn.

For det andet bør 13-skalaen genindføres i skolerne og på ungdomsuddannelserne. 12-skalaen belønner og straffer anderledes end 13-skalaen, og der er meget god grund til at tro, at skiftet fra 13-skalaen til 12-skalaen i 2006 er en medvirkende årsag til de karakterforskelle mellem piger og drenge, vi ser. Det skyldes, at 12-skalaen belønner en adfærd, som er hyppigere blandt piger end drenge, nemlig den stabile præstation på tværs af fag, mens den straffer en adfærd som er hyppigere blandt drenge end piger, nemlig flere udsving og flere ekstreme præstationer på tværs af fag.

Tag som eksempel eleverne Mads og Marie. På 13-skalaen får Mads 13 i matematik og 7 i tysk, mens Marie får 10 i begge fag. Det giver både Mads og Marie et gennemsnit på 10. For præcis de samme præstationer får Mads på 12-skalaen 12 i matematik og 4 i tysk, mens Marie igen får 10 og 10. Mads’ gennemsnit er nu 8, mens Maries stadig er 10. Hverken Mads eller Marie er blevet bedre eller dårligere til hverken matematik eller tysk. Kun skalaændringen er årsag til, at der nu er en forskel på 2.0 i deres gennemsnit. En forskel, man kan kalde en skalaeffekt. Regeringens ekspertgruppe blev opfordret til at forholde sig til skalaeffekten, men undlod at gøre det.

Et af argumenterne for 12-skalaen er, at den følger internationale standarder for karaktergivning. Det giver derfor mening at bevare 12-skalaen på de videregående uddannelser. Men det er ikke et argument for at fastholde den i skolerne og på ungdomsuddannelserne. Der skal forskning til at vise, hvor stor en del af forskellen mellem drenge og pigers karakter siden skiftet i 2006, 12-skalaen er skyld i. Men det ligger uden for enhver tvivl, at den spiller en rolle. Når færre mænd end kvinder kan komme ind på de videregående uddannelser i dag, er skalaeffekten en del af årsagen.

For det tredje bør værdien af årskarakterer sænkes betydeligt. Forskellen mellem drenge og pigers karakterer er større i standpunktskarakterer, end den er til eksaminer. Det kan der være flere grunde til, og nogle af dem bør undersøges nærmere. Eksempelvis peger den norske forsker Ann Margareth Gustavsen på, at læreres opfattelser af elevers sociale færdigheder påvirker deres bedømmelser af elevers faglige færdigheder, noget, som er i strid med reglerne for karaktergivning både i Norge og Danmark. Gustavsen understreger, at lærerne ikke straffer drenge hårdere end piger for dårlige sociale færdigheder, men at der alligevel er en kønseffekt, fordi flere drenge end piger har dårlige sociale færdigheder. En vægtning af karakterer, så årskarakterer vejer langt mindre end eksamenskarakterer i udregning af gennemsnit, vil være en god midlertidig løsning, som kan realiseres her og nu. På sigt bør det undersøges, om lærere karaktergiver i strid med reglerne, og hvordan det i så fald kan modvirkes.

Tesfaye skal i arbejdstøjet

Det er ærgerligt, at regeringens ekspertgruppe ikke forholdt sig til disse ting i sit arbejde. Men det berettiger ikke, at undervisningsministeren gør det samme. Tesfaye fastslog selv så sent som i foråret 2023, at det var afgørende for regeringen at vende udviklingen. Det skete, da han videreførte den ekspertgruppe, som netop er fremkommet med sine resultater.

”De faglige forskelle mellem drenge og piger har været støt stigende i løbet af det seneste årti – og det er drengene, som er sakket bagud. Den udvikling skal vi have vendt. Det er afgørende for regeringen, at vi finder konkrete løsninger på, hvordan drengene kan løftes. Vi skylder vores børn og unge at indrette undervisningssystemet sådan, at drenge og piger har lige muligheder for at blive så dygtige, som de kan, så de får det bedste fundament for deres videre vej i livet,” skrev han i et skriftlig svar til Altinget.

Hvis Tesfaye fortsat mener det, må ministeren i arbejdstøjet. Danmark har et uddannelsessystem, som hvert år, hver måned, hver uge og hver dag svigter drenge og mænd. Andre vestlige lande står med lignende problemer, så det er næppe noget, der kan løses med et fingerknips. Men selvfølgelig bør det figurere højt på en undervisningsministers dagsorden. Der er noget fundamentalt galt med det system, Tesfaye står i spidsen for. Hvis ikke han skal beskæftige sig med det, hvem skal så?

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview