Vi har mistet troen på, at feminisme handler om ligestilling
Louise Vinther Alis undrer sig over, at så få mænd og kvinder »tør« kalde sig feminister i Danmark. Men det handler ikke om ikke at turde. Det handler om ikke at ville.
Om eftermiddagen den tredje juni 1968 opsøgte Valerie Solanas i New York Andy Warhol for at slå ham ihjel. Hun skød tre gange. Et af skuddene ramte, og Solanas troede, Warhol var død. Kuglen havde ramt med så stor kraft, at den var gået hele vejen igennem kroppen og fløjet ud på den anden side. Solanas skød derefter endnu en mand, Mario Amaya, to gange, hvorefter hun forsøgte at skyde en tredje mand, Fred Hughes, inden hun forlod gerningsstedet.
En halv time senere ankom Warhol med ambulance til Columbus Hospital, hvor han blev erklæret klinisk død. Lægerne skar Warhol op og konstaterede, at kuglen var gået direkte igennem den ene lunge og havde forvoldt stor skade på en række andre organer. De opererede i mere end fem timer, og Warhol overlevede mirakuløst.
Valerie Solanas var feminist. I sin bog fra 1967, SCUM Manifesto, havde hun gjort sig til talskvinde for, at manden var en biologisk ulykke, en omvandrende dildo, mindre værd end en abe, a worthless pice of shit med mere. SCUM er en forkortelse for Society for Cutting Up Men, og Solanas’ manifest opfattes fortsat som læseværdigt blandt feminister i hele verden, også i Danmark. For eksempel henviser den af DR flere gange brugte feminist og foredragsholder Mads Ananda Lodahl til bogen på sin hjemmeside. Lodahl kalder sig »ødelægger af den heteroseksuelle verdensorden« og inviteres blandt andet af skoler og gymnasier til at fortælle om feminisme. Valerie Solanas døde i 1988, men hendes feministiske voldsmanifest lever i bedste velgående.
Louise Vinther Alis tager således fejl, når hun i Berlingske den 5. januar i indlægget ’Pas på med at bruge F-ordet!’ skriver, at »feminisme er en af de få ideologier, der hverken har mord eller vold på samvittigheden« og reducerer feminisme til »en grund-idé om, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder og lige muligheder«. Det er indiskutabelt, at feminisme i sammenligning med andre ideologier så absolut er i den milde ende, hvad angår mord og vold. Men uskyldsren er ideologien ikke.
Sidste efterår udtalte den britisk feminist og journalist Julie Bindel i et interview, at alle mænd burde spærres inde i bevogtede lejre, hvor kvinder og børn kunne besøge dem, når de havde lyst til det. Et vanvidsudsagn, som ikke kan affærdiges med, at Bindel er en tilfældig tosse: Bindel har skrevet hundredvis af klummer i den britiske avis The Guardian – og gør det fortsat.
Den side af feminismen, feminister som Solanas og Bindel repræsenterer, hører man sjældent om, når feminisme omtales i medierne. I stedet henføres læsere, lyttere og seere til en glansbilledefortælling om feminisme som et fromt ønske om ligeværd og ligestilling. Det ubehagelige og grimme sorteres fra, og ’sandheder’ justeres, så kun det ønskværdige står tilbage.
Det sidstnævnte gør Louise Vinther Alis’ sig selv skyldig i. Hun beskriver kort en konflikt mellem to Facebook-bloggere på følgende måde: »I den forgangne uge er bloggeren bag »En Feminists Bekendelser« blevet truet til at lukke sin blog. Hun blev truet med vold og voldtægt af en flok vrede mænd. Hendes synd var at være feminist«.
Men var hendes synd nu også at være feminist?
De første artikler om konflikten blev bragt den 20. og 21. december på DR, Metroxpress og Ekstra Bladet. De fortalte alle den samme historie, og Ifølge dem har Alis ret: En sagesløs feminist var af en række mænd blevet udsat for hadefulde beskeder, chikane og trusler, fordi hun havde lavet en video, hvori hun oplæste nogle grove kommentarer, hun havde modtaget.
Men der er et aber dabei. Ingen af de tre medier fortalte, at den omtalte feminist havde startet konflikten ved at bringe et vredt opslag på sin side, hvori hun blandt andet skrev følgende: »Denne misogyne, sexistisk, racistisk og bare modbydelig mand har over 23.000 likes. Alene det første screenshot har over 200 likes. Der er ikke tale om gal mand på afveje. Det her er en kultur, og den er overalt. Jeg har allerede anmeldt hans side. I opfordres til at gøre det samme«. Heller ingen af de tre medier fortalte, at de grove kommentarer, hun læste op i videoen, var reaktioner på dette opslag, og at feministen på intet tidspunkt inden sit angreb på siden, en satireside, var blevet omtalt på den eller udsat for chikane eller trusler af manden bag den. Den del af historien ”glemte” man.
Politiken bragte dagen efter en længere artikel, som inkluderede starten på konflikten, og det samme har yderligere artikler i andre medier siden gjort. DR har præciseret sin oprindelige artikel, så det nu står klart for læserne, hvad der faktisk skete. Feministens synd var ikke, som Louise Vinther Alis skriver, at hun var feminist. Den var, at hun var gået til angreb på en satireside ved at anmelde den til Facebook og opfordre sine mere end 6.000 følgere til at gøre det samme, og at hun i den forbindelse havde brugt skældsord om sidens indehaver, som indtil da overhovedet ikke havde beskæftiget sig med hende.
Når så mange danskere vægrer sig mod at kalde sig feminister, skyldes det hverken, at ordet er »sprængfarligt«, som Alis skriver, eller at de er modstandere af ligeværd og ligestilling. Modstanden skyldes feminismens ideologiske vildfarelser og de politikker, der udspringer af dem. Ideen om, at Danmark er et patriarkalsk samfund, hvor kvinder undertrykkes af »heteronormative strukturer«, ryster de fleste på hovedet af. Mænd som kvinder. Tanken om, at drenge skal »lære ikke at voldtage«, ligeså. Den underliggende påstand om, at drenge og mænd grundlæggende er onde, som kan føres tilbage til feminister som Solanas, tager de fleste afstand fra.
Hertil kommer de besynderlige kampe, nutidens feminister vælger at kæmpe. I 2015 har danske feminister opnået en række sejre ved at få diverse medier og andre virksomheder til at fjerne eller ændre tekster, der kunne opfattes som udtryk for »sexisme«. Eksempelvis måtte Psykologisk Forlag love at ændre en opgave i en skolebog til 2. klasse efter vrede henvendelser fra kritiske feminister. Opgaven viste en tegning af en fuldt påklædt kvinde, der stod ved siden af en vægt, og eleverne skulle indsætte manglende ord i diverse sætninger om modellen, fx: »Hun v…. ikke mange kilo«. Den slags opfattes i feministiske kredse som body shaming, og så er det mindre vigtigt, at de fleste modeller faktisk er tynde.
Det er denne surdej af påfaldende virkelighedsfordrejninger, betænkelige ideologiske grundsatser og krænkelsesdrevne petitessekampagner, mange danskere siger nej tak til. Langt de fleste af os er både glade for og stolte over at leve i et af verdens mest ligestillede lande, hvor mænd og kvinder har lige muligheder og rettigheder. Det støtter vi fuldt og helt. Når vi ikke kalder os feminister, skyldes det ikke, at vi ikke tør. Det skyldes, at vi ikke vil. Vi har ikke mistet troen på ligestilling. Vi har mistet troen på, at feminisme handler om ligestilling.
Denne tekst blev oprindeligt indsendt som debatindlæg til Berlingske, som valgte ikke at bringe den. Det hører til debatindlæggets natur, at pointer skærpes, og teksten skal læses i lyset heraf.
Flot indlæg som altid Tobias 🙂
Tak, Anders 🙂
Derudover bliver folk i langt højere grad influereret af andres holdninger på nettet og den bølge af modstand imod feminisme, der skylder ind fra USA med mange gange helt fordrejede påstande, der bidrager til et negativt billede.
I forhold til internetkampe og den omtalte lærebog, så er feminisme jo ikke en samlet organisation af kvinder, der diktere hvad andre feminister skal kæmpe for og mene er vigtigt. De mennesker der kun ser på den del af feministerne og mener, at de repræsentere alle, har ikke sat sig nok ind i hvad andre feminister ellers kæmper for.
Jeg har lidt svært ved at forstå, hvad der er galt ved at lære drenge hvor grænserne går i forhold til kontakt og sex og hvordan man skal tolke andre folks signaler. Især fordi op imod 87 % af de voldtægter der begås foretages af nogen, du i forvejen har haft kontakt til, venner og bekendte. Hvis du vender den om, bliver kvinder opdraget til hvordan de bedst muligt undgår risikoen og bliver derved alle set som et potentielt offer, men at se mænd som potentielle gerningsmænd er åbenbart helt ude i skoven på trods af, at voldtægt jo foretages af mænd? En modarbejning af idéen om at kvinden ikke ved hvad hun vil, i virkeligheden gerne vil have sex, men er en god pige eller at hun bare skal overtales, er ekstrem vigtig. Selv om dit interview omkring gerningsmanden bag voldtægt vinklede efter at kategorisere en bestemt type afvigende mand, blev denne opfattelse ikke bekræfttiget af den interviewede. Jeg kender kvinder, som har været udsat for voldtægt af folk på studiet og den nære omgangskreds, hvor mændene efterfølgende har ment, at de selv lagde op til det. En kulturændring af måden vi ser på sex og samtykke er desværre nødvendig.
Jeg kan ikke sige, at jeg oplever det samme som dig, Anne. Du siger, der skyller en negativ bølge ind. Den ser jeg ikke. Jeg ser det stik modsatte: en larmende tavshed omkring de negative historier.
Den seneste uges mediebillede demonstrerer det på eksemplarisk vis.
1. Adskillige etablerede medier – også i Danmark – bragte artikler om antifeminist Roosh V. og hans mere eller mindre vanvittige udsagn. Det til trods for, at Roosh indtager et ekstremt synspunkt i ligestillingsdebatten, som meget få støtter. På verdensplan kunne hans “bevægelse” mønstre ca. 500 personer i forbindelse med de møder, der endte med at blive aflyst.
2. I onsdags skrev feminist Lori Day et indlæg med titlen ‘We Need a Mandemic’ på Feminist Current, hvor hun pegede på, at løsningen på verdens problemer er at nedbringe antallet af mænd på jorden. »Isn’t our only hope the removal of excessive male humans from the continents?«, skrev hun blandt andet. At ønske at slå millioner af mænd ihjel er et langt mere ekstremt synspunkt, end Rooshs tåbelige ide om legalisering af voldtægt i private hjem, men kunne man finde selv den mindste notits om denne feminists ideer om at slå mænd ihjel med smitsomme sygdomme? Nej, præcis som da Julie Bindel i september foreslog, at alle mænd på jorden skulle låses inde i bevogtede lejre, var det ikke et udsagn, man fandt værd at nævne.
Hvor du altså ser en bølge af negativitet, ser jeg en bølge af stilhed. Feminister som Bindel og Day udgør indiskutabelt en minoritet i den samlede feministiske bevægelse, men de bør – ligesom Solanas, Dworkin og andre tidligere feminister – naturligvis med, når man gør hele brættet op. Undlader man det, foregøgler man læserne et billede af feminisme, som ikke er dækkende.
I mit interview med Jon fra Det Kriminalpræventive Råd blev det ganske rigtigt ikke endegyldigt bekræftet, at voldtægt i høj grad er et socialt problem (at gerningsmænd og ofre i høj grad har bestemte sociale profiler, herunder bestemte aldre, uddannelsesniveauer, tilknytning til arbejdsmarkedet med mere), men det blev bestemt heller ikke afvist. Jons væsentligste pointe var, at der er meget, man ikke ved, fordi man ikke har kendskab til mændene i ‘mørketallet’, og at man af den årsag ikke kan sige noget om deres profiler. Ikke at kunne bekræfte er ikke det samme som at afvise.
En anden væsentlig årsag til det barokke ved at ville “lære drenge ikke at voldtage” er, at voldtægt heldigvis ikke er mere udbredt, end det er. Danmarks omkring to millioner mænd i det seksuelt aktive alder begår omkring 4.200 forsøg på voldtægter og voldtægter om året (heraf flere givetvis begået af samme gerningsmænd). Ingen normal mand betragter voldtægt som så meget som en mulighed, og det fortæller tallene med al tydelighed. Man kan på den baggrund med rimelighed spørge, hvorfor drenge skal “lære” at lade være med at gøre noget, de i forvejen ikke kunne drømme om at gøre. Hvis man vil “lære” nogen ikke at voldtage, bør man skabe viden om gerningsmændenes profiler og målrette indsatsen over for de grupper, som har en højere voldtægtshyppighed end gennemsnittet.
1. Det en bølge, der strømmer ind over de sociale medier. Bl.a. Unilad’s facebookside og youtube er fyldt med hadefuld retorik imod feminister. Alle amerikanske debattråde på nettet indeholder en latterliggørelse af feminister bl.a. feminazi vinder frem. Det er måske ikke aviserne, der udgør bølgen, men folk fra de sociale medier og det påvirker de danske sociale medier – du finder f.eks. ikke en eneste kampagne imod voldtægt på nettet uden en del mænd, der skriger “feminister!” Hvis du søger på “Red pill” på google kommer du frem til mange flere af Roosh V’s slags. Nettet kan virkelig være et skræmmende sted at opholde sig.
2. De kvinder du nævner er en skamplet, der har taget feminismens navn til gidsel. De er det jeg vil betegne som mandehadere og de burde heller ikke have noget taletid.
Vi taler ikke om et større kursus i voldtægt, men at gøre samtykke og signaler til en del af seksualundervisningen. Klargøre hvornår der er tale om voldtægt og hvornår der er tale om samtykkende sex, for det lader til, at nogen er i tvivl.
Nej ikke afvist, men som sagt heller ikke bekræftet og i forhold til de tre veninder jeg har som er blevet udsat for det, er der ikke tale om afvigere. Det er selvfølgelig ikke repræsentativt for alle gerningsmænd.
Dit løsningsforslag ville også være klart brugbart, men så skal man have ændret på anmeldelsestallet, så mørkettallet falder og politiet derved kan se om de kan lave nogle profiler på gerningsmændene.
Jeg kan kun støtte, at anmeldelseshyppigheden øges. Jo flere sager, der afgøres ved en domstol, des bedre indtryk får vi af problemets karakter og udbredelse.
Det vil desuden forbedre mulighederne for at forebygge, fordi forebyggelse fungerer bedst, når man målretter indsatsen. At fortælle alle mænd, at de ikke skal voldtage, svarer til sætte plakater op i hele Danmark, når man stiller op til kommunalvalget på Bornholm – dyrt og ineffektivt i forhold til målet.
Jeg gentager lige: “Vi taler ikke om et større kursus i voldtægt, men at gøre samtykke og signaler til en del af seksualundervisningen. Klargøre hvornår der er tale om voldtægt og hvornår der er tale om samtykkende sex, for det lader til, at nogen er i tvivl.”
Så nej det vil ikke være dyrt eller ineffektivt, men blot en tilføjelse til den seksualundervisning, der alle foregår i folkeskolerne. Og nej emnet ville ikke være “sådan voldtager du ikke”, men noget alla “sex og samtykke – hvor går grænserne”.
@Julie
»Så nej det vil ikke være dyrt eller ineffektivt, men blot en tilføjelse til den seksualundervisning, der alle foregår i folkeskolerne. Og nej emnet ville ikke være “sådan voldtager du ikke”, men noget alla “sex og samtykke – hvor går grænserne”«.
I den form giver det fin mening. Det meningsløse indtræder, hvis udgangspunktet er, at alle drenge (mænd) skal lære ikke at voldtage – som det er tilfældet nogle steder i England og USA. Det er et udgangspunkt, der dels ikke empirisk er belæg for (de allerfleste drenge kommer aldrig til at voldtage), dels risikerer at skade drengene (fordi de får at vide, at der er noget galt med dem).
Det var egentlig en fremhævelse af det Anne havde skrevet, som jeg var helt enig i og derfor brugte som videre argument. Det skulle jeg nok have gjort det lidt mere klart.
Tak for diskussionen i går forresten, fanerne kan gå lidt højt på nettet, hvor det om alt andet lige er en anelse svære at argumentere sin sag og sikre sig, at der er en fælles forståelse for hvor fokus for diskussionen ligger.
Du må have en god dag. 🙂
Jeg er ikke ekspert på Roosh V, men alt den her “legaliser voldtægt” er en mediestorm baseret på løgn (som mange mediestorme der florerer på facebook er) artiklen var satire, manden er en provokatør, og hvis du virkelig er interesseret prædiker han om “neo maskulinitet” hvilket ikke rigtig er noget jeg har sat mig ind i eller har planer om at sætte mig ind i. Jeg har egentlig bare ignoreret ham og RoK og det fortsætter jeg nok med.
Da jeg selv er anti-feminist og er regulær besøgende af internettets forskellige kroge, kan jeg fortælle at den generelle befolkning på internettet ikke er så tilbøjelige for bare at kopiere populære holdninger, når du bevæger dig derhen af begår du dig imod nogen folk som som regel er skeptiske over for det de møder på internettet. Anti-feminismen skyldes at folk som Jonathan McinTosh, Jessica Valenti Rebecca Watson, Anita Sarkeesian, Zoe Quinn, Brianna Wu, og mange andre kendte ansigter inde i radikale feministiske cirkler har en hadefuld retorik der ofte udspejler sig i påstande der ikke er udmundet i realiteten, kilderne er tvivlsomme eller ikke eksisterende hvis der overhovedet er nogen.
Det skyldes også gender studies, en uddannelse der ikke kan bruges til noget som egentlig bare er indoktrinering, en trist realitet er at kvinder tager studier i gender studies for at klage over der ikke er nok kvinder i STEM.
“I forhold til internetkampe og den omtalte lærebog, så er feminisme jo ikke en samlet organisation af kvinder, der diktere hvad andre feminister skal kæmpe for og mene er vigtigt. De mennesker der kun ser på den del af feministerne og mener, at de repræsentere alle, har ikke sat sig nok ind i hvad andre feminister ellers kæmper for.”
Det er rigtigt at feminismen er en meget løs bevægelse, dog er “feministiske” organisationer her i vesten ikke forekæmper for ligestillingen, den rigtige forkæmpelse for ligestilling har altid mødt sindsyg modstand, og den ligger mere hos mænds rettigheds aktivister i dag end hos feminismen, http://theralphretort.com/zoe-quinn-anita-sarkeesian-are-hurting-real-harassment-victims-with-their-lies-1006015/ her er to historier om feminismens virkelige mørke sider (de førnævnte er mere dumme end de er farlige)
“Jeg har lidt svært ved at forstå, hvad der er galt ved at lære drenge hvor grænserne går i forhold til kontakt og sex og hvordan man skal tolke andre folks signaler. Især fordi op imod 87 % af de voldtægter der begås foretages af nogen, du i forvejen har haft kontakt til, venner og bekendte. Hvis du vender den om, bliver kvinder opdraget til hvordan de bedst muligt undgår risikoen og bliver derved alle set som et potentielt offer, men at se mænd som potentielle gerningsmænd er åbenbart helt ude i skoven på trods af, at voldtægt jo foretages af mænd? En modarbejning af idéen om at kvinden ikke ved hvad hun vil, i virkeligheden gerne vil have sex, men er en god pige eller at hun bare skal overtales, er ekstrem vigtig. Selv om dit interview omkring gerningsmanden bag voldtægt vinklede efter at kategorisere en bestemt type afvigende mand, blev denne opfattelse ikke bekræfttiget af den interviewede. Jeg kender kvinder, som har været udsat for voldtægt af folk på studiet og den nære omgangskreds, hvor mændene efterfølgende har ment, at de selv lagde op til det. En kulturændring af måden vi ser på sex og samtykke er desværre nødvendig.”
Voldtægt foretages både af mænd og kvinder, og der er i øjeblikket ingen der ved hvor mange kvinder der voldtager mænd fordi det er voldsomt tabu. De fleste voldtægt begås af mænd, det er korrekt, men de fleste mænd begår ikke voldtægt, ja kvinder belæres i hvordan de ikke ender som et offer for voldtægt, for mænd er det mere hvordan man ender med ikke at blive banket, det er både diskriminerende og spild af tid at belære mænd om at det er forkert at voldtage for det ved langt de fleste. Voldtægt handler også mere om magt end det handler om sexuel lettelse. At begynde at regulere eller fortælle folk hvordan de skal leve deres liv og have forhold til hinanden er en farlig vej at bevæge sig ned af da folk er forskellige og leger på forskellige måder, man skal bare kende vigtigheden af at sige fra og vide at der intet er galt i at sige nej, og dette gælder alle situationer, ikke kun sex, men også gruppepres.