19. marts, 2024

Balladen om Sarah og ‘Tommy’

Konflikten-mellem-Sarah-Elizabeth-Daley- aka-En-feminists-bekendelser-og-Kenneth-Nielsen-aka-Tommy-Thailand

Konflikten mellem ‘En feminists bekendelser’ og ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’. Hvad skete der, hvorfor skete det, og hvad kommer der til at ske nu?

Om aftenen den 14. december startede en konflikt mellem Facebook-siderne ‘En feminists bekendelser’ og ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’, som hurtigt udviklede sig, og som ikke nødvendigvis er forbi endnu. Der er næppe nogen, der har det fulde overblik over sagen, og jeg påstår ikke at have det. Det følgende baserer sig på det, jeg ved. Jeg afstår fra at tolke på andenhåndsberetninger og rygter.

Hændelsesforløbet

14. december, klokken 22.14

Sarah Elizabeth Daley, indehaver af siden ‘En feminists bekendelser’, skriver et opslag til sine følgere om siden ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’, hvori hun blandt andet skriver følgende:

»Denne misogyne, sexistisk, racistisk og bare modbydelig mand har over 23.000 likes. Alene det første screenshot har over 200 likes. Der er ikke tale om gal mand på afveje. Det her er en kultur, og den er overalt. Jeg har allerede anmeldt hans side. I opfordres til at gøre det samme«.

14.-15. december, aften, nat, morgen, formiddag, eftermiddag

Nogle af Sarahs følgere skriver i tråden på Sarahs side, at de har fulgt opfordringen og anmeldt ‘Tommys’ side. Nogle af dem skriver også kritiske kommentarer inde på den, og på et for mig ukendt tidspunkt bliver ‘Tommy’ og hans følgere klar over, at siden er under angreb. Det er her, konflikten begynder at eskalere. De første grove kommentarer om Sarah bliver skrevet.

15. december, ukendt tidspunkt

Sarah laver en video, hvori hun oplæser nogle af de kommentarer, der er blevet skrevet til/om hende, efter hun har anmeldt og opfordret andre til at anmelde ‘Tommys’ side.

15. december og de følgende dage

Konflikten eskalerer, og begge parter modtager efter sigende trusler, blandt andet per e-mail, sms og telefon. Jeg har ikke set konkrete eksempler på truslerne og kan derfor ikke forholde mig til dem. Det gælder for truslerne på begge sider af konflikten. Bemærk venligst, at jeg ikke siger, der ikke har fundet trusler sted. Jeg siger blot, at jeg ikke har set dem. At jeg ikke har set dem, betyder ikke, at de ikke har fundet sted.

20. december, klokken 22.30

DR går som det første traditionelle medie ind i sagen og fortæller om en konflikt, der startede med Sarahs video. Jeg skal vende tilbage til mediernes rolle nedenfor. DR fortæller også, at Sarah har lukket sin side, fordi hun frygter for sin og sin datters sikkerhed. Siden er dog på det tidspunkt ikke lukket og forbliver åben i de følgende dage.

20.-25. december

Konflikten fortsætter. Facebook reagerer på de anmeldelser, der er sket på kryds og tværs af siderne. En tredje side, ‘Ti stille kvinde’, der har støttet Sarah ved at indsamle og offentliggøre nogle af kommentarerne på ‘Tommys’ side og andre steder på Facebook, bliver lukket, idet den strider mod Facebooks regler. Juleaften, den 24. december, lukker Facebook ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser, angiveligt også for brud på Facebooks regler. Flere nye sider bliver forsøgt startet, og i skrivende stund er en version 3.0 af ‘Tommy’-siden aktiv på Facebook.

Mediernes rolle

Reelligestilling.dk: ‘En feminists bekendelser’ anmelder ‘En sømands bekendelser’

Jeg skriver her på siden den første artikel om sagen den 15. december, klokken 10.30.

Da jeg skriver den, har jeg ikke set Sarahs video, og formentlig har hun heller ikke lavet den endnu. Jeg beskriver kort, at Sarah har anmeldt ‘Tommys’ side og opfordret sine brugere til at gøre det samme, altså hvad der skete aftenen før. Jeg citerer Sarahs opslag, ligesom jeg linker til det.

‘En feminists bekendelser’ anmelder ‘En sømands bekendelser’

DR: Feminist lukker blog efter trusler

DR skriver som det første traditionelle medie om sagen den 20. december, klokken 22.30.

DR’s artikel er i mine øjne kritisabel. DR tager udgangspunkt i Sarahs video og reaktionerne på den og fortæller ikke med ét ord, hvad der er sket, før videoen blev lavet. Læseren sidder tilbage med det indtryk, at en sagesløs feminist har lavet en video og har modtaget chikane og trusler på grund af den.

DR taler kun med den ene af konfliktens parter, Sarah, og derudover med Ulla Tornemand, der er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, en interesseorganisation Sarah er medlem af og samarbejder med. ‘Tommy’ høres ikke, ligesom uvildige eksperter ikke spørges.

Feminist lukker blog efter trusler

VoxLiberalis: Når sandheden skal frem

Den liberale side VoxLiberalis skriver om sagen den 21. december om morgenen.

Artiklen gennemgår sagens forløb og kritiserer DR’s udlægning af sagen. VoxLiberalis fortæller om en mere jævnbyrdig konflikt, hvor der er sket ting på begge sider, og som blev indledt af Sarah med sin anmeldelse og opfordring til anmeldelse af ‘Tommys’ side.

Når sandheden skal frem

Metroxpress: Feminist-blogger udsat for voldsomme trusler

Metroxpress skriver om sagen den 21. december, klokken 12.46.

Ligesom DR tager Metroxpress udgangspunkt i videoen og beskriver ikke forløbet op til den.

»Stormen mod feministen begyndte, efter hun delte en video, hvor hun oplistede trusler og chikane, hun tidligere har modtaget. Efterfølgende blev videoen delt på de sociale medier og har udløst ny chikane mod Sarah Elizabeth Daley, forklarer hun«.

Ligesom DR taler Metroxpress kun med Sarah, ikke med ‘Tommy’. Metroxpress taler ikke med eksperter eller andre aktører.

Feminist-blogger udsat for voldsomme trusler

Ekstra Bladet: Feminist-gruppe lukker efter hadefulde trusler: Afsenderne kalder det satire

Ekstra Bladet skriver sin historie 21. december, klokken 17.56.

Ligesom DR og Metroxpress fortæller Ekstra Bladet, at sagen startede med videoen.

»Det var en video af Sarah Elizabeth Daley selv, der læser op fra nogle af de truende beskeder, hun har fået, der fik stormen af truslen til at eskaluere. Hun slettede efterfølgende videoen«, skriver avisen.

Ligesom DR taler Ekstra Bladet med et styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, denne gang Sara Ferreira.

Som det første traditionelle medie bringer Ekstra Bladet en udtalelse fra den anden part i konflikten. Det sker dog på en bizar måde. For det første er interviewet ikke bragt i selve artiklen, men i en slags faktaboks efter artiklen. For det andet er manden og hans side anonym, og Ekstra Bladet antyder, at flere sider har været i konflikt med Sarah.

»Ekstra Bladet har været i kontakt med en af dem, der står bag en af de Facebook-sider, hvorpå Sarah Elizabeth Daley har oplevet trusler«, skriver avisen.

Mig bekendt har der på intet tidspunkt været tale om mere end én side, nemlig den side, Sarah anmeldte og opfordrede andre til at anmelde: ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’. Ifølge mine oplysninger er det også denne sides indehaver, Kenneth Nielsen, der udtaler sig til Ekstra Bladet i artiklen:

– Kan du forstå, at folk bliver stødt over dine opslag på Facebook-siden?

– Ja, det kan jeg godt forstå. Men vi har også ytringsfrihed. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at gøre sig selv til offer for mine jokes, siger han til Ekstra Bladet.

– Det er langt fra mit samtykke, hvis nogle har sendt trusler til Sarah, og det kan jeg ikke stå inde for på nogen måde.

Feminist-gruppe lukker efter hadefulde trusler: Afsenderne kalder det satire

Politiken: Efter 200 trusler og hademails lukker feminist Facebook-blog

Politiken skriver om sagen den 22. december, klokken 14.44.

Politiken er det første traditionelle medie, der fortæller, hvordan konflikten opstod. Hvor DR, Metroxpress og Ekstra Bladet har fortalt historien om en kvindelig blogger, der er blevet udsat for chikane og trusler på grund af en video, hun har lavet, fortæller Politiken om en konflikt, der tog sin begyndelse, da Sarah anmeldte og opfordrede andre til at anmelde ‘Tommys’ side.

»Den digitale chikane startede, da Sarah Elizabeth Daley i sidste uge – sammen med et link til DR2’s programserie ’Mænd, der dræber kvinder’ – delte en opfordring om at anmelde en satire-side til Facebook. Det fik mange af de mere end 23.000 følgere i gruppen til at reagere med hadske og seksuelle kommentarer, og da hun efterfølgende lagde en video, hvor hun læser nogle af de mange kommentarer op, eskalerede strømmen af trusler. Sarah Elizabeth Daley fortæller, at hun blokerede mere end 200 mænd, der skrev hadske beskeder til hende, fra sin Facebook-side indenfor de første par timer«, skriver avisen.

Politikens artikel udmærker sig desuden ved at bringe udtalelser fra begge konfliktens parter, Sarah Elizabeth Daley og Kenneth Nielsen. Avisen taler desuden med en anden kvinde, der er blevet hevet ind i konflikten, og to eksperter. Dette er i mine øjne så absolut den bedste artikel om konflikten indtil nu, selv om den i forhold til trusler og chikane synes at formidle det indtryk, at kun Sarah er blevet udsat for det, hvilket formentlig ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

Efter 200 trusler og hademails lukker feminist Facebook-blog

Modkraft: Humor eller kvindehad?

Det venstreorienterede medie Modkraft skriver om sagen den 22. december, klokken 18.01.

Modkraft taler med både Sarah og Kenneth, som får lov til at forholde sig til konflikten, som de oplever den. Det er positivt.

Modkraft skriver flere steder i artiklen, at Sarahs side er »blevet lukket«, hvilket er forkert. Sarah havde en overgang valgt at lukke sin side, men mig bekendt blev siden på intet tidspunkt lukket af Facebook. Er du i tvivl om forskellen, så sammenlign følgende udsagn:

  1. Min bankkonto er blevet lukket
  2. Jeg har lukket min bankkonto

»Blevet lukket« lægger op til, at nogen udefra står bag lukningen. Det var ikke tilfældet, og Modkraft risikerer at bibringe læseren et forkert indtryk af, hvad der skete. Det synes særlig vigtigt at være præcis om netop lukning i en konflikt, hvor andre sider er blevet lukket af Facebook.

Modkraft beskriver desuden ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’ som en »antifeministisk satireside«. Det er en tendentiøs udlægning. Jeg er ikke ekspert i ‘Tommy’-sidens historie, men jeg har kigget den igennem, og det er svært at få det indtryk, at der er tale om en antifeministisk side. De antifeministiske ytringer, der findes på siden, er opstået som konsekvens af konflikten. Indtil da beskæftigede siden – mig bekendt – sig ikke synderligt med feminisme. ‘Tommy’ beskrev sin side som en »Liderlig livsstilsblog til det ældre segment« og sig selv som »Forhenværende kaptajn på Mols-Linien. Nuværende førtidspensionist samt freelancesamfundsdebattør«. Antifeministisk i sit udgangspunkt? Nej. Satireside i sit udgangspunkt? Ja.

Humor eller kvindehad?

En kommentar til mediernes rolle i sagen

Som allerede nævnt undrer det mig, at DR, Metroxpress og Ekstra Bladet beskrev forløbet, som de gjorde. De tre medier fortalte historien om en feminist, der blev chikaneret på grund af en video, hun havde lavet. Ingen af dem fortalte, at de oplæste kommentarer i videoen var reaktioner på Sarahs indledende anmeldelse og opfordring til anmeldelse af den side, kommentarerne kom fra. DR og Metroxpress talte kun med Sarah, ikke med Kenneth. DR og Ekstra Bladet talte desuden med styrelsesmedlemmer Dansk Kvindesamfund, en forening Sarah er medlem af og samarbejder med.

Jeg kritiserede på Facebook først DR’s og siden Ekstra Bladets artikler for disse forhold. Flere reagerede, og en mand fortalte i diskussionen under mit opslag om DR’s artikel, at han havde taget kontakt til den journalist hos DR, der havde skrevet den. Dagen efter ændrede DR artiklen. Hvor der før intet stod om starten på konflikten, står der nu:

»Feministen er havnet i modvind, fordi hun på sin Facebook-side ‘En feminists bekendelser’ opfordrede sine følgere til at anmelde en anden persons Facebook-profil til Facebook.

Det gjorde hun med et meget kritisk indlæg, hvor hun blandt andet kaldte den anden Facebook-bruger for sexistisk, racistisk og en modbydelig mand.

Det fik den pågældende mand til at opfordre sine følgere til at skrive grove kommentarer til Sarah Elizabeth Daley som reaktion på indlægget.

Og det gjorde de, hvilket førte til, at Sarah Elizabeth Daley den efterfølgende dag delte en video, hvor hun oplistede de trusler og den chikane, hun havde modtaget efter sit første indlæg«.

Jeg forstår ikke, hvorfor DR udelod denne del i første omgang. DR var det første traditionelle medie, der skrev om sagen, og på det tidspunkt var jeg – så vidt jeg ved og har kunnet finde frem til – den eneste, der havde skrevet en artikel om konflikten. Vel at mærke en artikel, der var skrevet fem dage tidligere, den 15. december, og som det må have været svært for DR at overse. Da DR skrev sin artikel dukkede min artikel op som henholdsvis nummer fire og nummer seks, hvis man på google søgte efter henholdsvis ‘En feminists bekendelser’ og ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’. Den var kun overgået i søgeresultaterne af siderne selv. I min korte artikel står følgende på de første fem linjer:

»Sarah Elizabeth Daley, der står bag siden ‘En feminists bekendelser’, vil have lukket Facebook-siden ‘Tommy Thailand – En sømands bekendelser’.

»Denne misogyne, sexistisk, racistisk og bare modbydelig mand har over 23.000 likes. Alene det første screenshot har over 200 likes. Der er ikke tale om gal mand på afveje. Det her er en kultur, og den er overalt. Jeg har allerede anmeldt hans side. I opfordres til at gøre det samme«, skriver hun blandt andet i et opslag om emnet«.

Denne information om konfliktens startskud, som DR udelod, indtil de efter henvendelser ændrede artiklen, var altså ikke svær at finde. Jeg linker desuden i artiklen til Sarahs opslag, så DR kunne let have forvisset sig om, at mit citat er korrekt, og at dette var konfliktens udgangspunkt.

Hvorfor DR skrev, som de gjorde, ved jeg ikke. Jeg finder det kritisabelt, at de gjorde det, og jeg vil gerne forklare hvorfor.

De store medier, som DR så absolut er et af, har en afgørende rolle for, hvordan vi opfatter virkeligheden. Derfor er det vigtigt, at de skildrer den korrekt. Hvis vi ikke ved, hvad der er sket, kan vi heller ikke forstå, hvorfor det skete. Hvis vi baserer vores analyser på halve historier, får vi halve analyser. De beslutninger, der eventuelt skal træffes, skal træffes på et oplyst grundlag. Vi har brug for at kende hele sagsforløbet, hvis vi skal lære noget af det. Dette er i alles interesse. Det gavner hverken Sarah, Kenneth, deres følgere eller andre, at sagen fremstilles forkert.

Hvorfor skete det?

Dermed den faktuelle gennemgang af hændelsesforløbet og mediernes beskrivelse af det. Jeg har tænkt meget over sagen, siden den startede, og jeg har diskuteret den med mange, herunder også folk, der på den ene eller anden måde har været involveret i den. I det følgende vil jeg forsøge at pege på årsager til, at konflikten opstod og udviklede sig, som den gjorde.

En kamp mellem sympatisører

Indledningsvis må man gøre sig klart, at konflikten havde mere end to aktører. Det, der startede med Sarahs anmeldelse og opfordring til anmeldelse af Kenneths side, blev hurtigt til en konflikt mellem sympatisører på begge sider, og det er næppe forkert at sige, at både Sarah og Kenneth tidligt i konflikten mistede kontrollen over, hvad der foregik. I det omfang der er sket chikane og trusler, er det formentlig kun i ringe grad eller slet ikke koordineret af hovedpersonerne selv.

En birolle i konflikten spillede Facebook-siden ‘Ti stille kvinde’, som undervejs indsamlede og offentliggjorde kommentarer fra ‘Tommys’ sympatisører samt en liste med de profiler på Facebook, der stod bag dem. Den form for “name and shame” er ikke nyt for ‘Ti stille kvinde’-siden. Tværtimod er det sidens koncept. I sin egen selvforståelse gør ‘Ti stille kvinde’ ikke noget galt, idet siden blot “offentliggør” information, der allerede er offentligt tilgængelig. Fordi ‘Ti stille kvinde’ gjorde sig til deltager i konflikten, anmeldte flere den til Facebook, og siden er nu lukket for brud på Facebooks regler. Hvad det konkret indebærer, herunder om siden kommer i gang igen, vides ikke.

Konfliktens to hovedpersoner, Sarah og Kenneth, havde inden konflikten intet med hinanden at gøre.

Kenneth drev sin satireside, hvor han i rollen som den fiktive karakter Tommy Thailand skrev opslag om alt og alle i grove vendinger. Kenneth har selv sammenlignet Tommy Thailand med Anders Matthesens figur Stewart Stardust, og selv om sammenligningen måske ikke holder 100%, så er lighederne til at få øje på, ikke mindst hvad angår det direkte sprogbrug og den vulgære humor. Tommy gjorde ligesom Stewart grin med hvad som helst med hånlig foragt for enhver form for pænhed, og netop det var konceptet. Et koncept, sidens mere end 23.000 følgere satte pris på.

Sarah skrev på sin Facebook-side om sine holdninger og sit virke som feminist. Siden var vokset betragteligt, siden hun startede den i september 2014, og havde da konflikten startede næsten 6.000 følgere. Sarah var i løbet af 2015 blevet en kendt aktivist i feministiske kredse med stor opbakning fra Dansk Kvindesamfund. Sarah kæmpede – og kæmper – mod det, hun opfatter som sexisme og kvindehad, og som den fremgår af hendes opslag den 14. december, var det netop det, hun mente at finde på Kenneths side.

Her vil jeg gerne stoppe op. Jeg synes, det er relevant at tænke over, at Sarah og Kenneth tilsammen har været “anførere” for små 30.000 mennesker. Anførere i anførselstegn, for som allerede nævnt har de næppe haft synderlig kontrol over udviklingen. Men anførere ikke desto mindre i form af deres opslag, som især i starten satte retningen for konflikten. Havde Sarah været en enkeltperson, der anmeldte Kenneths side, var der næppe kommet en konflikt ud af det. Men det var hun ikke. Hun stod i spidsen for små 6.000 følgere, hvoraf en del anmeldte siden som følge af hendes opfordring. Tilsvarende satte Kenneth retningen for sine over 23.000 følgeres reaktion, da han skrev om anmeldelsen og om Sarah på sin side.

At “almindelige” mennesker som Sarah og Kenneth pludselig står i spidsen for så mange mennesker er noget forholdsvis nyt. I tiden før de sociale medier var den slags forbeholdt politiske partier, interesseorganisationer og foreninger, og det tog tid at opbygge så store medlemsbaser. Oftest var det også forbundet med demokratisk organisationsopbygning i form af generalforsamlinger, valg af repræsentanter, afstemninger og så videre. Det gav en ikke ubetydelig træghed, men det betød samtidig, at organisationer med så mange medlemmer var ledet af personer, der i kraft af uddannelse og erfaring vidste, hvordan de skulle agere som ledere for så mange medlemmer.

Jeg tror, at man her kan finde en af mange forklaringer på, hvorfor konflikten udviklede sig, som den gjorde. Sarah og Kenneth stod pludselig som anførere for henholdsvis 6.000 og 23.000 mennesker i en konflikt, Kenneth formentlig ikke havde set komme, og hvis omfang Sarah muligvis ikke havde forestillet sig. Virksomheder anvender eksperter i konflikthåndtering og krisekommunikation i shitstorms, der er mindre end den, Sarah og Kenneth stod i. Den slags eksperter havde de ikke adgang til. Sarah og Kenneth havde kun sig selv og deres venner at diskutere problemerne med. Det er rimeligt at forestille sig, at de beslutninger, de traf og ikke traf undervejs, bar præg af det.

Dermed videre til konfliktens nok vigtigste aktører: Sarah og Kenneths følgere. For mens det ikke er svært at se, at det var Sarah, der initierede konflikten, er det meget svært at få styr på, hvad der rent faktisk skete, da den var gået i gang. Men at det først og fremmest var følgerne, ikke Sarah og Kenneth selv, der udkæmpede slaget, er der næppe nogen tvivl om.

Jeg har langt fra det fulde overblik, hvem der gjorde var mod hvem, og hvornår de gjorde det. Men jeg har set en række meget grove og personlige kommentarer om Sarah på Kenneths side. Dem vil jeg gerne med det samme tage afstand fra. Jeg støtter ikke, at man sviner folk til ved at skrive hånlige og ondskabsfulde kommentarer om deres udseende, deres seksualitet eller i det hele taget om ting, der ikke har med sagen at gøre. De trusler, Sarah siger at have modtaget, har jeg ikke set. De trusler, Kenneth siger at have modtaget, har jeg ikke set. Som før nævnt betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke har modtaget dem, blot at det er umuligt for mig at forholde mig til dem.

Et centralt spørgsmål er, hvorfor følgerne på begge sider blev så vrede. For selv om Sarah startede konflikten med sit opslag den 14. december, er hverken hendes eller Kenneths følgere uden ansvar for det, der siden skete. Sarah kastede den første sten, men det gør hende ikke ansvarlig for de næste tusind.

Ser man på Kenneths følgere, er det let at forstå at de reagerede. Det ville have været mærkeligt, hvis de ikke havde gjort det. Når nogen udefra angriber et fællesskab, så reagerer fællesskabet ved at stå sammen i kampen mod den ydre fjende. Går man skridtet videre og ser på, hvordan de reagerede, bliver det mere kompliceret. Hvorfor bestod en stor del af reaktionen i ondskabsfulde, personlige kommentarer om Sarah?

To forklaringer ligger lige for. Den ene er, at Sarah har ret. Kenneths side er et sted, hvor kvindehadet flyder, og prikker man til det, bobler det over. De grove kommentarer udtrykker blot, hvad hun påpegede. Den anden forklaring er, at de grove kommentarer skal forstås som en del af den indre logik, der eksisterede på ‘Tommy’-siden. Kiggede man sidens opslag igennem, kunne man se, at mange følgere forsøgte at efterligne ‘Tommys’ hensynsløse leg med ordene. Der var på siden opstået en indforstået jargon, et internt sprog, en leg med egne regler. Noget tilsvarende kendes fra andre netværk, ikke mindst berømte og berygtede 4chan. Støtter man sig til denne forklaring, hævder man samtidig, at de grove kommentarer ikke skal tages for pålydende. Forstået i denne logik er de en del af et spil, som de ikke kan løsrives fra uden at miste deres oprindelige betydning.

Jeg har svært ved at bedømme, om den første eller anden forklaring er mest rigtig. Måske ligger sandheden et sted i midten. Det er muligt, at nogle af Kenneths følgere har ment ord for ord, hvad de skrev om Sarah, mens andre har skrevet kommentarerne som en del af den indre grovhedslogik, der prægede siden. Ja, man kan måske endda forestille sig, at nogle har forsøgt at overgå andre i ondskabsfuldhed, fordi de har opfattet situationen som en slags konkurrence på ord mellem følgerne.

Ser man på Sarahs følgere, er det tilsvarende let at forstå, at de reagerede. Sarahs følgere har det til fælles, at de er engagerede i feminisme, herunder ikke mindst kampen mod det, de opfatter som sexisme og kvindehad. En del af dem havde fulgt Sarahs opfordring og anmeldt ‘Tommy’-siden, og da ‘Tommys’ følgere reagerede mod Sarah, var de naturligvis på Sarahs side og ønskede at støtte hende. Det samme ønskede siden ‘Ti stille kvinde’, der som allerede nævnt blev en del af konflikten, fordi den aktivt støttede Sarah og udstillede flere af ‘Tommys’ følgeres kommentarer og personerne bag dem. Der var i forvejen et stærkt sammenhold blandt Sarahs støtter og følgere, og da konflikten gik i gang, blev det aktiveret.

En analyse af, hvorfor Sarahs følgere reagerede, som de gjorde, kan jeg ikke give, fordi jeg ikke ved nok om, hvordan de reagerede. Jeg kender til rygterne om natlige telefonopkald, falske pizzabestillinger, kontakt til arbejdsgivere med videre. Men jeg har ikke set dokumentation for dem, lige så lidt som jeg har set dokumentation for de trusler, endog dødstrusler, Sarah siger at have modtaget. Det forekommer sandsynligt, at begge grupper har stået bag forskellige former for chikane og muligvis trusler, men mere end det kan jeg ikke konkludere her.

Humor, sexisme, kvindehad, ytringsfrihed?

Ligesom jeg har tænkt over konfliktens konkrete problemer, har jeg spekuleret over, hvilke uenigheder den mere overordnet er udtryk for.

Flere af de landsdækkende medier beskriver konflikten som et demokratisk problem med fokus på Sarah. Det er ikke rimeligt, at en feministisk blogger skal trues til tavshed i Danmark, skriver de. En holdning, man må give dem ret i. Jeg har adskillige gange givet udtryk for samme opfattelse, blandt andet i august, da jeg – ganske umotiveret – blev blokeret fra Sarahs side sammen med en række andre. I en artikel om Sarahs udfald mod dem, hun var uenig med, skrev jeg blandt andet til Sarah og en anden feministisk blogger: »Jeg vil til enhver tid støtte jeres ret til at have jeres holdninger og til at arbejde for at udbrede dem. Jeg ville ønske, at I gjorde det samme den anden vej«. Den støtte står jeg ved.

De landsdækkende medier opfatter altså konflikten som et demokratisk problem, fordi ingen skal trues til tavshed. Men overser de ikke noget? Er det ikke også et demokratisk problem, eller som minimum værd at diskutere, at satiresider bekæmpes aktivistisk? Hvis man mener, at alle skal have lov til at ytre sig, må man vel også forsvare Kenneths ret til i rollen som ‘Tommy’ at optræde som vulgærhumorist?

Går man ind på tommythailand.com, Kenneths hjemmeside, som ikke opdateres nær så ofte som den nu lukkede Facebook-side blev, kan man få et indtryk af, hvad det er, man i så fald skal forsvare. ‘Tommy’ muntrer sig blandt andet med vittigheder om homoseksuelle, kvinder og pædofili, når han forholder sig til diverse aktuelle begivenheder.

»Tommy er blevet bedraget ligeså odiøst som en 7-årig knægt der har fået fortalt af sin plejefar, at hans antal af julegaver stiger proportionelt med hvor meget oralsex han yder ham. Tommys pisse populære blog www.tommythailand.com er blevet negligeret på det skammeligste uden argument«, skriver ‘Tommy’ i en artikel den 22. august, som han afslutter med ordene:

»Tommys blog har de første 14 dage haft ligeså mange besøg af teenagedrenge som Prins Henriks soveværelse – Ca. 25.000! At Tommy end ikke er nomineret er ligeså dårlig dømmekraft som det ville være, at ansætte en pædofil som liveredder ved børnebassinet. Det er så sjældent at nøgne børn drukner i bruseområdet«.

Andre artikler på siden retter sig mod diverse kendisser. Om grevinde Alexandra skriver ‘Tommy’ i en artikel den 23. august‘:

»Den skævøjede eks-au pair Grevinde Alexandra, blev i 2004 separeret fra sin daværende husbond Prins Joachim. Hun har siden modtaget 2,3 millioner i apanage. Om året. Betalt af skatteyderne. Til gengæld behøver hun ikke at bedrive det mindste.

Grevinde Alexandra er en kvinde med sans for forretning. Hun har bla. købt to luksuslejligheder i Tyrkiet for sin skattebetalte apanage. Mon ikke der er nogle skatteydere der krydser fingre for, at hun snart bliver kvalt imens hun yder oralsex eller stikker sin penis ind i en røv indeholdende ranglebær og HIV«.

I samme artikel kalder ‘Tommy’ en navngiven person for en »ræverød kæmpe-klippert af en homoseksuel«.

Går man ‘Tommys’ artikler igennem, er det ikke svært at forstå, hvorfor de støder mange mennesker. Det kan være vanskeligt at se det sjove i ‘Tommys’ ytringer, og det bliver ikke lettere af, at ‘Tommy’ skriver om virkelige personer og på den måde blander sin humor sammen med virkeligheden. Havde det været Anders And, ‘Tommy’ havde ønsket kvalt, ville det have været lettere at slå det hen som dårlig humor, end når det er grevinde Alexandra.

Men inden man bortdømmer siden, må man minde sig selv om, at her jo netop er tale om satire. Tommy Thailand er ikke en virkelig person, men en fiktiv karakter. En del af humoren kan siges at handle om, hvor langt ude Tommy er. Den samme groteske mangel på selvindsigt og respekt for almindelige normer for god opførsel kendes fra andre figurer, ikke mindst Anders ‘Anden’ Matthesens Stewart Stardust, som Kenneth har sammenlignet Tommy med. Enhver, der har set Matthesens shows vil vide, at heller ikke Stewart holder sig for god til at gøre grin med alt fra overgreb på børn til vold mod kvinder. Et andet eksempel er Casper Christensen og Frank Hvams populære serie ‘Klovn’. Her optræder især Christensen med en kvindeforagt, som de færreste ville finde acceptabel i den virkelige verden, og serien er generelt fuld af sexisme og mandschauvinisme.

Tommy har det til fælles med Stewart og Christensen/Hvam, at de alle er karakterer i fiktionsuniverser. Kenneth Nielsen, manden bag ‘Tommy’-siden, indtager en rolle, når han optræder som Tommy, ligesom Anders Matthesen gør, når han står på scenen som Stewart, og ligesom Casper Christensen gør, når han spiller sig selv i ‘Klovn’. Man kan hævde, at Matthesen og Christensen er bedre til at gøre det end Kenneth, men princippet er det samme.

Det er i det lys, man må diskutere, om aktivisme mod satiresider er et demokratisk problem. De landsdækkende medier fokuserer som nævnt på, at nogen forsøger at lukke munden på Sarah, men de glemmer i forbifarten, at Sarah ønskede at lukke munden på ‘Tommy’. Sarah nøjedes ikke med at skrive et kritisk opslag eller indsende en kronik om det, hun opfattede som et problem. Hun anmeldte siden og opfordrede sine små 6.000 følgere til at gøre det samme. Da hun gjorde det, gik hun fra at være kritiker til at være aktivist. Hun ønskede ikke en diskussion om ‘Tommy’-siden eller om satiresider i almindelighed. Hun ønskede udelukkende at få siden lukket.

Her må man igen stoppe op. Det er værd at notere sig, at Facebook spiller en afgørende rolle og meget vel kan gøre det fremadrettet. Det er Facebook – og kun Facebook – der afgør, hvilke sider der lukkes på netværket. Ingen ved med sikkerhed, hvilke kriterier Facebook lægger til grund for beslutningerne, men der er grund til at tro, at et stort antal klager øger sandsynligheden for, at Facebook tager klagerne alvorligt. Heri ligger muligheden for en særlig Facebook-aktivisme, som indebærer, at man kan gennemføre succesfulde angreb på sider, man ikke bryder sig om, bare man er nok om det. En slags ‘online-guerilla-krig’ kan opstå, hvor diverse grupper udser sig specifikke mål og angriber dem med klager i stort tal for at få dem lukket. En krig, som i vid udstrækning bliver et ‘numbers game’: Er I nok, kan I vinde. De sider, der bliver tilbage, er dem, der er bedst til at få andre sider lukket og til at undgå selv at blive lukket. Et scenarie, der mere lyder som survival of the fittest end som demokratisk dialog.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg godt kan forstå, hvorfor Sarah og andre ønsker sider om Kenneths lukket. Det er ved Gud ikke svært at læse ‘Tommys’ udgydelser som kvindehad (og had mod mange andre), og det bliver ikke bedre af, at ‘Tommys’ følgere går med på legen (eller slet og ret udtrykker reelt kvindehad). Klikker man sig forudsætningsløst ind på Kenneths hjemmeside eller – da man kunne det – på hans Facebook-side, kan man nærmest ikke opfatte indholdet som andet.

Omvendt er jeg stor tilhænger af ytringsfrihed. ‘Tommy’ havde – mig bekendt – ikke skrevet noget om Sarah, hendes side eller hendes følgere, da Sarah angreb ‘Tommy’. Sarah kunne have valgt at ignorere ‘Tommy’-siden ud fra den betragtning, at også dem, man ikke er enig med, skal have lov til at ytre sig. Hun kunne have nøjedes med at betragte det som ufattelig dårlig humor og taget afstand fra det. Det gjorde hun som bekendt ikke.

Jeg er splittet i forhold til dilemmaet mellem ytringsfrihed og aktivisme. På den ene side formemmer jeg, at min holdning til, at alt som udgangspunkt skal have lov til at blive skrevet, er forbundet med en ikke ubetydelig naivitet. På den anden side bryder jeg mig ikke om tanken om, at et civilt ‘holdningspoliti’ skal patruljere Facebook og kæmpe for at få lukket sider, der ikke repræsenterer de “rigtige” holdninger.

Hvad kommer der til at ske nu?

I skrivende stund er ‘Tommy Thailand – en sømands bekendelser’ og ‘Ti stille kvinde’ blevet lukket af Facebook. Jeg er ikke klar over, om der er tale om en pause eller en uigenkaldelig lukning. Også ‘En feminists bekendelser’ er lige nu lukket. Jeg ved ikke hvorfor. Kenneth har åbnet en ny version af ‘Tommy’-siden, som allerede er oppe på 1.200 følgere. Hvorvidt Facebook også lukker den, skal jeg ikke kunne sige, men det er svært at forestille sig, at de mennesker, der klagede over Kenneths oprindelige side, ikke også vil klage over den nye.

Konflikten mellem Sarah og Kenneth – eller måske rettere mellem deres følgere – er næppe forbi. Mit indtryk er, at den aktuelle konflikt er en konsekvens af en mere grundlæggende uenighed. Der er kræfter på begge sider, som virkelig ikke bryder sig om hinanden, og som er villige til at gå langt for at gøre livet surt for modparten.

Den grundlæggende uenighed kendes fra andre debatter. På den ene side står en gruppe, som er træt af det, de opfatter som ‘politisk korrekthed’, ‘holdningstyranni’, ‘offermentalitet’ med videre. På den anden side står en gruppe, som er træt af det, de opfatter som misogyni (kvindehad), sexisme, racisme, homofobi og så videre.

Det er meget svært at se de to grupper nærme sig hinanden. De er ikke bare uenige, men ser så forskelligt på verden, at de nærmest taler to forskellige sprog. Samtidig lukker de sig i ikke ubetydelig grad om sig selv. Der er intet ønske om dialog, og den manglende vilje til at tale med hinanden forekommer mig at være noget af det eneste, de to grupper faktisk er enige om.

Jeg ønsker det bedste for de involverede parter, og jeg opfordrer alle til at afstå fra chikane og trusler. Det en god ide at prøve at se på tingene fra modpartens synspunkt, selv om det kan være svært. Det, der virker idiotisk for dig, giver mening for en anden.

John-Cleese-om-ekstremisme

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview