19. marts, 2024

Er danskerne endt i en pøl af kvindehad?

Kronik: Ligestilling skal være et frihedsprojekt, ikke et reguleringsprojekt.

”Det er både overraskende og nedslående, at danskerne – en privilegeret, velhavende, højtuddannet og socialt, kulturelt og sprogligt meget omstillingsparat befolkning – er endt i denne pøl af misogyni og bagstræberisk tænkning.”

Det var konklusionen i en kronik bragt i Berlingske den 19. december 2014 med titlen “Dansk tilbageslag for ligestillingen”. Foruden sin anklage mod den danske befolkning kritiserede kronikken de politiske partier i Danmark for ikke at have ligestilling øverst på dagsordenen. Kronikken havde 42 underskrivere, blandt andet politikere, forskere, jurister, journalister og feministiske bloggere og aktivister.

Vi skriver dette modsvar, fordi vi er af den opfattelse, at kronikken tager fejl i sine præmisser og sine konklusioner. At danskerne skulle befinde sig i en pøl af kvindehad, er en ytring, vi tager klar afstand fra. Men vi skriver det også, fordi vi ikke vil tillade, at ligestillingsdebatten i Danmark monopoliseres af det ligestillingssyn, kronikørerne gør sig til talsmænd (m/k) for.

Tillad os at forklare forskellen. Vi er tilhængere af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder mellem kønnene overalt i samfundet. Ligestilling handler for os om at sikre, at det enkelte menneskes beslutninger ikke begrænses af dets køn. Men vi ønsker ikke at blande os i, hvilke beslutninger det enkelte menneske træffer. Ligestilling er for os et frihedsprojekt, ikke et reguleringsprojekt.

Heroverfor står det ligestillingssyn, kronikørerne repræsenterer. Ligestilling handler for dem ikke først og fremmest om lige muligheder og rettigheder, men om lige resultater. Ligestillingsproblemer skal i deres øjne identificeres ved at kigge på fordelingen af kvinder og mænd inden for konkrete områder, og ”forkerte” fordelinger skal ændres med staten som mellemmand gennem lovgivning, fx kvoter. Ligestilling er for dem et reguleringsprojekt, ikke et frihedsprojekt.

Lad os med denne grundlæggende forskel på plads gå videre til det konkrete. En af kronikkens bærende påstande er, at Danmark skulle være ramt af et tilbageslag på ligestillingsområdet. Det formuleres således:

”For efter årtier med fremskridt på ligestillingsområdet, står Danmark midt i et markant tilbageslag, et såkaldt backlash. At promovere ligestilling er blevet en ekstrem position i den offentlige debat. Den generelle opfattelse lader nemlig til at være, at vi for længst har opnået fuld ligestilling, og at enhver kønsmæssig ulighed i vores samfund derfor skal forklares enten ved mandlig overlegenhed og/eller manglende interesse fra kvinders side i at udfolde deres potentiale.”

Her glemmer kronikørerne en tredje mulighed. De ”kønsmæssige uligheder”, de taler om, kunne også være et udtryk for, at kvinder og mænd faktisk benytter ligestillingen til at vælge lige præcis det, de helst vil, og at det ikke udgør et problem. For hvad er det problematiske ved, at en kønsfordeling på et område er 70/30 eller 30/70, hvis fordelingen udtrykker summen af frie menneskers frie valg?

Desværre er det sådan, at netop den tanke, denne insisteren på den enkeltes ret til at vælge, som han eller hun vil, er det ekstreme synpunkt i den danske ligestillingsdebat. Heri ligger nemlig en modstand mod det dominerende ligestillingssyn og dets reguleringstrang: 50/50 for enhver pris – også den personlige friheds.

Kronikken beskæftiger sig indgående med vold og voldtægter. I forhold til vold henvises der til den EU-rapport, der sidste forår satte Danmark på landkortet som det sted i EU, hvor vold, chikane og sexisme er mest udbredt. Også lande som Sverige, Holland og Finland lå højt, mens mange syd- og østeuropæiske lande placerede sig længere nede på listen.

Rapportens troværdighed er tidligere blevet draget i tvivl af eksperter på området, fx speciallæge Karin Helweg-Larsen, der har forsket i vold mod kvinder i Danmark. Til Politiken sagde hun om rapporten: ”Det kan ikke være rigtigt. Svarene er jo helt afhængige af, hvad man opfatter som vold i de forskellige EU-lande” og om vold i Danmark: ” Vi har jo selv lavet undersøgelser i rigtig mange år i Danmark, og det, vi har set, er, at voldens hyppighed er faldet, specielt når det gælder partnervold”.

Rapporten er ikke et godt udgangspunkt for at diskutere vold, hverken i Danmark eller i resten af EU. Men det betyder ikke, at diskussionen ikke skal tages. Her forstår vi dog ikke kronikørernes særlige fokus på vold mod kvinder. Efter vores opfattelse må man tage afstand til vold uanset offerets køn.

Partnervold går ganske rigtigt oftere ud over kvinder end mænd, men vold i almindelighed går oftere ud over mænd end kvinder. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 50% flere mandlige voldsofre end kvindelige. Den pointe synes overset i kronikken, og det er beklageligt. Vold mod mænd er ikke et mindre alvorligt problem end vold mod kvinder – knytnæven rammer lige hårdt.

I forhold til voldtægter skriver kronikørerne: ”Det er samtidig almindeligt kendt, at gerningsmanden ofte har fuld straffrihed. Mindre end en tredjedel af anmeldte voldtægter i Danmark resulterer i en retssag, og kun omkring en femtedel i en domfældelse.”

Denne påstand undrer os, ikke mindst fordi flere af kronikørerne er jurister. En gerningsmand defineres sædvanligvis som en, der har begået en forbrydelse, og i et retssamfund er det op til domstolene at vurdere, om det er tilfældet i den konkrete sag. Indtil man er dømt, er man ikke gerningsmand, men anklaget. At påstå, at ”gerningsmanden ofte har fuld straffrihed”, er derfor noget vrøvl. Vi må fastholde det princip, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, også når anklagen handler om noget så afskyeligt som voldtægt.

Vi er enige med kronikørerne i, at voldtægter er alvorlige forbrydelser, og at de udgør et problematisk juridisk område. Det skyldes blandt andet, at bevis på seksuelt samkvem ikke i sig selv beviser, at der var tale om voldtægt. I den forbindelse har SF foreslået, at vi i Danmark indfører en lov om ”uagtsom voldtægt”, som betyder, at der skal foreligge et samtykke fra begge parter i forbindelse med sex. Vi tror ikke på, at dette forslag er løsningen.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd anslår, at der begås 2900 voldtægter om året i Danmark. Heraf anmeldes ca. 400, hvoraf ca. 300 fører til sigtelse og ca. 70 til dom. To ting er slående. For det første at under 14% af voldtægterne anmeldes. For det andet at kun ca. 17,5% af anmeldelserne fører til dom.

Begge dele er bekymrende, men det første udgør et selvstændigt problem. For selv hvis hver eneste anmeldelse førte til dom, ville 86% af de formodede gerningsmænd gå fri, fordi de ikke blev anmeldt. Der er grund til at se på, hvorfor så få voldtægter anmeldes, da det især er her, årsagen til det lave antal domfældelser gemmer sig.

Vi er altså enige med kronikørerne i, at vold og voldtægter er områder, som skal tages alvorligt. Enige er vi til gengæld ikke i kronikkens ønske om at blande sig i familiers ret til at træffe egne beslutninger angående barsel, i dens ønske om at blande sig i virksomheders ansættelser eller i dens ønske om at kriminalisere sexkøbere.

Vi anser disse ønsker for at være et udtryk for kronikørernes trang til at regulere andre menneskers muligheder og valg. Modsat kronikørerne har vi fuld tillid til, at den enkelte familie, den enkelte virksomhed og den enkelte sexkøber og -sælger er i stand til at træffe egne beslutninger. Samfundets opgave er at sikre det enkelte menneskes frihed fra tvang, ikke at blande sig i hvad den enkelte bruger sin frihed til.

Til sidst et par ord om kronikkens afsluttende bemærkninger:

”Denne uantastede undertrykkelse, de begrebsmæssige urigtigheder samt den bevidste uvidenhed – eller måske bare uvidenhed – blandt danske mediepersoner og politikere udgør et reelt backlash imod de danske kvinder, som kun har udlandet at se til, når det kommer til lederskab på ligestillingsområdet.”

Dette såkaldte backlash mod de danske kvinder har vi umådelig svært ved at genkende. Ligestillingspolitikken i Danmark har i de seneste 10-15 år favoriseret kvinder i en grad, der er sjælden på verdensplan.

Danske virksomheder – offentlige som private – er underlagt krav om at opsætte måltal og arbejde aktivt for at få flere kvinder i ledelse. Mange steder arbejder man desuden målrettet med at styrke kvinders chancer ved jobsamtaler ved at sørge for, at der er andre kvinder til stede, som den kvindelige ansøger kan identificere sig med. Samtidig udformer man jobannoncerne i et sprog, der i særlig grad skal tiltrække kvindelige ansøgere.

På universiteterne i Danmark har kvindelige forskere i en årrække haft klare fordele i forhold til mandlige. Nogle universiteter har udbetalt kontante pengebeløb til fakulteter og institutter, der ansatte flere kvinder i videnskabelige stillinger, og forskningspuljen YDUN uddelte sidste år – med dispensation fra ligestillingsloven – 110 millioner kroner til kvindelige forskere.

Foruden disse tiltag, der gør det lettere at være kvindelig jobansøger end mandlig, lever danske kvinder i et land, som har en kvindelig regent, en kvindelig statsminister og adskillige kvindelige partiledere. I Danmark kan kvinder blive, hvad de vil, og det glæder vi os over. Det er sådan, det skal være, men det er så sandelig også sådan, det er.

Vi forstår godt, at kronikkens forfattere og medunderskrivere ønsker at tegne et billede af Danmark som et kvindehadende og ligestillingsfjendsk samfund. Adskillige af medunderskriverne arbejder til daglig med ligestilling og har derfor behov for at vedligeholde den politiske bevågenhed, fordi den er med til at sikre nye tilskud til området.

Men at vi forstår det, betyder ikke at vi billiger det. Tværtimod ærgrer det os, at forfatterne og medunderskriverne tager såvel fakta som danskernes opfattelse af kvinder som gidsler for deres lobbyisme. Hverken ligestillingsdebatten eller ligestillingspolitikken har brug for vildledning. Dertil er emnerne for alvorlige.

Danmark er en af verdens førende nationer, hvad angår ligestilling. Det er en position, vi skal holde fast i. Ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder for mænd og kvinder skal også i fremtiden være udgangspunktet for den danske ligestillingspolitik. Men det skal lige resultater på alle områder ikke.

Ligestillingspolitiske idealer må aldrig blive vigtigere end det enkelte menneskes ret til at leve, som det ønsker. Moren, der har valgt at arbejde på deltid, skal ikke have dårlig samvittighed, fordi hun ikke lever op til ønsket om 50/50 i et Excel-ark over mænd og kvinders erhvervsdeltagelse. Faren, der knokler under sin kones barsel, så familien har råd til at sørge for den lille ny, skal ikke kaldes kvindehader og opfattes som en modstander af ligestilling.

Ligestilling er ganske rigtigt en samfundsopgave. Men opgaven er at give alle mennesker flere muligheder, ikke at putte kønnene i kasser og få kasserne til at stå snorlige som i en Ikea-reol. At være stillet lige betyder, at man har de samme valgmuligheder som andre. Det betyder ikke, at man skal vælge det samme som dem.

Ligestilling skal være et frihedsprojekt, ikke et reguleringsprojekt. Og det behøver man ikke befinde sig i en pøl af kvindehad for at mene.

Kronikken er skrevet af Frank Sondrup og Tobias Petersen.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview