21. april, 2024

Arbejdermuseet og det feministiske økosystem

Butiksgade på Arbejdermuseet. Billede: Wikimedia Commons, Leif Jørgensen.

Med kurset ‘Hvad med drengene? Ligestilling i klasselokalet’ klæder Arbejdermuseet lærere på til ideologisk ensidig undervisning i køn og ligestilling.

Lørdag faldt jeg over et opslag på Manderådets Facebook-side. Opslaget, som er forfattet af Kåre Fog, handler om Arbejdermuseets tilbud til skole- og gymnasier om ligestilling. Mere præcist om kurset ‘Hvad med drengene? Ligestilling i klasselokalet’, som er målrettet kontaktlærere i udskoling og på STX/HF samt undervisere med fokus på Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

I opslaget kritiserer Fog kurset for at “ruste læreren til at vide, hvad han/hun skal mene,” når eleverne eksempelvis nævner Jordan Peterson. Den påstand baserer Fog på kursets materiale, som blandt andet indeholder en podcast med professor i idéhistorie Mikkel Thorup, der er notorisk Peterson-kritiker.

Thorups syn på Jordan Peterson kommer blandt andet til udtryk i essayet Kaoskvinden hersker: Jordan Petersons misogyne alarmisme. Thorup har tillige skrevet bogen Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder, i hvilken han gentager sin kritik af Peterson. Da jeg anmeldte bogen her på siden i 2020, skrev jeg blandt andet: “Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder består af tre dele, og de to første er klart bedre end den tredje, hvor Thorup bruger sine kræfter på at slås med den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson. Thorups vrede over Petersons succes er åbenlys og påvirker på katastrofal vis Thorups analyse af Petersons tænkning. Hvis man tror, professorer er en slags overmennesker, der ikke forfalder til nid og misundelse, tager man fejl, og har man brug for at se det udpenslet, kan man med fordel læse Thorups hvidglødende raseri over, at nogen som helst tager Peterson alvorligt.”

Ser man på resten af materialet, er indtrykket det samme. I podcasten med Thorup medvirker Loke Bisbjerg Nielsen, aktiv i DareGender, en feministisk organisation. En anden central person er Sebastian Lynggard, hvis populære Instagram-profil Herlige Svend løbende udbreder feministiske budskaber. Hertil kommer, at lærerne nederst på siden opfordres til at tage kontakt til feministiske organisationer som DareGender, Dansk Mandesamfund og Sex & Samfund. Intet sted i kurset indgår nogen med et ikke-feministisk perspektiv på ligestilling.

Fog afslutter sit opslag af med at forholde sig til Loke Bisbjerg Nielsens opfordring til at “fokusere på den åbne dialog”. En sådan dialog findes ikke og er ikke mulig, påpeger Fog, da en dialog forudsætter to parter.

“Sagen er jo, at der fra centralt hold i Danmark hele tiden lukkes ned for dialog med den fløj i debatten, som bl.a. jeg selv står på,” skriver Fog.

“Feministerne er dygtige til at hive støttebeløb efter støttebeløb ud af statskassen, og her bruger de disse støttebeløb til at lave propaganda for en ensidig fremstilling af ligestillings-problematikken,” fortsætter han.

“Der er netop ikke tale om dialog. Hvis man mener noget andet end feministerne, er man et usympatisk udskud, som i hvert fald ikke skal lyttes til og ikke have nogen støtte. Så vi har en diskussion, hvor den ene part får millioner af kroner til at indoktrinere befolkningen, mens den anden part får nul og nix. Det kan aldrig blive en ligeværdig dialog,” pointerer Fog.

I min bog introducerer jeg begrebet det feministiske økosystem til at beskrive den infrastruktur, som opretholder den feministiske kirkes dominans (den feministiske kirke er min begrebsliggørelse af det moralske fællesskab, som forbinder feminister i dyrkelsen af for dem hellige overbevisninger og praksisser. Mindre præcist kunne man sige den feministiske bevægelse).

Om det feministiske økosystem skriver jeg: “Analytisk giver det mening at dele det feministiske økosystem op i tre dele. 1. Teori- og vidensproduktion. 2. Distribution. 3. Finansiering. De tre dele understøtter og er gensidigt afhængige af hinanden. Systemet fungerer kun, hvis hver af de tre dele gør det.”

Det sidste er en væsentlig pointe. Ligesom en jernbane ikke fungerer uden både tog og skinner og brændstof, fungerer det feministiske økosystem ikke uden både teori- og vidensproduktion og distribution og finansiering. Har man kun to, ligegyldigt hvilke to, holder systemet op med at virke.

I bogen giver jeg flere eksempler på organisationer i det feministiske økosystem og deres aktiviteter. Jeg viser også, at mange af organisationerne er forbundne og understreger, at denne forbundethed er en styrke for systemet.

Arbejdermuseet indgår ikke i bogen, men med sit ligestillingskursus til lærere kunne det sagtens have gjort det. Kurset fungerer som distribution af feministisk teori- og vidensproduktion og medvirker på den måde til at opretholde den feministiske kirkes dominans. Konkret sker det ved, at lærerne præsenteres for feministiske idéer om køn og ligestilling, som de tager med sig ud i skolerne og videreformidler til eleverne. Hertil kommer, at Arbejdermuseet indirekte finansierer distributionen ved at bruge sine ressourcer på kurset. I overført betydning leverer Arbejdermuseet både som de skinner, toget kører på, og det brændstof, som får det til at bevæge sig fremad.

Arbejdermuseets dispositioner har flere tabere. Først og fremmest naturligvis de drenge, som museets svigter ved ikke at præsentere deres lærere for alternativer til feministiske idéer om køn og ligestilling. Og pigerne i deres klasser, som snydes for det samme.

Sekundært medvirker Arbejdsmuseet til at fastholde den eksisterende ulighed i debatten om køn og ligestilling. Det fremgår ikke, om der finder betaling sted til de feministiske aktører, Arbejdermuseet benytter sig af, men selv hvis det ikke er tilfældet, sker der en symbolsk betaling i form af legitimitet. En betaling, som siden kan omveksles til politisk indflydelse, i takt med at aktørernes deltagelse hos Arbejdermuseet fører til større gennemslagskraft og deltagelse andre steder.

Det er paradoksalt, at Arbejdermuseet vælger denne fremgangsmåde. I P1 Orientering 7. februar blev det beskrevet, at Arbejdermuseet i forbindelse med udstillingen ‘Kvindeliv’ har oplevet, at drenge ytrer sig kritisk om køn og ligestilling. Disse oplevelser gentages i kursusbeskrivelsen, hvori man blandt andet kan læse følgende:

“Under en række besøg hos mere end 200 udskolings- og gymnasieelever på tværs af landet i løbet af efteråret 2022 oplevede vi nogle nye udfordringer ved at tale om køn og ligestilling. Flere unge drenge ønskede ikke at deltage i diskussionen eller trak sig undervejs, hvis diskussionen blev intens. Samtidig oplevede vi, at samtalerne kunne rumme stærke holdninger og stereotype kønsnormer, at der var tanker om drenge, der tabes i uddannelsessystemet, og om piger der får høje karakterer, dominerer universiteterne og får gode jobs. Tanker om frygt for falske voldtægtsanklager dukkede op flere steder. Endeligt var der en udtalt skepsis til ligelønsudfordringen mellem mænd og kvinder og et udtalt behov for at få “bevis” med valide informationskilder. Drengene markerede dermed synligt, at der var elementer i køns-, samfunds- og ligestillingsdebatten, som de havde svært ved at finde deres ståsted i.”

Internationale undersøgelser peger på, at det ikke er et fænomen, som kan isoleres til Danmark eller Arbejdermuseet. På tværs af den vestlige verden – og også uden for den – er unge mænd og kvinder i de senere år blevet mere splittede i deres politiske holdninger, herunder til køn og ligestilling. Flere steder kan disse uenigheder aflæses i fertilitetsraten, som er hastigt faldende.

Skrækeksemplet er Sydkorea, som har verdens laveste fertilitetsrate på blot 0,78 børn per kvinde, meget langt fra det tal på 2,1, som er forudsætningen for at opretholde befolkningstallet, og et tal, som forventes at falde yderligere i de kommende år, blandt andet på grund af kønnede uenigheder.

En stigende andel af unge sydkoreanske kvinder har helt opgivet mænd i protest mod det, de opfatter som patriarkalske strukturer i det koreanske samfund. Disse kvinder er en del af den såkaldte 4B-bevægelse, som praktiserer bihon, afvisning af heteroseksuelle ægteskaber, bichulsan, afvisning af fødsler, biyeona, afvisning af dates og bisekseu, afvisning af heteroseksuelle seksuelle relationer. “Det er både en ideologisk markering og en livsstil”, skrev journalist Anna Louie Sussman, da hun i marts sidste år fortalte om fænomenet. “Mange kvinder, jeg talte med, udvider deres boykot til at gælde næsten alle mænd i deres liv, inklusive deres mandlige venner.” Hvilken betydning har denne udvikling for de sydkoreanske mænd?

Arbejdermuseets oplevelser med drengenes kommentarer til udstillingen ‘Kvindeliv’ burde få museet til at tænke over disse globale strømninger. Hvad er det, drengene kritiserer? Overser vi noget? Er vores udstillinger gode nok? Baserer vi os på falske forestillinger om verden, som måske havde værdi for 50 år siden, men som i dag er forældede og ikke afspejler virkeligheden i 2024? Men i stedet for at tage drengenes kritik alvorligt og præsentere dem for perspektiver på køn og ligestilling, som adskiller sig fra de feministiske fortællinger, drengene er trætte af at høre på, fodrer Arbejdsmuseet dem med mere af det samme.

Måske ved Arbejdsmuseet bare ikke bedre. Men i så fald bør museet hastigt komme ind i det nye årtusinde. Vi lever hverken i 1950’erne eller 1970’erne. Piger og kvinder er ikke samfundets tabere. Drenge og mænd dominerer snart sagt enhver enhver af de triste statistikker såsom ensomhed, hjemløshed, misbrug og selvmord, alt imens bærende samfundsstrukturer som sundhedssystemet og uddannelsessystemet præsterer markant bedre resultater for piger og kvinder end for drenge og mænd. Det er muligt, at vi engang for længe siden levede i a man’s world, men det gør vi ikke længere.

Skulle man beskrive vores samtid, ville parolen the future is female være mere rammende. Piger og kvinder prioriteres, så langt øjet rækker. Medier, virksomheder, organisationer, institutioner og partier står i kø for at fremme kvinders succes på enhver tænkelig måde, herunder måder, som danser tæt på ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling og nogle gange over dem.

Disse forandringer er en forudsætning for at forstå drengenes reaktioner. Når de reagerer, kan en del af årsagen være det åbenlyse misforhold mellem verden, som den fremstilles i det feministiske idéunivers, og verden, som den er. Ifølge de feministiske teorier er kvinder ofre for uretfærdigheder, mens mænd har alle fordele. I den virkelighed, drengene møder, forholder det sig ikke sådan.

Vil du ikke tage mit ord for det, vil du måske tage Richard Reeves’. Reeves er forfatter til bogen Of Boys and Men, liberal i amerikansk forstand og stor tilhænger af kvindebevægelsens politiske resultater. Når han i et nyligt indlæg peger på de samme tendenser, skyldes det ikke en underliggende politisk eller ideologisk modvilje mod feminisme. Det skyldes en reel bekymring.

“Den fejl, som mange mennesker på den politiske venstrefløj begår, er at afvise enhver bevægelse mod højre blandt unge mænd som noget som helst andet end et reaktionært backlash mod kvinders fremskridt. Og det er selvfølgelig noget af det. Men det er ikke hovedhistorien,” skriver Reeves og fortsætter:

“De er rigtigt, at unge mænd i USA ifølge en Equimundo-undersøgelse fra 2023 er mere fjendtlige over for feminisme end ældre mænd. Men dette synes ikke at være lig med en modstand mod det grundlæggende ideal om lige muligheder for mænd og kvinder. Så hvad sker der? Jeg tror, ​​der sker et par ting:

  1. Unge mænd ser feminisme som at have metastaseret fra en bevægelse for ligestilling for kvinder til en bevægelse mod mænd, eller i det mindste mod maskulinitet.
  2. Unge mænd kæmper på mange fronter, især med hensyn til uddannelse og mental sundhed.
  3. Unge mænd føler, at disse bekymringer ikke bliver behandlet, eller nogle gange endda anerkendt, af almindelige institutioner.

    Her er sagen: de tager ikke fejl.”

På Arbejdermuseet ligger der en stor opgave og venter, hvis museet vil gøre sig håb om at få drengene i tale. Fortsætter museet den nuværende kurs, hvor udstillinger og undervisningsmateriale skabes ud fra en forældet, feministisk skabelon, må museet påregne, at drengenes negative reaktioner vil fortsætte.

På sin side om lærerkurset fortæller Arbejdermuseet, at det eneste eksempel på mandlige ligestillingskampe, unge drenge kan nævne, er barsel til mænd. Hvis ikke det er et wakeupcall, som kan få museet til at se indad, er det svært at se, hvad der skal kunne gøre det. Drenge og mænd har uendeligt mange problemer at slås med. Arbejdermuseet har en åbenlys opgave i at hjælpe drengene med at sætte ord på dem.

Betyder det så, at museet skal forkaste alle feministiske idéer, teorier og begreber ned til sidste stavelse? Nej, selvfølgelig ikke. Som jeg skriver i et indlæg hos Centre for Male Psychology, kan man godt lade sig inspirere af fortidens tanker. Blot man husker, at de ofte kommer med en udløbsdato:

“Det er helt fint at citere for eksempel Simone de Beauvoir og hendes klassiker fra 1949, Det andet køn. Bøger dør jo ikke. Problemet opstår, hvis man glemmer eller undlader at indse, at den verden, de Beauvoir kiggede på og forsøgte at forstå, er fortid i dag. Vi har brug for en forståelse, der passer til 2020’erne, og ikke enhver idé, teori, begreb eller observation bliver bedre med alderen.”

Hvad angår Manderådet, er sagen en påmindelse om, at det ikke er nok at brokke sig. Arbejdermuseet er ideologisk ensidigt i udformningen af sit kursusmateriale, ja, men hvor mange ikke-feministiske input målrettet kurser til lærere findes der, som museet ville kunne bruge, hvis det ønskede det?

Hvis Manderådet mener, at undervisningen i køn og ligestilling er kritisabel, er det oplagt for Manderådet at præsentere et alternativ. Ikke et komplet undervisningsforløb – den slags er dyrt og tager lang tid at lave – men for eksempel to videoer af 15 minutters varighed, én til lærerne og én til eleverne. Disse videoer ville kunne indgå i kurser som Arbejdermuseets og i undervisningen i køn og ligestilling i skolerne og på gymnasierne.

Hvis videoerne blev lavet godt, er jeg overbevist om, at de ville blive brugt. Her tænker jeg ikke kun på lyd- og billedkvaliteten, men også på indholdet, som efter min opfattelse bør består af få, simple budskaber, belyst med tydelige grafikker og letforståelig speak. Ikke 97 links til obskure rapporter. Ikke udbasunering af Manderådets mediekritik. Ikke brok over feminisme. Klar oplysning om tre til fem af de problemer, drenge og mænd står over for i dag.

Eksempelvis kunne man fortælle om FN’s Verdensmål 5, Ligestilling, der i sine delmål og indikatorer nævner “piger” seks gange, “kvinder” 18 gange, “drenge” nul gange og “mænd” én gang. Altså en kønsscore på 24-1. Eller omsat til procenter: 96-4.

På baggrund heraf kunne man lægge op til en diskussion i klassen om, hvorvidt denne fordeling afspejler kønnenes problemer eller ej. Er det sådan, at piger og kvinder har et væld af problemer, og drenge og mænd så godt som ingen har? Man kunne også lægge op til en diskussion af, hvad kønnet ensidighed som den i Verdensmål 5 betyder for drenges opfattelse af køn og ligestilling. Når nogle drenge mener, at ligestilling ikke er noget for dem, kan det så have noget med at gøre, at ligestillingsdiskussioner meget ofte handler om piger og kvinders problemer?

De spørgsmål kan Arbejdermuseet også stille. Ikke mindst til sig selv.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview