Hvis kvinders frygt for mænd får dem til at leve et stærkt begrænset liv, bør den behandles, skriver Helen Pluckrose.
Dette indlæg er en oversættelse af et indlæg, som første gang blev bragt på Areo Magazine i december 2017. Indlægget er skrevet af Helen Pluckrose, som er chefredaktør for Areo Magazine.
Helen Pluckrose er desuden medforfatter til bogen ‘Cynical Theories’ og stifter og leder af organisationen Counterweight, der arbejder for individualisme, universalisme og fri udveksling af idéer og mod autoritære bevægelser, i særdeleshed det, organisationen kalder Critical Social Justice-ideologien. Oversættelsen bringes med tilladelse fra Helen Pluckrose.
»Vær på vagt for en anti-mandlig moralsk panik« skrev Cathy Young kort efter meddelelsen om, at Hollywood-mogulen Harvey Weinstein havde indgået forlig i mindst otte sager om seksuel chikane. Som så ofte før, havde Young fuldstændig ret. Selv om der havde været nogle ideologisk motiverede forsøg på at bebrejde Weinsteins politik eller, ubegribeligt, hans jødiskhed for disse sager, begyndte bebrejdelsesfingeren, efterhånden som flere og flere tilfælde af seksuel chikane og seksuelle overgreb væltede ind, i overvældende grad at pege på … mænd.
»Hele mit liv har været præget af seksuel chikane – præcis som alle kvinders« erklærede Suzanne Moore i The Guadian som reaktion på de ubehagelige nyheder. Fra andre kilder lærte vi, hvordan voldtægtskultur skabte Harvey Weinstein, at Harvey Weinstein viser, at voldtægtskultur stadig er fremherskende i 2017, og hvad voldtægtskultur siger om maskulinitet. Problemet ved det er, at Harvey Weinstein hverken er en kultur eller maskulinitet. Han er en mand, som tydeligvis var villig til at bruge sin magtposition til at udnytte og misbruge kvinder. Vi kan fordømme Weinsteins karakter. Vi kan forlange svar og eftersyn af en industri, som tillod ham at skjule sine overgreb fra offentligheden. Men det bør huskes, at Weinsteins magt ikke bestod i, at den amerikanske offentlighed fandt seksuelle overgreb acceptable. Weinsteins magtposition gjorde det ikke muligt for ham at overbevise det amerikanske samfund om, at seksuelt misbrug var godt. Den gjorde det muligt for ham at skjule sit fra det. Da han ikke længere var i stand til det, skabte den øjeblikkelige udgydelse af indignation, vrede og sorg tvivl om påstanden om, at USA er en voldtægtskultur. Hvis vi forstår en voldtægtskultur som en, hvor voldtægt glorificeres, accepteres eller undskyldes, er det så som så med beviserne på eksistensen af en sådan kultur i reaktionerne på afsløringerne af Harvey Weinstein.
Alligevel har den anti-mandlige moralske panik i den grad spredt sig, og der er ingen grund til at betvivle, at frygten er reel. Twitter reagerede på afsløringerne med hashtagget #MeToo, som kvinder brugte til at dele deres oplevelser med seksuel chikane og seksuelle overgreb og deres vrede mod mænd. Selv om nogle mænd også brugte hashtagget med deres egne konti og blev støttet af kvinder, så mange Twitter-brugere, mandlige og kvindelige, det nødvendigt at præsentere Weinstein-sagen som en del af et større problem, alle mænd var medskyldige i. Det er forkert. Det er uretfærdigt over for det store flertal af mænd, som ikke begår nogen seksuelle overgreb og er rystede over disse overgrebs eksistens. Det er også skadeligt for kvinder, som opfordres til at frygte mænd som køn og til at opfatte verden som farlig og fjendtligt indstillet over for kvinder. Det er meget alarmerende, at den drivende kraft bag denne frygt er en form for feminisme, som skruer frygten for mænd op til niveauet af en livsbegrænsende fobi. Derfor har jeg revitaliseret et essay, jeg skrev sidste år, som handler om farerne ved androfobi, og hvordan man overvinder dem.
***
»Androfobi« er ikke et ofte brugt ord, men det burde det være, synes jeg. Det er et langt bedre ord end »misandri« til at beskrive de udtryk for frygt for og modvilje mod mænd, som gennemsyrer den feministiske diskurs netop nu. Misandri er had til mænd. Feminister, som udviser fjendtlighed over for mænd, fortæller os, at de ikke hader mænd. De frygter dem simpelthen bare og argumenterer for, at fjendtlighed er en fuldstændig naturlig konsekvens heraf, som bør accepteres. Jeg tror, vi skal tage dem alvorligt og behandle problemet som »androfobi« – en irrationel frygt, som de lidende med sympati skal støttes i at overvinde.
NHS fortæller os, at »en frygt bliver en fobi, når du er nødt til at ændre dit liv for at håndtere den. En fobi er en ekstrem eller irrationel frygt eller rædsel, som vækkes af en specifik ting eller omstændighed og på alvorlig vis begrænser dit liv«. NHS fortsætter med at forklare, at hvor fobier over for usædvanlige ting som slanger (i Storbritannien) normalt ikke påvirker det daglige liv, kan fobier over for ting, man ofte støder på, gøre det meget vanskeligt at leve et normalt liv. Mænd er, selvfølgelig, ting, man meget ofte støder på, og derfor bør vi ikke undervurdere de vidtrækkende konsekvenser, en aversion over for mænd kan have på fobikeres liv og fremtidsudsigter. En behandlingsside siger om androfobi: »Selv om kvinder, der lider af denne sygdom, opdager, at der er meget lidt grund til at være bange for mænd, består frygten, hvilket leder til alvorlig og gentaget angst omkring mænd, som ofte kan påvirke almindelige dagligdagsaktiviteter«. Årsagerne til androfobi hævdes at inkludere trauma og genetik, men også kulturel påvirkning, herunder skræmmekampagner. En prominent form for feminisme, som fremmer frygt og afsky for mænd, kunne i den grad være en sådan påvirkning.
Androfobiske feminister insisterer på, at frygt for mænd ikke er irrationel og præsenterer os for statistikker, som viser, at 99 procent af alvorlige seksuelle overfald mod voksne, 75 procent af voldelig kriminalitet og 60 procent af vold i nære relationer begås af mænd. (Tallene er mere lige i forhold til misbrug af børn, om end mænd også her er overrepræsenterede i de fleste kategorier, på nær småbørnsdrab, seksuelle overgreb på drenge og psykologisk misbrug af piger.) Videre fortæller de os, at disse tal indikerer, at vi har en kultur, som normaliserer og tilgiver vold og seksuel kriminalitet mod kvinder begået af mænd, og at det er selve maskuliniteten, der trænger til revision. Men det store flertal af mænd begår ikke vold og seksuel kriminalitet mod kvinder, kvinder er ikke de primære ofre for voldelig kriminalitet, og de fleste tilfælde af seksuel kriminalitet begås af et lille antal gentagelseskriminelle. Det peger kraftigt på, at problemet ikke er kulturelle normer blandt mænd, men en kriminel minoritet, der handler imod kulturelle normer. Voldelig kriminalitet er allerede den form for kriminalitet, som oftest fører til frihedsstraf. Seksuelle lovovertrædelser opfattes som så afskyelige, at der er et særlig register for sædelighedsforbrydere, og sædelighedsforbrydere hades så universelt, at de ofte er nødt til at blive adskilt fra andre indsatte af hensyn til deres sikkerhed. Derfor er det hverken hensigtsmæssigt eller i tråd med statistikkerne at forholde sig til halvdelen af befolkningen med frygt og fjendskab.
En dominerende form for fobi er frygten for ting, som sjældne gange skader mennesker, men for det allermeste ikke gør det. Araknofobi – frygten for edderkopper – og aviofobi – flyskræk – er ofte behandlede eksempler på sådanne former for fobier.
100 procent af alle edderkoppebidsdødsfald skyldes edderkopper, men det store flertal af edderkopper vil ikke gøre dig noget ondt. Hvis frygt for edderkopper påvirker, hvordan du lever dit liv, kræver din araknofobi behandling.
100 procent af dødsfald i forbindelse med flystyrt skyldes fly, men det store flertal af fly styrter ikke ned. Hvis din frygt for at flyve begrænser din karriere og dine feriemuligheder, bør du overveje at få din aviofobi behandlet.
De fleste voldelige og seksuelle forbrydelser begås af mænd, men det store flertal af mænd begår ikke vold og seksuel kriminalitet. Hvis frygt for mænd begrænser, hvordan du lever dit liv, kræver din androfobi behandling.
Kognitiv adfærdsterapi målrettet irrationel frygt fokuserer på realistisk risikovurdering, på at udfærdige rimelige forholdsregler og, når frygten er sat i perspektiv, på at leve et fuldt liv. Det er muligt, at enhver mand, en kvinde møder i sit daglige liv, kunne begå et voldeligt overfald mod hende og voldtage hende, men stort set ingen sådanne møder ender sådan. Dr. Bruce Hubbard beskriver det således: »Kognitiv adfærdsterapi hjælper med at erstatte katastrofiske kognitioner med realistiske scenarier. Når frygten sætter ind, er det vigtigt at minde dig selv om at kigge på beviserne på, at dette er falsk alarm, og du ikke er i fare. Målet er at udvikle en støttende, coachende indre stemme for at bevare jordforbindelsen og effektivt acceptere og håndtere følelser af panik i takt med, at de forløber.« Den i forvejen meget lille risiko for at blive udsat for et voldeligt overgreb kan reduceres yderligere ved at tage den samme slags forholdsregler, som man benytter sig af i andre relationer. Hvis vi lever i konstant frygt for mænd og med konstant mistillid til dem, kan vi muligvis reducere risikoen endnu mere, men til hvilken pris? At undgå interaktioner med og forhold til halvdelen af befolkningen reducerer samtidig sandsynligheden for venskaber, kærester og meningsfulde bånd.
Når jeg fremfører denne pointe, præsenteres jeg typisk for statistikker, der viser, at det er meget sandsynligt for kvinder at blive udsat for seksuelle overgreb eller seksuel chikane i deres liv, og her støder vi på variationen af grader af seksuelle overgreb, hvor jeg bevæger mig ud i et farligt farvand, som jeg ofte ikke har nogen chance for at komme ud af igen uden at blive brændemærket som »voldtægtsapologet«. Jeg kan imidlertid bekræfte, at jeg selv er offer for flere seksuelle overgreb. Da jeg var fem, blottede en mand sig for mig og min mor i skoven. Da jeg var 22, klappede en mand mig på røven, da jeg gik forbi ham på en pub. Da jeg var 25, stoppede en mand på sin cykel og begyndte at onanere gennem sine shorts og spurgte, om jeg ville hjælpe ham. Da jeg var 40, blottede en anden mand sig for mig, mens jeg gik tur med min hund. Det er et problem, at seksuelt motiverede røvhuller eksisterer, og der bør tages skridt både juridisk og socialt for at reducere seksuelt motiveret røvhulsadfærd.
De neurotiske forsøg på at katastroficere ikke-skadelige seksuelle overgreb, kvinder oplever, og sætte dem over alle andre former for kriminel adfærd, vi (og mænd) kan blive ofre for, bekymrer mig imidlertid. Jeg ønsker ikke, at min datter lærer, at det at blive vist en penis, at blive udsat for seksuelle kommentarer eller at opleve en hånd placeret, hvor den ikke har lov til at være, er et frygteligt traume, hun muligvis aldrig vil kunne vriste sig fri af. Endnu mindre vil jeg have hende til at tro, at det repræsenterer et samfund, som er fjendtligt og farligt for hende, og som hun kun skal nærme sig med forsigtighed. Jeg ønsker, at hun bliver klar over, at disse former for adfærd er uacceptable. Nogle af dem er kriminelle handlinger, hun bør melde til politiet. Andre er indikatorer på individer, hun bør undgå. De skal ikke ses bort fra eller undskyldes. De er ikke verdens ende.
At præsentere kvindes psyke som så dybt afhængig af deres seksuelle »ukrænkelighed« er nedværdigende, skadeligt og regressivt i ordets sande forstand. For mig var disse oplevelser af små seksuelle overgreb en del af de ubehagelige og kriminelle hændelser, jeg har været udsat for som en, der bor i en stor by, og de rangerer lavere end at blive skubbet rundt i det centrale London af en gruppe af teenagepiger, da jeg selv var teenagepige, at få en indkøbsvogn banket ind i mit ben af en kvinde, som mente, at jeg ikke flyttede mig hurtigt nok for hende (jeg har stadig et mærke efter det), at blive trængt op i en krog af en gadepræst, over for hvilken jeg havde antydet, at Gud ikke eksisterer, to gange at have fået min taske stjålet, to gange at have fået min cykel stjålet og en gang at have fået min telefon stjålet. Røvhuller eksisterer. De skal håndteres. Jeg overlevede.
Når jeg har sagt det til androfobiske feminister, er jeg blevet beskyldt for at »formindske andre kvinders oplevelser« og »diktere, hvordan kvinder skal føle«. I den forstand, de mener det, gør jeg det ikke. Jeg er klar over, at det at blive vist en penis eller at blive offer for grove seksuelle kommentarer eller at opleve en uønsket hånd intime steder kan være voldsomt traumatiserende for kvinder, som har været udsat for voldtægt eller seksuel vold. Jeg forventer ikke, at de glemmer de erindringer og følelser, det vækker. Jeg har siddet med et familiemedlem, mens hun oplevede frygtelige flashbacks af tidligere vold og voldtægt efter at være blevet »fanget« i en togvogn med en mand, der kom med seksuelle kommentarer og fortalte, hvad han gerne ville gøre med hende. Jeg ved, at hun var ude af stand til at gå ud i flere dage og panisk i tog i ugevis som konsekvens af den hændelse, og at hun stadig er og måske altid indledningsvis vil føle sig bange, når hun havner i selskab med en ukendt mand. Jeg ved også, at hun har arbejdet med sin psykolog på at bearbejde disse følelser og reaktioner, på at sætte dem i perspektiv, på at øge hendes modstandskraft mod deres effekter og på at gøre hendes uafhængighed i verden større. Jeg har den største beundring for hende, og hun ville have min sympati og respekt, også hvis hendes arbejde med disse ting ikke gik så godt, som det gør. Hvis en kvinde oplever så intens en reaktion uden tidligere trauma, har jeg også sympati for hende, men det er ikke en proportionel reaktion, og hun bør søge psykologisk hjælp. Det er én ting at have så alvorlig en frygtreaktion og føle sig ude af stand til at fungere helt og tillidsfuldt i verden efter en hændelse som denne, men en helt anden at normalisere og endda værdsætte denne reaktion og fordømme ethvert forsøg på at advokere for perspektiv og modstandsdygtighed og at fordømme den form for grov og grænseoverskridende adfærd som »victim-blaming«.
Et andet aspekt af fobier er frygten for ting, som med stor sandsynlighed sker på et tidspunkt, hvor frygten over tid kommer ud af proportion med, hvor frygtelig tingen faktisk er. Emetofobi – frygten for at kaste op – og sociofobi – frygten for at blive kritiseret eller drillet offentligt – er ofte behandlede fobier, som er gode eksempler på det. De, der lider af dem, lider langt mere af forventningen om det, der kan ske, og af at begrænse deres liv i forsøget på at undgå, at det sker, end de gør af, at det rent faktisk sker.
Det er sandsynligt, at du kommer til at kaste op på et tidspunkt i dit liv. Hvis din frygt for at kaste op får dig til at begrænse dit indtag af mad og drikkevarer og til at holde dig fra andre mennesker, fordi et af dem måske har en mavevirus, kræver din emetofobi behandling.
Det er sandsynligt, at du vil blive kritiseret eller grinet ad offentligt og opleve skam og forlegenhed på et tidspunkt i dit liv. Hvis din frygt for at blive kritiseret eller grinet ad får dig til at afholde dig fra at være sammen med mennesker på dit arbejde eller i andre sociale sammenhænge, kræver din sociofobi behandling.
Det er sandsynligt, at du vil møde en grov og grænseoverskridende mand, som vil komme med seksuelle kommentarer, forsøge at tage på dig eller vise dig sine genitalier på et tidspunkt i dit liv. Hvis din frygt for mænd får dig til at holde op med at være sammen med hele den mandlige halvdel af befolkningen, stole på mænd, arbejde med mænd, have forhold til mænd og tale om mænd uden fjendtlighed og negative generaliseringer, kræver din androfobi behandling.
Desværre er det nok nødvendigt at gentage, at »dette sker sandsynligvis« ikke betyder »det er ok, at det sker«. Det er ikke ok, at seksuelle overgrebsmænd findes, eller at røvere gør, eller at kreditkortsvindlere gør. Det er derfor, de ting er ulovlige. Indtil vi finder en måde at kontrollere alle menneskers adfærd på, kan vi ikke gøre andet end at tage rimelige forholdsregler og anmelde kriminalitet, hvis vi bliver offer for det. Hvis vi lever vores liv i frygt for og fjendskab mod et helt køn, bliver vi også ofre for os selv.
Jeg er klar over, at jeg vil blive beskyldt for »victim-blaming«, når jeg foreslår, at androfobiske feminister på nogen måde bør moderere deres holdninger til mænd og ved at antyde, at disse holdninger er usunde, urimelige og inkonsistente med virkeligheden. Det vil blive sagt, at jeg placerer ansvaret for mænds adfærd hos kvinder. Det gør jeg ikke. Jeg bestrider det argument, at vold eller seksuel vold eller seksuelt misbrug definerer »mandlig adfærd« på grund af de tungtvejende beviser på, at det ikke forholder sig sådan. Jeg vil også blive beskyldt for at have større sympati for mænd end for kvinder. Det er heller ikke rigtigt. På samme måde som »mænd« ikke defineres ved voldelig adfærd og seksuelle overgreb, defineres »kvinder« ikke ved frygt og afsky for mænd. Androfobiske feminister er en undergruppe af feminister, som i sig selv udgør en minoritet af kvinder (9 procent i Storbritannien). Jeg tror, det store flertal af kvinder allerede ved, at det androfobiske narrativ er usundt, urimeligt og inkonsistent med virkeligheden.
Selv om jeg er bekymret over konsekvenserne af denne fjendtlige og uretfærdige repræsentation af mandlighed for mænd, er det i sidste ende denne frygts magtesløsgørelse af kvinder, som bekymrer mig mest. Selv om den er lille, har den androfobiske feministiske stemme magt på universiteterne, hvor man med stor sikkerhed finder de kvinder, som forhåbentlig i fremtiden sammen med mænd skal lede verden. Det bliver mindre sandsynligt, desto mere de opfordres til at føle sig bange og fjendtlige over for halvdelen af verdens indbyggere og til at opfatte ethvert møde med en aggressiv eller seksuelt chikanerende mand som et uendeligt trauma, de muligvis aldrig kan overvinde. Feminister i min generation og i min mors har arbejdet for og fejret opløsningen af opfattelsen af kvinder som skrøbelige, frygtsomme, hysteriske og ude af stand til at håndtere livets barske realiteter. Vi har argumenteret for og demonstreret, at kvinder er emotionelt stærke og fuldt ud i stand til at indtage lederroller i verden. Jeg frygter, at et skifte i retning mod, hvad er blevet kaldt »dåne-feminisme« har potentialet til at underminere denne fremgang. Fobier smitter. Lad os reagere på dem med sympati, men også med styrke, modstandskraft, evidens og, frem for alt, fornuft.