Henriette Laursen nægter at se virkeligheden i øjnene. KVINFO-direktøren opfører sig, som var hun i spidsen for en feministisk kamporganisation.
Direktør for KVINFO, Henriette Laursen, skriver torsdag i Politiken, at de danske politikere skal lytte til #MeToo-bevægelsen. »MeToo-bevægelsen og de mange millioner, der har stået frem med deres fortællinger om overgreb, fortjener at blive taget alvorligt af vores folkevalgte og ikke mindst af vores ligestillingsminister«, lyder det fra KVINFO-direktøren. I indlægget præsenterer Laursen tre grove eksempler på sexchikane og skriver, at »det er sager, som de her, MeToo-bevægelsen handler om.« Samtidig kritiserer hun Mette Hjermind Dencker (DF) for i et andet indlæg at have påpeget den åbenlyse bagside af #MeToo-medaljen. »MeToo-kampagnen er blevet skinger og er efterhånden et udtryk for, at kvinder er blevet for sarte«, skriver Dencker blandt andet i indlægget.
Mette Hjermind Dencker er imidlertid langt fra den eneste, der kan se, at #MeToo-bevægelsen er kørt af sporet. »Nu har #MeToo-kampagnen raset længe nok«, skrev pensioneret skoleleder Lise Egholm mandag i en kommentar i Berlingske, mens hun mere end antydede, at #MeToo-kampagnen er anført af »en flok sex-frustrerede kvinder, der føler sig frastødt af enhver tilnærmelse og aldrig har fået en ordentlig orgasme«. Hertil kommer det meget omtalte brev, 100 kvindelige franske forfattere, kunstnere og akademikere har underskrevet i fællesskab, hvori de forsvarer flirt og mænds ret til at lægge an på kvinder. »Voldtægt er en forbrydelse, men at prøve at forføre nogen – selv om det er vedholdent og klodset – er ikke et machoangreb. Det, der begyndte som en frigørelse af kvinder, er i dag blevet det modsatte. Vi intimiderer mennesker til at tale »korrekt«. Råber ad dem, der ikke makker ret. Og de kvinder, der nægter at bøje sig, bliver betragtet som medskyldige og forrædere«, skriver de franske kvinder blandt andet.
Når Henriette Laursen med henvisning til åbenlyst grove tilfælde af sexchikane hævder, at det er sager som dem, #MeToo handler om, er det ganske enkelt ikke rigtigt. Det er korrekt, at der blandt de mere end 17 millioner tilkendegivelser, der er blevet delt på sociale medier under hashtagget #MeToo, findes reelle overgrebshistorier. Men #MeToo handler om meget andet end det, og det er det, flere og flere reagerer mod. Den såkaldte »revolution« udviklede sig meget hurtigt til en feministisk dirigeret smædekampagne mod mænd og er i dag en parodi, der tillader nogle af verdens mest privilegerede kvinder i Hollywood at fremstille sig selv som ofre, mens de bærer kjoler i $10.000-klassen og drikker champagne på de røde løbere.
#MeToo-bevægelsens deroute understreges af en afstemning, TV 2 onsdag lagde på sin hjemmeside, og som næsten 11.000 danskere i skrivende stund har deltaget i. Den stiller spørgsmålet: »Synes du, at #MeToo-bevægelsen har taget overhånd?« På det svarer 78 procent bekræftende, mens blot 8 procent erklærer sig uenige. Afstemningen er naturligvis ikke gennemført efter videnskabelige standarder, men det store antal deltagere og den klare forskel i svarene gør den svær at ignorere. Danskerne har ligesom Dencker, Egholm og de 100 franske kvinder fået nok af #MeToo-bevægelsen. De ser, hvad Henriette Laursen ikke vil se.
Anderledes kan det ikke tolkes. Direktøren for Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed burde være opmærksom på alle sider af #MeToo-bevægelsen, herunder dens ideologiske slagside og dens manglende forankring i befolkningen. Men Henriette Laursen nægter at se virkeligheden i øjnene. I stedet for som chef for et videnscenter at forholde sig nøgternt og kritisk til kampagnen, opfører KVINFO-direktøren sig, som var hun i spidsen for en feministisk kamporganisation. Det er uacceptabelt og bør påtales. KVINFO’s opgave er ikke at være en statsfinansieret interesseorganisation for den feministiske bevægelse. Den er at være ligestillingscenter for alle danskere – også det store flertal, der for længst har gennemskuet #MeToo-bevægelsen.
Ovenstående tekst blev indsendt som debatindlæg til Jyllands-Posten torsdag den 11/1/2018. Avisen valgte ikke at bringe indlægget.