I eliteidræt er hensynet til kvinder vigtigere end hensynet til transkvinder, fastslår DIF. For nu.
I en ny rapport, der er resultatet af to års arbejde, fastslår Danmarks Idrætsforbund (DIF), at hensynet til transkvinders muligheder for at dyrke idræt ikke trumfer hensynet til kvinders muligheder at konkurrere på lige vilkår.
Transkvinder skal have lov til at dyrke idræt, understreger DIF, men ikke til at deltage i konkurrencer med kvinder. Over for Jyllands-Posten forklarer bestyrelsesmedlem i DIF Rikke Rønholt Albertsen hvorfor.
– I forhold til et ligestillingsperspektiv vil man aldrig sige dette, men lige præcis i forhold til konkurrenceidræt er kvinder reelt handicappede i forhold til mænd. Biologisk fødte kvinder har ikke så meget muskelmasse, er ikke lige så store og har ikke så høj iltoptagelse som biologisk fødte mænd, siger hun.
– Det giver ikke mening at kåre den bedste kvinde, hvis vi ikke anerkender den fysiologiske forskel. I DIF mener vi, at det er rimeligt at fastholde kvindekategorien, fortsætter hun.
– Nogle transatleter og nogle interkønnede atleter vil have nogle fordele i stil med fysiologiske mænd, og det vil være uforeneligt med at kunne stille op i kvindeklassen i nogle idrætsgrene, tilføjer Rikke Rønholt Albertsen.
DIF’s udmelding er positiv. Selvfølgelig skal transkvinder have lov til at dyrke idræt. En mand, der opfatter sig som en kvinde og lever som en sådan, skal ikke af den grund udelukkes fra idrætslivets mange glæder. Idrætten skal tværtimod have plads til alle.
Det er en af idrættens store kvaliteter. I idrætten er alle for en stund kun deltagere i et spil. Idræt er en slags fiktion, hvor samfundets øvrige regler og koder for en stund sættes på pause til fordel for idrættens egne.
Men en anden af idrættens store kvaliteter er, at den er meritokratisk. Måske er idrætten ligefrem meritokratiets vigtigste bastion i dag, hvor så mange andre af samfundets øvrige områder præges af andre hensyn end meritokratiske, herunder hensyn til »diversitet«, »inklusion« og »mangfoldighed«.
Sfære efter sfære falder i disse år til dette trekløver, hvorved hensynet til meritokratiet skubbes længere og længere om bag i køen. Om du er den bedste er inden for flere og flere områder ikke det væsentligste spørgsmål. Det er derimod, om du har det rette køn, den rette hudfarve og den rette seksuelle orientering.
Med sit forsvar for kvindelige elitesportsudøveres ret til at konkurrere på lige vilkår mod andre kvindelige elitesportsudøvere forsvarer DIF samtidig meritokratiet mod denne invasion af ikke-meritokratiske hensyn. Det er hæderværdigt.
Spørgsmålet er dog, hvor længe DIF kan bevare sin nuværende holdning. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ser anderledes på spørgsmålet end DIF. Her mener man, at »transkvinder er kvinder«, og at transkvinder derfor skal have lov til at deltage i kvinders konkurrencer.
Dermed er IOC på linje med den aggressive aktivisme, som ikke kun trives på sociale medier, men også på universiteter, hvor den løbende kommer til udtryk i form af krav om fyring, fjernelse og udelukkelse af alle, der ikke indordner sig aktivisternes syn på verden.
Det var det, vi så, da den britiske filosofiprofessor Kathleen Stock blev presset til at trække sig fra sin stilling i efteråret, efter hun var blevet rådet af politiet til at installere sikkerhedsudstyr i sit hjem og undlade at færdes på universitet uden livvagter.
Ifølge Stock er det et problem for kvinders sikkerhed, at mænd ved at kalde sig kvinder kan få ubegrænset adgang til områder, som tidligere var forbeholdt kvinder, eksempelvis kvinders omklædningsrum, sovesale og fængselsafdelinger.
Men også i bredere forstand er det et problem at betragte transkvinder som kvinder, mener Stock. I idrætten vil det for eksempel betyde, at flere af de scolarships, som før er gået til kvinder, vil gå til transkvinder, altså mænd. I dansk kontekst kan man forestille sig en tilsvarende konsekvens i forhold til talentarbejde.
Kathleen Stocks kritik er imidlertid ikke velset. Stærke kræfter forsøger at nedkæmpe det syn på køn, Stock repræsenterer.
I Danmark er vi netop fået en lov, som kriminaliserer hadtale mod transkønnede. Det samme har andre lande, og sideløbende mindsker techgiganterne løbende rummet for, hvad man må ytre om køn. Hermed opstår en stærk alliance mellem politik, jura og moral, som forhindrer kritisk diskussion.
Flere steder vurderes det allerede at være hadtale at sætte spørgsmålstegn ved, om transkvinder er kvinder. Det måtte eksempelvis den amerikanske forfatter, journalist og stifter af internetsiden Feminist Current, Meghan Murphy, sande ved en retssag for et lille års tid siden.
Her blev det slået fast, at Twitter havde ret til at ‘banne’ Murphy fra Twitter for at referere til en transkvinde som en mand. Det, som for blot to årtier siden ville have lydt absurd, at man skulle kunne miste retten til at tale i telefon ved at sige bestemte ting i røret, er i dag gældende lov på sociale medier.
Læg hertil det mønster, som synes at kunne iagttages i forhold til identitetspolitikkens øvrige udbredelse. Det, vi griner af i USA nu, er virkelighed her to-tre år senere.
I forhold til spørgsmålet om transkønnede er vi allerede godt på vej. Lovgivningen er på plads, og i skolerne sørger organisationer som Normstormerne for, at nye generationer af børn og unge lærer at tænke de rigtige tanker om køn.
DIF vil derfor blive presset både udefra og indefra i de kommende år. Udefra af internationale organisationer som IOC, indefra af transaktivisterne og deres støtter.
Det gør det svært at se DIF holde stand. Den fornuft, DIF med rapporten gør sig til repræsentant for, er en udrydningstruet art.