Danmarks nye feministiske parti, Feministisk Initiativ, har en klar strategi: Debatten skal polariseres så meget som muligt.
Da talsperson for Feministisk Initiativ Maria Mortensen onsdag morgen var i studiet hos Radio 24syv, lagde hun ikke fingrene imellem. »Dansk Folkeparti er et racistisk parti, og den politik, de fører, er racistisk orienteret«, sagde hun. En udtalelse, hun og resten af partiet fulgte op senere samme dag, da de nybagte politikere delte balloner og løbesedler ud på Dronning Louises Bro i København. »Ud med racisterne, ind med feministerne«, lød slagordene til de forbipasserende.
Strategien er ikke til at tage fejl af: Partiet ønsker at polarisere debatten. Målsætningen er at få vælgerne til at føle, at de kun har to muligheder, når de står i stemmeboksen. At de står over for et valg mellem det gode, repræsenteret ved feministerne, og det onde, repræsenteret ved alle andre. Sekundært håber partiet at mobilisere sine vælgere. Fjendebilleder er effektive, når sammenhold i grupper skal styrkes, og partiets dem-og-os-retorik skal også anskues fra den vinkel. Feministisk Initiativ har brug for at opbygge indre styrke, og til det formål er den polariserende tilgang et fint værktøj.
For dem, der sætter den demokratiske samtale højt, er Feministisk Initiativ derfor en dårlig nyhed. En af de største omkostninger ved at polarisere debatten er, at politik let kommer til at handle om at finde fejl hos andre, snarere end at fremlægge sin egen politik. En tilstand, som kan forklares med simpel matematik. Værdien af at ’ramme’ en modstander stiger omvendt proportionalt med antallet af modstandere. Findes der 10 partier, er værdien af at finde en fejl hos et af dem mindre, end hvis der findes fem partier. Og markant mindre, end hvis der kun findes to. Samtidig bortfalder andre gruppedynamikker, eksempelvis muligheden for at indgå alliancer. Når kampen står mellem to parter, er alt reduceret til krig.
For os, der er vant til at debattere med feminister – i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre – er disse forhold allerede en del af hverdagen. For andre vil de snart blive det. Feminister ønsker ikke dialog. I stedet ønsker de at fremstille alle, der ikke er feminister, som onde og dumme. I debatten om køn og ligestilling betyder det, at alle, der ikke er feminister, af feministerne udråbes til at være »antifeminister« eller »MRA«, Men’s Rights Activist. Noget, de ofte ikke er, men som feministerne, på grund af ønsket om at polarisere debatten, portrætterer dem som. Man er »anti«, hvis man ikke er »pro«, lyder logikken. Men den logik holder ikke. Man er ikke nødvendigvis anti-ryger, bare fordi man er ikke-ryger. Tilsvarende er man ikke nødvendigvis antifeminist, bare fordi man ikke er feminist.
På grund af den polariserende tilgang må Feministisk Initiativ betragtes som et populistisk parti. Som det er blevet fremhævet af blandt andre Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard i bogen Fake News, er populisme ikke forbeholdt en specifik politisk ideologi. »Populisme er nærmere en strategi, hvis kerne er opdelingen i os versus dem. Populisme lever af polariserede og ekskluderende fortællinger om venner og fjender (indre såvel som ydre)«, skriver de. »Modstanderen bliver til de andre, til fjenden«, fortsætter de lidt efter. En præcis beskrivelse af feministernes strategi. Er man uenig med dem, udskammes man som racist, antifeminist eller MRA, og er man en del af bevægelsen, ekskluderes man prompte.
Som det skete for en kvinde i 2014, der blev sparket ud af en af Dansk Kvindesamfunds daværende Facebook-grupper. »Jeg blev smidt ud fra siden, fordi jeg syntes, det var mærkeligt, at alle dårlige oplevelser med mænd automatisk blev defineret som sexisme. Jeg skrev, at hvis det var mig der havde været udsat for det samme, så havde jeg ikke ment, det var sexisme, men måske var der tale om manglende kommunikation eller måske bare dårlig behandling eller normal forventelig opførsel. Det måtte jeg ikke skrive, og jeg fik alle kvinderne på nakken og blev smidt ud. Det er fuldstændigt korrekt, at alle mænd på denne side per automatik bliver defineret som nogle sexistiske idioter, og kvinder bliver fastholdt i en offerrolle«, fortalte hun efterfølgende på Facebook.
Kvinderne, der havde ekskluderet hende, blev kort tid efter hædret med den feministiske pris Suzanne Gieses Mindelegat og 25.000 kroner. I motivationen hed det blandt andet, min kursivering: »Siden I fire (…) for et år siden startede den danske afdeling (…) har I nurset, passet og plejet jeres gruppe. Opstillet regler, smidt idioter ud af gruppen, bakket op og skabt en tryg platform, sådan at danske kvinder og mænd har kunnet dele deres erfaringer med sexisme uden at blive mødt med had og mistro«. Kvinden, de havde ekskluderet, eller rettere kvinderne, for der var flere, tænkte ingen på, mens champagneglassene klirrede og pengene skiftede hænder. De var en nødvendig omkostning for gruppens succes. Ofre for kollektivets triumf.
Dette indlæg blev skrevet som debatindlæg og sendt til Berlingske. Avisen valgte ikke at bringe det.