Når Dansk Kvindesamfund ignorerer danske kvinders bekymringer, er noget ikke, som det burde være.
Kun fire dage før kvindernes internationale kampdag 8. marts er en bizar situation opstået: Dansk Kvindesamfund afviser mere end 1.000 danske kvinders svar på spørgsmål om seksuelle krænkelser som en »folkestemning«, der ikke viser, »hvordan det reelt forholder sig«.
Hvem havde set det komme?
Udgangspunktet for Dansk Kvindesamfunds udtalelser er en meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, hvor et repræsentativt udsnit af den danske befolkning er blevet spurgt om mænds evner til at respektere kvinders grænser. I alt er 2.041 danskere blevet interviewet, heraf 1.025 kvinder og 1.016 mænd.
Meningsmålingen viser en klar forskel på respondenternes opfattelse af mænds problemer med at respektere kvinders grænser, når der spørges til henholdsvis danske mænd og herboende mænd fra Nordafrika og Mellemøsten.
På spørgsmålet: »Mener du generelt, at mænd fra Mellemøsten og Nordafrika, som bor i Danmark, har svært ved at respektere kvinders grænser, når det gælder seksuelle tilråb, sexchikane, seksuelle tilnærmelser eller ligefrem seksuelle overgreb?«, svarer 54,8% af kvinderne ja.
På spørgsmålet: »Mener du generelt, at danske mænd har svært ved at respektere kvinders grænser, når det gælder seksuelle tilråb, sexchikane, seksuelle tilnærmelser eller ligefrem seksuelle overgreb?«, svarer 18,8% af kvinderne ja.
Wilke oplyser, at totaltallene har en usikkerhed på +/- 2,17% med et 95%-konfidensinterval. Det er således muligt, at tallene ville være en anelse anderledes, hvis man spurgte samtlige danskere, men sandsynligheden for, at man ville få et markant anderledes resultat, er forsvindende lille.
Alligevel afviser Dansk Kvindesamfund altså tallene.
»Undersøgelsen viser folkestemningen, men ikke, hvordan det reelt forholder sig. Det er ikke min opfattelse, at mænd generelt begår seksuelle krænkelser, men det er min erfaring, at nogle mænd gør. Og disse mænd findes i mange forskellige farvenuancer«, siger foreningens forkvinde, Lisa Holmfjord, til Jyllands-Posten.
1.025 danske kvinders opfattelser fejet af bordet med en enkelt sætning. Et repræsentativt udsnit af den kvindelige, danske befolknings bekymringer reduceret til en »folkestemning« af den forening, der hævder at arbejde for netop kvinders rettigheder.
Hvad foregår der?
I Jyllands-Postens artikel i papiravisen uddyber Lisa Holmfjord sin holdning til undersøgelsen.
»Vi ved, at der bliver begået alt for mange seksuelle overgreb i Danmark, og det er et problem, som vi er nødt til at forholde os til og tage alvorligt. Måske skal vi i stedet fokusere på, hvad der er problemets
kerne her. Og det er, at 80 pct. af de adspurgte frifinder de etnisk danske mænd, og underkender dermed, at dette problem udspringer fra en usund maskulinitetskultur, og altså ikke er et kulturproblem, der er bragt hertil fra varmere himmelstrøg«, siger hun.
Hvadbehager?
Problemets kerne er, at 18,8% af de danske kvinder mener, at danske mænd har problemer med at respektere kvinders grænser? Den er ikke, at 54,8% af de danske kvinder mener, at herboende nordafrikanske og mellemøstlige mænd har problemer med at respektere kvinders grænser?
Og der er ikke tale om »et kulturproblem, der er bragt hertil fra varmere himmelstrøg«, selv om de danske kvinder peger på, at herboende mænd fra Nordafrika og Mellemøsten i særlig grad har problemer med at respektere kvinders grænser? Mænd, som er vokset op i en anden kultur?
Det giver ingen mening. Her tale om ræsonnementer, som er løsrevet fra enhver logik.
Lisa Holmfjords sære syn på undersøgelsens resultater bakkes i Jyllands-Postens papirartikel op af feminist og cand.scient.soc. Flora Ghosh. »Det må være misvisende, hvis undersøgelsen her fører til en debat om, at det er et kulturelt spørgsmål«, siger hun til avisen.
Hvorfor, må man spørge?
Jeg er selv cand.scient.soc., og jeg mindes på intet tidspunkt at have lært, at det er forkert at forholde sig til problemers årsager.
Danmarks Statistik gennemførte for Berlingske Tidende for kort tid siden en analyse, som viste, at ikke-vestlige mænd og efterkommere er overrepræsenterede blandt dømte for voldtægt og seksuelle krænkelser, også når der korrigeres for sociokulturelle faktorer som alder og arbejdsløshed. Det Kriminalpræventive Råd sagde det samme til mig i et interview om årsagerne til voldtægt. TV 2 Norge konstaterede for nylig en overrepræsentation af indvandrere efter minutiøst at have gennemgået samtlige domme for voldtægt og seksuelle krænkelser i Norge i 2015. Og nu gentager altså et repræsentativt udsnit af de danske kvinder budskabet: at den kulturelle baggrund spiller en rolle.
Derfor er der intet »misvisende«, som Flora Ghosh siger, i, at undersøgelsen fører til en debat om, at det er et kulturelt spørgsmål. Det misvisende er at lade som om, at det ikke er det.
Vi står over for konkret samfundsproblem. Mænd fra Nordafrika og Mellemøsten har gennemsnitligt ikke samme respekt for piger og kvinders autonomi som europæiske og danske mænd. Sådan forholder det sig, og det lader sig ikke ændre af selv nok så opfindsom udenomssnak om »usund maskulinitetskultur« blandt danske mænd.
Det er et problem, vi som samfund er nødt til at forholde os til. Især må vi se på, hvad vi kan gøre i forhold til de nordafrikanske og mellemøstlige drenge og mænd, der allerede er i Danmark, men vi må medtænke problemet, når vi træffer beslutninger om Danmarks asyl- og indvandringspolitik.
Alternativet, ikke at gøre noget, er at acceptere tingenes tilstand og problemets fortsatte udvikling. Gør vi det, kommer piger og kvinder til at stå forrest, når prisen skal betales.
Det er den ubehagelige sandhed.
Betyder det, at vi skal lukke øjnene for, at der også findes danske mænd, der begår seksuelle overgreb mod kvinder? Nej. Betyder det, at vi skal stigmatisere og marginalisere alle nordafrikanske og mellemøstlige drenge og mænd? Nej.
Det betyder, at vi skal prioritere og målrette store dele af den forebyggende indsats mod den udfordring, vi står over for. Når vi ved, at der i specifikke befolkningsgrupper af kulturelle årsager er en forhøjet risiko for udvikling af kriminel adfærd, skal vi reagere på det. Vi skal have færre kampagner rettet mod alle. I stedet skal pengene bruges på målrettet arbejde med dem, der er i risikozonen for at blive morgendagens overgrebsmænd.
Mange af de nordafrikanske og mellemøstlige drenge, der i dag er 6-7 år gamle, vil om 10 år skabe nye problemer, hvis vi ikke gør det. Til skade for de kvinder, det kommer til at gå ud over. Men også til skade for drengene selv. For hvem tror på, at drengene ikke ville foretrække at udvikle gode relationer til piger og kvinder, hvis de frit kunne vælge?
Det målrettede arbejde skal derfor blandt andet handle om at give drengene muligheder for at træffe egne beslutninger. Ikke med rundkredspædagogik, men med en fløjlshandskefri indsats mod de kræfter, der forhindrer både drengene og deres søstre i at udvikle sig til velfungerende, selvstændige individer, der kan navigere i et demokratisk samfund.
Dansk Kvindesamfund og de øvrige feministiske grupper har meget gode muligheder for at bidrage til det arbejde, der forestår.
Det feministiske ideapparat er bygget op omkring identifikation af undertrykkelsesmekanismer og analyse af deres virkemåder og konsekvenser. Og hvad er det, der er på spil her, hvis ikke netop undertrykkelse af børn og unge gennem sexistisk opdragelse, dogmatisk religiøs prægning og strenge normative adfærdskrav og tilhørende sanktioner? Det ligger lige til det feministiske højreben!
Men man kan ikke sparke bolden i mål, hvis man ikke er på banen. Og de feministiske grupper med Dansk Kvindesamfund i spidsen har ingen rolle at spille, så længe de vender hovedet bort fra virkeligheden og ikke anerkender problemets eksistens.
Vil man hellere fortsætte med at tale om heteroseksuelle, hvide mænds sexisme og majoritetskulturens usunde maskulinitetsopfattelse end forholde sig til de konkrete problemer med nordafrikanske og mellemøstlige mænds krænkelser af kvinder, degraderer man sig selv til en plads på tilskuerpladserne.
Hvilket er ganske rimeligt. For der hører man i så fald hjemme.