14. december, 2024

Henriette Laursen: Brian Mørk er uinteressant

Henriette Laursen, pressefoto, KVINFO. Fotograf: Steen Brogaard.

Brian Mørks budskab er banalt, mener KVINFO-direktøren.

Komikeren Brian Mørk havnede i sit livs shitstorm, da han for godt en måned siden reagerede på anklagerne mod Naser Khader med et tweet, hvori han opfordrede til, at piger og kvinder lærer at sige fra over for mænd.

»De sidder bare og tager imod og lader idioten tro at det er o.k. at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude og det hjælper ikke at spille død,« skrev Brian Mørk på det sociale medie.

Efterfølgende gentog komikeren igen og igen, at det aldrig er kvinders skyld, at de udsættes for overgreb, men det forhindrede ikke Brian Mørks kritikere i at fortsætte med at hævde, at han udsatte kvindelige overgrebsofre for ‘victim blaming’.

Brian Mørk gentog ligeledes, at hans pointe var, at verden ikke er perfekt, og at man er nødt til at indstille sig på verden, som den er, ikke som den burde være. Men lige lidt hjalp det. Kritikken fortsatte.

Han er uinteressant

KVINFO-direktør Henriette Laursen giver ikke meget for Brian Mørks tanker om, at kvinder kan blive bedre til at undgå og håndtere overgrebssituationer.

Det siger hun i dag til Weekendavisen.

– Jeg synes ikke, han er specielt interessant. Det sker hver dag, at kvinder siger fra, så det tror jeg sådan set er et ret banalt budskab, siger Henriette Laursen.

Videnscenterdirektøren giver Brian Mørk ret i, at kvinder på forskellige måder kan lære at undgå overgreb.

– Selvfølgelig kan kvinder selv gøre noget for at forhindre overgreb. Det kan de gøre enten ved at sige fra eller for eksempel ved at gå til selvforsvar, men det gælder selvfølgelig ikke i alle situationer, siger Henriette Laursen.

Trods enigheden frabeder KVINFO-direktøren sig dog at blive sat i bås med Brian Mørk.

– Jeg gider ikke have en overskrift, hvor der står, at KVINFO er enig med Brian Mørk, siger Henriette Laursen.

– Han er uinteressant, gentager hun.

Uhæderlig shitstorm

På Twitter har Brian Mørk ikke været sen til at dele Weekendavisens artikel. Eller rettere et screenshot, der viser det øverste af artiklen.

– Hvorfor jeg følte at min shitstorm kunne virke lidt uhæderlig? skriver Brian Mørk.

Hvorfor var I sådan efter mig, når I i bund og grund er enige med mig? kunne han også have skrevet.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview