Nu ligestilles mandlige og kvindelige ofre for partnervold. I hvert fald indtil videre.
Glæden var stor hos Mandecentret, som driver syv krisecentre for mænd, da nyheden om regeringens bebudede ligestilling af mandlige og kvindelige ofre for partnervold blev annonceret fredag. På X udtrykte direktør Jacob Astrup sig med lovord og et konfettifyldt billede, som ville kunne gøre selv Jonathan Spang misundelig.
– Sådan så det ud hos Mandecentret, da ligestillingsminister Marie Bjerre breakede nyheden om ligestilling af voldsudsudsatte mænd og kvinders ret til hjælp på krisecenter. En historisk milepæl for dansk ligestilling, skrev Astrup.
Og man under godt Astrup og de øvrige folk i Mandecentret glæden. Diskussionen om mænds manglende ligestilling med kvinder, når det handler om partnervold, har stået på i årevis, og det er i den grad på tide, at der bliver gjort noget.
Som loven er i dag, er det kønnet på den, der får tæsk af sin partner, der bestemmer, om vedkommende har ret til hjælp. Er ofret en kvinde, har hun krav på hjælp fra sin kommune. Er ofret en mand, har han ikke. Sådan skal det naturligvis ikke være.
Flere har i tidens løb modsat sig en ligestilling af mandlige og kvindelige ofre for partnervold. En af de mest markante modstandere i nyere tid er Astrid Krag (S), som i sin tid som socialminister i den forrige regering igen og igen afviste, at det kunne komme på tale.
Derfor er der grund til at rose den nuværende ligestillingsminister. Marie Bjerre (V) har med sit netop offentliggjorte lovudkast vist en vilje, som mange andre før hende har manglet. Nu sker der faktisk noget.
Ganske vist skal lovudkastet gennem en høring og en vedtagelse, før det bliver til lov. Men alt tyder på, at det bliver vedtaget. Inden alt for længe vil den absurde forskelsbehandling af mandlige og kvindelige partnervoldsofre høre op.
I hvert fald indtil videre. For ligestillingsministerens lovudkast lægger ikke op til en kønsneutralisering af § 109, den paragraf i serviceloven, som regulerer vilkårene for partnervoldsofre. En løsning, mange ellers i årenes løb har ytret ønske om, også Jacob Astrup, som jeg interviewede om spørgsmålet for Kontrast i starten af 2021.
– Det, at § 109 er forbeholdt kvinder, er med til at fastholde en fortælling om, at vold mod mænd ikke er lige så slemt som vold mod kvinder, sagde Astrup ved den lejlighed.
– En kønsneutralisering af § 109 ville være et krystalklart signal til kvinden med kagerullen om, at det, hun gør, ikke er i orden. At den vold, hun udsætter sin mand for, ikke er i orden, tilføjede han lidt efter.
I stedet for at kønsneutralisere den eksisterende paragraf, hvilket kunne gøres ved at udskifte de nuværende ord “kvinden” og “moderen” med “borgeren” og “forælderen”, har Marie Bjerre valgt en model, hvor den nuværende paragraf består og to nye tilføjes. Den ene, § 109a, er for mænd. Den anden, § 109b, er for “personer”.
Netop den konstruktion har tidligere været foreslået af partier til venstre for midten, som på den ene side anerkender, at mænd også skal have rettigheder, men på den anden side ikke ønsker at ligestille mænd og kvinder så meget, at nogen kunne gå hen og glemme voldens kønsperspektiv.
Og det er angiveligt den slags tanker, som er årsagen til, at Bjerre har valgt treparagrafmodellen. Det fremgår af lovudkastet, hvori ministeriet – og dermed ministeren – eksplicit forholder sig til emnet.
“Flere interessenter og organisationer har fremhævet, at der fortsat bør være et stærkt fokus på kønsdimensionen i vold i nære relationer, idet det stadig i langt højere grad er kvinder, der bliver udsat for vold i nære relationer, ligesom at kvinder oftere udsættes for grovere former for vold end mænd. På den baggrund vurderer Digitaliserings og Ligestillingsministeriet, at der fortsat skal tages hensyn til det kønnede aspekt i vold i nære relationer,” skriver ministeriet og fortsætter:
“Det er dog samtidig vurderingen, at mænd skal have det samme tilbud om hjælp og støtte, når de bliver udsat for vold i nære relationer. Det er således ministeriets opfattelse, at der i tillæg til servicelovens § 109 bør indsættes en ny bestemmelse i serviceloven, som vil kunne sikre at også mænd udsat for vold i nære relationer kan få ophold på et krisecenter.”
Oversat til dansk: På den ene side skal fokusset på kvinder særstatus i forhold til partnervold bevares. På den anden side skal mandlige ofre for partnervold have samme rettigheder som kvindelige. Hvordan får vi det til at gå op? Jo, vi lader være med at kønsneutralisere den eksisterende paragraf, da det ville være at gå for vidt, og indfører i stedet en ny paragraf til mænd med samme indhold som kvindernes. På den måde bliver alle glade.
Løsningen synes da også på overfladen god. De tre paragraffer, § 109, §109a og §109b, ser umiddelbart enslydende ud, og er de det, vil mænd, kvinder og “personer” (ministeriets ord for mennesker, der ikke identificerer sig med deres biologiske køn) få de samme rettigheder.
Samtidig vil den for nogle af ideologiske årsager vigtige betoning af voldens kønsperspektiv blive bevaret, hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis man havde valgt den oplagte løsning og kønsneutraliseret § 109. At fjerne ordene “kvinden” og “moderen” og erstatte dem med “borgeren” og “forælderen” ville med stor sandsynlighed have skabt protester fra organisationer som Dansk Kvindesamfund, ligesom det formentlig ville have ført til endnu en påtale fra Grevio, det organ under Europarådet, som monitorerer landes implementering af Istanbul-konventionen om forebyggelse af vold mod kvinder. Grevio har før har rettet kritik af Danmark for at være for kønsneutral i arbejdet med vold. En kønsneutralisering af § 109 ville med noget nær garanti have udløst fornyet kritik.
Men selv om treparagrafløsningen er markant bedre end ingen løsning, er der grund til at rynke brynene en smule og holde lidt mere på champagnepropperne, end man gjorde i Mandecentret fredag eftermiddag.
En kønsneutral § 109 ville have betydet, at enhver fremtidig ændring ville ramme alle ens uanset køn. Med tre separate paragraffer kan et politisk flertal i al tænkelig fremtid vælge at indføre forbedringer eller forringelser i én af paragrafferne, uden at det påvirker de øvrige. Sagt mere direkte: Flerparagrafløsningen betyder, at det også i fremtiden vil være muligt at diskriminere mandlige ofre for partnervold. Løsningen muliggør det, den blev lavet for at forhindre.
Spørger man politikerne, vil de naturligvis afvise, at de kunne finde på at bruge modellen sådan. Men det er altid bedre at bygge en model, der umuliggør politiske fiksfakserier, end det er at stole på politikeres moral. Ikke mindst, når modellen skal virke i årtier.
Derfor er det ærgerligt, at Marie Bjerre ikke turde gå hele vejen. Flerparagrafmodellen er en god andenpræmie, som på den korte bane vil medføre en ligestilling af mandlige og kvindelige partnervoldsofre. Men den indeholder en kattelem på størrelse med fremtidige politikeres luner.