25. juli, 2024

Hører had hjemme på scenen til Fredagsrock i Tivoli?

Den svenske popstjerne Zara Larsson har gentagne gange givet udtryk for, at hun hader mænd. Den 24. juni spillede hun til Fredagsrock i Tivoli. Billede: Tivoli/YouTube/Wikipedia.
Den svenske popstjerne Zara Larsson har gentagne gange givet udtryk for, at hun hader mænd. Den 24. juni spillede hun til Fredagsrock i Tivoli. Billede: Tivoli/YouTube/Wikipedia.

Tivoli lagde den 24. juni navn og scene til den svenske popstjerne Zara Larsson, som ikke lægger skjul på, at hun hader mænd.

Er der en grænse for, hvem Tivoli vil lægge navn og scene til i forbindelse med havens Fredagsrock-koncerter? Hvor går den i så fald, og hvad lægger i så fald til grund for den?

Spørgsmål som dem ville jeg gerne have stillet til Tivoli, efter forlystelsesparken den 24. juni præsenterede den svenske popstjerne Zara Larsson på scenen til Fredagsrock. Larsson havde flere gange, senest tre uger før koncerten i København, udtalt sig særdeles hadefuldt om mænd, og jeg ville gerne have talt med Tivoli om, hvordan haven ser på sin rolle og ikke mindst sit ansvar som dansk kulturinstitution, når den lader kunstnere som Zara Larsson optræde i Tivoli.

Men det fik jeg ikke mulighed for. Efter en mail og flere telefonopkald meddelte Tivoli mig, at man ikke var interesseret i at svare på spørgsmålene. »Vi springer over i denne omgang«, lød det i den afsluttende mail, som kom seks dage efter, at jeg første gang havde kontaktet haven med en forespørgsel om et interview.

Nuvel. Tivoli er i sin gode ret til at bestemme, hvem de ønsker at tale med, og hvad de ønsker at tale om. En del af opgaven for enhver virksomheds kommunikationsafdeling er naturligvis at navigere uden om historier, der stiller virksomheden i et dårligt lys, og det var, indrømmet, svært at se, hvordan mine spørgsmål om Tivoli og Zara Larsson skulle ende med en glansbilledehistorie for Tivoli.

Men ligesom Tivoli er i sin gode ret til ikke at svare, er jeg i min gode ret til at skrive, hvorfor jeg mener, at Tivoli svigtede sit ansvar den fredag i juni, da haven lagde navn og scene til en kvinde, hvis udtalelser om mænd har været og er så grove og utvetydige, at de burde have fået Tivoli til at trække stikket – og, er jeg sikker på, ville have fået Tivoli til at gøre det, hvis udtalelserne havde handlet om en hvilken som helst anden befolkningsgruppe end netop mænd.

Og lad os starte der. Kan man forestille sig, at Tivoli ville lægge scene til en kunstner, der på sociale medier skriver: »Jeg hader jøder. Hader, hader, hader«? Som i interview siger: »Mange kalder mig jødehader, hvilket jeg er glad for at være«? Eller som i interview fastslår: »Det skader ikke jøder, at jeg hader dem«?

Jeg tror, Tivoli ville overveje, om der var balance mellem udtalelserne og havens værdier og ansvar.

For Tivoli er, i hvert fald efter eget udsagn, en ansvarlig virksomhed. Det fremgår af Tivolis hjemmeside, hvor følgende står at læse:  »I Tivoli tager vi et ansvar – både overfor vores gæster, vores medarbejdere, miljøet og kulturarven. Vi er bevidste om vores position som ledende kulturinstitution og udbyder af underholdning og rekreative aktiviteter – og det forpligter. Vi ønsker derfor altid at have en ansvarlig adfærd og bidrage til samfundet«.

Og jeg tror, at Tivoli ville kommet frem til, at balancen ikke var til stede.

Så nej, Tivoli ville ikke byde en vokal jødehader velkommen på scenen til Fredagsrock. Eller en, der udtrykker had til sorte. Eller til kvinder. Det ville rime dårligt med den »ansvarlige adfærd«, Tivoli »altid [ønsker] at have« og den bevidsthed »om vores position som ledende kulturinstitution«, Tivoli bryster sig af.

Men åbenbart, og uforståeligt for mig, vil Tivoli gerne lægge scene til en kvinde, der åbent erkender og nærmest er stolt af, at hun hader mænd. For de tre citater er udmeldinger, Zara Larsson har fremsat, blot ikke om jøder, men om mænd. De to af dem i et frit tilgængeligt interview, som blev bragt tre uger før Fredagsrock-koncerten. Du kan se et udklip her og et længere sammendrag under artiklen.

Da Tivoli valgte ikke at reagere på Larssons udtalelser, skete der to ting.

For det første blåstemplede Tivoli Larssons adfærd. Det umiskendelige signal, Tivoli sendte til den danske befolkning og ikke mindst dens unge kvinder, var, at det er ok at hade mænd. »I Danmark«, var signalet, »kan man udtale sig lige så hadefuldt om mænd, som man vil, og stadig stå som feteret stjerne på scenen til Fredagsrock i Tivoli«.

For det andet bidrog Tivoli til at styrke den udbredte opfattelse, at had mod mænd ikke skal tages alvorligt. Det er en opfattelse, som har bredt sig i de senere år, og som står i nærmest omvendt proportionalt forhold til den berøringsangst, der er opstået i forhold til kvinder. Aviser, ugeblade og mange andre bliver presset til at ændre eller fjerne artikler, reklamer med videre, hvis der er sat så meget som et komma forkert om kvinder: »Sexisme!«, råber den faste skare af kritikere, og straks bøjer redaktørerne hovedet, fjerner indholdet og undskylder. Bagateller tages alvorligt, når det drejer sig om kvinder, mens alvorlige problemer bagatelliseres, når det drejer sig om mænd. Sammenlign selv: En kulturinstitution som DR fjerner i ramme alvor et vittighedsbillede med fem fugleunger og teksten: »Jeg er ikke fugleekspert, men jeg tror, det er fire hunner og en han« fra sin Facebook-side, mens en kulturinstitution som Tivoli ikke fjerner en kvinde, der offentligt udtaler, at hun hader mænd, fra sin scene.

Den voksende mandehadskultur, Zara Larsson er eksponent for, får ikke mindst lov til at sprede sig, fordi medierne ikke reagerer.

Hvis en anden kunstner havde udtalt sig lige så hadefuldt om kvinder, som Larsson udtaler sig om mænd, ville en avis som Politiken inden koncerten have skrevet om det. Avisen ville i den forbindelse have interviewet to-tre kønsforskere, som samstemmende ville have sagt, at det er et problem for ligestillingen, at kunstnere med misogyne opfattelser hyldes som stjerner i Tivoli. Adskillige debatindlæg om Tivolis manglende stillingtagen til kvindehad i samfundet ville desuden være blevet bragt på Politikens debatsider.

Men når hadet retter sig mod mænd, sker der ingenting. Hverken Politiken eller noget andet dansk medie har skrevet så meget som en notits om Larssons hadudtalelser forud for koncerten, og ingen af de faste kønsdebattører har fundet det relevant at knytte et par tanker til den mandehadsbevægelse, Larsson er en del af.

Zara Larsson har over en halv million følgere på Twitter og over halvanden million følgere på Instagram. Den 18-årige svensker er i fuld gang med at etablere sig som international superstjerne, og måske er hendes hadefulde udtalelser om mænd blot et middel til at opnå opmærksomhed i en musikverden, hvor feminisme takket være etablerede kunstnere som Beyonce er i høj kurs.

Det har man lov til at håbe på.

Men betyder det, at danske kulturinstitutioner skal ignorere hendes hadudtalelser og bidrage til hendes karriere ved at betale hende for at stå på scenen i Danmark? Nej.

Hvis Tivoli havde været det ansvar voksent, Tivoli vedkender sig at have, ville Tivoli ikke have lagt scene og navn til Zara Larsson. Man ville have meddelt den svenske sangerinde, at koncerten var aflyst på grund af udtalelserne i begyndelsen af juni, som ikke harmonerer med de værdier, Tivoli står for. Herefter havde man brugt sine advokater til at finde en løsning så tæt på nul kroner som muligt i honorar for den aflyste koncert til den svenske hadprædikant.

Det ville have sendt et stærkt signal om Tivolis værdier, ikke bare til hele Danmark, men til hele verden. Tivoli ville have markeret sig som en kulturinstitution, der tager stilling og værner om ligestilling og ligeværd.

Den chance forpassede Tivoli, da Tivoli den 24. juni lod mandehadet flyde fra scenen til Fredagsrock. I en tid, hvor ligestilling og respekt for forskellighed er centrale emner, viste Tivolis værdier sig at være til salg for et par tusind gæster.

Fuse-interview med Zara Larsson

https://www.youtube.com/watch?v=U7WO54OJ9fY

Zara Larsson på Twitter

Zara_Larsson_om_maend_paa_Twitter

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview