Ifølge forskere ved ITU er det udtryk for »neosexisme« at bede kvinder om at underbygge deres udsagn.
Forskere ved IT-Universitetet i København, ITU, har i jagten på kvindehad brugt 10 måneder på at se nærmere på tusindvis af indlæg på Facebook, Twitter og Reddit og er efter granskning af data kommet frem til, at der eksisterer en hidtil ukendt form for sexisme, nemlig »neosexisme«.
Det fortæller ITU på sin hjemmeside.
»Neosexisme« definerer forskerne som udsagn, der sætter spørgsmålstegn ved, om sexisme findes, eller bruger stråmandsargumentation for at undgå at diskutere sexisme. Som en af projektets ledere, forskningsassistent ved datalogi Philine Zeinert, udtrykker det:
»Neosexisme ses, når en person angriber selve præmissen, at diskrimination er en erfaring med grundlag i virkeligheden, eller bruger et stråmandsargument for at styre uden om emnet.«
Zeinert giver to eksempler på »neosexisme«, som stammer fra den codebook, forskerne har udarbejdet i forbindelse med projektet. Eksemplerne er virkelige kommentarer, som forskerne har iagttaget på sociale medier.
Det første eksempel er udsagnet: »Kan I pege på forskning, der viser, at barslen er grunden til, at mødrene går glip af forfremmelser?« Ifølge forskerne er det »et eksempel på benægtelse af sexisme som en virkelig erfaring«.
Det andet eksempel er udsagnet »Klassisk. Hvis det er en ulempe for kvinder, er det samfundets skyld. Hvis mænd, så må det jo være deres egen. Sexisme trives godt på den feministiske fløj«. Det er ifølge forskerne »et eksempel på brugen af en stråmand«.
Som de fleste formentlig kan se, skriger begge eksempler til himlen.
Det første eksempel er et spørgsmål. Et helt reelt spørgsmål af typen: »Kan du underbygge, at det, du siger, er rigtigt?« Spørgsmålet er ikke en »benægtelse af sexisme som en virkelig erfaring«. Faktisk benægter spørgsmålet slet ingenting. Det spørger efter belæg for den påstand, at barsel er årsagen til, at mødre går glip af forfremmelser. Det er muligt, det forholder sig sådan. Ved at få det belyst med forskningseksempler kan påstanden styrkes.
Hvis det er »neosexisme« at spørge en kvinde, om hun kan pege på forskning, der underbygger det, hun siger, hvordan skal nogen diskussion så foregå uden at være »neosexistisk«? Ved at alle ukritisk godtager alt, hvad kvinder siger? Ved at ingen beder kvinder underbygge deres påstande? Ved at forskning aldrig inddrages i diskussioner?
Det andet eksempel er en påstand, ikke en stråmand. Påstanden er ikke ulig en påstand, jeg selv har fremført gentagne gange under hashtagget #AldrigDinSkyldAltidDinSkyld, første gang her, nemlig den, at der eksisterer et narrativ, som bakkes op af feminister, som er baseret på den opfattelse, at intet nogensinde er kvinders skyld, mens alt altid er mænds. At når kvinder har et problem, er det aldrig kvinders skyld, men altid omverdenens, og når mænd har et problem, er det altid mænds skyld, aldrig omverdenens. Hvoraf følger, at når kvinder har et problem, ligger løsningen aldrig i, at kvinder ændrer adfærd, men altid i, at omverdenen laves om, og når mænd har et problem, ligger løsningen aldrig i, at omverdenen laves om, men altid i, at mænd ændrer adfærd.
Hvorvidt jeg og »neosexisten« bag det andet eksempel har ret i, at det forholder sig sådan, er et empirisk spørgsmål. Er det eksempelvis sådan, at når kvinder har svært ved at bryde igennem i bestyrelser, ledelser og politik, så peges der på noget uden for kvinderne selv, for eksempel »glaslofter«? Er det sådan, at man ikke siger, at kvinderne skal ændre adfærd og blive dygtigere til at tilegne sig de kompetencer, der skal til for at begå sig i ledelser, bestyrelser og politik, men i stedet siger, at det er virksomhederne og de politiske partier, der skal ændre deres »kultur«? Det er noget, man kan undersøge.
Det samme gælder, hvis man i forhold til mænd kigger på eksempelvis sundhedssystemet. Er det sådan, at når sundhedssystemet er langt ringere til at skabe sundhed for mænd end for kvinder, så er den foreslåede løsning, at mænd ændrer adfærd og tager sig sammen? Er det sådan, at man ikke kigger på sundhedsvæsnet og undersøger, hvordan det kan blive bedre til at interagere med mænd, men i stedet læsser ansvaret over på mændene selv, eksempelvis gennem oprettelsen af hjemmesider med nærmest ironisk pointeudstillende navne som tjekdigselvmand.dk? Det kan man finde ud af.
Mit gæt er, at man ville kunne underbygge påstanden empirisk. Brugte nogen den fornødne tid på at gøre det, tror jeg, de ville finde, at det i høj grad er tilfældet, at kvinders problemer opfattes som strukturelle og kræves løst gennem strukturelle ændringer, mens mænds problemer opfattes som mændenes egne og kræves løst gennem adfærdsændringer blandt mænd. Altså vise, at personen i eksemplet har ret, når vedkommende siger: »Hvis det er en ulempe for kvinder, er det samfundets skyld. Hvis mænd, så må det jo være deres egen«.
Men selv, hvis det skulle vise sig at være forkert, er personens udsagn ikke en stråmand. Det er en påstand om, at mænd og kvinders problemer af feminister opfattes på to forskellige måder. En sådan påstand kan være forkert. Det må man undersøge. Men hvis det er en stråmand at fremføre en påstand om en ideologis syn på køn, står vi med samme problem som ved det første eksempel: Hvordan i himlens navn skal vi kunne diskutere feminisme, hvis vi ikke må forholde os til, hvad feminisme er, herunder diskutere feminismens præmisser, paradokser og mulige hykleri?
Flere af de feministiske foreninger har i tidens løb sparket medlemmer ud, også kvindelige, som satte spørgsmålstegn ved de i foreningerne gældende opfattelser af, hvad sexisme er. Enten går du i takt, Margrethe, eller også kan du gå hjem.
Det pres for ideologisk ensretning kan man acceptere i de feministiske foreninger ud fra en betragtning om, at så længe de i øvrigt overholder loven, må de gøre, hvad de vil. Men sådan kan man ikke forholde sig, hvis kravet om ikke diskutere, hvad sexisme er, breder sig til resten af samfundet. I den offentlige debat må vi kræve, at alt kan diskuteres, også sexisme. Vi kan ikke tillade, at der opstår hellige rum hinsides diskussion.
Det er derfor, ITU’s forskeraktivisters resultater ikke kun er absurde, men også farlige. For forskningsresultaterne skal øjensynligt bruges til at indfange og bandlyse udsagn som de to eksempler. Ved at kalde dem »neosexisme« og ved at udvikle teknologi, der kan opsnappe »neosexistiske« udsagn, kan forskeraktivisterne »hjælpe« techgiganterne med at fjerne de udsagn, de ikke bryder sig om. Smart, ikke?
»Der er tre forudsætninger for at opfange kvidenhadsk hadesprog online: Man skal vide, hvad man leder efter, man skal have eksempler på det, man leder efter, og man skal have en model, der er trænet ved hjælp af de eksempler. Den første har vi opnået ved at skabe et nøjagtigt klassifikationssystem, der kategoriserer kvindehadsk hadesprog. Den anden præsenterer vi i form af et datasæt bestående af 2.000 nøje klassificerede eksempler ud af et samlet datasæt på 28.000. Den tredje, vores model, fungerer så effektivt, at den allerede automatisk opfanger 85 procent af ikke tidligere set kvindehadsk indhold,« siger forklarer medforfatter til studiet Leon Derczynski til ITU’s hjemmeside.
»Der er pt. mange verden over, som arbejder på at dæmme op for hadesprog online. Problemet er, at der er alt for meget data til, at mennesker kan løse opgaven alene. Sproget er levende, og der opstår hele tiden nye hadesprogmønstre og koder, der hurtigt udbredes. For at opfange den type indhold på nettet automatisk har vi brug for at udvikle digitale redskaber. Det er vores mål med nærværende projekt at præsentere en universel, teoretisk funderet måde at gøre det på,« tilføjer kollega Philine Zeinert.
Til den ambition må lyde et meget klart nej fra enhver, der ikke er feministisk aktivist (og ideelt set også fra feministiske aktivister). Øvelsen, der går ud på at definere spørgsmål og påstande, feminister ikke bryder sig om, som »neosexisme«, skabe et værktøj, der kan detektere »neosexisme«, og overlade dette værktøj til techgiganterne, så de kan fjerne udsagnene fra deres platforme, er som ideologisk krigsførelse betragtet ikke dårligt tænkt. Det er lettere at vinde en diskussion, hvis man kan stemple modpartens udsagn som hadefuld tale og få dem fjernet. På den måde slipper man for det besværlige ved at forholde sig til argumenterne.
Men det går selvfølgelig ikke. Feminister, herunder feministiske forskeraktivister, må finde sig i, at alle idéer, også de feministiske, i et frit og åbent samfund skal kunne udfordres. Det er af afgørende vigtighed, at kritik af feminisme ikke censureres, hverken direkte eller indirekte. Hvis de feministiske idéer er de ikke-feministiske overlegne, vil det vise sig over tid. Men det skal ske gennem fri meningsudveksling mellem feminister og ikke-feminister. Ikke, som ITU’s forskeraktivister lægger op til, ved, at man definerer ikke-feministers udsagn som »neosexisme« og bruger denne definition som kærkommen undskyldning for at ekskludere dem fra debatten. Det er ingen tjent med. Heller ikke de feministiske aktivister, hvor meget de end måtte tro det. Idéer og argumenter bliver bedre af at møde modstand. Ikke af at blive pakket ind i vat.