Debatindlæg af Allan Schmidt.
Drenge og mænds problemer samles til bunke og huskes reelt kun en dag om året. Resten af året er kvindekvoter på toplederniveau og det mytiske løngab mange gange vigtigere end mænd, der begår selvmord, tabes i uddannelsessystemet og bor på gaden. Kan vi virkelig leve med det?
I dag er det 19. november – mændenes internationale dag. Den første af slagsen blev holdt i 1992 og blev oprettet i et forsøg på at skabe fokus på de problemer, som drenge og mænd har. I 2024 – 32 år senere – er der stadig mange, der ikke ved, at den eksisterer.
I Danmark er det så småt ved at ændre sig. Sidste år var første gang med så megen fokus på dagen. Både organisationer, politikere og medier vidste en masse om drenge og mænds problemer og listede dem op hele dagen lang – og der er meget at tage fat på, men de var med. Der var styr på det. Man kom ind på uddannelsessystemet, sundhedssystemet, retssystemet, levealder, selvmord, vold, partnervold, drab, hjemløshed, manglende reproduktive rettigheder, manglende ret til egen krop, mistrivsel, forældrefremmedgørelse, sexistiske kvoter, social nedgørelse og dæmonisering af køn og maskulinitet.
Alle områder man kendte til d. 19. november 2023.
Dagen efter? Intet. To dage efter? Intet. Korttidshukommelsen fejlede bravt, og så var det tilbage til den sædvanlige køns- og ligestillingsdebat, hvor drenge og mænd ikke helt tæller, men alle opfattes som potentielle overgrebsmænd med en problematisk maskulinitet. Derfor må mænd bagerst i køen, når der diskuteres køn og ligestilling. Mænd har jo været privilegerede i tusindvis af år, må vi forstå og det må nutidens drenge og mænd så bøde for.
Jeg er sikker på, at vi igen i år vil høre om de mange problemer, som drenge og mænd står med i dagligdagen. Jeg er lige så sikker på, at de allerede er glemt igen dagen efter.
Måske vi bør lære af mændenes internationale dag i år. Måske vi bør huske at drenge og mænds problemer ikke kun eksisterer den ene dag?.
Kan vi snakke om mænds problemer mere end én dag om året? Måske endda gøre mere end bare snakke, men også rent faktisk forsøge at gøre noget ved det? Det første skridt starter med at erkende, at mænd også er mennesker, der fortjener en ligestillet plads i køns- og ligestillingsdebatten, medierne og politik – også dagen efter.
God international dag til alle drenge og mænd.