Den, der kun udviser konduite, når det er belejligt, fortjener ingen respekt. Det er evnen til at undlade, til ikke at gøre det lette, der adskiller store mennesker fra små.
Det sker fra tid til anden, at en folkeskole- eller gymnasieelev skriver et debatindlæg, typisk i Politiken, som indeholder påstande, der beviseligt er forkerte, og som jeg, hvis afsenderen var en anden, ville gå i rette med, men som jeg undlader at forholde mig til, fordi jeg er af den opfattelse, at det er mere ok for ham eller hende at tage fejl, end det er for mig at påpege det.
Sådan er det tydeligvis ikke alle, der har det. Det står klart efter reaktionerne på den kun 16-årige Ebrahem Saids debatindlæg i Weekendavisen og efterfølgende interview i BT.
I sit debatindlæg fremsætter Said det synspunkt, at kvinder bærer en del af skylden for voldtægt, hvis de klæder sig vovet og færdes alene sent om natten.
»Det er faktisk ganske enkelt. Hvis en kvinde vælger at gå mere eller mindre upåklædt gennem indre by klokken to om natten, så udfordrer hun skæbnen. For hvis hun med sin mavebluse, kavalergang og bukser med huller i stik mod alle odds går alene gennem en park eller mørke farlige gyder, bærer hun så sandelig også et medansvar. Man sender heller ikke Pia Kjærsgaard alene gennem Nørrebro, vel?«, skriver han blandt andet.
Et kontroversielt synspunkt, må man sige. Samtidig et synspunkt, kun de færreste danskere deler. En undersøgelse foretaget af YouGov i 2013 viste, at kun 6% mener, at kvinder, der flirter og klæder sig udfordrende, har et medansvar for voldtægt. 94% mener, at kvinder, uanset deres adfærd og påklædning, aldrig har ansvar for voldtægt. Said er altså ikke udtryk for en dominerende opfattelse i samfundet. Tværtimod repræsenterer han en minoritetsopfattelse, når han pålægger kvinder ansvar for voldtægt.
Det betyder naturligvis ikke, at Saids synspunkt ikke kan kritiseres. Det kan det sagtens, og det er meget let at argumentere imod såvel hans kvindesyn som hans syn på, hvem der har ansvar for hvad i forbindelse med voldtægt.
Men her er det så, at man må slå bremsen i og se på, hvem afsenderen er. Havde Said været 25, eller 20 for den sags skyld, ville sagen have været en anden. Det ville i så fald have været rimeligt at kritisere de holdninger, han giver udtryk for i sit debatindlæg.
Rimeligt er det derimod ikke at kaste sig over en 16-årig dreng. Alligevel er det præcis, hvad mange har gjort. Både politikere og professionelle kommunikatører har i går svinet Said til for indlægget, og flere vil sikkert komme til i dag og i den kommende uge.
En af dem, der i går langede ud efter Said, er jurist, kommunikationsrådgiver, tidligere DR2-vært og bestyrelsesmedlem på Aveny-T, Bente Dalsbæk, der i et vredt indlæg på Berlingske forklarer Said, at der ikke er noget ‘men’ i voldtægt.
Bente var selv 16 i 1982. Før iPhones, internet og Berlinmurens fald. Mon ikke hun er blevet klogere på mange ting siden? Og burde hun ikke, ligesom de andre voksne debattører med professionel debaterfaring, vælge en på sin egen størrelse at slås med, eller rettere: slå på?
Lige børn leger bedst. Det gælder også, når et af dem skriver noget, som ville være anstødeligt og kritisabelt, dersom det var skrevet af en voksen. Eller det burde det. For det gør det åbenbart ikke. Said er blevet, og bliver fortsat, kritiseret på nationale medier af folk, der ikke har format nok til at afholde sig fra at kaste sig over en dreng på 16 år. Det er beklageligt og siger mere om dem, end det siger om Said.
Den, der kun udviser konduite, når det er belejligt, fortjener ingen respekt. Det er evnen til at undlade, til ikke at gøre det lette, til ikke at tage de billige point på andres bekostning, der adskiller store mennesker fra små.