Når medierne reducerer ligestillingsdebatten til et opgør mellem Mette Fugl og Girl Squad, går de feministernes ærinde.
Hvis man har fulgt bare nogenlunde med på de danske avisers debatsider i den seneste tid, er man klar over, at der i øjeblikket udkæmpes en kamp om, hvilken slags feminisme der er den mest rigtige.
I det ene hjørne står 70’er-feministernes repræsentant, Mette Fugl. I det andet står tre unge kvinder, der kalder sig fjerdebølgefeminister og tilsammen bærer navnet Girl Squad. Mette Fugl opfatter de unge kvinders feminisme som påtaget og selviscenesættende, mens Girl Squad mener, at Mette Fugl ikke forstår, at deres kamp for kvinders ret til at udleve deres seksualitet er aktuel og vigtig.
For medierne er debatten appetitlig. Ikke mindst fordi rollefordelingen gør den let at formidle. På den ene side den gamle generation, der har viden og erfaring, men måske er faldet af på den og ikke forstår nutiden. På den anden side den unge generation, der er fuld af energi og gåpåmod, men måske ikke til fulde kan overskue hele billedet i al dets kompleksitet. Et opgør mellem livsklogskabens løftede pegefingre og ungdomsnaivismens udstrakte fuckfingre.
Og hvad skulle der også være galt ved at formidle uoverensstemmelserne? Er det måske ikke den mest centrale ligestillingsdebat i Danmark netop nu? Tjo, det er det måske, men da de etablerede mediers debatsider i høj grad er med til at bestemme, hvad der diskuteres i Ligestillingsdanmark, er det en noget sølle forklaring.
Omkring kvindernes internationale kampdag den 8. marts bragte Berlingske Tidende ikke mindre end syv indlæg på sine debatsider af og om Girl Squad. Tilsvarende har Politiken ladet Mette Fugl komme til orde flere gange, ligesom Politiken har bragt yderligere indlæg om spørgsmålet af eksempelvis tidligere direktør i KVINFO, Elisabeth Møller Jensen. Debatten har således ekkoet i lang tid og så sent som i morges, den 19. marts, er endnu et indlæg blevet føjet til bunken, denne gang på Berlingske, i hvilket Birgitte Borup opsummerer tingenes tilstand.
– Hvis nogen troede, at kvindekampen var lige så udvandet som et brugt Tena-bind, tog de godt og grundigt fejl. Fraktionerne har sjældent stået skarpere i Ligestillingsland end de seneste uger, og kvindekampen udkæmpes med samme intensitet som en god fodboldkamp, skriver hun.
Et rammende billede. For debatten er også i forhold til sin dækning foregået »med samme intensitet som en god fodboldkamp«. Hvor mange debatindlæg om ligestilling kan du huske fra marts, som ikke har handlet om dette opgør? Hvis du har det som mig, er svaret: ikke et eneste.
Og det er her, jeg begynder at tænke over, om medierne er deres ansvar voksent. Medierne bør være klar over, at individer og interesseorganisationer står i kø for at (mis-)bruge dem til at fremme egne dagsordener. Og det er ikke noget, medierne kan nøjes med at nævne på et redaktionsmøde en gang om året. Tværtimod bør bevidstheden om risikoen for at blive aktør i debatten ved at fremme nogle parters synspunkter på bekostning af andre være noget, medierne dagligt forholder sig til og løbende tager skridt til at undgå.
Det har medierne ikke gjort i dette tilfælde. I stedet for at stoppe op og spørge sig selv, hvilken vogn de i grunden var spændt for, har medierne labbet feministernes konflikthistorie i sig og har dermed reduceret sig selv til et værktøj for den feministiske spinmaskine.
Det har haft to konsekvenser. For det første er det lykkedes feministerne at undgå, at medierne har set nærmere på, om der overhovedet er en substans bag uenigheden. Man har fokuseret på konflikten uden at spørge, om dens parter har noget tøj på. For det andet har feministerne, igen, haft held til at holde ikke-feministiske aktører helt ude af ligestillingsdebatten. Ved at løfte lidt op i trøjen har de feministiske debattører fået medierne til udelukkende at interessere sig for, hvad feminister mener og er uenige om. Ikke-feministerne er blevet spillet helt ud af banen, da de ikke passer ind i den dominerende debat om uenigheden i Femiland.
Der findes ikke så meget som én redaktør i Danmark, der tager ligestillingspolitik så alvorligt, at han eller hun kunne drømme om at behandle det på lige fod med andre politikområder, herunder udsætte det for analyser af de forskellige ligestillingspolitiske aktørers motiver og hensigter. Desværre. For gjorde der det, ville jeg ikke være ene om at pege på, at debatten er skæv, og at det er et problem, at det er sådan.
Men man er, groft sagt, ligeglad med ligestillingspolitik på de danske avisredaktioner. Ligestillingsdebatten kan man godt lide, for dens mange skingre stemmer garanterer en stabil leverance af obskure synspunkter, som tiltrækker sig opmærksomhed og en hulens masse klik. Men ligestillingspolitik, altså hvem der bestemmer, og hvad der besluttes, er nedprioriteret.
Bevares, man oplyser læserne om nye love og de mest diskuterede emner som for eksempel voldtægt. Men man graver sig aldrig ned i stoffet og ser på, hvilke aktører der har hvilke interesser, og hvem der står i ledtog med hvem. Måske fordi det ville kræve et kritisk blik på det ansvar, man selv bærer.
Nej, hellere bringe indlæg nummer 17 om Girl Squad end at fordybe sig i, hvad konsekvensen er af at bringe 17 indlæg om Girl Squad, herunder hvilke indlæg man i stedet kunne have bragt, og hvad det ville have tilført debatten.
Og Girl Squad, som lever af at være kendte?
De griner hele vejen til banken, og de fortjener hver en krone, medierne har sikret dem. For det er ved Gud ikke Girl Squads skyld, at Berlingske og Politiken med en dækning, der ville koste et sekscifret beløb på det kommercielle annoncemarked, agerer gratis reklamebureau, alene fordi tre unge damer er villige til at lade sig fotografere i trusser og høje hæle.