Når kønsvinklen mangler, er ofrene typisk mænd

87 procent af de journalister, der blev dræbt i 2022, var mænd. Det fortæller de fleste medier ikke. Billede: Pixabay.com.

Når medier udelader kønsvinklen i artikler, der kunne have haft en sådan, kan man som tommelfingerregel gå ud fra, at mænd er hårdest ramt.

Opdateret 17/1-2023, 13:02, 13:09.

Efterhånden er det blevet sådan, at hvis en undersøgelse eller andre tal på nogen måde kan udlægges som et problem for kvinder, så fokuserer medierne på det. Opnår kvindelige iværksættere færre investeringskroner end mandlige? Bom, så har du en historie! Enhver kønsskævhed, som kan drejes i retning af kvinders evige undertrykkelse, er en artikel, der venter på at blive skrevet.

Den opmærksomme læser kan bruge tendensen som et pejlemærke. Når medierne over en bred kam anlægger en kønsvinkel, hver gang en sådan understøtter fortællingen om kvinders undertrykkelse, opstår der en sideffekt, man kan bruge til at orientere sig i nyhedsstrømmen. En effekt, der kan formuleres som en tommelfingerregel: Historier, som kunne have haft en kønsvinkel, men ikke har det, er historier, hvor noget rammer mænd hårdere end kvinder.

Et aktuelt eksempel er historien om drab på journalister i verden i 2022. Historien baserer sig på tal fra UNESCO, som også har udsendt en pressemeddelelse om tallene. I den kan man læse, at antallet af drab på journalister er steget i 2022 efter flere år med lavere tal. Men kønsvinklen? Den er væk. Intet sted i UNESCO’s pressemeddelelse kan man læse, hvordan drabene fordeler sig på køn.

Det er et godt clue og et eksempel på tommelfingerreglen i praksis. Man kan med sindsro sætte sin pensionsopsparing på, at kønsvinklen ville have været en del af pressemeddelelsen – med god sandsynlighed dens hovedbudskab og overskrift – hvis flertallet af de dræbte journalister havde været kvinder. Når man intet sted i den ganske lange pressemeddelelse kan læse noget om, hvordan drabene fordeler sig på køn, fortæller det på sin egen måde, hvordan drabene fordeler sig på køn.

Da UNESCO ikke finder kønsfordelingen værd at nævne, må man selv grave den frem af tallene på UNESCO’s hjemmeside. Her finder man, at af de 87 journalister, som blev dræbt på verdensplan i 2022, udgjorde mænd 76 og kvinder 11. Omregnet til procenter betyder det, at 87 procent af de dræbte var mænd, og 13 procent var kvinder. En skævhed, som med statsgaranti havde været det absolutte fokus i alverdens medier, hvis den havde haft det modsatte fortegn, men som end ikke nævnes i UNESCO’s pressemeddelelse og derfor heller ikke i hovedparten af de artikler, der skrives om opgørelsen.

Et eksempel på det er fagbladet Journalisten, som har bragt en Ritzau-artikel om nyheden. Journalisten fortæller ikke sine læsere, at 87 procent af de dræbte journalister er mænd. I stedet går mediet den anden vej. Journalistens artikel om nyheden er forsynet med et billede af den kvindelige journalist Shireen Abu Akleh, som blev dræbt i maj 2022, og også i teksten forholder artiklen sig til drabet på hende. Journalisten nøjes altså ikke bare med at udelade en markant kønsskævhed. Nej, Journalisten går skridtet videre og vinkler stik imod den kønsskævhed, mediet udelader. På den måde kommer en historie, som i al væsentlighed handler om drab på mænd, til at handle om drab på kvinder.

Journalisten er ikke alene om at udelade informationen om kønsskævheden blandt de dræbte journalister. DR nævner den ikke sin artikel på dr.dk, og den lange række af medier, som har bragt samme Ritzau-artikel som Journalisten, herunder Avisen Danmark, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og BT, gør det heller ikke.

Tommelfingerreglen er et udmærket værktøj for læsere med interesse i køn og ligestilling. Men den er samtidig udtryk for et problem. Når medier konsekvent vinkler på køn, når noget rammer kvinder hårdere end mænd, og ikke gør det, når noget rammer mænd hårdere end kvinder, er de med til at understøtte fortællingen om verden som et sted, hvor kvinder er undertrykte, og mænd har alle fordelene.

Det er en fortælling, som er i strid med sandheden, og som medvirker til at skabe et skævt fokus hos politikere og andre beslutningstagere. Over tid bliver den til en fælles bevidsthed om, at kvinder har mange problemer, og mænd har få. En bevidsthed, som ikke kan undgå at påvirke de mennesker, som har magt til at gøre noget ved dem.

Problemet er ikke, at medier også fortæller om kvinders udfordringer inden for områder, hvor flere mænd end kvinder er udfordrede. Den slags historier kan sagtens være relevante. Problemet er, at medier nærmest per automatik udelader kønsvinklen, når mænd rammes hårdere af noget end kvinder.

Når 87 procent af de dræbte journalister i verden i 2022 var mænd, så er køn en væsentlig del af historien. De medier, der udelader kønsfordelingen i deres artikler, forholder ikke bare deres læsere væsentlig information. De medvirker også til at understøtte en falsk fortælling om virkeligheden.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *