Normstormerne er mere end ren kagemand
Der er forskel på bagerier og skoler.
Ved et borgerrepræsentationsmøde i Københavns Kommune torsdag aften blev et forslag om, at kommunen kun anvender undervisningsmateriale, forældre og offentligheden kan få indsigt i, stemt ned.
Forslaget var stillet af De Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Partierne ønskede med forslaget at opnå indsigt i materialet fra den normkritiske organisation Normstormerne, der varetager seksualundervisning i 4. til 10. klasse på skoler i København og Århus. En indsigt, Borgerrepræsentationens røde partier altså satte sig i vejen for.
De røde partier holdt dermed hånden over en organisation, som på sociale medier blandt andet har forsvaret det synspunkt, at racisme mod hvide mennesker ikke eksisterer, og som kalder regeringens LGBT+-politik »etnonationalistisk«, »populistisk« og »homonationalistisk«.
En af Normstormernes beskyttere er Emil Sloth Andersen, medlem af Borgerrepræsentationen for De Radikale. Ved mødet understregede han, at »det er sundt at få bestormet sine normer«. Andersen henviste som begrundelse til oplevelser med elever, der bruger nedsættende ord som »bøsse«.
De politiske ambitioner, normkritikken og Normstormerne har, talte Andersen derimod ikke om. Andersen nævnte ikke, at normkritikken har til formål at ændre samfundet, og at den finder det nyttigt at gøre det ved at ændre børns værdier. Andersen forholdt sig derfor heller ikke til rimeligheden af, at københavnske skoler anvendes af en organisation til at fremme dennes politiske interesser.
Desværre, for det er jo kernen i diskussionen.
Problemet er ikke, at Normstormerne eller andre normkritikere har ekstreme opfattelser. Det må man gerne have. Problemet er, at Normstormerne tillades at bruge børn som redskaber i en politisk kamp. Det, Andersen og et flertal i Københavns Borgerrepræsentation holder hånden over, er ideologisk grooming.
I ugens løb har Lagkagehusets udmelding om kagemænd fyldt en del i mediebilledet. Også for meget. For det er ikke videre interessant, hvad Lagkagehuset kalder sine kager. De er en privat virksomhed og må navngive deres produkter, som det passer dem.
Bryder man sig ikke om, at Lagkagehuset er gået woke og tvinger sine kunder til at gøre det samme ved at forlange, at de i en ny app skal bestille en lagkageperson i stedet for en lagkagemand eller lagkagekone, kan man købe sine kager et andet sted. Sådan fungerer et frit marked, og det er en god mekanisme.
Det er samtidig årsagen til, at der er stor forskel på Lagkagehusets kagen rundt og sagen om Normstormerne. Forældre i København og Århus kan ikke skifte skole med samme lethed, som de kan skifte bager. Hverken formelt eller uformelt. Børn opnår ofte stærke venskaber i skolen, som gør skoleskifter vanskelige og socialt omkostningsfulde.
Hertil kommer sagens perverse logik. Ingen kan få oplyst, hvad der foregår i undervisningen, og derfor kan forældrene ikke vurdere, om de vil have undervisningen stoppet. Emil Sloth Andersen påpeger, at forældrene jo bare kan tale med børnene om, hvad der sker i timerne. Men nu er børn jo netop børn og derfor ikke til fulde bevidste om, hvad der sker omkring dem. Et barn, der kan redegøre for Normstormernes politiske visioner og strategiske virkemidler og er i stand til at analysere, hvordan disse kommer til udtryk i undervisningen, burde ikke gå i folkeskole. Der findes 3.g-elever, som ikke er i nærheden af at kunne det.
Sagen handler i sidste ende om, hvad skolens opgave er. Skal skolen være et sted, hvor børn bliver gode socialkonstruktivistiske medborgere, der ser på køn, race med videre fra et intersektionelt perspektiv? Et sted, der gør børn til normkritiske feminister og bevidstgør dem om, at køn ikke er noget man fødes med, men noget, man tilskrives? En rugekasse, så at sige, som gør børnene klar til at kæmpe på »den rigtige side« i kampen om virkeligheden?
Eller skal skolen være et sted, man som forælder trygt kan sende sine børn til, uden at de risikerer at blive udsat for ideologisk prægning af organisationer, der bruger skolebørn som redskaber i en politisk kamp og ikke vil lægge deres metoder frem? Et sted, hvor normkritik er noget, man lærer om, ikke noget, man undervises i, præcis ligesom man lærer om fascisme, ikke undervises i fascisme?
Det er, hvad diskussionen handler om. Ikke om det er en god idé at lære børn ikke at kalde hinanden »bøsse«. Det kan man sagtens lære uden at deltage i et identitetspolitisk kursus bag nedrullede gardiner.
Eftersom det hemmeligt stemplet dokument som betegner NormStormernes forretningskoncept, og som deres bestyrelse har bevidst holdt hemmeligt med henvisning til behovet for at opretholde konkurrencedygtighed, alligevel er kommet frem og faktisk (det nu viser sig) har, i over to år, været tilgængelig via Københavns Kommunens Børne- og Ungdomsforvaltningen, kan en neutral vurdering af hvad det her er for et fænomen, der har gæstet 60.000 børn i hovedstadsområdet, de sidste par år, sættes i gang.
Der skal ikke læses langt ind i dokumentet inden det begynder at gå op for en at, til trods for en udadtil meget fint klingende mål erklæring, om at modvirke mobning og dårlig trivsel i danske skoler, som harmonerer meget vel med længe etablerede danske pædagogiske værdier, konceptet bygger på en doktrin, som i udgangspunkt ikke er særlig dansk eller endda europæisk. Det er en doktrin med rødder i den meget amerikansk såkaldt ‘woke’ bevægelse, hvilket er en ideologi drevne bevægelse, der sigter mod mere lighed i samfundet med bedre beskyttelse for de mindre privilegerede mindretals grupper, der næsten uundgåeligt findes i et samfund som det amerikanske US.
Og hvad kunne være galt med det? ville man måske spørge hvis man ikke har dykket dybere ned i bevægelsens metode historik. Mere eller mindre subtilt, indebærer NormStormernes undervisning dog en form for indoktrinering, der samkørende fodres ind med den legitime dialog omkring behovet for at stoppe mobning og hvordan vi skaber både en skoleklasse og et samfund der er åbent og imødekommende overfor folk der er anderledes med deres forskelligheder.
Spørgsmålet er således om indoktrinering er en god, ønskelig eller pædagogisk acceptabel måde at lære børn om sociale ansvarlighed og retfærdighed. Og i særdeleshed, når der i danske skoler bruges en indoktrineringsformat, der bygger på et skabelon hentet fra en sociale retfærdighedsperspektiv gældende specielt i den amerikansk kontekst, bliver spørgsmålet ret komplekst.
Det ses tydeligt fra forretningskonceptet, at Woke bevægelsens værdier og dagsorden i betydelig grad er med til at lægge grundlaget for NormStormernes doktrin, og det må derfor spekuleres om det er den egentlige grund til at NormStormerner har været tilbageholdene med at vise konceptet frem. Woke er en bevægelse, der hedder sådan fordi dens formål er at vække bevidstheden om hvad det vil sige, at et samfund dyrker privilegier for nogle mennesker til ulemper for andre og hvad det betyder for de forulempede i samfundet. I alle både kapitalistiske og præ-kapitalistiske samfund og sikker også de fleste andre opstår privilegier dog ikke i et vakuum, og kan kun gøres systematisk gældende gennem måden, hvorpå det pågældende samfund forvalter dets ejendomsrettigheder.
Af historiske grunde og til trods for at begge har udviklet økonomien på en kapitalistisk måde, er der væsentlige forskel mellem hvordan forvaltningen af ejendomsrettigheder er sket i USA og i Europa. Forskellen skyldes, at i USA var forudsætningen for fordeling og forvaltning af ejendomsrettigheder, at man først måtte fordrive en iboende befolkning fra landet og berøve dem af deres rettigheder til at bruge landet, og dernæst, at man har valgt at benytte sig af den meste ekstreme form for ejendomsret der findes, for at bygge landet, økonomien og samfundet op: dvs retten til at eje et andet menneske.
Det er klart at en sådan ret, som den slaveri indebærer kun kan slå rødder hvis man dyrker et tema om at visse mennesker er overlegne ift visse andre – meget typisk men ikke nødvendigvis på basis af race forskel. Og det må også være klart, at når et samfund i næsten 200 år dyrker det slags tema, mhp at legitimere og derved at kunne systematisere slaveriet, ville det komme, i en lang periode efter slaveriets evt ophør, til at kaste lange skygger over dette samfund. NormStormerne ville sikkert protestere at det har ikke noget med dem at gøre, og at de primært beskæftiger sig med køn, seksualitet og kønsidentitet, og hvad disse kan betyde af problemer i en dansk skoleklasse med mobning osv.
Men kig blot på dag 2 i deres program. Legen med papirskugler. Ideen er at deltagerne står i forskellige afstand fra en papirskurv og forsøger at kaste deres kugler i kurven, hvad der selvfølgelig betyder en forulempelse for de deltagere, der står længste væk fra kurven. Øvelsen skal give eleverne et billeder af, hvordan privilegier og social uretfærdighed reproduceres og nedarves i et samfund som det amerikanske, og er en umiskendelig introduktion gennem bagdøren til det, der kaldes intersektionalist teori, og dernæst til critical race theory. Pointen skulle være at selvom det lyder meget fint med equality of opportunity, i virkeligheden i det amerikanske samfund eksisterer den equality of opportunity kun teoretisk fordi i praksis allerede inden man, som barn, tager første skridt på karrierestigen, er man bagud hvis ens hud er sort. Men det er et amerikansk forhold, som er den direkte arv af slave samfundet og den mentalitet, der blev dyrket med den. For ophør af slaveriet betød som bekendt ikke, at sorte amerikanere blev med det samme ligeværdige borgere med hvide. Der gik atter et hundrede år hvor de yderligere skulle ydmyges med segregation og Jim Crow laws. Derfor kan man i den nutidige angrende USA miste sit job hvis man kommer til at sige “colored people” i stedet for “people of color” fordi selvom de to fraser betyder nøjagtigt det samme, har “colored people” skyldbefænget associationer til tiden hvor social adskillelse betød separat busser, hoteller, toiletter o.m.a. for sorte mennesker, udpeget typisk med skilte hvor der stod, “colored people” eller “coloreds only”.
Det er ikke for at påstå at racismen ikke findes i Europa også, for det gør den tydeligvis blandt den dominerende hvid del af befolkning; det vidner politiske succeser nydt af populismen fremmarch i flere lande i Europa, de seneste 2 årtier. Men der er over 900 år siden man i de Europæisk hovedlande kunne købe et andet menneske, som var det en sæk kartofler, og her har man heller ikke dyrket apartheid lignende sociale adskillelser, som fandtes i USA helt op indtil tresserne i sidste århundredet.
Selvom det selvfølgelig også inkarnerer en del hykleri, at stille Europa op mod US på den måde, fordi slaveriet forekom raskt væk i kolonierne og det var de europæiske slavehandlere, der sørgede for forsyningen af sorte mennesker til det US slavemarkedet, har hverken slaveri eller systematisk segregation og diskriminering af mennesker på baggrund af race fundet sted på europæiske jord andet end under ekstreme forhold, som eksempelvis i Nazi Tyskland, i over 900 år.
Det kan derfor være meget forvirrende for børn i en dansk klasse at blive fodret med et koncept om diskrimination, der egentlig ikke passer til det danske samfund. Et barn i det danske samfund står ikke nødvendigvis længere fra papirskurven alene pga tilfældigheder såsom hudfarve, og seksuelle præferencer, men hvor disse ting alligevel kan virke hæmmende er det ikke fordi staten og lovgivning mangler at have vedtaget lovpligtige garantier for at alle anses for lige for loven og lige desangående samfundets forpligtigelse til grundlæggende menneskerettigheder. Vi gør vores børn en bjørnetjeneste ved at indoktrinere dem i et samfundsperspektiv, der uimodsagt tager udgangspunkt i at når folk med mindretals baggrund oplever diskrimination er det pga systemiske fejle eller bagtanke i samfundets konstruktion. Endvidere at der parallelt opstår diskriminering når den øjensynlig apartheid “separate but equal” race doktrin misvisende misbruges til at afvise kønsdiskriminering ved eksempelvis sports dyrkning, for her er separate but equal øjensynligt en nødvendig og positiv tiltag.
For det der er bekymrende med NormStormernes koncept er kravet om at klasselæreren skal indtage rollen som observerende og ikke deltage i undervisning. Alt andet lige må dette tages som udtryk for ønsket om at dette sære samfundsperspektiv de har at sælge skal få lov at gå uimodsagt. Skolen er ikke et sted børn skal opdrages til aktivister der skal jage spøgelser af diskrimination der eksisterer mere i ideologernes forestillinger end i virkeligheden. At dyrke disse forestillinger kan give bagslag i at de øger faktisk diskrimination.
Der er sandsynligvis ikke noget NormStormene kan bidrage med i folkeskolen til kampen mod diskriminering som almindelig skole undervisning og pædagogik i forvejen ikke kunne gøre lige så godt eller bedre.