Normstormerne er mere end ren kagemand

Det er knap så vigtigt, hvad Lagkagehuset kalder sine kager, som hvad der foregår i skolernes undervisning. Billede: Pixabay.com

Der er forskel på bagerier og skoler.

Ved et borgerrepræsentationsmøde i Københavns Kommune torsdag aften blev et forslag om, at kommunen kun anvender undervisningsmateriale, forældre og offentligheden kan få indsigt i, stemt ned.

Forslaget var stillet af De Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Partierne ønskede med forslaget at opnå indsigt i materialet fra den normkritiske organisation Normstormerne, der varetager seksualundervisning i 4. til 10. klasse på skoler i København og Århus. En indsigt, Borgerrepræsentationens røde partier altså satte sig i vejen for.

De røde partier holdt dermed hånden over en organisation, som på sociale medier blandt andet har forsvaret det synspunkt, at racisme mod hvide mennesker ikke eksisterer, og som kalder regeringens LGBT+-politik »etnonationalistisk«, »populistisk« og »homonationalistisk«.

En af Normstormernes beskyttere er Emil Sloth Andersen, medlem af Borgerrepræsentationen for De Radikale. Ved mødet understregede han, at »det er sundt at få bestormet sine normer«. Andersen henviste som begrundelse til oplevelser med elever, der bruger nedsættende ord som »bøsse«.

De politiske ambitioner, normkritikken og Normstormerne har, talte Andersen derimod ikke om. Andersen nævnte ikke, at normkritikken har til formål at ændre samfundet, og at den finder det nyttigt at gøre det ved at ændre børns værdier. Andersen forholdt sig derfor heller ikke til rimeligheden af, at københavnske skoler anvendes af en organisation til at fremme dennes politiske interesser.

Desværre, for det er jo kernen i diskussionen.

Problemet er ikke, at Normstormerne eller andre normkritikere har ekstreme opfattelser. Det må man gerne have. Problemet er, at Normstormerne tillades at bruge børn som redskaber i en politisk kamp. Det, Andersen og et flertal i Københavns Borgerrepræsentation holder hånden over, er ideologisk grooming.

I ugens løb har Lagkagehusets udmelding om kagemænd fyldt en del i mediebilledet. Også for meget. For det er ikke videre interessant, hvad Lagkagehuset kalder sine kager. De er en privat virksomhed og må navngive deres produkter, som det passer dem.

Bryder man sig ikke om, at Lagkagehuset er gået woke og tvinger sine kunder til at gøre det samme ved at forlange, at de i en ny app skal bestille en lagkageperson i stedet for en lagkagemand eller lagkagekone, kan man købe sine kager et andet sted. Sådan fungerer et frit marked, og det er en god mekanisme.

Det er samtidig årsagen til, at der er stor forskel på Lagkagehusets kagen rundt og sagen om Normstormerne. Forældre i København og Århus kan ikke skifte skole med samme lethed, som de kan skifte bager. Hverken formelt eller uformelt. Børn opnår ofte stærke venskaber i skolen, som gør skoleskifter vanskelige og socialt omkostningsfulde.

Hertil kommer sagens perverse logik. Ingen kan få oplyst, hvad der foregår i undervisningen, og derfor kan forældrene ikke vurdere, om de vil have undervisningen stoppet. Emil Sloth Andersen påpeger, at forældrene jo bare kan tale med børnene om, hvad der sker i timerne. Men nu er børn jo netop børn og derfor ikke til fulde bevidste om, hvad der sker omkring dem. Et barn, der kan redegøre for Normstormernes politiske visioner og strategiske virkemidler og er i stand til at analysere, hvordan disse kommer til udtryk i undervisningen, burde ikke gå i folkeskole. Der findes 3.g-elever, som ikke er i nærheden af at kunne det.

Sagen handler i sidste ende om, hvad skolens opgave er. Skal skolen være et sted, hvor børn bliver gode socialkonstruktivistiske medborgere, der ser på køn, race med videre fra et intersektionelt perspektiv? Et sted, der gør børn til normkritiske feminister og bevidstgør dem om, at køn ikke er noget man fødes med, men noget, man tilskrives? En rugekasse, så at sige, som gør børnene klar til at kæmpe på »den rigtige side« i kampen om virkeligheden?

Eller skal skolen være et sted, man som forælder trygt kan sende sine børn til, uden at de risikerer at blive udsat for ideologisk prægning af organisationer, der bruger skolebørn som redskaber i en politisk kamp og ikke vil lægge deres metoder frem? Et sted, hvor normkritik er noget, man lærer om, ikke noget, man undervises i, præcis ligesom man lærer om fascisme, ikke undervises i fascisme?

Det er, hvad diskussionen handler om. Ikke om det er en god idé at lære børn ikke at kalde hinanden »bøsse«. Det kan man sagtens lære uden at deltage i et identitetspolitisk kursus bag nedrullede gardiner.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.