Reelligestilling.dk støtter HeForShe

Reelligestilling.dk støtter FN’s HeForShe-kampagne og opfordrer dig til at gøre det samme. Kampagnen er ikke perfekt, men dens mål er vigtigere end dens fejl.

Ligestillingsminister Manu Sareen siger du skal, Matt Damon siger du skal, og nu opfordrer vi dig også til det: Støt FN’s ligestillingskampagne HeForShe.

HeForShe beder mænd tilslutte sig kampen mod vold og diskrimination mod kvinder i hele verden. Det har i skrivende stund 178.105 mænd over hele verden gjort, heraf 1.651 fra Danmark.

Stop vold og diskrimination over for alle!

Når man tilslutter sig kampagnen, skriver man under på følgende:

The HeForShe Commitment

Gender equality is not only a women’s issue, it is a human rights issue that requires my participation. I commit to take action against all forms of violence and discrimination faced by women and girls.

Vi er enige med HeForShe i, at ligestilling ikke kun er et kvindespørgsmål, og at mænd også skal støtte kampen mod vold og diskrimination mod kvinder. Det gør vi meget gerne og opfordrer andre mænd til at gøre det samme.

Men vi ærgrer os over, at kampagnen begrænser sig til kun at kæmpe mod vold og diskrimination over for kvinder. Vi er imod vold og diskrimination uanset køn og havde gerne set sætningen udformet sådan her:

Gender equality is not only a women’s issue, it is a human rights issue that requires my participation. I commit to take action against all forms of violence and discrimination faced by all people.

Det større perspektiv

Når det er sagt, anerkender vi fuldt ud, at vold og diskrimination på verdensplan er et langt større problem for kvinder end for mænd, og at kampagnen derfor har sin berettigelse på trods af sin manglende støtte til kampen mod vold og diskrimination over for mænd.

Nogle gange er det større formål vigtigere end fejl. Og det her er en af de gange. Hvis HeForShe på nogen måde kan medvirke til at bekæmpe vold og diskrimination mod kvinder, så er kampagnen en succes og værd at støtte – også selv om det havde været rart, at den også havde taget afstand fra vold og diskrimination mod mænd.

Vi støtter HeForShe, og det kan du også lige her.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

4 thoughts on “Reelligestilling.dk støtter HeForShe

  • 7. november 2014 kl. 03:19
    Permalink

    Lidt trist at se at I støtter HeForShe. Watsons tale var godt nok så vag, at det svært at finde ud af hvad hun egentlig formidlede. Det er først når man besøger kampgnesiden og ser hvad man beder mænd tilslutte sig, at det bliver tydeligt hvad talen egentlig betød.

    Vold rammer hovedsageligt mænd, mens kvinder i det offentlige rum i høj grad nyder godt af mænds kollektive tilbøjelighed til at beskytte kvinder, også når de ikke kender kvinden, eller den konflikt hun er involveret i.

    Grunden til at kvinder er mest truet i hjemmet, er ikke at hjemmet er mere farligt for kvinder end for mænd, men omvendt at det offentlige rum er mere farligt for mænd, end det er for kvinder.

    Jeg opfordrer jer til at genoverveje jeres støtte til HeForShe.

    Svar
  • 7. november 2014 kl. 09:38
    Permalink

    HeForShe-kampagnen er ikke uproblematisk, og erklæringen er uheldigt formuleret. Kampen mod vold og diskrimination mod mænd burde have været med. Derfor overvejede Reelligestilling.dk sin tilslutning grundigt.

    Det udslagsgivende for os er, at HeForShe er en international kampagne, og at den uheldige formulering derfor kan undskyldes med, at kampagnen ikke er målrettet lande som Danmark, hvor ligestillingssituationen er en ganske anden, end den er andre steder i verden.

    Kort sagt: Vi tager naturligvis tager afstand fra vold og diskrimination mod kvinder, men vi tager lige så meget afstand fra vold og diskrimination mod mænd. Vold og diskrimination skal bekæmpes, uanset hvem det rammer.

    Svar
  • 7. november 2014 kl. 10:24
    Permalink

    Ingen kan være uenige i det underliggende budskab, men man skal være opmærksom på at kampagnen er med til at cementere den traditionelle kønsopfattelse med manden som beskytter eller aggressor og med kvinden som svag eller offer.

    Svar
  • 7. november 2014 kl. 17:27
    Permalink

    For mig er kampagnen det primære, Watsons tale blot en salgstale. Jeg er enig i redaktionens “kort sagt” del, men man bør nok være opmærksom på at det er de samme ideologer der sælger budskabet om den patriakalske fremmede, som forsøgte at sælge idéen om patriarkatet i vestlige samfund. De er kort sagt utroværdige. Jeg er enig med Søren Arnvigs udlægning.

    Watsons tale var rigtig godt skruet sammen, endda i en grad at det skabte en del forvirring i dagene efter indenfor den internationale mandebevægelse.

    Jeg kan anbefale Justicars kommentar til talen på https://www.youtube.com/watch?v=BevwBz2BTnw

    Justicar er i øvrigt åbent homoseksuel, tidligere militærmand og politimand, og jævnt hen ret fantastisk

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *