Hvor skal vi hen, du? Feministisk debattør vil have danskerne til at sige ‘hen’.
Feminist og debattør Henrik Marstal argumenterer i et indlæg på Politiken for, at det kønsneutrale ord ‘hen’ skal ind i det danske sprog på lige fod med ‘han’ og ‘hun.
Marstal angiver tre grunde til, at vi skal til at sige ‘hen’. For det første er det rent sprogligt praktisk i situationer, hvor man ikke kender kønnet på den, man omtaler, fx ‘lægen’ eller ‘læreren’. Marstal skriver:
“Og hvor ville det være praktisk at kunne sige sætninger som: ‘Når du køber gaven til Carl, så sig til ekspedienten, at hen gerne må pakke den rigtig flot ind’. For ingen kan jo vide hvilket køn den pågældende ekspedient har, og derfor vil indførelsen af ordet kunne give os alle mulighed for at være ikke blot mere præcise, men også mere respektfulde i vores sprogbrug.”
For det andet er der en kønspolitisk dimension i at bruge ‘hen’ om mennesker, man ikke kender kønnet på, og for det tredje har brugen af ‘hen’ ifølge Marstal en inkluderende funktion:
“Der er altså grundlag for at gøre det til en samfundsinkluderende praksis fuldt ud at anerkende mennesker, som er ‘non-binære,’ det vil sige definere sig selv som hverken hun eller han, som både hun eller han, eller som noget helt tredje, fjerde, femte eller sjette.”
Marstals argumenter handler altså om:
- sproglig praksis
- kønspolitik
- inklusion af kønsmæssige minoriteter.
Hvor skal vi hen, du?
Fra det rent sproglige perspektiv giver det fin mening at have et tredje ord, som kan bruges, når man ikke ved, hvad køn en person har, eller når det ingen rolle spiller, hvad køn personen har. Fx i sætningen:
“Når du er ved lægen, så husk at spørge xxx om, hvornår du skal komme igen.”
Normalt ved man naturligvis godt, om ens læge er en kvinde eller en mand, men i pjecer og andre generelle formuleringer kan det være begge dele, og her ville det være en fordel at have et tredje ord, som hverken er han eller hun.
I forhold til kønspolitikken bliver det mere mudret. Marstal skriver ganske vist:
“For selvfølgelig kommer det nye ord ikke til at true eksistensen af disse kendte pronominer. Langt de fleste af os vil jo fortsat være kvinder eller mænd, og vi vil derfor fortsat kunne bruge pronominerne ‘hun’ og ‘han’ helt entydigt.”
Men det har han næppe ret i. Hvis ‘hen’ bliver en del af sproget, vil der, som i radikale feministiske miljøer og i Sverige, opstå et krav om at bruge ordet. Man vil blive opfattet som sexistisk, undertrykkende eller dum, hvis man ikke i alle sammenhænge bruger ‘han’, ‘hun’ og ‘hen’ korrekt.
Et eksempel på det er den hetz, der blev ført i Sverige sidste år mod forfatteren Kajsa Ekis Ekman, fordi hun i en bog kom til at skrive ‘han’ om en transkønnet person. Vrede feminister kontaktede Ekmans arbejdsplads og krævede hende fyret, organiserede protester mod arrangementer, Ekman skulle deltage i, og udstedte en fatwa på de sociale medier med trusler mod alle, der linkede til Ekmans artikler:
“På Twitter har följande repression formulerats: den som länkar till en artikel av Ekis får gult kort, två länkar ger rött.”
Det er ikke sådan, at ‘hen’, hvis det bliver en del af sproget, blot bliver et frivilligt tilvalg; hurtigt vil der opstå krav om, at ordet bruges – og bruges rigtigt.
Dette krav vil i særdeleshed blive rejst mod medier og politikere, men tillige mod skoler, uddannelsesinstitutioner og lærebøger af en enhver art samt mod forfattere og andre, der ytrer sig offentligt. Endelig vil man kræve, at al offentlig kommunikation ændres fra ‘han’/’hun’ til ‘han’/’hun’/’hen’ – en opgave, som vil koste et ikke ubetydeligt millionbeløb.
Marstals tredje argument om inklusion af minoriteter er for så vidt sympatisk og rimeligt. Der findes mennesker, der hverken er mænd eller kvinder, og den nuværende sprogbrug har svært ved at rumme dem. En smule problematisk bliver det dog, hvis køn skal være noget, man selv definerer:
“Der har i den forbindelse været fokus på, at enhver selv skal have den fulde ret til at definere sit eget køn, og at omgivelserne står sig bedst ved at respektere, hvad den givne person måtte foretække.”
Det rejser en lang række juridiske og praktiske spørgsmål at gøre køn til et personligt valg. Må en “mand” fx bruge kvindernes omklædningsrum, hvis han definerer sig som en kvinde? Og kan “han” holde 12 måneders barsel, fordi han skifter navn fra Bent til Bente?
Hen eller ikke hen – det er spørgsmålet
Der er ingen tvivl om, at det for en lille gruppe er et problem at stå i et kønsmæssigt ingenmandsland, som samfundet ikke er gearet til.
Spørgsmålet er imidlertid, om løsningen for denne gruppe er en sproglig ændring. Marstal fortæller, at man i Tyskland i 2013 har tilføjet kategorien intetkøn på fødselsattester. Noget lignende kunne gøres i Danmark sammen med andre juridiske tiltag, der ligestiller personer med andet køn end mand eller kvinde med mænd og kvinder.
Diskussionen om ‘hen’ handler ikke kun om minoriteters rettigheder, men også om, hvordan vi som samfund skal opfatte køn, altså om kønnet ligesom hudfarven er noget, man er født med og må finde sig til rette med, eller om køn skal tildeles en særstatus som noget, man selv kan vælge på trods af sin fysiologi.
Marstal slutter sit indlæg med at skrive:
“Ordet ‘hen’ bør af de årsager, jeg har her fremført, inkluderes i det danske sprog, og en seriøs debat om ordet må derfor gerne tage sin begyndelse.”
Om ‘hen’ skal inkluderes i det danske sprog kan man have andre meninger om end Marstals. Men lad os da endelig tage debatten og finde svaret på, hvor vi skal hen.